Skal barnet med på job ?

Jeg arbejder på kontor, og har en ung kollega som syntes det er helt okay at tage hendes knap et årige barn med, når dagplejen er syg. Jeg deler ikke helt denne opfattelse, da jeg for det første mener at der er andre i hendes omgangskreds der burde kunne passe det barn. For det andet, så syntes jeg det er lidt "belastene" for os andre, der er på kontoret, -jeg mener barnet er jo ikke ligefrem stille og det gør det svært at holde koncentrationen og få så meget arbejde for hånden som man plejer.
Desuden får hun jo heller ikke lavet noget særligt når barnet er med, så hun får i princippet løn for at passe sit eget barn og ikke for at arbejde, som os andre.
Hvad syntes I, er det bare helt okay at tage sit barn med på job ?

kun i en nødsituation hvor der simpelthen ikke er andre muligheder for pasning. Men tænker på om denne mor ikke har nogle omsorgsdage at tage af til pasning af barnet hjemme og har barnet ikke en far der kan tage sin andel af pasningen?

jo barnet har en far, men denne far har et job, som gør han ikke bare lige kan tage fri, så han vil næsten til en hver tid være udelukket.
Og ja moren har da omsorgsdage, som alle andre, men tror ærlig talt at de forlængst er brugt op. Hun er nemlig tit(tit, som i måske 8-10 dage i gennemsnit pr.md) selv "syg" eller har barnet´s 1. sygedag.

hvor man ikke lige kan tage fri - overhovedet????? De er meget vigtige de mænd der, eller også leger de det😉 Kan han ikke tage fri, kan han vel tage barnet med?
Spørgsmålet er om hun skal have vitaminpiller eller vælge at være hjemmegående. Både hun og barnet mistrives tilsyneladende.

er der ikke nogle retningslinier i virksomheden? Jeg synes ikke, det tilkommer en kollega at blande sig i, hvilke aftaler andre ansatte har med chefen. Men nu ved jeg jo ikke, hvad du vil bruge de svar til, du får her.

Ligesom jeg slet ikke ser med milde øjne, på folk der sidder og skriver på debatsider i arbejdstiden og så er jeg helt græsk katolsk overfor om det er fjæsbogen eller solen der er aktuel.

Jeg siger også ja og nej. I nogle situationer er det virkelig vanskeligt.
Folk vil gerne passe deres arbejde, men det kan være uhyggelig svært.
Min søn var på kursus, min svigerdatter på et arbejde, hvor hun havde svært ved at forlade det. Jeg bor så langt væk, at jeg ikke kan komme på min. advarsel. Hvad gjorde hun, tog ham med. Han sov under hendes skrivebord. Det er så synd både for børn og forældre. Jeg har en følelse af, at samfundet ikke regner med at børn skal passes, når de er syge eller det er uden for åbningstider.
Hvorfor lader man som om børn er noget man kan passe på tider, hvor samfundet mener det kan lade sig gøre. Hvorfor skal folk have dårlig samvittighed, hvis børn eller de selv er syge.
På den ene side forstå jeg dig godt, det virker forstyrrende. På den anden side, prøv at sætte dig i hendes sted.
Måske er hun bange for at forsømme for meget. Måske har hun ikke nogen der kan træde til. Måske ved hun ikke rigtig, hvad hun skal gøre i situationen. Vi er ikke altid så rare ved forældre med børn, der skal passes.
Du kunne måske være lidt hjælpsom i stedet.
Hvis vi uden besvær kunne blive hjemme og passe vores børn, og os selv, når vi var syge, så gjorde vi det jo.
Jeg har været barnepige, med glæde, utallige gange. Men hvad med dem, der ikke har bedsteforældre, der kan bruges.
Vi pensionister gør et stort arbejde med at holde samfundet i gang, men ingen tænker over det. Men der er dem, der ikke har nogen i nærheden.
Så tror samfundet børnene ikke skal passes, når de er syge eller der er lukket på institutionerne.
Jeg mener, vi har et dårligt samfund med hensyn til pasningen af vores børn.

er chef mener jeg ikke, du er nogen særlig god chef. Du lyder ikke sådan, men som en af de chefer, der ikke forstår, at mennesker ikke er robotter.
Desværre er der mange dårlige chefer i omløb. En god chef er også en, der tænker på de ansattes ve og vel.
Men jeg giver dig ret i, folk skal ikke skrive på debatsider i arbejdstiden,
men måske lige kople af et par minutter. På den måde tror jeg man får det bedste ud at folk.
Tidligere arbejdsgiver.

Hvad kender du til, hvordan hun har det. Hun er altså bange for, at være for meget sygemeldt siden hun tager barnet med.
Åh, hvis jeg var hende ville jeg søge andet arbejde, tænk at have dig som kollega. Snak dog med hende.

Jeg husker også, da jeg selv havde små børn, da jeg ikke var arbejdsgiver, hvor syg jeg var af overanstrengelse. Ikke alle er lige stærke. Jeg kastede simpelt hen op af nerver og træthed.
Jeg bliver så vred over al den ufølsomhed.

Kan slet slet ikke forstå hvorfor i ikke forlængst ere gået til ledelsen, ved din leder overhovedet noget om det der forgår ?
Jeg gad simpelthen ikke være påduttet at skulle tilbringe en arbejdsdag med min kollegas unge, der lamer og skriger og bliver træt og umulig !!!
Jeg vil vædde med at samtlige af dine kollegaer er dødtrætte af kollegaen der slæber den unge med på arbejde, jeg har da aldrig hørt mage !
når vedkommende så samtidig har så stort et fravær, burde hun ud af klappen, så en der virklig gider arbejde kunne overtage hendes stilling.

En ting er hvis der lige er en dag en gang imellem hvor man bare er uheldig og tingene mod forventning bare ikke kan hænge sammen.
Men du beskriver et sygefravær langt på den gale side af 25% og barnet med på arbejde ofte. Så er det altså ved at være tid til at gå ned på deltid/få manden til at tage en tørn/finde på en 3. løsning.
Når man vælger at sætte børn i verden så vælger man et allerhelvedes stort ansvar de næste 18 år, og det må være op til en selv - og da i hvert fald ikke ens kolleger - at omstrukturere derefter. Arbejdspladsen har allerede fyret ~100.000 kr af på barnet, så at be' dem om at "være large" er sku' godt nok for groft.