singleliv

Hej med jer

Jeg havde lige brug for at dele det her med jer.
I de sidste 7 år har jeg ikke haft noget fast forhold til nogen mand. Det har skiftende været forskellige små affære med noget tids mellemrum.
Det sidste forhold jeg havde varede i 4 år og det var rigtig destruktivt. Jeg forstår bare ikke hvorfor det skal være så svært at finde en kæreste som jeg kan stole på.
Nu har jeg været single i 7 år og jeg er begyndt at blive bange for at jeg ender som en sær gammel jomfru.
Er det normalt at være single så længe ?

Hejsa drømmekvinden...
Jeg er en af den som har været single over 7år også, men ventertiden er nok den bedste af vores liv. Så man kan glæde over at lære en at kende igen og et ny kærlighed at gøre med, jeg føler mig mere moden. Fordi jeg har ikke rigtig fået intimforhold det sidste 7år og føler mig mere sikker i fremtiden om at møde en som dig *Ss*....
Mvh....Jeronimo

og jeg nyder det som bare pokker. Om jeg bliver en sær gammel kone ved ikke ikke endnu, men jomfru bliver jeg nok ikke igen, bange er jeg bestemt ikke og har aldrig spekuleret over om jeg er underlig.
Jeg har da i de forløbende år haft nogle mere eller mindre løse forhold, men savner ikke noget.
Jeg savner egentlig slet ikke en kæreste at bygge rede med, desuden tror jeg, at jo mere desperat man leder, jo sværre bliver det at finde den eneste ene. Underligt nok kan mulige emner lugte desperationen på flere km `s afstand, jeg bakker selv tilbage når jeg ramler ind i sådan en fyr.

hej, ved du hvad, normalt eller ikke normalt, så er du ikke alene derude, man kan jo spørge sig selv hvad man helst vil, tilbringe sit liv med en der ikke rigtig betyder noget for en, eller vil man hellere være selv, jeg foretrækker det sidste, man er fri og kan gøre hvad man har lyst til, rejse hvorhen man end har lyst, dekorere sit hjem som man lyster, det betyder ikke at jeg ikke drømmer lidt om at møde en dejlig mand, men hvis det ikke sker så sker det bare ikke , og det at ende som en sær gammel jomfru, tjah er vi ikke alle lidt sære på den ene eller anden måde, det vigtigste er vel at man er glad og tilfreds, og det skal man være før man finder prinsen, ens partner skal være et selvstændigt individ, der har sit eget liv, som han vælger at "dele" med en.
jeg tror faktisk det er "normalt" at være single i lange perioder, det kender jeg flere der er, der findes 2 slags mennesker, dem der kan være alene og dem der ikke kan, og de mennesker der kan lide at være alene behøver ikke længere en partner for at få det hele til at løbe rundt, så det er helt naturligt at der bliver flere der er single i længere tid, held og lykke med dit liv

Indlæg - de var meget opmuntrende og positive, helt klart noget jeg kan bruge til rigtig meget *SS*

fordi man lever single i flere år. Det gjorde jeg også efter et kort ægteskab. Jeg levede spm single i ca. 8 år, og de år husker jeg som afsindig spændende og udviklende...inspirerende. Men ok. også svære på en måde, med ture følelsesmæssigt frem og tilbage.
Men prøv lige at læs herinde på soldebat om folks problemer i ægteskabet/parforholdet - det må da få enhver single til at juble over netop IKKT at være havnet i det mess!
Når jeg læser hvad folk skriver om deres ægteskab, føler jeg det er så usselt en livsform, at man bliver sammen bare for trygheden eller børnenes skyld, eller fordi man simpelthen er blevet viklet godt og grundigt ind i et dårligt liv med den anden person man ENGANG elskede....Nogle virker som ikke elene keder de sig gudsjammerligt med deres partner, nogle foragter ham/hende i deres skriverier. Men alligevel vil de blive i tosomheden. Forstå det hvem der kan. Jeg kan det ikke, så forstår jeg meget bedre jer singler, og er ikke selv bange for at skulle blive single igen, hvis det skulle gå galt i mit ægteskab. Jeg lever kun i tosomheden, fordi jeg elsker at leve på den måde med min soulmate. Så giv jer tid - jeg er over 50 - så I når det nok ;-)

Ikke på vilkår om jeg ville spilde en time mere end nødvendigt på et forhold uden indhold. Jeg har haft et helt fint liv mellem mine ægteskaber og aldrig ledt efter en ny partner. De er bare dukket op, som lyn fra en klar himmel.
Hvem var det der sagde, at "ægteskabet er et underligt skab. Dem der er ude vil ind og dem der er inde vil ud."?

Jeg var en af de uheldige singler der bare gik ude i den stor verden og var måske en smule deaperat,
Efter en veninde tog fadt i mig og fortalte jeg skulle stoppe opdaget jeg set ikke hvor destruktiv jeg var over for mig selv..
Når det var jeg gik i byen og jeg så muligheden for at snakke med en afyr var jeg allerede igang med at planlægge villa volvo og vovhund..
Jeg begynde at tage skyklapperne på så jeg undgik de fjolser der er på ens vej imod lykken.. Da jeg gjorde jeg mødte jeg faktisk den rette, Jeg er stadig sammen med ham og kunne slet ikke forestille mig noget andet..
Det er først nu vi er begyndt at snakke om at flytte sammen og overveje fremtiden.
Jeg er sikker på du nok skal møde manden i dit liv, der er bare at tage klapperne på og se efter dem der udstråler sikkerhed og ikke lækkert hår hvis du forstår..!!!

Hej.Jeg har også været singel i 10 år nu.og det er svært at lave det hele selv her hjemme.MVH CIA.

Hej Drømmekvinden,
Jeg var single i årrække og begyndte ligesom at føle mig lidt sær, fordi jeg begyndte at lukke mig inde og tænkte hvorfor er der ingen der ville have mig, og dog så var der jo nogle der spurgte, stadig følte jeg at var underlig, at jeg ikke fandt den rette.
Indtil det gik op for mig, at den "forkerte" var den helt rigtige for mig, og da var det næsten for sent..for han sagde nej, da jeg spurgte. Nu er vi sammen, for han bankede på min dør og har været sammen i 1½ år.
Om vi er lykkelig, ja nogle gange, andre gange er vi ulykkelige, men vi vil hinanden.
For vi har begge været singler lææææææænge, til at vi har en del problemer med at slibe kanterne af.
Din kæreste er derude og måske ikke lige i den form du ønsker ham/hende du havde tænkt dig...men han er der.