se lige tingene ovenfra sol
i kære soldebattører, for jeg sidder midt i det hele og kan derfor have svært ved at se tingene ovenfra..
Min kæreste og jeg er meget forskellige, men trods det, har vi de sidste 1 1/2 år kæmpet videre, men jeg er nu ligesom kommet til et punkt, hvor jeg er ved at opgive..Det tærer på kærligheden, som jeg efterhånden heller ikke ved, om hvor stor den er mere - der er timer/dage/uger, hvor jeg elsker min kæreste, men der er også dage, hvor jeg kun føler venskab imellem os...
Den største forskel imellem os er, at når vi har en konflikt - uanset af hvilken karakter, så lukker han sig inde i sin egen lille hule og kan gå rundt i flere dage og ikke sige særlig meget og surmuler - han har så svært ved at komme videre, for som han altid siger, at føler han sig kritiseret, forudretet, vil have en undskyldning og kan så godt som aldrig se, at han gør noget forkert i sine ord og handlinger....og hvad gør jeg så..jeg snakker med ham om konflikten igen og igen, hvis han har brug for det og kan jeg se, at jeg har været forkert på den, så siger jeg det også til ham, men han sidder stadig fastlåst og det virker som om, at han har så ondt af sig selv...
Han siger vi diskuterer alt for meget og det tærer på ham...ja, det tærer også på mig, altså at han er så sensitiv. Vi har i de 3 år vi har været sammen aldrig skændes, vi har som de fleste vel haft vores uoverensstemmelser. Der kan sagtens gå 1-2 måneder uden nogen som helst form for uoverensstemmelser. Der kan også opstå 2 diskussioner på en 14 dags periode, og så er han helt i kælderen.
Men bare jeg har sagt lidt om min f.eks utilfredshed, med vel at mærke på en ordentlig måde(bestræber jeg for det meste på) og virkeligt nogle gange pakket orderne ind i vat, for ikke at støde ham, men alligevel mener han, at jeg er forkert på den...
Et eksempel kunne være: en dag havde min kæreste taget min søn med op i byen og da de kom hjem til mig spurgte min kæreste mig, om vi med det samme skulle foretage os noget ud af huset, hvortil jeg svarede, at det ville jeg gerne, men først om nogle timer, for jeg var lige ved at ordne nogle papirer til skolen. Ok sagde han og så tog han hjem til sig selv og vi skulle så ringes ved. Så vidt så godt...Efter 1 times tid kom min søn hen til mig og sagde, om vi snart skulle i svømmehallen, for det havde min kæreste sankket om. Hvad for noget, det havde min kæreste da ikke snakket noget om til mig, inden han tog hjem, så jeg ringede til ham og sagde hvad det var for noget. Han sagde, at han havde snakket med min søn om, hvad vi mon skulle lave idag og nævnte svømmehal....
Ok, men så sagde jeg til ham, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor han nævnte det overfor min søn, for han ved godt, at jeg ikke er vild med at ta i svømmehal pga kloren som klør meget på min hud.. Han sagde, at det kunne han ikke huske, nå ok da.
Jeg sagde så til ham, om han en anden gang ikke lige ville tage en snak med mig først, inden han snakker aktiviteter med min søn, fordi min søn har et handicap der gør, at han tager alting meget bogstaveligt og det ved min kæreste godt...Min kæreste blev meget mærkelig over det og så blev vi uvenner. Senere samme dag ringede jeg til ham og spurgte ham, om han ville komme hjem til mig, men det havde han ikke lyst til, men han spurgte mig så, om jeg ville med til et stormagasin dagen efter, hvortil jeg sagde nej tak, men vi kunne måske finde et andet sted, som vi alle havde lyst til....det blev ikke til noget...
Dagen efter kom han hjem til mig og sagde, at han synes, at jeg havde været for hård ved ham, at han ikke kunne se, at han skulle snakke aktiviteter med mig først og ikke min søn først, hvortil jeg svarede nej, det var nok en lille ting jeg var blevet irriteret over....
Så gik jeg udfra, at diskussionen stoppede der, men nej, han blev ved med, at koge suppe på det, at han igen følte sig kritiseret og han blev de næste 3 timer stadig ved med at surmule og tog så sine sko på og ville hjem...Så fik jeg nok og sagde, at dette her show gad jeg ikke mere, sådan endte det altid med at han reagerede, så vi sluttede forholdet.....
Håber i solens folk kan se tingene ovenfra, for er det kommunikationen imellem os der halter, er det forskelligheden der halter imellem os eller hvad er der egentlig galt - har i nogle bud...? på forhånd tak for konstruktive svar.
Min kæreste og jeg er meget forskellige, men trods det, har vi de sidste 1 1/2 år kæmpet videre, men jeg er nu ligesom kommet til et punkt, hvor jeg er ved at opgive..Det tærer på kærligheden, som jeg efterhånden heller ikke ved, om hvor stor den er mere - der er timer/dage/uger, hvor jeg elsker min kæreste, men der er også dage, hvor jeg kun føler venskab imellem os...
Den største forskel imellem os er, at når vi har en konflikt - uanset af hvilken karakter, så lukker han sig inde i sin egen lille hule og kan gå rundt i flere dage og ikke sige særlig meget og surmuler - han har så svært ved at komme videre, for som han altid siger, at føler han sig kritiseret, forudretet, vil have en undskyldning og kan så godt som aldrig se, at han gør noget forkert i sine ord og handlinger....og hvad gør jeg så..jeg snakker med ham om konflikten igen og igen, hvis han har brug for det og kan jeg se, at jeg har været forkert på den, så siger jeg det også til ham, men han sidder stadig fastlåst og det virker som om, at han har så ondt af sig selv...
Han siger vi diskuterer alt for meget og det tærer på ham...ja, det tærer også på mig, altså at han er så sensitiv. Vi har i de 3 år vi har været sammen aldrig skændes, vi har som de fleste vel haft vores uoverensstemmelser. Der kan sagtens gå 1-2 måneder uden nogen som helst form for uoverensstemmelser. Der kan også opstå 2 diskussioner på en 14 dags periode, og så er han helt i kælderen.
Men bare jeg har sagt lidt om min f.eks utilfredshed, med vel at mærke på en ordentlig måde(bestræber jeg for det meste på) og virkeligt nogle gange pakket orderne ind i vat, for ikke at støde ham, men alligevel mener han, at jeg er forkert på den...
Et eksempel kunne være: en dag havde min kæreste taget min søn med op i byen og da de kom hjem til mig spurgte min kæreste mig, om vi med det samme skulle foretage os noget ud af huset, hvortil jeg svarede, at det ville jeg gerne, men først om nogle timer, for jeg var lige ved at ordne nogle papirer til skolen. Ok sagde han og så tog han hjem til sig selv og vi skulle så ringes ved. Så vidt så godt...Efter 1 times tid kom min søn hen til mig og sagde, om vi snart skulle i svømmehallen, for det havde min kæreste sankket om. Hvad for noget, det havde min kæreste da ikke snakket noget om til mig, inden han tog hjem, så jeg ringede til ham og sagde hvad det var for noget. Han sagde, at han havde snakket med min søn om, hvad vi mon skulle lave idag og nævnte svømmehal....
Ok, men så sagde jeg til ham, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor han nævnte det overfor min søn, for han ved godt, at jeg ikke er vild med at ta i svømmehal pga kloren som klør meget på min hud.. Han sagde, at det kunne han ikke huske, nå ok da.
Jeg sagde så til ham, om han en anden gang ikke lige ville tage en snak med mig først, inden han snakker aktiviteter med min søn, fordi min søn har et handicap der gør, at han tager alting meget bogstaveligt og det ved min kæreste godt...Min kæreste blev meget mærkelig over det og så blev vi uvenner. Senere samme dag ringede jeg til ham og spurgte ham, om han ville komme hjem til mig, men det havde han ikke lyst til, men han spurgte mig så, om jeg ville med til et stormagasin dagen efter, hvortil jeg sagde nej tak, men vi kunne måske finde et andet sted, som vi alle havde lyst til....det blev ikke til noget...
Dagen efter kom han hjem til mig og sagde, at han synes, at jeg havde været for hård ved ham, at han ikke kunne se, at han skulle snakke aktiviteter med mig først og ikke min søn først, hvortil jeg svarede nej, det var nok en lille ting jeg var blevet irriteret over....
Så gik jeg udfra, at diskussionen stoppede der, men nej, han blev ved med, at koge suppe på det, at han igen følte sig kritiseret og han blev de næste 3 timer stadig ved med at surmule og tog så sine sko på og ville hjem...Så fik jeg nok og sagde, at dette her show gad jeg ikke mere, sådan endte det altid med at han reagerede, så vi sluttede forholdet.....
Håber i solens folk kan se tingene ovenfra, for er det kommunikationen imellem os der halter, er det forskelligheden der halter imellem os eller hvad er der egentlig galt - har i nogle bud...? på forhånd tak for konstruktive svar.