Screaming for love

Godt nok er jeg et sted i tyverne, men inderst inde jeg er kun en lille sjæl, der skriger for omsorg, kys, kram og kærlighed. Hvorfor skal det gøre så ondt, at savne det man længtes så meget efter, men alligevel aldrig opnår at få ?

Du er et sted i tyverne.. Skulle man så ikke kunne havde det sådan? Det er en frygtelig følelse, når man ikke har det, men ønsker det så meget. Jeg tror også at mange, når de er i tyverne, får det behov. For at høre sammen med én. Være to, og falde lidt til ro. Ikke at man skal blive kedelig, eller totalt "sat". Men man får andre behov med tiden. Men hvorfor skulle du ikke finde kærligheden? Der er mange der har det som dig, der går og længes efter alle de ting. Så måske er der også en der går og venter på dig, og det du har at give?

....specielle grunde til at du ikke skulle får lov til
at opleve kærligheden? Det tror jeg ikke!
Det gør ondt at være forelsket i det uopnåelige,
men trøst dig i det mindste med at der er en til
os allesammen derude et sted. Selv til mig du!
Håbet er lysegrønt! 80)

.....måske ringe sammen inden vi svarer
på næste indlæg? ;-)

Kajsa...❓Det forstod jeg så ikke lige.. Det med at ringe sammen....?
Anyway. Jeg har også haft det sådan. Vi er mennesker, vi har nogle basale behov der skal opfyldes. Psykisk som fysisk.. Bliver de ikke det, skriger hele kroppen og sjælen efter det. Men det er muligt for alle at finde det. Gør du selv en indsats? Hvor er du i dit liv?

.....det var meget på en gang! Først det med at ringe
sammen. Det var sagt i sjov fordi at vi krydsede
hinanden med vores svar. Hvor jeg er i mit liv?
Ja ved du hvad, tag et kik på min profilside. Den
fortæller ret meget. Udover det er jeg lykkeligt
gift, og befinder mig der hvor jeg gerne vil være! 80)
Var det svar nok? ;-)

Det med at gøre en indsats for at det lykkedes, var nu til forfatteren af tråden... Har læst din profil side.
Lykkelig gift og har børn. En gang synes jeg bare det lød kedeligt. Tænk sig, at have det som alle andre. Hus, mand og børn. Men når man bliver lidt ældre, får man netop nogle behov for at slå sig til ro, og høre sammen. Men hvor mange gør det idag. Det er ikke mere normen, for idag får alle børn, bliver gift, og går fra hinanden igen. Jeg synes ikke folk kæmper mere..

....jeg nu ikke. Jeg har sådan set kæmpet hele livet med
både ægteskab, skilsmæsse, været alenemor, og så
fundet manden i mit liv! Jeg tror nok at folk stadigvæk
kæmper for sine forhold til både liv og kærlighed.
Jeg tror bare at alt for mange har en tendens til at
se det negative i alt, så hvorfor kæmpe? Det er alt for
sent på dagen til at lave lange indlæg, så jeg holder
det kort. ;-)