Samfundsproblemet og venstefløjen
Attentatet.
Er der noget i den debatform, som praktiseres inden for venstrefløjen og blandt modstanderne af den stramme udlændingepolitik, som kan give næring til fanatikernes brug af politisk vold?
Når man læser mailen fra gruppen med det forskruede navn grænseløse Beate, står det klart, at den mener at have en højere moralsk ret til at bryde demokratiets spilleregler og udsætte en familie med to børn for livsfare. Denne højere moralske ret er begrundet i, at regeringen repræsenterer en så renlivet ondskab, at den må bekæmpes med alle midler.
Her er ikke skyggen af argumentation tilbage i udlændingedebatten. Ikke en flig af anerkendelse af, at tilhængerne af den stramme linje kan være båret af en ægte bekymring for den samfundsudvikling, som fortidens udlændingepolitik skabte. Ingen forståelse for, at denne linje har et meget stærkt demokratisk mandat. Alt reduceres til onde og umenneskelige motiver.
Netop her burde selvransagelsen sætte ind hos de almindelige modstandere af den stramme udlændingepolitik. De forsvarer på ingen måde politisk vold, men de har en særlig forkærlighed for den moralske mistænkeliggørelse i deres debatform. Dagbladet Politiken kan tjene som eksempelsamling.
Den politiske debat bør ikke føres på en måde, som kan give fanatikerne bare antydning af legitimering af deres modbydelige handlinger. Det er ikke gratis for demokratiet, at man groft smæder politiske modstanderes motiver.
Ved at fremstille Rikke Hvilshøj som moralsk ond gjorde man hende mere sårbar over for politisk vold.
Er der noget i den debatform, som praktiseres inden for venstrefløjen og blandt modstanderne af den stramme udlændingepolitik, som kan give næring til fanatikernes brug af politisk vold?
Når man læser mailen fra gruppen med det forskruede navn grænseløse Beate, står det klart, at den mener at have en højere moralsk ret til at bryde demokratiets spilleregler og udsætte en familie med to børn for livsfare. Denne højere moralske ret er begrundet i, at regeringen repræsenterer en så renlivet ondskab, at den må bekæmpes med alle midler.
Her er ikke skyggen af argumentation tilbage i udlændingedebatten. Ikke en flig af anerkendelse af, at tilhængerne af den stramme linje kan være båret af en ægte bekymring for den samfundsudvikling, som fortidens udlændingepolitik skabte. Ingen forståelse for, at denne linje har et meget stærkt demokratisk mandat. Alt reduceres til onde og umenneskelige motiver.
Netop her burde selvransagelsen sætte ind hos de almindelige modstandere af den stramme udlændingepolitik. De forsvarer på ingen måde politisk vold, men de har en særlig forkærlighed for den moralske mistænkeliggørelse i deres debatform. Dagbladet Politiken kan tjene som eksempelsamling.
Den politiske debat bør ikke føres på en måde, som kan give fanatikerne bare antydning af legitimering af deres modbydelige handlinger. Det er ikke gratis for demokratiet, at man groft smæder politiske modstanderes motiver.
Ved at fremstille Rikke Hvilshøj som moralsk ond gjorde man hende mere sårbar over for politisk vold.