Skal jeg blive væk fra min fars fødselsdag.

Hej,
Skriver da jeg er itvivl om jeg skål blive væk fra min fars runde fødselsdag.
Gik for 1/2 år siden fra min ex og er først flyttet ud af hus for snart 2 uger siden, da jeg først skulle finde en lejlighed, hvor man måtte have husdyr. For 5 mdr siden mødte jeg alletiders FYR, som jeg nu har indledt et forhold med. Ja, det er gået stærkt og han mødte min familie for 2 uger siden. Min far inviterede ham til hans fødselsdag og vi tog en snak om det og blev enige om, at min nye kæreste gerne ville med. Men efterfølgende har mon far trukket i land og synes ikke min nye kæreste skål med, da han kun har mødt ham en gang og gæsterne vil snakke og undre sig over mig, da min far først fortalte ændre,bat jeg skulle flytte fra min ex fornylig. Det har dog været offentlig længe. Jeg er sådan set ligeglad med, hvad andre tænker, mener og siger, men har også respekt for, at min far selv bestemmer, hvem han vil have med på dagen. Har egentlig meddelt ham, at uden min nye kæreste, så kommer jeg ikke - og jeg har ligesom inviteret min nye kæreste med for længe siden efter min far havde inviteret første gang. Jeg kan nu ikke fortælle min nye kæreste, at han alligevel ikke er inviteret og ved, han vil blive ked af det. Hvad gør jeg???

synes heller ikke din nye fyr skal med.
Hvorfor har du så travlt med at præsentere ham for hele familien. Tag det nu roligt.
Tror din nye fyr kan forstå det, hvis du er istand til at tage en fornuftig snak med ham.
Hvor gammel er du?

da godt nok lidt stærkt hos dig...
Hvem har du kendt længst? Din far eller din kæreste? Er din nye kæreste alt det påstyr værd???
Jeg ved ikke, om du ved det, men det er altså hårdt for forældre, der hele tiden, skal møde deres børns nye kærester. Og det kan jo godt være, at din far tænker (hvilket ikke vil være helt mærkeligt), at han lige vil vente og se, om det her holder mellem jer to, da det jo kun er to uger siden du rigtigt flyttede fra din ex. Det behøver jo ikke, at betyde at din far ikke vil behandle din nye kæreste ordentligt, men han måske bare lige brug for lidt mere tid.
Så selvfølgelig skal du til din fars fødselsdag, og hvis din far ikke synes, din nye kæreste skal med, så er det sådan det er. Er din nye kæreste et ordentligt menneske, kan han også godt forstå det.

det synes jeg ikke. Tag afsted UDEN din kæreste...

Personligt ville jeg altid vælge min nærmeste familie højest. Din far har du ikke evigt og blive væk fra en rund fødselsdag ville være tåbeligt.
Du vil på et senere tidspunkt fortryde at du bliver væk fra en rund fødselsdag.
Dog kan jeg ikke forstå at det skulle være det store problem for ham at invitere din nye kæreste. Så tag en snak med ham om det, men kom ikke op og skændes med dine forældre - det er livet for kort til.

Hvordan det ser ud, eller hvordan det faktisk forholder sig? Han er simpelthen ikke rimelig. Han kan ikke være bekendt at sætte dig i den situation og det er da bestemt ikke den smarteste indledning til en svigerforhold. Din kæreste vil jo aldrig glemme at det er en allerede givet situation, der er trukket tilbage. Dæleme dårlig stil. Hvad tænker ham om, hvad det er for noget uopdragent ros du kommer af?
Nu skal man ikke lade folk dumme sig, hvis man kan forhindre det, så tag du dig en snak med din far og forklar ham, at forholdet er gammel nokk (selvom han ikke har fortalt naboerne det) til at det var ret og rimeligt at han inviterede, din kæreste, men så nyt, at han slår kiler ind mellem jer, hvis han trækker i land. Får også sagt at du under de givne omstændigheder ikke kan se, hvordan du skulle deltage i fødselsdagen uden at føle dig hamrende illoyal mod din kæreste.
Din far er en gammel klovn og der er kun en løsning på det her, der duer. Det er han fastholder invitationen til jer begge. Alle andre er vel også inviteret med "påhæng" uden han blander sig i, hvem deres nuværende partner er?

man kunne også lade være med at hidse sig så meget op over så lidt.
Det er to uger siden, hun er flyttet fra sin ex, og det er to uger siden hendes familie mødte hendes nye kæreste - det kan man da kun blive forvirret over som familie!!!
Faren har kun mødt kæresten en gang, så det er jo på ingen måde møntet personligt kæresten. Hvis han og datteren tager det personligt, er de da godt nok intrigante.
Personligt ville jeg ikke sætte min far i den situation, at han skulle invitere min nye kæreste med blot to uger efter, jeg var flyttet fra min ex. Og ja, han havde først inviteret ham og nu har han trukket det tilbage, og so what???
Synes i øvrigt, at du bliver lige svinsk nok i dit indlæg... Der er da ingen grund til at fremstille faren på den måde!!!

Gad da godt at vide, om du overhovedet har læst vores indlæg... 😮

Hej,
Tusind tak for jeres svar omend jeg stadig hælder til at blive væk fra min fars fødselsdag, dels pga at man ikke inviterer først for herefter at trække i land og dels fordi, at det kan ikke være mit problem, hvad andre tænker og siger om mig. Jeg har været fra min ex længe, det har ikke været skjult og forstår simpelthen ikke, at jeg nu pludselig er et sort får.
En af jer, støtter mig i sit svar og jeg er meget enig med pågældende og har også taget sagen med mine nærmeste venner, som også støtter mig. Jeg er ikke ude på at lave ballade, være intrigant eller lign, men jeg vil have lov til at være mig selv - gladere end nogensinde - og overholde en aftale, som var at min nye kæreste skulle med. Det er dårlig stil at trække en invitation i land.
Beklager mit sene svar, men har været ophængt pga sygdom og arbejde.

Jeg er meget enig med dig og har taget dit svar med i mine overvejelser.
Tak og knus fra trigirl

at du kun har en far. Er det virkeligt værd at ødelægge hans fødselsdag for så lidt?

at jeg på et tidspunkt var meget uvenner med min far i en måned. Det var den værste tid i mit liv. Og tro mig, det var om noget, der var meget større end dette, ellers ville jeg aldrig nogensinde have tilladt mig selv at blive så sur på ham. Vi snakkede dog sammen, og jeg ignorerede ham på ingen måde, men det var alligvel helt forfærdeligt. Tro mig, det er IKKE det værd.
Derudover havde jeg på et tidspunkt en kæreste, hvis mor holdte rund fødselsdag, hvor jeg ikke var inviteret på trods af, at jeg havde mødt moren et par gange. Vi havde på daværende tidspunkt været sammen otte måneder. Min kæreste og jeg syntes, det var lidt mærkeligt, men blev enige om at acceptere hendes valg. Det har jeg aldrig på noget tidspunkt fortrudt. Vi fik et rigtigt godt forhold, og tænk på, hvad jeg kunne have ødelagt mellem hende og hendes søn eller mellem hende og jeg, hvis jeg havde gjort et stort nummer ud af det.
Hvis han kendte din kæreste, og ikke ville have ham med, fordi han ikke kunne lide ham, eller han ikke var god nok, ville jeg kunne
forstå, du var sur. Men det er jo ikke sådan det hænger sammen. Din far er jo bare lidt forvirret, lad nu være med at lave en masse drama ud af det. Sig pænt til ham, at du er rigtig ked af, at din kæreste ikke må komme med, fordi du føler, han dermed ikke accepterer dig og dine valgt. Men lad være med al dramaen...
Må i øvrigt tilføje, at dine venner ikke er rigtig kloge, når de kan finde på at bakke dig op i denne situation.... I lyder til at være meget unge!

Selvfølgelig er det noget rod, at din far har trukket sin invitation til din kæreste tilbage. Men jeg synes, du glemmer at det er din far, det hele handler om, og ikke om dig. Det er trods alt din fars fødselsdag, og festen er vel for hans skyld?
Jeg synes, du skal fortælle din far, at du er rigtig glad for din kæreste, og havde glædet dig til at han skulle med den store dag. Meld ærligt ud om din mening om hans ændrede invitation af din kæreste, men accepter din fars beslutning. Måske ændrer han mening eftrer en snak, måske gør han ikke. Men lad for guds skyld være med at sætte din forhold til din far overstyr. Du får intet positivt ud af at spille martyr og fornærmet.
Din far er tosset, men derfor behøver du jo ikke at være det😉

var det en god idé ikke at spilde folks tid en anden gang. Du kan åbenbart kun bruge debat indlæg, der støtter dig i dét, du allerede selv mener. Og så endda et indlæg, der sviner din far til.
Der er vist lidt for meget "får jeg ikke min vilje, så går jeg"- over dig. Og det er jo så dit valg, men lad venligst være med at spilde vores tid en anden gang!

... men der ligger nok mere i det end bare lige det.
Jeg er nok nødt til at fortælle, at min far i denne case ikke er min biologiske far, men han har dog stadig været der som en far for mig. Desværre har hans side af familien - specielt 1 - aldrig accepteret mig og hver gang, vi har været sammen med pågældende har han prøvet at genere mig mest mulig og bl.a. kaldt mig uægte barn, tøs m.v. Det orker jeg bare ikke denne dag og jeg har brug for at have min nye kæreste med, som jeg kan støtte mig lidt op af.
Jeg har respekt for, at det er min far dag, men jeg kan bare ikke trække invitationen tilbage overfor min nye kæreste, som jeg helt sikkert vil såre og få til at føle, at han ikke er accepteret af familien. Sidder ligenu og har stadig ikke sagt til min nye kæreste, at invitationen er trukket tilbage og leder efter en anden forklaring[:*(].
Har skrevet til min far, at jeg er nødt til at holde fast i min beslutning og at jeg er ked af hans holdning, men håber han/de får en god dag.

Hvorfor skal det gå ud over din far - biologisk eller ej - at 1 person i hans familie aldrig har accepteret dig? Han har altid været der som en far for dig skriver du. Burde du ikke sætte dig selv til side i sådan en situation, og være der for ham, som en datter?
Hvis der er noget som helst rygrad i din kæreste vil han selvfølgelig acceptere situationen. Det kan jo næppe handle om ham personligt, når han kun har mødt familien en enkelt gang. Det kan da ikke være så svært at fortælle kæresten at din far er temmelig gammeldags, og ikke synes at det er passende at en ny kæreste - som han ikke kender - deltager i hans fødselsdag. At han ikke altdi får tænkt før han taler, og derfor har trukket invitationen tilbage.
Hvis der er noget som helst ved din kæreste, vil han synes din far er lidt småtosset, men fuldt ud forstå at du deltager i fødselsdagen.
Og hvis der er noget som helst ved dig, er du ærlig overfor kæresten, og deltager i din fars fødselsdag - alene.
Jeg kan ikke se at tingene er så dramatiske, som du gør dem til. Med mindre du gerne VIL slippe for at deltage i førdselsdagen, og bare leder efter en undskyldning for ikke at deltage.

Du kunne jo bare lade være med at læse det...og iøvrigt er det rart at høre andres holdning istedet for at bare lytte til holdninger fra ens nærmeste, som i denne sag har været modsat af holdningerne herinde.
Vælger ikke at kommentere dit indlæg yderligere...

Synes du ikke det er lige arragant nok at svare sådan - at vedkommende bare kan lade være med at læse det...
Du stiller et spørgsmål, og hvis ingen læser det, får du heller ingen svar. Så ikke blot er du arrogant du er også dum....

Det kan godt være, at du synes, at jeg er dum, men jeg vil have lov at holde fast på, at man ikke kan invitere for herefter at trække invitationen tilbage. Sådan er jeg opdraget! Jeg er bedøvende ligeglad med, at du synes, jeg er arrogant eller lign, men jeg kan ikke blive ved med at tage mig af, hvad andre synes jeg skal gøre og tror om mig. Jeg har spilt min tid så rigeligt. Dette betyder ikke, at jeg ikke vil høre andre folks meninger, men kunne godt bruge noget mere konstruktivt fra "nogle".

Jeg synes ikke, at du er er arrogant eller dum at høre på fordi du har din egen mening eller tager dine egne beslutninger. Jeg synes derimod det er uforskammet at sige til en debattør, at vedkommende bare kan lade være med at læse dit indlæg. Hvis ingen læser dine indlæg, er de jo forgæves - og så er der lissom ingen idé med at skrive dem.
Sæt pris på at der er nogen der gider hjælpe dig. Alt andet er da for dumt.

Følg din fornemmelse - jeg forstår dig faktisk godt, for jeg er i en lignende situation. Jeg er sikker på du hverken overdramatiserer eller hidser dig op over småting eller noget af det andet som bliver antydet. Det er kun dig selv der kan mærke, hvad det gør ved dig.
Vi lever kun en gang, og selvfølgelig skal vi være os selv bekendt. Men vi skal sgu også lære at tænke på os selv først og fremmest nogle gange. For når livet for alvor bliver svært, er det fordi VI IKKE TÆNKER PÅ OS SELV, men forsøger at gøre alle andre tilpas og glade.
Min søster inviterer f.eks. min eksmand, vores 4 halvvoksne børn og mig til sin søns konfirmation. Men min nye kæreste og samlever bliver ikke inviteret, selvom vi har kendt hinanden i trekvart år. OG det er ikke ligefrem befordrende for familiefølelsen. Og min lyst til at engagere mig i forberedelserne og tilbyde min hjælp er lig nul. Spørg lige om jeg har været ked af det!! Jeg har ikke tænkt mig at deltage, kort og godt.

Synes bare det var skrevet sådan...
Ja, måske uforskammet af mig, men jeg er bare så forbandet ked af den her situation og har bare så svært ved at forstå, at man først kan tillade sig at invitere og så derefter trække invitationen i land.
Og hvorfor er det lige, at min far bekymrer sig om andre folks tanker og hvad de siger??? Jeg har fundet en kæreste, som jeg holder meget af og ham, vil jeg gerne have med. Ja, forholdet er rimelig nyt, men jeg har aldrig følt sådan før for en....
Jeg ønsker ikke at skabe splid, men jeg vælger at følge mig hjerte i denne sag. Min kæreste er der mere for mig end min familie, som iøvrigt ikke nogensinde har været gode til at besøge og kontakte mig/os. Derfor er min prioritering nok en smule "anderledes" og forkert i nogles øjne...[:*(]

Åh, hvor var det dejligt at læse dit indlæg. Det er lige nøjagtig sådan jeg har det....
Har følt mig så "dum" herinde netop fordi, at jeg har så svært ved at forstå, at man først kan tillade sig at invitere og så derefter trække invitationen i land. Jeg er så forbandet ked af den her situation og hvorfor er det lige, at min far bekymrer sig om andre folks tanker og hvad de siger??? Jeg har fundet en kæreste, som jeg holder meget af og ham, vil jeg gerne have med. Ja, forholdet er rimelig nyt, men jeg har aldrig følt sådan før for en....
Jeg ønsker ikke at skabe splid, men jeg vælger at følge mig hjerte i denne sag. Min kæreste er der mere for mig end min familie, som iøvrigt ikke nogensinde har været gode til at besøge og kontakte mig/os. Derfor er min prioritering nok en smule "anderledes" og forkert i nogles øjne...
Jeg har brugt en masse år på at bekymrer mig om, hvad andre tænkte og sagde om mig, men nu er det slut. Jeg har "spilt" 4 år af mit liv med en utro mand og nu handler det om mig selv og mine behov - i hvert fald for en stund.
Jeg kan også sagtens følge dig i din situation & jeg ville have gjort som dig.
Kram fra tri-girl.[l]

at mænd (og børn) kun er til låns, og familien er der konstant. Men dte har min familie bare ikke været.

at du kunne bruge det. Vi kan lære utroligt meget af hinanden. Og som du er inde på, så er der bare nogen, der er der mere for én end andre. Og blod er bare ikke altid tykkere end vand. Sådan er det. 🙂Kram