På bunden...

Kender i det at blive svigtet?
Måsk endda af en man elsker.
Kender i følelsen af foragt,
Ikke i jer selv, men fra en anden,
Fra en hvis tale ringer sand,
Men som stadig lader så meget være usagt...
Så meget kunne løses med bare en smule mere accept,
Så meget kunne være lettere med tungen på gled,
Så mange ting burde for længst være ovre,
Men stadig bliver de bare ved...
Kender i det at blive skuffet?
Næsten altid kan vi kun dele skylden med os selv.
Kender i følelsen af at være blevet gået forbi,
Stadig er det kun vore forventninger,
Ikke til os selv men til andre der ligger til grund,
For lige præcis den følelse af svig...
Synes det virker som om mange overser "jeg"´et i et "vi",
Synes alt for mange tager for givet,
At der i et "jeg" ofte ligger et uudtalt "vi",
Og jeg selv er ingen undtagelse...
For jeg kender disse følelser,
Har været igennem rummelen og tilbage igen,
Har genkendt mønsteret fra mig selv i mange andre,
Kender både glæden ved en forventning indfriet,
Og skuffelsen ved en svigtet...
Tænker det er en vej de fleste må vandre.
Kender i så følelsen af at være grå?
I de timer hvor selverkendelsen bliver for stor.
Hvor man bliver ked af ikke at være bedre end man er,
Man kommer ikke længere fordi man selv siger man ikke må,
Det meste går tabt i et rungende "hvorfor?".
Og man synes der er alt for lidt man ser...
Kan ikke lade være med at undres,
Kan ikke lade være med at tænke,
På om man kan definere nogle af de ting.
Tror det er ting man skal have været i før man forstår,
Tror det er mere end hvad jeg formår...
Ikke altid virker verden lige fair,
Det er bare nemmere at se,
Når man ikke er den der er øverst....
Hey...tror forresten ikke på fair... Tror bare på at det er okay...

Sir!