rettigheder i JV
Hvilken ret giver Jehovas Vidne sine medlemmer? Hvordan foregår en retssag blandt Jehovas Vidner?
I VågnOp! - 8. maj 1981 - side 13 hedder det:
"... en anklaget skal 'have ret til en hurtig og offentlig retssag ... samt til at blive underrettet om anklagens beskaffenhed og årsag, til at blive konfronteret med vidner, der føres mod ham'. Var sådanne rettidheder også garanteret på Bibelens tid?
Ja. En retssag i det gamle Israel foregik sikkert meget hurtigere end det er tilfældet i mange lande i dag, hvor domstolene er overbebyrdede og procedurerne er langvarige. Dengang befandt domstolen sig i byporten, så der var heller ingen tvivl om at retssagen var offentlig! (5.Mos. 16:18-20) Alle kunne følge med i behandlingen, og dette hjalp sikkert dommerne til at være omhyggelige og fuldt retfærdige."
Hvordan foregår det i dag i menighederne?
Se afsnittet "Behandling af udvalgssager" side 110 - 122 i "Ældstebogen" - Giv agt på jer selv og hele hjorden:
"Send ikke en person nogen form for korrespondance hvori han direkte anklages for en bestemt overtrædelse.
Det er bedst at to ældste taler med vedkommende og indbyder ham til et møde med det dømmende udvalg.
Der bør træffes passende arrangementer med hensyn til tiden og stedet for mødet.
Oplys hvad vedkommende formodes at have gjort.
Hvis det er nødvendigt at indbyde vedkommende skriftligt, bør I blot nævne hvad han formodes at have gjort, tiden og stedet for mødet, og hvordan han kan kontakte ordstyreren hvis det er ubelejligt for ham.
Hvis han ønsker at tage vidner med som kan tale til hans forsvar i sagen, kan han gøre det.
Det er imidlertid ikke tilladt at have iagttagere med.
Båndoptagere må ikke medbringes.
Når afgørelsen er truffet, giver man overtræderen mundtlig besked.
Selskabets formularer (S77-D og S-79-D) indsendes til afdelingskontoret med oplysning om den udstødtes navn, den bibelske årsag til udstødelsen og hvilken dato den er foretaget
Der skal også gives en kort redegørelse for de beviser der kom frem."
Hvilken kontrast til proceduren på Bibelens tid? Er de verdslige myndigheder ikke mere retfærdige end det her? Ingen skriftlig anklager så man kan vide, hvad man er anklaget for og samle sig et forsvar. Hvor mange har mon i det hele taget en forsvarer med ved et sådant forhør? Ingen afgørelse på tryk! Vil man ikke stå ved sine afgørelser, men Vagttårnsselskabet skal naturligvis have det hele skriftligt. Hvordan kan man over for offentligheden, interesserede og menighedens almindelige medlemmer henvise til Bibelens retfærdige normer og give det indtryk, at så retfærdigt foregår det her hos os, når virkeligheden er en helt anden?
Er dette et udtryk for Jehovas ledelse?
Er du tryg ved det system?
Kan du, som selv er ældste, deltage i en sådan retssag?
Hvorfor findes der overhovedet en "Ældstebog" som er ukendt for det almindelige Jehovas Vidne, fandtes der mon det på Jesu og apostlenes tid?
Hvem er det egentlig der beskyttes her?
Har man ikke tillid til at det enkelte Jehovas Vidne selv kan træffe afgørelser?
Vi ved, fra den gang min mand holdt op som ældste, at det var utroligt ubehageligt, at ikke hele menigheden offentligt fik at vide hvorfor og hvad der lå til grund for hans afgørelse, hvorfor måtte de ikke vide det?
Samtidig med at man heller ikke privat må gå rundt og forsvare sig, eller fortælle hvorfor, det kan også medføre sanktioner fra menighedens side, men man er totalt prisgivet menighedens sladder og andres fremstilling af sagen.
Ville du føle det retfærdigt?
Jeg håber, at du måske i stedet vil kæmpe for, at dette må blive taget op til overvejelse og ændret, skønt jeg ved, at mange andre har gjort det med det til følge, at de er blevet betegnet som "oprørske", "nogle der har for høje tanker om sig selv", "nogle der ikke stoler på Guds ordning", endog "umoralske".
Det har virkelig gjort mig ondt at se, at det var således, i lang tid har jeg fortrængt det, men jeg kan ikke klare mere at bakke op om et sådant system.
Tro mig jeg har virkelig grædt, er det virkelig rigtigt, at jeg skal "vente på Jehova"? Ikke på grund af det vi har været ude for, det er småting, i forhold til det andre brødre og søstre har følt som uretfærdighed.
Blandt andet søstre som er blevet misbrugt endog af ældste, søstre der har fundet ud af at deres børn er blevet misbrugt, her har man i mange år ikke taget deres klager alvorligt fordi "den slags foregår jo ikke blandt Guds folk" og ingen kan dømmes uden på to eller tre vidners udsagn, og hvor finder du sådanne vidner til en sådan sag?
Hvem er blevet beskyttet her?
Skal jeg virkelig tro på at det er Jehova der står bag et sådant system?
I Vagttårnet 1. januar 1997 - side 26-29 var en artikel:
"Lad os afsky det onde"
I tilfælde af børnemisbrug
- Jehova tilgiver angrende syndere, men de kan ikke altid undgå konsekvenserne af deres handlinger
- ... Afhængig af de love der er i det land han bor i, skal misbrugeren sandsynligvis afsone en fængselsdom eller underkaste sig andre sanktioner fra myndighedernes side"
Hvad er det for noget, findes den slags blandt Jehovas Vidner? åbenbart! Er det ikke kun noget Vagttårnsselskabet skriver om blandt katolske præster? Nej ... , men pædofile må tage den straf som de offentlige myndigheder giver. Ja, naturligvis! Jeg tænkte at det var da en mærkelig artikel, indtil jeg fandt ud af baggrunden via internet. I den uhyggelige sag fra Belgien, hvor flere børn er blevet myrdet, hævder aviserne at det har rødder tilbage til Jehovas Vidner. Vagttårnsselskabet benægter ikke, at hovedmanden har været et Jehovas Vidne, men peger på at han er blevet udstødt, og derfor ikke har forbindelse til Jehovas Vidner. Men en af de ældste, der har været med til at udstøde manden og ikke angivet ham til de offentlige myndigheder for hans ugerning, for den slags gør man ikke, det skulle jo nødigt frem at Jehovas Vidner også er udsat for den slags, er blevet dybt rystet over konsekvenserne af, at han har fulgt Vagttårnsselskabets vejledning side 137 - 138 i "Ældstebogen" - Giv agt på jer selv og hele hjorden:
"Hvis de ældste erfarer at et af menighedens medlemmer foretager sig noget ulovligt eller har begået en alvorlig lovovertrædelse, kræver loven ikke nødvendigvis at de melder overtræderen eller overtrædelsen til de verdslige myndigheder.
Det er ikke den kristne menigheds ansvar at håndhæve kejserens love, men nogle forbrydelsers natur kræver at de meldes til de verdslige myndigheder.
Det kan være nødvendigt at tilskynde overtræderen til at melde sig til de verdslige myndigheder. Afdelingskontoret skal kontaktes før der tages skridt i denne retning. Desuden bør man naturligvis repetere den nyeste vejledning fra Selskabet før man skrider til handling."
Som den ældste selv siger: "Tænk, vi kunne måske have forhindret alle disse mord."
Hvordan må disse forældre ikke have det? Hvem mon Vagttårnsselskabet har villet beskytte her? Når man ser, hvordan den anklagede ellers skal behandles ifølge "Ældstebogen", kan man næppe tro at det er den anklagede. Er du i tvivl om hvad Vagttårnet ville have skrevet, hvis det var en katolsk præst? En artikel der ville komme hele verden rundt.
Hvorfor kommer jeg nu med sådan noget?
Er jeg bare ude på at finde så meget skidt som muligt?
Nej, det er for at fortælle dig hvorfor, og hvor rystet jeg i virkeligheden er over, at jeg i mange år har fået lukket alle den slags kendsgerninger ude, selv om jeg har slugt dem rådt, hvis der kom sådan noget frem i vores blade om medlemmer fra andre trossamfund.
Hvordan kan Vagttårnsselskabet skrive som de gør i Vagttårnet 1. maj 1974, side 195 og mene at de selv kan undgå afsløringer?
"Kan du være tro mod Gud OG DOG SKJULE KENDSGERNINGERNE?
FORETRÆKKER DU AT KENDSGERNINGERNE SKJULES ..?
... ELLER ØNSKER DU AT KENDE SANDHEDEN?
Hvorfor? Fordi Guds tjenere på ethvert tidspunkt i historien har måttet tag den udfordring op som disse spørgsmål udgør. De har måttet afsløre det der var usandt og forkert, og advare folk om farer og bedrag - ikke blot i almindelig forstand, men på et særligt område, nemlig i forbindelse med den rene tilbedelses interesser. Det ville have været langt lettere for dem at tie eller blot sige det folk ønsker at høre. Men trofasthed mod Gud og kærlighed til næsten tilskyndede dem til at tale. De forstod sandheden i ordsproget: "Hellere åbenlys revselse end kærlighed, der skjules." - Ordsp. 27:5"
Hvorfor er det retfærdigt når de gør opmærksom på den slags ting hos andre trossamfund, men ikke når det er omvendt?
Hvordan kan jeg få min tro på et sådant system tilbage?
Det ligger hele tiden i undertonen, at hvis jeg ikke tror på Organisationen, tror jeg ikke på Jehova. Det betyder faktisk at de sætter lighedstegn mellem sig selv og Jehova, at de betragter sig selv som mellemmand mellem Gud og mennesker. Tror du ikke at det er meget farligt?
Tror jeg ikke på Jehova? Jo, det kunne bestemt ikke falde mig ind at bebrejde ham. Jeg tror jo netop, at det er meningen, at hver enkelt selv skal vise om de vil adlyde ham, jeg bebrejder jo eller ikke ham, hvis det sker i andre trossamfund.
fra http://www.geocities.com/Heartland/Pointe/8455/spm3.htm#punkt3
I VågnOp! - 8. maj 1981 - side 13 hedder det:
"... en anklaget skal 'have ret til en hurtig og offentlig retssag ... samt til at blive underrettet om anklagens beskaffenhed og årsag, til at blive konfronteret med vidner, der føres mod ham'. Var sådanne rettidheder også garanteret på Bibelens tid?
Ja. En retssag i det gamle Israel foregik sikkert meget hurtigere end det er tilfældet i mange lande i dag, hvor domstolene er overbebyrdede og procedurerne er langvarige. Dengang befandt domstolen sig i byporten, så der var heller ingen tvivl om at retssagen var offentlig! (5.Mos. 16:18-20) Alle kunne følge med i behandlingen, og dette hjalp sikkert dommerne til at være omhyggelige og fuldt retfærdige."
Hvordan foregår det i dag i menighederne?
Se afsnittet "Behandling af udvalgssager" side 110 - 122 i "Ældstebogen" - Giv agt på jer selv og hele hjorden:
"Send ikke en person nogen form for korrespondance hvori han direkte anklages for en bestemt overtrædelse.
Det er bedst at to ældste taler med vedkommende og indbyder ham til et møde med det dømmende udvalg.
Der bør træffes passende arrangementer med hensyn til tiden og stedet for mødet.
Oplys hvad vedkommende formodes at have gjort.
Hvis det er nødvendigt at indbyde vedkommende skriftligt, bør I blot nævne hvad han formodes at have gjort, tiden og stedet for mødet, og hvordan han kan kontakte ordstyreren hvis det er ubelejligt for ham.
Hvis han ønsker at tage vidner med som kan tale til hans forsvar i sagen, kan han gøre det.
Det er imidlertid ikke tilladt at have iagttagere med.
Båndoptagere må ikke medbringes.
Når afgørelsen er truffet, giver man overtræderen mundtlig besked.
Selskabets formularer (S77-D og S-79-D) indsendes til afdelingskontoret med oplysning om den udstødtes navn, den bibelske årsag til udstødelsen og hvilken dato den er foretaget
Der skal også gives en kort redegørelse for de beviser der kom frem."
Hvilken kontrast til proceduren på Bibelens tid? Er de verdslige myndigheder ikke mere retfærdige end det her? Ingen skriftlig anklager så man kan vide, hvad man er anklaget for og samle sig et forsvar. Hvor mange har mon i det hele taget en forsvarer med ved et sådant forhør? Ingen afgørelse på tryk! Vil man ikke stå ved sine afgørelser, men Vagttårnsselskabet skal naturligvis have det hele skriftligt. Hvordan kan man over for offentligheden, interesserede og menighedens almindelige medlemmer henvise til Bibelens retfærdige normer og give det indtryk, at så retfærdigt foregår det her hos os, når virkeligheden er en helt anden?
Er dette et udtryk for Jehovas ledelse?
Er du tryg ved det system?
Kan du, som selv er ældste, deltage i en sådan retssag?
Hvorfor findes der overhovedet en "Ældstebog" som er ukendt for det almindelige Jehovas Vidne, fandtes der mon det på Jesu og apostlenes tid?
Hvem er det egentlig der beskyttes her?
Har man ikke tillid til at det enkelte Jehovas Vidne selv kan træffe afgørelser?
Vi ved, fra den gang min mand holdt op som ældste, at det var utroligt ubehageligt, at ikke hele menigheden offentligt fik at vide hvorfor og hvad der lå til grund for hans afgørelse, hvorfor måtte de ikke vide det?
Samtidig med at man heller ikke privat må gå rundt og forsvare sig, eller fortælle hvorfor, det kan også medføre sanktioner fra menighedens side, men man er totalt prisgivet menighedens sladder og andres fremstilling af sagen.
Ville du føle det retfærdigt?
Jeg håber, at du måske i stedet vil kæmpe for, at dette må blive taget op til overvejelse og ændret, skønt jeg ved, at mange andre har gjort det med det til følge, at de er blevet betegnet som "oprørske", "nogle der har for høje tanker om sig selv", "nogle der ikke stoler på Guds ordning", endog "umoralske".
Det har virkelig gjort mig ondt at se, at det var således, i lang tid har jeg fortrængt det, men jeg kan ikke klare mere at bakke op om et sådant system.
Tro mig jeg har virkelig grædt, er det virkelig rigtigt, at jeg skal "vente på Jehova"? Ikke på grund af det vi har været ude for, det er småting, i forhold til det andre brødre og søstre har følt som uretfærdighed.
Blandt andet søstre som er blevet misbrugt endog af ældste, søstre der har fundet ud af at deres børn er blevet misbrugt, her har man i mange år ikke taget deres klager alvorligt fordi "den slags foregår jo ikke blandt Guds folk" og ingen kan dømmes uden på to eller tre vidners udsagn, og hvor finder du sådanne vidner til en sådan sag?
Hvem er blevet beskyttet her?
Skal jeg virkelig tro på at det er Jehova der står bag et sådant system?
I Vagttårnet 1. januar 1997 - side 26-29 var en artikel:
"Lad os afsky det onde"
I tilfælde af børnemisbrug
- Jehova tilgiver angrende syndere, men de kan ikke altid undgå konsekvenserne af deres handlinger
- ... Afhængig af de love der er i det land han bor i, skal misbrugeren sandsynligvis afsone en fængselsdom eller underkaste sig andre sanktioner fra myndighedernes side"
Hvad er det for noget, findes den slags blandt Jehovas Vidner? åbenbart! Er det ikke kun noget Vagttårnsselskabet skriver om blandt katolske præster? Nej ... , men pædofile må tage den straf som de offentlige myndigheder giver. Ja, naturligvis! Jeg tænkte at det var da en mærkelig artikel, indtil jeg fandt ud af baggrunden via internet. I den uhyggelige sag fra Belgien, hvor flere børn er blevet myrdet, hævder aviserne at det har rødder tilbage til Jehovas Vidner. Vagttårnsselskabet benægter ikke, at hovedmanden har været et Jehovas Vidne, men peger på at han er blevet udstødt, og derfor ikke har forbindelse til Jehovas Vidner. Men en af de ældste, der har været med til at udstøde manden og ikke angivet ham til de offentlige myndigheder for hans ugerning, for den slags gør man ikke, det skulle jo nødigt frem at Jehovas Vidner også er udsat for den slags, er blevet dybt rystet over konsekvenserne af, at han har fulgt Vagttårnsselskabets vejledning side 137 - 138 i "Ældstebogen" - Giv agt på jer selv og hele hjorden:
"Hvis de ældste erfarer at et af menighedens medlemmer foretager sig noget ulovligt eller har begået en alvorlig lovovertrædelse, kræver loven ikke nødvendigvis at de melder overtræderen eller overtrædelsen til de verdslige myndigheder.
Det er ikke den kristne menigheds ansvar at håndhæve kejserens love, men nogle forbrydelsers natur kræver at de meldes til de verdslige myndigheder.
Det kan være nødvendigt at tilskynde overtræderen til at melde sig til de verdslige myndigheder. Afdelingskontoret skal kontaktes før der tages skridt i denne retning. Desuden bør man naturligvis repetere den nyeste vejledning fra Selskabet før man skrider til handling."
Som den ældste selv siger: "Tænk, vi kunne måske have forhindret alle disse mord."
Hvordan må disse forældre ikke have det? Hvem mon Vagttårnsselskabet har villet beskytte her? Når man ser, hvordan den anklagede ellers skal behandles ifølge "Ældstebogen", kan man næppe tro at det er den anklagede. Er du i tvivl om hvad Vagttårnet ville have skrevet, hvis det var en katolsk præst? En artikel der ville komme hele verden rundt.
Hvorfor kommer jeg nu med sådan noget?
Er jeg bare ude på at finde så meget skidt som muligt?
Nej, det er for at fortælle dig hvorfor, og hvor rystet jeg i virkeligheden er over, at jeg i mange år har fået lukket alle den slags kendsgerninger ude, selv om jeg har slugt dem rådt, hvis der kom sådan noget frem i vores blade om medlemmer fra andre trossamfund.
Hvordan kan Vagttårnsselskabet skrive som de gør i Vagttårnet 1. maj 1974, side 195 og mene at de selv kan undgå afsløringer?
"Kan du være tro mod Gud OG DOG SKJULE KENDSGERNINGERNE?
FORETRÆKKER DU AT KENDSGERNINGERNE SKJULES ..?
... ELLER ØNSKER DU AT KENDE SANDHEDEN?
Hvorfor? Fordi Guds tjenere på ethvert tidspunkt i historien har måttet tag den udfordring op som disse spørgsmål udgør. De har måttet afsløre det der var usandt og forkert, og advare folk om farer og bedrag - ikke blot i almindelig forstand, men på et særligt område, nemlig i forbindelse med den rene tilbedelses interesser. Det ville have været langt lettere for dem at tie eller blot sige det folk ønsker at høre. Men trofasthed mod Gud og kærlighed til næsten tilskyndede dem til at tale. De forstod sandheden i ordsproget: "Hellere åbenlys revselse end kærlighed, der skjules." - Ordsp. 27:5"
Hvorfor er det retfærdigt når de gør opmærksom på den slags ting hos andre trossamfund, men ikke når det er omvendt?
Hvordan kan jeg få min tro på et sådant system tilbage?
Det ligger hele tiden i undertonen, at hvis jeg ikke tror på Organisationen, tror jeg ikke på Jehova. Det betyder faktisk at de sætter lighedstegn mellem sig selv og Jehova, at de betragter sig selv som mellemmand mellem Gud og mennesker. Tror du ikke at det er meget farligt?
Tror jeg ikke på Jehova? Jo, det kunne bestemt ikke falde mig ind at bebrejde ham. Jeg tror jo netop, at det er meningen, at hver enkelt selv skal vise om de vil adlyde ham, jeg bebrejder jo eller ikke ham, hvis det sker i andre trossamfund.
fra http://www.geocities.com/Heartland/Pointe/8455/spm3.htm#punkt3