Irritabel Tyktarm - Det psykiske spil
Hej.
Jeg er en ung pige på 21 år. Jeg fik konstateret irritabel tyktarm for små to år siden, efter lægerne fandt to bakterier (campolybactor) i min tyktarm. (Dvs. grunden til jeg fik irritabel tyktarm, var generne efter de to bakterier) Det tog lægerne lang tid at, om at finde årsagen til jeg var syg, og jeg tabte mig omkring 13 kg.
Jeg er simpelthen sådan i vildrede. Nogle gange kan der gå 14 dage hvor alt er fint, og jeg har det godt, og pludselig... så falder min verden sammen, og smerterne osv. kommer tilbage.
Jeg har læst meget om produktet trifalla, men er efterhånden meget skeptisk overfor at udsætte min krop for flere "forsøg"!
Det er begyndt at påvirke mig meget psykisk, når min mave ikke har det godt. I perioder giver jeg maden skylden, og nedsætter derfor mit daglige indtag af føde. Jeg ved godt at det er forkert, men føler det er det jeg skal gøre.
Når jeg snakker med venner / bekendte omkring det, siger de oftes at det "nok" er noget der sidder i mit hoved. "altså at jeg nok bilder mig selv ind at det gør ondt i maven".
Det er simpelthen så frustrerende, så jeg trænger til at snakke med nogen, og evt. få lidt gode råd med på vejen :)
Venlig Hilsen Stine
Jeg er en ung pige på 21 år. Jeg fik konstateret irritabel tyktarm for små to år siden, efter lægerne fandt to bakterier (campolybactor) i min tyktarm. (Dvs. grunden til jeg fik irritabel tyktarm, var generne efter de to bakterier) Det tog lægerne lang tid at, om at finde årsagen til jeg var syg, og jeg tabte mig omkring 13 kg.
Jeg er simpelthen sådan i vildrede. Nogle gange kan der gå 14 dage hvor alt er fint, og jeg har det godt, og pludselig... så falder min verden sammen, og smerterne osv. kommer tilbage.
Jeg har læst meget om produktet trifalla, men er efterhånden meget skeptisk overfor at udsætte min krop for flere "forsøg"!
Det er begyndt at påvirke mig meget psykisk, når min mave ikke har det godt. I perioder giver jeg maden skylden, og nedsætter derfor mit daglige indtag af føde. Jeg ved godt at det er forkert, men føler det er det jeg skal gøre.
Når jeg snakker med venner / bekendte omkring det, siger de oftes at det "nok" er noget der sidder i mit hoved. "altså at jeg nok bilder mig selv ind at det gør ondt i maven".
Det er simpelthen så frustrerende, så jeg trænger til at snakke med nogen, og evt. få lidt gode råd med på vejen :)
Venlig Hilsen Stine