Separeret - men måske fortrudt - hvad gør jeg
Hej
Jeg er en kvinde på 47. Valgte i starten af 2010 at blive separeret fra min tro ægtemand gennem 17 år. Det er komplekst og måske svært for andre at forstå, men jeg prøver alligevel. Vi har fra vores første møde været soulmates, men der skulle gå næsten 1 år før vi blev kærester - derefter gik det stærkt. Vi har altid haft og fundet et stort fællesskab i projekter og planlægning af fremtiden sammen. Min eks er selvstændig med god succes - jeg har gennem vores ægteskab for det meste været med på hans sidelinie, men har også haft mindre, ikke særligt betydelige jobs. Dels fordi jeg har haft nok i at støtte og være der for ham og vores fælles virksomhed, dels fordi vi i løbet af 7 år fik 4 skønne børn sammen - derfor var der nok at se til på hjemmefronten.
Problemet, der voksede mellem os var vel klassisk - alt for meget tid forbrugt på alt det praktiske, ingen tid brugt på forholdet. Jeg gik rundt med masser af frustrationer over hans manglende deltagelse i driften på hjemmefronten, han gik rundt med masser af frustrationer over min manglende omsorg og sexlyst. Vi valgte at gå til parterapi i flere omgange - og har også hver for sig været i terapi, men kunne ikke "redde" den. Det var i hvert fald min konklusion på dette tidspunkt sidste år. Jeg skred derfor til handling og meddelte, at jeg ønskede at flytte fra ham med vores børn. Det skete - egentlig uden de store sværdslag (hvilket gjorde mig lidt ked af det dengang). Han har adskillige gange sagt, at hvis jeg nogensinde ombestemmer mig, skal jeg bare sige til - han elsker kun mig og kan ikke forestille sig at dele sit liv med nogen anden. Vi har valgt at bo mindre end 1km fra hinanden, hvilket fungerer perfekt for børnene. Jeg har dem hos mig 10 dage ud af 14, han de sidste 4. Med 4 børn er der jo konstant kommunikation og da jeg også fortsat er en del af virksomheden, taler vi sammen næsten hver dag.
Mange gange i det forløbne år har jeg haft tanker om, om det var den rigtige beslutning. Synes det er enormt svært at være alene med børnene - ikke pga arbejdsbyrden, for den har jeg jo altid haft - men alle de ting, man helst vil opleve sammen - som familie - dem savner jeg helt vildt. Det skal siges, at jeg ingen familie har udover mine børn - begge mine forældre er væk, og min bror bor i udlandet. Samtidig må jeg også sige, at jeg som sådan trives fint med at bo "alene" og nyder de timer jeg har til mig selv, når børnene er hos ham.
I slutningen af november meddeler han mig så, at han er begyndt at se en kvinde. Det er ikke en, han umiddelbart har tænkt sig at introducere for børnene - i hvert fald ikke foreløbig. Jeg møder informationen med fuld facade og mit sædvanlige "kække" sind - og det burde jo også være fint - jeg kan jo som sådan være ligeglad, jeg vil jo ikke have ham..... Nu er det så bare - at ALDRIG har jeg dog været så ked af det, som jeg har været den sidste måned. Jeg ved godt, at den første jul er svær at komme igennem - vi havde aftalt, at børnene skulle være hos ham og holde jul det første år. Men det var nu ikke selve julen, der slog mig ud - men tanken om, at han nu dedikerer sin kærlighed og energi til en anden end mig, kan jeg slet ikke håndtere. Hvad er det? Jalousi? Fortrydelse? Latterlig reaktion? Jeg ved det ikke, men det er der, og jeg kan nærmest ikke fungere i min dagligdag. Sover ikke om natten, spiser ingenting, græder hver gang, jeg lægger mig i min seng, græder ind imellem pludselig spontant - på arbejdet f.eks.
1. januar gik jeg over til ham for at ordne forskellige praktiske ting. Vi snakkede over en kop kaffe og pludselig kom ordene bare væltende ud af munden på mig - at jeg gennemgik mit livs sværeste tid lige nu, at jeg ikke kunne bære at tænke på ham sammen med en anden, og at jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med de følelser. Vi græd begge to, og han sagde endnu en gang, at det lykkeligste, der kunne ske for ham ville være, hvis jeg ville komme tilbage. Vi savner begge "vores familie" - og der er ingen tvivl om, at vi hver især har en stor plads i hinandens hjerte.
Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det hele bliver hevet og flået fra hinanden inden i mig - det ene øjeblik har jeg bare lyst til at løbe over til ham og lave en "romeo & julie seance" på terrassen - indtil det går op for mig, at han ikke er hjemme, fordi han er sammen med den anden. Jeg tænker og tænker og spekulerer og spekulerer - for og imod, op og ned. Vi kan jo ikke bare suse tilbage og være sammen igen - hvis vi vælger at gå tilbage til hinanden, vil det i mine øjne forpligte os til at skulle holde fast resten af livet - andet vil jeg simpelthen ikke være med til at byde mine børn.
Jeg går i tanker om at tale med en psykolog for at få afdækket, hvad det er, der foregår i mit hoved - men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal vælge hende, vi gik hos sammen til sidst inden separationen eller ej. Det taler jo for, at hun kender hele baghistorien og kender os begge - og også har oplevet nogle af vores konflikter sammen. Men er der noget der taler imod? Har hun på en eller anden måde for mange "aktier" i situationen? Jeg er under alle omstændigheder nødt til at skride til handling meget snart, for ellers tror jeg, det ender med et totalt sammenbrud. Jeg vil helst undgå, at han på en eller anden måde fanger mig i et svagt øjeblik og "forfører" mig til at sige ja ti at komme tilbage. Jeg føler, det er en beslutning, der skal tages på et helt andet grundlag, og noget vi begge skal arbejde rigtig, rigtig meget med, hvis det skal lykkes.
Det var en ordentlig smøre på en søndag morgen - men nu fik jeg det i hvert fald ud - og så vil jeg jo tage til mig, hvad der måtte komme af reaktioner.
Jeg ønsker Jer alle et dejligt 2011 - og husk at Jeres forhold er som en plante - uden lidt vand og lys i hverdagen, dør den langsomt......
Jeg er en kvinde på 47. Valgte i starten af 2010 at blive separeret fra min tro ægtemand gennem 17 år. Det er komplekst og måske svært for andre at forstå, men jeg prøver alligevel. Vi har fra vores første møde været soulmates, men der skulle gå næsten 1 år før vi blev kærester - derefter gik det stærkt. Vi har altid haft og fundet et stort fællesskab i projekter og planlægning af fremtiden sammen. Min eks er selvstændig med god succes - jeg har gennem vores ægteskab for det meste været med på hans sidelinie, men har også haft mindre, ikke særligt betydelige jobs. Dels fordi jeg har haft nok i at støtte og være der for ham og vores fælles virksomhed, dels fordi vi i løbet af 7 år fik 4 skønne børn sammen - derfor var der nok at se til på hjemmefronten.
Problemet, der voksede mellem os var vel klassisk - alt for meget tid forbrugt på alt det praktiske, ingen tid brugt på forholdet. Jeg gik rundt med masser af frustrationer over hans manglende deltagelse i driften på hjemmefronten, han gik rundt med masser af frustrationer over min manglende omsorg og sexlyst. Vi valgte at gå til parterapi i flere omgange - og har også hver for sig været i terapi, men kunne ikke "redde" den. Det var i hvert fald min konklusion på dette tidspunkt sidste år. Jeg skred derfor til handling og meddelte, at jeg ønskede at flytte fra ham med vores børn. Det skete - egentlig uden de store sværdslag (hvilket gjorde mig lidt ked af det dengang). Han har adskillige gange sagt, at hvis jeg nogensinde ombestemmer mig, skal jeg bare sige til - han elsker kun mig og kan ikke forestille sig at dele sit liv med nogen anden. Vi har valgt at bo mindre end 1km fra hinanden, hvilket fungerer perfekt for børnene. Jeg har dem hos mig 10 dage ud af 14, han de sidste 4. Med 4 børn er der jo konstant kommunikation og da jeg også fortsat er en del af virksomheden, taler vi sammen næsten hver dag.
Mange gange i det forløbne år har jeg haft tanker om, om det var den rigtige beslutning. Synes det er enormt svært at være alene med børnene - ikke pga arbejdsbyrden, for den har jeg jo altid haft - men alle de ting, man helst vil opleve sammen - som familie - dem savner jeg helt vildt. Det skal siges, at jeg ingen familie har udover mine børn - begge mine forældre er væk, og min bror bor i udlandet. Samtidig må jeg også sige, at jeg som sådan trives fint med at bo "alene" og nyder de timer jeg har til mig selv, når børnene er hos ham.
I slutningen af november meddeler han mig så, at han er begyndt at se en kvinde. Det er ikke en, han umiddelbart har tænkt sig at introducere for børnene - i hvert fald ikke foreløbig. Jeg møder informationen med fuld facade og mit sædvanlige "kække" sind - og det burde jo også være fint - jeg kan jo som sådan være ligeglad, jeg vil jo ikke have ham..... Nu er det så bare - at ALDRIG har jeg dog været så ked af det, som jeg har været den sidste måned. Jeg ved godt, at den første jul er svær at komme igennem - vi havde aftalt, at børnene skulle være hos ham og holde jul det første år. Men det var nu ikke selve julen, der slog mig ud - men tanken om, at han nu dedikerer sin kærlighed og energi til en anden end mig, kan jeg slet ikke håndtere. Hvad er det? Jalousi? Fortrydelse? Latterlig reaktion? Jeg ved det ikke, men det er der, og jeg kan nærmest ikke fungere i min dagligdag. Sover ikke om natten, spiser ingenting, græder hver gang, jeg lægger mig i min seng, græder ind imellem pludselig spontant - på arbejdet f.eks.
1. januar gik jeg over til ham for at ordne forskellige praktiske ting. Vi snakkede over en kop kaffe og pludselig kom ordene bare væltende ud af munden på mig - at jeg gennemgik mit livs sværeste tid lige nu, at jeg ikke kunne bære at tænke på ham sammen med en anden, og at jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med de følelser. Vi græd begge to, og han sagde endnu en gang, at det lykkeligste, der kunne ske for ham ville være, hvis jeg ville komme tilbage. Vi savner begge "vores familie" - og der er ingen tvivl om, at vi hver især har en stor plads i hinandens hjerte.
Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det hele bliver hevet og flået fra hinanden inden i mig - det ene øjeblik har jeg bare lyst til at løbe over til ham og lave en "romeo & julie seance" på terrassen - indtil det går op for mig, at han ikke er hjemme, fordi han er sammen med den anden. Jeg tænker og tænker og spekulerer og spekulerer - for og imod, op og ned. Vi kan jo ikke bare suse tilbage og være sammen igen - hvis vi vælger at gå tilbage til hinanden, vil det i mine øjne forpligte os til at skulle holde fast resten af livet - andet vil jeg simpelthen ikke være med til at byde mine børn.
Jeg går i tanker om at tale med en psykolog for at få afdækket, hvad det er, der foregår i mit hoved - men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal vælge hende, vi gik hos sammen til sidst inden separationen eller ej. Det taler jo for, at hun kender hele baghistorien og kender os begge - og også har oplevet nogle af vores konflikter sammen. Men er der noget der taler imod? Har hun på en eller anden måde for mange "aktier" i situationen? Jeg er under alle omstændigheder nødt til at skride til handling meget snart, for ellers tror jeg, det ender med et totalt sammenbrud. Jeg vil helst undgå, at han på en eller anden måde fanger mig i et svagt øjeblik og "forfører" mig til at sige ja ti at komme tilbage. Jeg føler, det er en beslutning, der skal tages på et helt andet grundlag, og noget vi begge skal arbejde rigtig, rigtig meget med, hvis det skal lykkes.
Det var en ordentlig smøre på en søndag morgen - men nu fik jeg det i hvert fald ud - og så vil jeg jo tage til mig, hvad der måtte komme af reaktioner.
Jeg ønsker Jer alle et dejligt 2011 - og husk at Jeres forhold er som en plante - uden lidt vand og lys i hverdagen, dør den langsomt......