"Se! Mennesket!"
PILATUS er imponeret over Jesu optræden og erkender hans uskyld. Derfor forsøger han nu på en anden måde at få Jesus løsladt. „I [har] den skik at jeg skal give jer en fange fri ved påsken,“ siger han til folkemængden.
Barabbas, en berygtet morder, bliver også holdt fanget, så Pilatus spørger: „Hvem vil I have at jeg skal frigive jer, Barabbas eller Jesus, ham der kaldes Kristus?“
Ophidset af de øverste præster beder folkeskarerne om at få Barabbas frigivet og Jesus dræbt. Pilatus giver ikke op, men spørger igen: „Hvem af de to vil I have at jeg skal frigive jer?“
„Barabbas,“ råber de.
„Hvad skal jeg så gøre med Jesus, ham der kaldes Kristus?“ spørger Pilatus dybt rystet.
Af deres lungers fulde kraft råber de: „Lad ham blive pælfæstet!“ „Pælfæst! Pælfæst ham!“
Pilatus, der ved at de kræver en uskyldig mand henrettet, siger: „Jamen hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har ikke fundet noget hos ham der fortjener døden; jeg vil derfor tugte ham og give ham fri.“
Trods dette bliver den rasende folkemængde, ansporet af de religiøse ledere, ved med at skråle: „Lad ham blive pælfæstet!“ På grund af den oppiskede stemning som præsterne har skabt, ønsker pøbelen at se blod. Men blot fem dage tidligere har nogle af dem sikkert været med til at hylde Jesus som konge da han red ind i Jerusalem! Hvis Jesu disciple er til stede, forholder de sig tavse og gør sig ikke bemærket.
Da Pilatus ser at han ingen vegne kommer med sine appeller, men at der er ved at blive optøjer, tager han vand og vasker sine hænder i folkemængdens påsyn, og siger: „Jeg er uskyldig i dennes blod. Det bliver jeres sag.“ Folket svarer: „Hans blod komme over os og over vore børn.“
Da Pilatus er mere interesseret i at stille folkemængden tilfreds end i at gøre det der er rigtigt, bøjer han sig for folkets krav og frigiver Barabbas. Derefter lader han Jesus klæde af og piske. The Journal of the American Medical Association beskriver hvordan romernes specielle form for piskning foregik:
„Standardredskabet var en kort pisk (flagrum eller flagellum) med mange enkelte eller flettede læderstrenge i forskellig længde, hvortil der med mellemrum var fæstet små jernkugler eller skarpe stumper af fåreknogler. . . . Når de romerske soldater gentagne gange piskede offerets ryg af al kraft, forårsagede jernkuglerne dybe læsioner, og læderstrengene og knoglestumperne skar sig ind i huden og det underliggende væv. Efterhånden rev pisken flænger i de dybereliggende muskler og efterlod sitrende strimler af blodigt kød.“
Efter denne brutale piskning bliver Jesus ført ind i landshøvdingens palads, hvor hele hærafdelingen er samlet. Her spotter soldaterne ham yderligere ved at flette en tornekrone og trække den ned over hovedet på ham. De anbringer en rørkæp i hans højre hånd og giver ham en kongelig, purpurfarvet klædning på. Derefter gør de nar af ham: „Vær hilset, du jødernes konge!“ De spytter også på ham og giver ham lussinger. Derefter river de rørkæppen ud af hans hånd og bruger den til at slå ham i hovedet med, hvorved de skarpe torne i hans ydmygende „krone“ drives endnu længere ind i hovedbunden.
Jesu påfaldende værdighed og styrke trods mishandlingen gør så stort et indtryk på Pilatus at han endnu en gang søger at få ham fri. „Se! Jeg fører ham ud til jer for at I skal vide at jeg ikke finder nogen skyld hos ham,“ siger han til folkemængden. Måske tror han at synet af Jesus efter torturen vil blødgøre deres hjerter. Med tornekronen på hovedet og iført den purpurfarvede yderklædning står Jesus foran den skånselsløse hob. Hans blødende ansigt er præget af smerte da Pilatus proklamerer: „Se! Mennesket!“
Ja, her står den betydeligste person i historien, det største menneske der nogen sinde har levet! Trods kvæstelserne viser Jesus en stille værdighed og ro der vidner om en storhed som selv Pilatus må anerkende, for hans ord afspejler tydeligvis en blanding af respekt og medlidenhed.
Johannes 18:39–19:5; Mattæus 27:15-17, 20-30; Markus 15:6-19; Lukas 23:18-25.
Barabbas, en berygtet morder, bliver også holdt fanget, så Pilatus spørger: „Hvem vil I have at jeg skal frigive jer, Barabbas eller Jesus, ham der kaldes Kristus?“
Ophidset af de øverste præster beder folkeskarerne om at få Barabbas frigivet og Jesus dræbt. Pilatus giver ikke op, men spørger igen: „Hvem af de to vil I have at jeg skal frigive jer?“
„Barabbas,“ råber de.
„Hvad skal jeg så gøre med Jesus, ham der kaldes Kristus?“ spørger Pilatus dybt rystet.
Af deres lungers fulde kraft råber de: „Lad ham blive pælfæstet!“ „Pælfæst! Pælfæst ham!“
Pilatus, der ved at de kræver en uskyldig mand henrettet, siger: „Jamen hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har ikke fundet noget hos ham der fortjener døden; jeg vil derfor tugte ham og give ham fri.“
Trods dette bliver den rasende folkemængde, ansporet af de religiøse ledere, ved med at skråle: „Lad ham blive pælfæstet!“ På grund af den oppiskede stemning som præsterne har skabt, ønsker pøbelen at se blod. Men blot fem dage tidligere har nogle af dem sikkert været med til at hylde Jesus som konge da han red ind i Jerusalem! Hvis Jesu disciple er til stede, forholder de sig tavse og gør sig ikke bemærket.
Da Pilatus ser at han ingen vegne kommer med sine appeller, men at der er ved at blive optøjer, tager han vand og vasker sine hænder i folkemængdens påsyn, og siger: „Jeg er uskyldig i dennes blod. Det bliver jeres sag.“ Folket svarer: „Hans blod komme over os og over vore børn.“
Da Pilatus er mere interesseret i at stille folkemængden tilfreds end i at gøre det der er rigtigt, bøjer han sig for folkets krav og frigiver Barabbas. Derefter lader han Jesus klæde af og piske. The Journal of the American Medical Association beskriver hvordan romernes specielle form for piskning foregik:
„Standardredskabet var en kort pisk (flagrum eller flagellum) med mange enkelte eller flettede læderstrenge i forskellig længde, hvortil der med mellemrum var fæstet små jernkugler eller skarpe stumper af fåreknogler. . . . Når de romerske soldater gentagne gange piskede offerets ryg af al kraft, forårsagede jernkuglerne dybe læsioner, og læderstrengene og knoglestumperne skar sig ind i huden og det underliggende væv. Efterhånden rev pisken flænger i de dybereliggende muskler og efterlod sitrende strimler af blodigt kød.“
Efter denne brutale piskning bliver Jesus ført ind i landshøvdingens palads, hvor hele hærafdelingen er samlet. Her spotter soldaterne ham yderligere ved at flette en tornekrone og trække den ned over hovedet på ham. De anbringer en rørkæp i hans højre hånd og giver ham en kongelig, purpurfarvet klædning på. Derefter gør de nar af ham: „Vær hilset, du jødernes konge!“ De spytter også på ham og giver ham lussinger. Derefter river de rørkæppen ud af hans hånd og bruger den til at slå ham i hovedet med, hvorved de skarpe torne i hans ydmygende „krone“ drives endnu længere ind i hovedbunden.
Jesu påfaldende værdighed og styrke trods mishandlingen gør så stort et indtryk på Pilatus at han endnu en gang søger at få ham fri. „Se! Jeg fører ham ud til jer for at I skal vide at jeg ikke finder nogen skyld hos ham,“ siger han til folkemængden. Måske tror han at synet af Jesus efter torturen vil blødgøre deres hjerter. Med tornekronen på hovedet og iført den purpurfarvede yderklædning står Jesus foran den skånselsløse hob. Hans blødende ansigt er præget af smerte da Pilatus proklamerer: „Se! Mennesket!“
Ja, her står den betydeligste person i historien, det største menneske der nogen sinde har levet! Trods kvæstelserne viser Jesus en stille værdighed og ro der vidner om en storhed som selv Pilatus må anerkende, for hans ord afspejler tydeligvis en blanding af respekt og medlidenhed.
Johannes 18:39–19:5; Mattæus 27:15-17, 20-30; Markus 15:6-19; Lukas 23:18-25.