OCD - vil du dele din erfaring?
Hej derude,
Jeg er 30 år og har først for nyligt indset, at jeg lider af OCD (selvom jeg inderst inde nok har vidst det, siden jeg var barn).
Jeg startede på antidepressiver i 2004 - tager dem stadig men på halvt blus-, fordi jeg hele tiden plagede mig selv med nogle tanker (som kørte i ring 24/7) - hvilket gav mig enorm skyldfølelse over for mine nærmeste, som de her tanker drejede sig om. Jeg blev dengang vurderet til at være mild til moderat deprimeret.
Siden 2004 har jeg jævnligt kæmpet med svirrende tanker. Og først lige før jul, besluttede jeg mig for, at det måtte være OCD, jeg lider af - og vendte det med min læge, som lød meget enig.
Jeg skriver egentlig for at høre, om der er andre derude, der har lyst at dele sin histore? Her af lidt af min.....:
Jeg har en eller anden angst for, når jeg kører bil, at jeg helt umotiveret drejer over i modsatte kørebane og slår mig selv og den modkørende ihjel. Jeg føler næsten, jeg er lige ved at gøre det. Min logiske sans spørger mig, hvorfor jeg dog skulle gøre det. Jeg har ikke lyst til at dø og har aldrig haft det. Jeg har heller aldrig gjort skade på mig selv eller haft planer om det.
Men jo mere, man tænker de her tanker, desto mere tror man, at man rent faktisk har et dødsønske....nogen der kender til det? Min logik siger mig, at hvis jeg virkelig ønskede at dø, så havde jeg nok gjort det af med mig selv nu (kører godt 500 km om ugen til og fra arbejde)....hvis jeg virkelig ønskede at dø, ville jeg ikke være bange for at dreje over i en anden bil - så ville jeg bare gøre det?! Hvis jeg virkelig ønskede at dø, så havde jeg nok lagt planer derhjemme? Det er ligesom om, det slet ikke er mig! Hvor er min logiske sans henne i alt der her??
Inden jeg fik bil, havde jeg tilsvarende tanker - det var der, det hele startede....jeg var bange for at kaste mig ud foran et tog.
Det her er blot en af mine svirrende tanker. Der er en del. Jeg skal blot få en tanke, som er forbudt eller voldsom, så tror jeg straks, det siger noget om mig. Og jeg tænker "den må jeg ikke tænke, den tanke"......og hvad sker der så? Man tænker endnu mere på den tanke! Og identificerer sig med den tanke!
Det tager sgu på humøret...og jeg vil ikke finde mig i det! Nogle dage er jeg ked af det, andre dage kan jeg godt få det på afstand. Men det skal ikke styre mit liv...Jeg vil ikke gå og være bange. Jeg er netop startet i kognitiv terapi, og jeg tror, det er vejen frem.
Er der nogen, der vil dele deres historie med mig?
Mvh. Sille
Jeg er 30 år og har først for nyligt indset, at jeg lider af OCD (selvom jeg inderst inde nok har vidst det, siden jeg var barn).
Jeg startede på antidepressiver i 2004 - tager dem stadig men på halvt blus-, fordi jeg hele tiden plagede mig selv med nogle tanker (som kørte i ring 24/7) - hvilket gav mig enorm skyldfølelse over for mine nærmeste, som de her tanker drejede sig om. Jeg blev dengang vurderet til at være mild til moderat deprimeret.
Siden 2004 har jeg jævnligt kæmpet med svirrende tanker. Og først lige før jul, besluttede jeg mig for, at det måtte være OCD, jeg lider af - og vendte det med min læge, som lød meget enig.
Jeg skriver egentlig for at høre, om der er andre derude, der har lyst at dele sin histore? Her af lidt af min.....:
Jeg har en eller anden angst for, når jeg kører bil, at jeg helt umotiveret drejer over i modsatte kørebane og slår mig selv og den modkørende ihjel. Jeg føler næsten, jeg er lige ved at gøre det. Min logiske sans spørger mig, hvorfor jeg dog skulle gøre det. Jeg har ikke lyst til at dø og har aldrig haft det. Jeg har heller aldrig gjort skade på mig selv eller haft planer om det.
Men jo mere, man tænker de her tanker, desto mere tror man, at man rent faktisk har et dødsønske....nogen der kender til det? Min logik siger mig, at hvis jeg virkelig ønskede at dø, så havde jeg nok gjort det af med mig selv nu (kører godt 500 km om ugen til og fra arbejde)....hvis jeg virkelig ønskede at dø, ville jeg ikke være bange for at dreje over i en anden bil - så ville jeg bare gøre det?! Hvis jeg virkelig ønskede at dø, så havde jeg nok lagt planer derhjemme? Det er ligesom om, det slet ikke er mig! Hvor er min logiske sans henne i alt der her??
Inden jeg fik bil, havde jeg tilsvarende tanker - det var der, det hele startede....jeg var bange for at kaste mig ud foran et tog.
Det her er blot en af mine svirrende tanker. Der er en del. Jeg skal blot få en tanke, som er forbudt eller voldsom, så tror jeg straks, det siger noget om mig. Og jeg tænker "den må jeg ikke tænke, den tanke"......og hvad sker der så? Man tænker endnu mere på den tanke! Og identificerer sig med den tanke!
Det tager sgu på humøret...og jeg vil ikke finde mig i det! Nogle dage er jeg ked af det, andre dage kan jeg godt få det på afstand. Men det skal ikke styre mit liv...Jeg vil ikke gå og være bange. Jeg er netop startet i kognitiv terapi, og jeg tror, det er vejen frem.
Er der nogen, der vil dele deres historie med mig?
Mvh. Sille