Psykodrama i det Hvide Hus
Nedenstående er sakset fra Berlingeren idag og hvis ikke det var så tragisk, ville det være hylende morsomt.
"Det store psykodrama nærmer sig sin afslutning. Præsident Bush har haft et Ødipus-kompleks over for sine forældre og ofte trodset sin far bare for at trodse ham, men nu er der ingen vej tilbage. Han må lytte til den gamle mand.
SANTA FE: En far er en kompliceret størrelse.
Spørg bare præsident Bush.
De vise mænd i Washington har talt meget om sønnens kompleks over for faderen, om hvordan, hans præsidentskab på mange måde er et psykodrama på meget, meget højt plan: En halvgammel, men umoden mand og hans Ødipus-kompleks, hans dragning mod moderen, had til faderen, og hans ønske om at give sit kompleks et udtryk.
Det skorter ikke på eksempler: Bush junior, som i 1973 kom kørende fuld og skæv hjem fra en fest, buldrede ind i en nabos skraldespand, og da faderen skosede ham, udfordrede han den daværende formand for det republikanske parti til nævekamp: »Skal vi gøre det nu, mano a mano,« sagde han.
Nogle år senere - da faderen var blevet præsident - talte junior under en statsmiddag med dronningen af England, og han fortalte hende, at han sad nede i et hjørne af salen, fordi han var familiens sorte får.
Under valgkampen i 2000 markedsførte junior sig som »den nye Reagan«, ikke som »den nye Bush«, og i nyere tid spurgte Bob Woodward, om junior inden invasionen af Irak søgte råd hos sin far. Junior uddelte den kæberasler, som han ikke fik uddelt i 1973, mano a mano.
»Nej,« svarede han. »Jeg søger mine råd hos en højere far.«
Menneskeligt er far og søn som brødrene Varnæs, og udenrigspolitisk kan man sikkert også med lidt god vilje føre den parallel igennem.
Faderen er realist, han tænker ikke i idealer som frihed og spredning af demokrati, han føler ikke et kald til at sprede det glade budskab, han tænker i interesser og magt - USAs interesser og magt. Sønnen tilhører derimod den neokonservative skole, han er idealist, han tror, at udenrigspolitikken tjener et højere formål, at den almægtige har gjort ham til præsident, fordi han skal friggøre mennesker fra despoti og derigennem sikre USAs interesser, om nødvendigt med magt.
Faderen havde chanchen for i 1991 at befri Bagdad og fjerne Saddam. Han gjorde det ikke. Sønnen gjorde det 12 år senere.
Det er forskellen på realisme og idealisme, konservatisme og neokonservatisme.
Vil fjerne Rumsfeld
Og hvem er så den klogeste? Hvilken tankegang er den klogeste?
Det er formentlig en større filosofisk diskussion værd, men sønnens invasion i Irak ligner mere og mere en undtagelsesløs ulykke, og måske - bare måske - har han alene i en tidlig morgenstund siddet med sin kaffe og parafraseret Mark Twain:
»Da jeg i 2003 invaderede Irak, anså jeg min far for en tåbe. I 2006 er jeg forløffet over, hvor meget klogere han er blevet på tre år.«
Ifølge webmagasinet Salon forsøgte Bush senior tidligere på året at fjerne Donald Rumsfeld fra forsvarsministerposten. Senior anså ham for at være en psykopat og farlig fantast, der trak sønnens præsidentskab med sig ned i dyndet. Senior gik endda så langt som til at spørge en firestjernet general, om han i givet fald ville overveje at overtage posten. Men junior stoppede dengang sin far. »Jeg er beslutningstageren, og jeg beslutter, at Rumsfeld skal blive,« sagde han. Nogle få måneder senere ligger Rumsfeld så politisk død på gulvet med - som kommentatoren Maureen Dowd skrev i går - så mange knive i ryggen og så mange mulige gerningsmænd, at det ligner en pendant til »Mordet i Orient Expressen«.
Rumsfelds afløser bliver en sikkerhedspolitisk nestor, Robert Gates, der i Washington betragtes som allieret med Bush senior og tankegangen omkring Bush senior. Gates er konservativ, ikke neo-konservativ, han synes ikke, at situationen i Irak er løfterig, og han vil ud, og han mener, at USA skal forhandle med Iran og Nordkorea og ikke bare sende 101. Luftbårne Division ind.
Modtagelsen af ham har da også være ganske afslørende. Gamle realister og koldkrigere som Brent Scowcroft og Zbigniew Brzezinski er begejstrede, mens de neokonservative og juniors bagland skummer. Gå til en indflydelsesrig weblog som Red State og læs, hvad kernerepublikanerne mener. »Det er hans far,« skriver mange bebrejdende og konspiratorisk. »Det er de gamle, der vender tilbage. Skrækkeligt.«
Fars taleskriver
Der er et et vist bundtræk i konspirationsteorierne. For Gates er ikke den eneste af seniors mænd, der trænger sig på.
Præsidentens nye talsmand, Tony Snow, var taleskriver for senior, og han har tidligere - før end han fik sit nuværende job - udtrykt sig kritisk om junior. Han mente rent ud sagt, at det ville være en fordel, hvis junior læste lidt flere bøger. Senior har også støttet nedsættelsen af et problemknuser-udvalg, som skulle komme tackle Irak-krisen. Først var junior, vicepræsident Cheney og Rumsfeld imod, men de gav sig til sidst, og udvalget kom næsten udelukkende til at bestå af realister og Bush senior-mænd, og formanden er ingen ringere end seniors livslange consigliere og problemknuser, James Baker.
En af Bakers fortrolige har udtalt til New York Times, at Baker er »forureliget over udviklingen i Irak og vores engagement i Irak«.
»Hele udvalget smager af Bush senior, og udvalget reflekterer den moderate del af det republikanske parti,« siger tidligere viceudenrigsminister Edward Walker til Rolling Stone.
Washington Post nåede i går til den samme konklusion, og en top-udenrigspolitisk rådgiver i Bush seniors regering, siger til avisen:
»Jeg tror ikke, at det sker, fordi en eller anden bevidst siger: 'Lad os sende den gamle garde ind igen.' Snarere er det udtryk for, at vi går tilbage til den udenrigspolitiske standardindstilling, fordi de nuværende rådgivere har taget så grusomt fejl.«
Senior elsker junior
Men hvorfor gør den gamle Bush, som han gør? Når hans søn nu har gjort så stort et nummer ud af at friggøre sig og vise sig som andet end sin fars søn, hvorfor så ikke lade ham syde i sin egen sovs? Koge i sin egen krig?
Fordi faderen ikke kan lade være, skriver en af hans tidligere taleskrivere, forfatteren og humoristen Christopher Buckley. »Alle, der bare kender lidt til Bush senior, ved, at han er den mest anstændige, betænksomme, ydmyge og forsigtige mand på planeten, og at han elsker sine børn. Derfor må det også være ganske forfærdeligt for ham hver morgen at samle avisen op og læse debatten om, hvorvidt hans søn officielt er den værste præsident i USAs historie,« lyder det fra Christopher Buckley, som mener, at et valgnederlag var det bedste, der kunne ske for Republikanerne.
For det republikanske flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus er nu væk, det republikanske automatstempel begge steder er væk, og præsident Bush er måske ikke af natur en god lytter, men - om han vil eller ej - nu skal han lytte, og det er en god anledning til at sende et nyt, gammelt hold på banen.
Og ringe til sin far og sige til ham: »Måske skulle vi tale sammen. Mano a mano.«"
Kilde.: http://www.berlingske.dk/udland/artikel:aid=822342/
Så er det man spørger sig selv ..... gud ved hvilke komplekser der ligger til grund for Fogh's eskapader og kontrolmani ??
hæ-hæ
1-2-3
"Det store psykodrama nærmer sig sin afslutning. Præsident Bush har haft et Ødipus-kompleks over for sine forældre og ofte trodset sin far bare for at trodse ham, men nu er der ingen vej tilbage. Han må lytte til den gamle mand.
SANTA FE: En far er en kompliceret størrelse.
Spørg bare præsident Bush.
De vise mænd i Washington har talt meget om sønnens kompleks over for faderen, om hvordan, hans præsidentskab på mange måde er et psykodrama på meget, meget højt plan: En halvgammel, men umoden mand og hans Ødipus-kompleks, hans dragning mod moderen, had til faderen, og hans ønske om at give sit kompleks et udtryk.
Det skorter ikke på eksempler: Bush junior, som i 1973 kom kørende fuld og skæv hjem fra en fest, buldrede ind i en nabos skraldespand, og da faderen skosede ham, udfordrede han den daværende formand for det republikanske parti til nævekamp: »Skal vi gøre det nu, mano a mano,« sagde han.
Nogle år senere - da faderen var blevet præsident - talte junior under en statsmiddag med dronningen af England, og han fortalte hende, at han sad nede i et hjørne af salen, fordi han var familiens sorte får.
Under valgkampen i 2000 markedsførte junior sig som »den nye Reagan«, ikke som »den nye Bush«, og i nyere tid spurgte Bob Woodward, om junior inden invasionen af Irak søgte råd hos sin far. Junior uddelte den kæberasler, som han ikke fik uddelt i 1973, mano a mano.
»Nej,« svarede han. »Jeg søger mine råd hos en højere far.«
Menneskeligt er far og søn som brødrene Varnæs, og udenrigspolitisk kan man sikkert også med lidt god vilje føre den parallel igennem.
Faderen er realist, han tænker ikke i idealer som frihed og spredning af demokrati, han føler ikke et kald til at sprede det glade budskab, han tænker i interesser og magt - USAs interesser og magt. Sønnen tilhører derimod den neokonservative skole, han er idealist, han tror, at udenrigspolitikken tjener et højere formål, at den almægtige har gjort ham til præsident, fordi han skal friggøre mennesker fra despoti og derigennem sikre USAs interesser, om nødvendigt med magt.
Faderen havde chanchen for i 1991 at befri Bagdad og fjerne Saddam. Han gjorde det ikke. Sønnen gjorde det 12 år senere.
Det er forskellen på realisme og idealisme, konservatisme og neokonservatisme.
Vil fjerne Rumsfeld
Og hvem er så den klogeste? Hvilken tankegang er den klogeste?
Det er formentlig en større filosofisk diskussion værd, men sønnens invasion i Irak ligner mere og mere en undtagelsesløs ulykke, og måske - bare måske - har han alene i en tidlig morgenstund siddet med sin kaffe og parafraseret Mark Twain:
»Da jeg i 2003 invaderede Irak, anså jeg min far for en tåbe. I 2006 er jeg forløffet over, hvor meget klogere han er blevet på tre år.«
Ifølge webmagasinet Salon forsøgte Bush senior tidligere på året at fjerne Donald Rumsfeld fra forsvarsministerposten. Senior anså ham for at være en psykopat og farlig fantast, der trak sønnens præsidentskab med sig ned i dyndet. Senior gik endda så langt som til at spørge en firestjernet general, om han i givet fald ville overveje at overtage posten. Men junior stoppede dengang sin far. »Jeg er beslutningstageren, og jeg beslutter, at Rumsfeld skal blive,« sagde han. Nogle få måneder senere ligger Rumsfeld så politisk død på gulvet med - som kommentatoren Maureen Dowd skrev i går - så mange knive i ryggen og så mange mulige gerningsmænd, at det ligner en pendant til »Mordet i Orient Expressen«.
Rumsfelds afløser bliver en sikkerhedspolitisk nestor, Robert Gates, der i Washington betragtes som allieret med Bush senior og tankegangen omkring Bush senior. Gates er konservativ, ikke neo-konservativ, han synes ikke, at situationen i Irak er løfterig, og han vil ud, og han mener, at USA skal forhandle med Iran og Nordkorea og ikke bare sende 101. Luftbårne Division ind.
Modtagelsen af ham har da også være ganske afslørende. Gamle realister og koldkrigere som Brent Scowcroft og Zbigniew Brzezinski er begejstrede, mens de neokonservative og juniors bagland skummer. Gå til en indflydelsesrig weblog som Red State og læs, hvad kernerepublikanerne mener. »Det er hans far,« skriver mange bebrejdende og konspiratorisk. »Det er de gamle, der vender tilbage. Skrækkeligt.«
Fars taleskriver
Der er et et vist bundtræk i konspirationsteorierne. For Gates er ikke den eneste af seniors mænd, der trænger sig på.
Præsidentens nye talsmand, Tony Snow, var taleskriver for senior, og han har tidligere - før end han fik sit nuværende job - udtrykt sig kritisk om junior. Han mente rent ud sagt, at det ville være en fordel, hvis junior læste lidt flere bøger. Senior har også støttet nedsættelsen af et problemknuser-udvalg, som skulle komme tackle Irak-krisen. Først var junior, vicepræsident Cheney og Rumsfeld imod, men de gav sig til sidst, og udvalget kom næsten udelukkende til at bestå af realister og Bush senior-mænd, og formanden er ingen ringere end seniors livslange consigliere og problemknuser, James Baker.
En af Bakers fortrolige har udtalt til New York Times, at Baker er »forureliget over udviklingen i Irak og vores engagement i Irak«.
»Hele udvalget smager af Bush senior, og udvalget reflekterer den moderate del af det republikanske parti,« siger tidligere viceudenrigsminister Edward Walker til Rolling Stone.
Washington Post nåede i går til den samme konklusion, og en top-udenrigspolitisk rådgiver i Bush seniors regering, siger til avisen:
»Jeg tror ikke, at det sker, fordi en eller anden bevidst siger: 'Lad os sende den gamle garde ind igen.' Snarere er det udtryk for, at vi går tilbage til den udenrigspolitiske standardindstilling, fordi de nuværende rådgivere har taget så grusomt fejl.«
Senior elsker junior
Men hvorfor gør den gamle Bush, som han gør? Når hans søn nu har gjort så stort et nummer ud af at friggøre sig og vise sig som andet end sin fars søn, hvorfor så ikke lade ham syde i sin egen sovs? Koge i sin egen krig?
Fordi faderen ikke kan lade være, skriver en af hans tidligere taleskrivere, forfatteren og humoristen Christopher Buckley. »Alle, der bare kender lidt til Bush senior, ved, at han er den mest anstændige, betænksomme, ydmyge og forsigtige mand på planeten, og at han elsker sine børn. Derfor må det også være ganske forfærdeligt for ham hver morgen at samle avisen op og læse debatten om, hvorvidt hans søn officielt er den værste præsident i USAs historie,« lyder det fra Christopher Buckley, som mener, at et valgnederlag var det bedste, der kunne ske for Republikanerne.
For det republikanske flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus er nu væk, det republikanske automatstempel begge steder er væk, og præsident Bush er måske ikke af natur en god lytter, men - om han vil eller ej - nu skal han lytte, og det er en god anledning til at sende et nyt, gammelt hold på banen.
Og ringe til sin far og sige til ham: »Måske skulle vi tale sammen. Mano a mano.«"
Kilde.: http://www.berlingske.dk/udland/artikel:aid=822342/
Så er det man spørger sig selv ..... gud ved hvilke komplekser der ligger til grund for Fogh's eskapader og kontrolmani ??
hæ-hæ
1-2-3