På tur med mit kamera - er alt en illusion?

På gåtur med mit kamera.
Det er så dejligt et vejr. Hvide skyer, blå himmel, solen skinner.
Jeg er på gåtur i parken, mit kamera rundt om halsen.
Her er roligt, her er grønt, påskeliljerne er lige sprunget ud.
Jeg elsker forår. Jeg elsker naturen. Jeg elsker at gå tur med mit kamera.
Hvilken illusion.
Jeg ser et par. De ser så glade ud, de står ansigt til ansigt. De elsker hinanden. Jeg ved det.
Hvilken illusion
Jeg tager mit kamera op til øjet. Dette er et motiv så flot så smukt. Det skal bevares til evigt minde.
Hvilken illusion.
Jeg zoomer. De smiler ikke. De er ikke glade. De skændes. Hun råber, han slår ud med armene.
Et barn kommer løbene. Barnet smiler, vil vise en sten han har fundet. De råber begge to – Ikke nu!. Barnet krummer sig sammen som en kat der er blevet sparket. Kaster stenen væk. Moren tager barnet i armen og trækker ham væk. Faren kigger efter dem. En lille tåre på hans kind.
Jeg zoomer ud. Tager ikke billedet alligevel. Verden er stadig smuk. Det skal to mennesker ikke lave om på – hvilken illusion.
Jeg zoomer ind på et af mine elskede træer. Så smukt og grønt, her skal jeg nok få et flot billede. Men barken er faldet af. Bladende er falmede. Jeg zoomer ud. Ser en fuglerede. Går tættere på. Her er nyt liv. Her er håb. Jeg zoomer ind igen på fuglereden.
Den lille drengs sten har ramt reden. To fugleæg er ødelagt.
I det fjerne hører jeg skrig – som en mor der mister sit barn, en fugl dens unge.
Jeg troede verden stadig var smuk. – Hvilken illusion.