Skal jeg sige det til min lærer?

Jeg går på uni på 5 semester.
Jeg har netop været ude i en af mine mest hektiske livskriser. Den ene af mine forældre bliver alvorligt syg, den anden går ned med depression og min brors kæreste aboterer og får også depression.
Jeg har hjulpet og hjulpet og opmuntret alle, men jeg glemte jo mig selv. På trods af, at jeg fik ad vide fra andre, at jeg skulle passe på mig selv, så var det som om de ord ikke havde noget med mig at gøre. Jeg var jo nødt til at hjælpe.
Men nu kan jeg godt se (rettere mærke) hvad det gør ved en. Jeg har fået stress. Simpelthen. Der skal INGENTING til før jeg bliver nervøs, stresset og ked af det. Der skal SÅ lidt til at hyle mig ud af den. Jeg er blevet næsten bange for mit studie, fordi jeg er bange for, at jeg ikke har overskud til at lave de ting jeg skal....det gør bare at jeg laver overspringshandlinger. Ikke fordi jeg ikke vil igang med at læse, jeg elsker faktisk at læse, men fordi jeg pludselig er blevet bange for, at min overskud ikke er der, at jeg ikke kan leve op til den præstation jeg gerne vil yde. Jeg er meget ukoncentreret pga det med min familie.
Jeg er lige begyndt at tage timer hos en psykolog.
Men jeg har det som sagt dårligt med studiet. Jeg sidder gerne derhjemme og laver mine opgaver, men jeg møder helst ikke op til alle timerne, for jeg kan slet ikke overskue det.
Skal jeg sige det til min lærer? Vil det have nogen som helst gavn? Det er jo mig selv der er ude om det, jeg kunne jo bare have lyttet til mig selv fra start, som alle andre sagde. Og det er som om det måske er lidt sent at tale med læreren nu. Der er jo ikke så meget de kan gøre, da det ikke er taget i opløbet.
Jeg er meget rundt på gulvet. Jeg kan slet ikke mærke mig selv mere. Jeg er dog en fornuftig og stærk pige i bund og grund, så jeg ved at det nok skal gå i orden, men lige nu kan jeg ikke selv finde ud af, at tage en beslutning om noget som helst.
Er der ikke nogen herinde der vil være søde at skrive nogle gode råd? Jeg bliver glad for al form for konstruktiv opmærksomhed efterhånden🙂
Mange hilsner fra forvirrede Mie

Puha, du har da godt nok kørt dine reserver i bund. Det er nu du skal stoppe op og være egoistisk. I fly står siger man jo at man skal redde sig selv først. Altså tage iltmasken på, derefter kan du giver andre iltmaske på.
Jeg tror det vil være en god ide at tale med din lærer om dine problemer. Måske kan han/hun hjælpe med erfaring og forslag til planlægning af dine studier hvis du har brug for det.
Du er ikke selv ude om det. Du er lige som de fleste andre piger opdraget til at være søde og hjælpsomme over for andre mennesker. Og det er dælme svært at ændre på noget du/vi har fået ind med modermælken.
Man ser oftere en mand siger fra til at hjælpe eller forlader en dødsyg hustru for det er for hårdt. Det kan vi kvinder lære noget af. FOr vi køre os selv i sænk med alle de forventninger vi har til os selv.
Tag og red dig selv, det kan andre ikke. Du har brug for det til at kunne leve om 5 år også.
Du er din egen værste kritiker og arbejdsgiver/slavepisker. Husk det. Du kan ændre dig selv ikke andre.
Held og lykke knux herfra[f][f]

Fortæl din lærer det, du har brug for at de ved, du ikke"snyder" med vilje, men fordi du er presset.
Måske kan du endda få hjælp til at sætte et skema op med hvad der er vigtigst, så du laver det først og derefter tager hvad du ellers kan.
Jeg har desværre ikke helt selv lært at sige fra endnu, måske kommer det aldrig.
Det må være tredje gang nu jeg er på vej ind i en situation hvor jeg skal sige fra..Jeg hader det, vil jo gerne gøre alle tilpasse..men...
Valget Bliver for mig..først de nære så må arbejde vige...og det er møg hårdt at skulle afsted og have det sagt, skønt arbejdsgiver ved der er problemer....
De nære er her nu... men er måske væk imorgen...arbejdet er der også imorgen...det hele bliver bare lidt rykket...
Hvad er man selv værd hvis man ikke kan være der når man skal.....
Tænk på dig selv først og hvad der er vigtigst for dig! Er det dig eller omverdnen...Hvis du ikke fungerer, hvordan skal du så kunne hjælpe og være der når det gælder....
Held og lykke med fremtiden, husk vi lever kun en gang så få det bedste ud af den.

Hilsner fra Tildemor

Jeg er selv i samme situation
Min søster bliver syg, og man kan ikke finde ud af hvad hun fejler.
Mine forældres forretning som de har drevet siden de var 18 og 19år gik konkurt i krisen fordi noget så latterligt som at andre virksomheder der skylder dem penge, går konkurs.
Mine bedste venner kom også ud i økonomiske vanskeligheder, det sted jeg var elev gik konkurs, jeg brækker min fod som giver mig angst tilbagefald..
Det var alt samme noget der startede sidste vinter og har aldrig været negativ overhovedet, men altid opmuntrende og hjælpsom, men da jeg så brækker foden går alt tilbage, og måtte til psykolog der så kunne konstatere stress fordi jeg følte at jeg skulle være den stærke - jeg er i forvejen en meget stærk og overskud sagtig)
Men dette holdte bare ikke i længden, men jeg forsatte med at hjælpe, lytte til andres problemer og blev ved, og for 4 uger siden fik jeg konstateret at jeg mister min hukommelse...
Jeg kan ikke huske ting, end ikke hvor ting med faste pladser er..
Jeg kan ikke huske hvordan man staver til alm. ord..
Kan egentligt ikke få min dag til at kører, hvis ikke der er nogle der fortæller mig hvad jeg skal (har en sød og forstående kæreste).
Kan ikke huske aftaler - selvom de er skrevet ned.
Det er nogle bivirkningerne for at jeg blev ved med at hjælpe andre hele tiden...
Jeg skal så terpe 2 måneder - eller mere - så snart min hukommelse er kommet ordenligt igen..
^ Jeg kan næppe huske at jeg har skrevet det her, så snart jeg har lukket vinduet ned.
Noget der har hjulpet til at se lysere på tingene var utroligt nok at finde ud af min kat ikke havde kræft selvom vi havde bestilt tid til aflivning dagen efter.. Siden den dag har jeg været positiver og heller ikke gjort mig så meget på at ikke kunne huske.
Jeg bruger ekstra penge på at forkæle mig selv, en tur til kosmetologen, købe en ny bog, farve mit hår og få ene livretter for at forkæle mig selv.

...og én, du stoler på, vil det være fornuftigt at tale med vedkommende og måske få et par gode råd m.h.t, hvordan du tackler studiet i denne situation. Ellers var det måske en idé at tale med studievejlederen. Og supergodt, du har fundet en psykolog, - brug ham/hende flittigt(- og føl efter, om det er én der er god for dig, ellers find en anden).
Er der mulighed for, at du kan få lov at køre på lavt blus på uni en periode eller sætte studiet på stand by lidt? Eller er der andre stærke, fornuftige søde mennesker i din familie, der kan supplere dig og tage overind imellem m.h.t. at hjælpe de andre familiemedlemmer en tid?
Det er naturligt, at du ikke har opmærksomheden med dig i studiet, når der foregår al mulig sygdom og ulykkelighed i din familie lige nu, og det er sikkert også naturligt for dig at tage dig af din familie.
Det er sandt, at det kan være meget belastende at have den holdning, at man vil hjælpe de andre, og det kan også være nødvendigt at arbejde med den indstilling, hvis du er i fare for at slide dig selv op - m e n det er ingen fejl at være omsorgsfuld, så begynd ikke at slå dig selv oveni hovedet over dét også!Du kan senere blive rigtig glad for at have været der for de andre på rette tid og sted. Men du skal heller ikke gøre mere, end du kan, og der skal helst være nogen, som er der for dig også - ellers må du "råbe om hjælp" blandt venner og anden familie.
Du reagerer naturligt, og du ville faktisk være et meget mærkeligt menneske, hvis du uden videre kunne klare dit studie totalt optimalt i denne situation. På den anden side er din familie jo næppe ude på at ødelægge dit studium og dit gode humør for dig, hvor skidt de end har det. Man kan hjælpe andre, men ikke leve deres liv eller bære deres smerte.
Du må nok sætte dig ned og stille og roligt finde ud af, hvad der er vigtigst for dig at bruge energi på lige nu, - studiet, familien eller begge dele, og hvordan du får energien til at slå til.
Og så husk lige at tage dig rigtig godt af dig selv, - prøv at slappe af med ét eller andet rart og sjovt, der intet har med studium eller familie at gøre, bare lidt hver dag. Det vil gavne dig selv (og dermed alle, du har med at gøre).
Håber, du klarer den, kommer over din naturlige forvirring og finder nogen gode mennesker at snakke med.😉Held og lykke - pas godt på dig selv.

værre redelighed du har været ude i,med alt det der har været foregået i din familie.Du lyder som en fornuftig pige og jeg lover dig,at du kommer ud i den anden ende,stærkere end da du startede.Der er intet at sige til at du nu er blevet stresset,spørgsmålet er jo,om du nu kan tage en ting af gangen.Jeg kan ikke forstå at du ligefrem ser en psykolog,du er ganske normal.Du trænger til en hvilepause og hvis du syntes din lærer er ok,kan du jo forklare tingene for ham/hende hvordan landet i øjeblikket ligger hos dig.Har du en god veninde du kan tale med? Mange gange er en rigtig god veninde guld værd.Jeg ønsker dig held og lykk.

Hej Mie.
Der må være en studievejleder på uni, som de kan konsultere.
Det virker på mig, som om du trænger til ro nu. Tid, hvor du kan komme til dig selv igen og få dit overskud tilbage. Mit forslag vil derfor være, at du forsøger, om du kan få "bevilget" en orlov fra dit studie. Det kan have betydning for udbetaling af din SU i den sidste ende.
Hvis ikke der er en studievejleder, der kan hjælpe dig, er der altid en kommunal sagsbehandler/socialrådgiver, du kan henvende dig til for at høre om dine muligheder.
Jeg har selv været alvorlig syg under mit studie. Jeg fik bevilget et års orlov, det betød, jeg fik kontanthjælp i et år og mit studie og min SU blev sat på stand by. Det var en stor hjælp den gang.
De bedste ønsker for dig, Isa

Jeg var rigtig glad for at læse dem og jeg har besluttet mig til at sige det til min lærer. Jeg kan mærke at det er den rigtige beslutning nu. Så må vi bar se hvad han siger :-)
Jeg skal nok give jer en opdatering fra mødet :-)
Og tak igen, det varmede rigtig meget at i gad at skrive🙂

det er som om folk flygter skrigende bort, når man fortæller om problemerne.
Jeg er hos en psykolog for at få luft. Det er ikke et sted jeg skal gå i lang tid, men bare indtil jeg får orden på mit tankemylder og lærer at håndterer den stress jeg har fået🙂
Tak for dit indlæg

Jeg håber du er okay nu???🙂
Jeg tror godt jeg kan klare den uden orlov, men det er nok meget godt at mine lærere ved hvad der foregår, så de har større forståelse for, hvad der sker i mit liv og hvorfor jeg reagerer som jeg gør🙂

Jeg håber du har det godt og er kommet godt videre i dit liv? Det er slet ikke fair at unge mennesker skal lide af alvorlig sygdom.

på mine vegne. Det er over 30 år siden.