Sclerose og fremtid
Det er ikke fordi jeg vil starte den helt vilde store debat, men jeg trænger simpelthen til at få luft og til at høre om der findes andre i min situation.
Jeg er en kvinde på 33 og mor til 2. En på 5 og en på 9. I 2009 blev jeg ramt af sclerose, jeg mistede mit arbejde fordi de tilfældigvis også nedlagde den afdeling som jeg sad i, imens jeg gik hjemme og var sygemeldt.
I 2 år nu, har jeg kæmpet med jobcentret om hvorvidt jeg har ret til fleksjob eller ej og nu er min grænse nået.
Det sidste år har jeg været i jobtræning, aktivering, jobprøvning og revalidering i en SFO, som jeg selv har fundet vel og mærket, ikke takket være jobcentret for de har intet gjort for mig andet end at skabe problemer.
Min situation i dag er at jobcentret forlanger at jeg enten arbejder nedsat tid, dvs lev af den løn du kan få for de timer du kan klare at arbejde.
Vend tilbage til ordinært arbejde dvs mellem 30-37 timer
Eller kontanthjælp.
Mit problem er at jeg bliver enormt træt og sover utrolig meget. Det sidste halve år hvor jobcentret har presset mig til at arbejde 30-37 timer har jeg ikke været der for mine børn overhovedet. Jeg har bare sovet.
Jobcentret har sagt til mig at de er fuldstændig ligeglad med hvordan min situation ser ud på hjemmefronten, for ifølge lovgivningen er det ikke deres problem. De skal kun vide om jeg kan klare ordinært arbejde og hvis jeg kan det, bliver jeg A-kassen problem og ikke deres.
Mit parforhold er ikke længere eksisterende, men jeg er pga manglende afklaring og ingen økonomi nødt til at blive boende med børnenes far indtil vi får solgt vores hus.
Desværre kan jeg takket være jobcentret ikke engang tage mine børn med mig den dag huset bliver solgt, for hvis jeg kun kan få nedsat tid, har jeg ikke råd til at have mine børn hos mig. Hvis jeg skal arbejde 30-37 timer, vil jeg ikke have overskud til mine børn når jeg kommer hjem, så har jeg jo kun lyst til at sove, hvem skal så lave mad og tage sig af mine børn. Hvis jeg ryger på kontanthjælp hvad så?? Hvad vil der ske.
Jeg er så bange for fremtiden at jeg er ret sikker på at jobcentret snart kan få en ekstra sygemelding på en depression samt angst fremkaldt af dem og deres pres.
Jeg kan simpelthen ikke forstå at sådan noget kan få lov til at ske i Danmark, men det er måske heller ikke meningen at jeg skal forstå det. Men når det går ud over mine børn, som det gør nu fordi jeg bliver presset så meget som jeg gør, så bliver jeg virkelig bitter og jeg kan helt seriøst godt forstå dem der går helt amok. Jeg selv tør ikke gå amok på min sagsbehandler, jeg bliver bare så gal at jeg klapper i og taler hende efter munden for ikke at hyle.
Ja i må undskylde mit indlæg, men som sagt det var bare for at få luft og for at høre om andre er eller har været i samme situation og hvad de gør eller har gjort.
Nå ja og så tror min sagsbehandler forresten også at jeg er selvmordstruet. Nej virkelig, det vil da være det sidste jeg kunne finde på, næ nej, jeg skal være en torn i øjet på hende så længe som jeg kan og hvem ved måske få hende fyret med alle de fejl hun har lavet i min sag. hun har jo før lavet noget som jeg ankede og som hendes chef ikke blev så glad for.
Jeg er en kvinde på 33 og mor til 2. En på 5 og en på 9. I 2009 blev jeg ramt af sclerose, jeg mistede mit arbejde fordi de tilfældigvis også nedlagde den afdeling som jeg sad i, imens jeg gik hjemme og var sygemeldt.
I 2 år nu, har jeg kæmpet med jobcentret om hvorvidt jeg har ret til fleksjob eller ej og nu er min grænse nået.
Det sidste år har jeg været i jobtræning, aktivering, jobprøvning og revalidering i en SFO, som jeg selv har fundet vel og mærket, ikke takket være jobcentret for de har intet gjort for mig andet end at skabe problemer.
Min situation i dag er at jobcentret forlanger at jeg enten arbejder nedsat tid, dvs lev af den løn du kan få for de timer du kan klare at arbejde.
Vend tilbage til ordinært arbejde dvs mellem 30-37 timer
Eller kontanthjælp.
Mit problem er at jeg bliver enormt træt og sover utrolig meget. Det sidste halve år hvor jobcentret har presset mig til at arbejde 30-37 timer har jeg ikke været der for mine børn overhovedet. Jeg har bare sovet.
Jobcentret har sagt til mig at de er fuldstændig ligeglad med hvordan min situation ser ud på hjemmefronten, for ifølge lovgivningen er det ikke deres problem. De skal kun vide om jeg kan klare ordinært arbejde og hvis jeg kan det, bliver jeg A-kassen problem og ikke deres.
Mit parforhold er ikke længere eksisterende, men jeg er pga manglende afklaring og ingen økonomi nødt til at blive boende med børnenes far indtil vi får solgt vores hus.
Desværre kan jeg takket være jobcentret ikke engang tage mine børn med mig den dag huset bliver solgt, for hvis jeg kun kan få nedsat tid, har jeg ikke råd til at have mine børn hos mig. Hvis jeg skal arbejde 30-37 timer, vil jeg ikke have overskud til mine børn når jeg kommer hjem, så har jeg jo kun lyst til at sove, hvem skal så lave mad og tage sig af mine børn. Hvis jeg ryger på kontanthjælp hvad så?? Hvad vil der ske.
Jeg er så bange for fremtiden at jeg er ret sikker på at jobcentret snart kan få en ekstra sygemelding på en depression samt angst fremkaldt af dem og deres pres.
Jeg kan simpelthen ikke forstå at sådan noget kan få lov til at ske i Danmark, men det er måske heller ikke meningen at jeg skal forstå det. Men når det går ud over mine børn, som det gør nu fordi jeg bliver presset så meget som jeg gør, så bliver jeg virkelig bitter og jeg kan helt seriøst godt forstå dem der går helt amok. Jeg selv tør ikke gå amok på min sagsbehandler, jeg bliver bare så gal at jeg klapper i og taler hende efter munden for ikke at hyle.
Ja i må undskylde mit indlæg, men som sagt det var bare for at få luft og for at høre om andre er eller har været i samme situation og hvad de gør eller har gjort.
Nå ja og så tror min sagsbehandler forresten også at jeg er selvmordstruet. Nej virkelig, det vil da være det sidste jeg kunne finde på, næ nej, jeg skal være en torn i øjet på hende så længe som jeg kan og hvem ved måske få hende fyret med alle de fejl hun har lavet i min sag. hun har jo før lavet noget som jeg ankede og som hendes chef ikke blev så glad for.