Skal jeg acceptere det?

Sagen er den at min kæreste og jeg har kommer sammen i 4 måneder.
Vi har begge tendens til at blive jaloux.
Hun var f.eks. generelt ret jaloux når jeg snakkede med piger, og gjorde mig opmærksom på det.
Og det har jeg taget til mig, og begrænset kommunikationen med piger til det minimale, undtagen når vi sidder sammen og det er hendes veninder.
Det er så bare at jeg også kan blive jaloux hvis hun snakker med en dreng, specielt til fester eller hvis jeg kan se dde griner sammen.
Dette har jeg også gjort hende opmærksom på.
Men hun fastholder sin ret til at snakke med andre drenge, og det er jo heller ikke det men om hun ikke har "nok" i sine veninder og hvis hun skulle snakke med drenge om hun så ikke kunne minimere det til "praktiske" ting som jeg selv synes jeg gør.
Hun havde ikke bedt mig om at at minimere min kommunikation med piger, men jeg valgte det selv da jeg synes det er tegn på almen respekt for hinanden og hinandens følelser.
Skal jeg acceptere at hun vil snakke med drenge, eller er jeg berettiget til at hun udviser samme a hvad jeg kalder respekt?

Du er berretiget til at hun udviser samme respekt som du i forhold til det modsatte køn. Det forudsætter at du har mod på at tage den debat med hende-- Jeg er sikker på hun har størrer følelser for dig hvis du TØR tage den debat!!!
MVH
Megaprofilos

ikke må snakke med andre af det andet køn.

Så hvad er dit svar på mit spørgsmål?
Skal eller skal jeg ikke acceptere det?

Hvis du er kulturberiger, skal du selvfølgelig ikke acceptere det.

Jeg havde ikke accepteret at jeg skulle ændre mig for at tilfredstille en andens ego.
Jeg havde enten skredet eller taget det op og forlangt at vi arbejde sammen om en løsning på det problem der.
Hvis du vælger at fortsætte med at tilpasse dig den andens ønsker. Hvad er så det næste? At du ikke må tage hjem til dine venner, når vennens kæreste er der?
Hvor stopper den andens betingelser for din færden og opførsel???
Hvor stopper dine betingelser til den andens opførsel???
Og at du så tager det op og forventer det samme af hende. Og hun skider så i øvrigt højt og flot på det.
Fortælle rmig at i har brug for hjælp hver i sær. Når i er så kontrolerende.
Underlig opførsel. 😕 😕 😕
Min første kæreste prvede kun det stunt der med at kontrollere mig, EN gang. Så var han kureret.
Hvad er jalouxi?
http://psyknet.dk/index.php/Jalousi/hvad-er-jalousi.html#p1
Måske skulle du hellere lige finde ud af hvad du selv har af problemer før du gør dem til naglefaste vaner. Ekemspelvis - Såsom at forlange at et andet menneske tilpasser sig til dig.
Hvilket i to tydeligvis er i gang med. På en forskruet og syg måde.
Vælger i at fortsætte i samme spor. Hvilket er et valg i har.
Så lad være med at få børn. De bliver lige så forskruet i hovedt at af at have to forældre med den sygdom der.

Flaks.
Vil starte med at sige at der ikke bevidst er nogen som som prøver at kontrollere nogen, det ville aldrig fungere når man er 16 år og går på gymnasiet.
Jeg pointerer bare at hun havde gjort mig opmærksom på at hun havde det lidt dårligt med at jeg snakkede med piger hun ikke rigtigt kendte.
Dette tog JEG til mig og JEG besluttede at det ikke rigtig var så vigtigt for, og jeg bare ikke havde tænkt over det, men godt kunne forstå hende nu hvor hun stillede det op for mig.
Derfor alene MIN beslutning.
Et par uger senere blev jeg også jaloux fordi hun skulle arbejde sammen med sin ex kæreste i et projekt (hun havnede i samme klasse som ham). Og det var der selvfølgelig ikke så meget at gøre ved.
Men de er senere begyndt at ses mere, og hun snakker generelt også mere med andre drenge end hun gjorde før, og dem kender jeg heller ikke.
Har jeg fået hende til at føle sig FOR tryg ved at hun nærmest ved at jeg kun omgås drenge?
Burde jeg FORVENTE at hun SELV tænker at det måske ikke var så smart at indlede unødige "hyggelige" samtaler når hun selv var utyg ved det og jeg HAR NÆVNT det, kun to gange vel og mærke.

mvh Daren

Hold nu op. Mine to bedste venner er mænd - den ene af dem er min ekskæreste. Hvis min kæreste skulle forbyde mig at tale med dem, ville jeg da sparke ham ud. Det er selvfølgelig ikke, fordi de to betyder mere for mig, end han gør - men der er f ... ingen, der bestemmer, hvem jeg taler med.
Jeg er bange for, at I to lægger op til et kort og kedeligt forhold, hvis I fortsætter sådan. Det går ikke - lær at stole på hinanden, eller find andre kærester, som ikke tricker sygelig jalousi.

så gamle, vel ?
Vil I gå gennem et helt liv og ikke tale med det modsatte køn, da det kunne støde den anden i forholdet?
Sådan fungerer det altså ikke 🙂 I skal da kunne tale med hvem I har lyst til.

Jeg er lidt delt her..
Egentlig synes jeg ikke i skal begrænse hinanden i forhold til "samtale" med det andet køn, men hvis det har været indforstået mellem jer tidligere, at det gør DU ikke for at passe på hendes følelser, så går det naturligvis også den anden vej! Hun kan ikke forvente, at hun kan gøre hvad der passer hende, mens hun samtidig holder dig i kort snor.
Så nej, det er ikke i orden. Enten er der fælles betingelser eller også skal det nok ikke være jer!
Held og lykke med det :)
Kærlig hilsen
Philluf

Det bunder nok også i at jeg ikke kender hendes venner, og derfor har sværere ved at stole på dem.
Jeg ved også godt at jeg skal stole på hende og ikke dem. Men synes bare godt hun kunne viser en smule HENSYN, når nu jeg også gjorde det.
Jeg har jo absolut ikke noget imod at hun snakker med drenge, skal jeg lige slå fast. Og da vi går på samme gymnasium har vi bare også nogenlunde samme omgangskreds, og de drenge kender jeg jo, og de er selv MINE venner, som HUN snakker med, ligesom de piger JEG snakker med først og fremmest er HENDES venner, det er bare når det bevæger sig uden for MIN "tryghedszone", det bliver lidt ubehageligt. Og jeg har altså valgt at blive inde i hendes, både fordi jeg ikke ser det store problem i det, og hvis det endelig er, så kan "den nye pige" jo bare indlemmes i tryghedszonen ved at lære min kæreste at kende.
Spørgsmålet til jer er jo så om det er rimeligt at jeg inderst inde føler hun burde holde sig inden for min zone eller i det mindste, lade mig lære dem at kende, og få det godt med dem?
For der er bare nogle "typer" af drenge jeg har det dårligt med, og som udgangspunkt er ALLE drenge den type før jeg kender dem.
MVH Daren

Jeg ville have de tmeget svært ved at skulle begrænse min omgangskreds og tilpasse mig en andens behov.
Specielt hvis dennne anden sådan set har det sådan at regler er hugget i sten for dem men vejledende for en selv.
Så det er mere spørgsmålet med dig og ikke hende.
Er at har du det godt med at skulle tilpasse dig hendes regler og hvad er gør hun for dig der er det værd? 😕
For hvis det kun er dig der skal tilpasse dig.
Så ender du sku da i et sygt forhold. Men det skal ikke afholde dig fra det. For det kan jo være du er skabt til at tilpasse dig en anden og opføre dig ordentligt.
Det er helt klart et valg du selv skal tage.
Der er et godt ordsprog der siger, Er du i tvivl, så er du ikke.
Forstået på den måde, at hvis du sætter spørgsmåltegn ved jeres arrangemant nu. Så er der noget der ikke er godt for dig. ELLER?
Du kan jo spørge dig selv hvor du ser jer om 5 år?
Kan du forestille dig at skulle leve sådan i 5 år?
For jeg tvivler på hun ændre sig godvilligt.