Selvtillid hos børn
Hvordan hjælper man sine børn med at få selvtillid?
Jeg har tit læst indlæg om børn og unge der føler sig ensomme fordi de bliver mobbet i skolen, eller fordi de bare ikke er med i klikken.
Jeg har en søn på 13 år, der ikke er særlig stor, og som måtte gå børnehaveklassen om, da han var for livlig. Fagligt i skolen er der ingen problemer, han er både en læsehest og gode til tal.
Han har i perioder haft problemer med nogle af sine klassekammerater, hvor de enten har chikaneret ham, eller bare ignoreret ham. Hvis der er nogle stykker der vil tage en tur i biografen, så er der et par stykker der laver himmeløjnene hvis han spørger om han må komme med.
Heldigvis er der et par stykker fra klassen han godt kan sammen med, med nogle gange er det også som om han er anden prioritet.
Han har en meget stor retfærdighedssans, hvilket gør at han gang på gang bliver skuffet. Hvis han har lavet en aftale om at være sammen med en ven om eftermiddagen, og vennen trækker sig i sidste øjeblik, bliver han meget såret. Nogle gange er det ikke af ond vilje, men der er bare nogle børn der ikke har lært at tage hensyn til andre.
Min søn har heldigvis også nogle venner udenfor skolen, i sin sportsklub. Men der han ikke går til fodbold, så er han ikke helt ind i varmen hos klassens øvrige drenge.
Vi har tit snakket med lærerne om det, og vi er nået frem til, at problemet ligger i hans stor retfærdighedssans, hvor han forventer at andre respekter en aftale og ikke træder på ens følelser. Derudover trænger han til at få en større selvtillid, og acceptere at han er god nok, selv om de andre drenge i klassen er større end ham, og de fører sig frem som om de er smarte.
Hvordan hjælper man ens børn til at få noget mere selvtillid, få dem til at forstå at de er gode nok som de er, nøjes med at dyrke de rigtige venner og lad de "smarte" sejle deres egen sø.
Det er ihvertfald en svær alder, specielt hvis man føler sig udenfor.
Jeg har tit læst indlæg om børn og unge der føler sig ensomme fordi de bliver mobbet i skolen, eller fordi de bare ikke er med i klikken.
Jeg har en søn på 13 år, der ikke er særlig stor, og som måtte gå børnehaveklassen om, da han var for livlig. Fagligt i skolen er der ingen problemer, han er både en læsehest og gode til tal.
Han har i perioder haft problemer med nogle af sine klassekammerater, hvor de enten har chikaneret ham, eller bare ignoreret ham. Hvis der er nogle stykker der vil tage en tur i biografen, så er der et par stykker der laver himmeløjnene hvis han spørger om han må komme med.
Heldigvis er der et par stykker fra klassen han godt kan sammen med, med nogle gange er det også som om han er anden prioritet.
Han har en meget stor retfærdighedssans, hvilket gør at han gang på gang bliver skuffet. Hvis han har lavet en aftale om at være sammen med en ven om eftermiddagen, og vennen trækker sig i sidste øjeblik, bliver han meget såret. Nogle gange er det ikke af ond vilje, men der er bare nogle børn der ikke har lært at tage hensyn til andre.
Min søn har heldigvis også nogle venner udenfor skolen, i sin sportsklub. Men der han ikke går til fodbold, så er han ikke helt ind i varmen hos klassens øvrige drenge.
Vi har tit snakket med lærerne om det, og vi er nået frem til, at problemet ligger i hans stor retfærdighedssans, hvor han forventer at andre respekter en aftale og ikke træder på ens følelser. Derudover trænger han til at få en større selvtillid, og acceptere at han er god nok, selv om de andre drenge i klassen er større end ham, og de fører sig frem som om de er smarte.
Hvordan hjælper man ens børn til at få noget mere selvtillid, få dem til at forstå at de er gode nok som de er, nøjes med at dyrke de rigtige venner og lad de "smarte" sejle deres egen sø.
Det er ihvertfald en svær alder, specielt hvis man føler sig udenfor.