Skal jeg slippe ham?

Kære Solbrugere..
Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år nu.
I 2½ år boede vi praktisk talt sammen og det fungerede helt fint.
Men for et halvt år siden ca. flyttede han til Odense for at studere.
Jeg bor i Århus og vi ses nu kun en gang om måneden da
det er for dyrt at rejse..
Det tager rigtig hårdt på mig.. Jeg er ikke god til langdistance
forhold og jeg savner ham virkelig meget i hverdagen.
De sidste 3 måneder har han været meget kold og fjern overfor mig.
Han bruger al sin tid på computerspil, film og når jeg en sjælden gang
spørger om vi evt. kan tale lidt sammen synes han jeg er
klistrende..
Han fortæller mig ofte at jeg skal vente på at han kontakter mig da han gerne vil
prøve at savne mig..
Han har ALDRIG været mig utro og det tror jeg bestemt heller ikke han er!
Sidste weekend faldt bomben.
Vi havde et kæmpe skænderi hjemme hos mig og han slyngede ud at han
ikke elskede mig længere. Jeg blev meget ked af det.
Jeg forstod heller ikke rigtigt hvorfor han sagde det, da han
tidligere på dagen havde holdt om mig og sagt han elskede mig..

Mit problem er at jeg føler jeg skal jagte ham..
At han ikke vil mig.
Har prøvet at lægge ham på is, men det holder aldrig mere
end max 2 dage.. Og det værste er at han ikke reagerer på det..
Han virker ligeglad med at jeg har det som jeg har det.
Det gør mig vildt frustreret og meget ked af det.
Sommetider får jeg et "undskyld jeg har været så
fraværende", men det bliver altid det samme igen.
Jeg er virkelig angst for at han skal slå op med mig.
Jeg tør ikke nævne problemet overfor ham længere for hver
gang jeg gør det bliver han vred og lægger på, ignorerer mig
og får mig til at virke endnu mere magtesløs end jeg allerede
føler mig i forvejen.
Selv nu sidder jeg med tårer i øjnene og føler mig svigtet..
Det terroriserer min selvtillid og ofte tænker jeg om jeg
virkelig er for klistrende..
Jeg har planer om at flytte til Odense for at fortsætte med uddannelsen
til August, men jeg ved ikke om jeg tør..
Hvad nu hvis han går fra mig?
Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre med det her..
Skal jeg blive og prøve at få det til at fungere?
Lægge ham på is til han forstår hvor ondt det gør at savne et andet menneske?
Droppe ham og finde én som kan sætte pris på min kærlighed?
Hjælp mig.... :'(

Det er ikke at være på is, fordi man ikke bliver kontaktet i 2 dage. Du skal holde dig væk til han kontakter dig.

du bør og skal ikke have tid til en så lige gyldig og så dårlig behandlende som ham. Du klistrer hvis du skal snakke tlf hver dag i 30 min.... hvorfor skal man dog det? Men af og til skal i da..
uanset hvad lyder han ikke til at være meget væed

hvad med alle os fyre heroppe på basen som kommer hjem på ferie i 28 dage efter 8 måneders arbejde, vi kan ikke bare ringe hjem det koster en bondegård, så vi må låne en PC i rec centret eller den danske klub.
der er fly hver tredie uge, så vi får gamle aviser og breve.
dit problem er at du har alt for meget fritid, prøv at arbejde 12 timer hver nat, eller 84 timer om ugen i 8 måneder.
her er kun ca. 23 % kvinder, så de er dronninger allesammen, og de spiller mændene ud mod hinanden, bare for at få et bedre job de ikke er kvalificeret til, men hvis de kan få en overordnet på krogen, så kan de godt have en del sygedage, hvor vi andre så må overtage deres arbejde, sammen med vores eget arbejde.
hvis jeg havde en kæreste så ville jeg blive syg i hovedet hvis hun ringer hver dag, og jeg tror din kæreste har det på samme måde, desuden er det helt vildt at have en kæreste før man er færdig med sin uddandelse.

1. Jeg er igang med min uddannelse.
Grundet praktikforløb er det muligt for mig at
starte i Odense til August.
2. Når vi taler sammen er det oftest over skype hvilket mig bekendt ikke koster en krone!
3. Det lyder som om du bare ikke kan lide kvinder og det skal du så have ud gennem mit debatindlæg.
- Nu er det sådan at min kæreste ikke bor på Thulebasen eller i en koloni i Afrika
så det er lidt nemmere for ham at være i kontakt med mig.
Man kan sagtens have en kæreste før uddannelse.
Jeg er træt af at mit indlæg evt. kunne lyde klistrende, men det mener jeg
absolut ikke at jeg er.
Når man i 2½ år har været vant til at se hinanden hver eneste dag og
så lige pludselig skal gå alene i seng om natten og stå alene op om morgenen
kan det blive meget ensomt på kærlighedsfronten..
Der ligger flere ting under end at vi ikke taler så meget længere.
Som sagt er han blevet meget kold og afvisende - og fortalt mig han ikke
længere elsker mig, men det skifter fra den ene dag til den anden.
Når han får tingene lige som han vil have det er jeg åh så sød og dejlig.
Som når jeg f.eks skal aflyse mine planer for at kunne være sammen med ham.
Men når man vender den rundt og beder ham ofre lidt for forholdet er jeg
pludselig klistrende etc.
Selv når vi er sammen bruger han flere timer på computerspil osv.
Det synes jeg ikke kan være rimeligt når han har rig mulighed for dét i
hverdagen. Ikke at han ikke må spille det hjemme hos mig, men når man ses
én gang om måneden hvis ikke mindre, ja er det så meget forlangt at man
gerne ser computerspillet gemt lidt væk?
Eller nej måske?
Jeg kan ikke se med neutrale øjne på dette da jeg står lige midt forholdet,
derfor har jeg bedt Sol.dk komme til undsætning.
Det betyder dog ikke du skal dømme mig i den forstand at jeg har for meget fritid.
Du har valgt en hård livsstil. Det er så hvad dét er og thumbs up for dem
som kan holde til det. Men kom ikke her og døm mig når du ikke aner **** om
hvad jeg laver til daglig såsom uddannelse etc.

kære søde. Du lyder fornuftig og ikke klistrende. Du har endda overskud til at svare ham thuleidioten ok hvilket jeg tager hatten af for.
Stol på dig selv og din intuition for jeg er sikker på du godt kan se igennem alt rodet.
Det lyder som om han måske stadig holder meget af dig, men ikke rigtigt kan passe dig ind i hans liv ligenu og er lidt for meget tøsedreng til at være ærlig.
Tag kontrollen over dit liv tilbage og strit ham ud. Hvis han stadig elsker dig skal du nok få det at vide og hvis ikke så er du alligevel bedre tjent med din frihed.

Jeg forstår godt din fortvivlelse, det er ikke særlig rart, når man mærker kærligheden ikke bliver gengældt.
Din eneste chance er at lade være med at kontakte ham, som en anden også skriver.
Enten fortryder han eller også er han ikke mere interesseret.
Jeg ved godt, det er så svært at se i øjnene. Men man kan ikke tigge sig til kærlighed.
Hvis det var mig ville jeg også være betænkelig ved at tage ham igen, hvis han ville det.
Nogle mænd tåler ikke at blive afvist og det kan være grunden til de kommer tilbage.
Jeg siger ikke, det altid er sådan, men det kan være det.
Med den erfaring jeg har ville jeg, hvis det var mig, droppe forbindelsen, det gør ondt lidt, men det går over. Find du hellere en, der også vil elske dig.
Og det gør du, hvis du giver det en chance.

sikke vores historie ligner hinanden...min kæreste gennem 3 år...havde pludselig også brug for plads og flyttede for 3 mdr siden...han gjorde det forbi og hold op hvor var jeg ked af det ....græd i flere dage...forstod ikke han pludselig kunne holde op med at elske mig ...han ville kun være venner...så det blev vi...selv om det var/er rigtig svært er vi nu venner på fb...han er bare ikke en rigtig ven for er ikke særlig venlig og nogen gange utrolig kold....og ved du hvad....nu er jeg gået videre...ikke fundet en ny kæreste eller noget...næææ er skam single...jeg har det bedre ...har kigget tilbage på vores forhold og set det ikke har været rosenrødt som jeg troede de første dage efter brudet....og det med han pludselig trængte til ro...er ikke noget der er kommet pludseligt...kan jo se nu at han forsøgte at forsvinde fra vores hverdag via pc...han sad der dagen lang(da han blev fyret pga finanskrisen) lavede ikke andet ...og var mega sur hele tiden...i starten da han lige var gået forsøgte jeg at holde kontakten...men han blev sur og følte sig presset ...nok fordi der var ting jeg ikke forstod og gerne ville have svar på...og sådan må du også have det...en dag sagde jeg stop...ville ikke tilbyde mig det mere....sagde til ham jeg vidste det aldrig blev ham og mig igen...stoppede med at kontakte ham...for som en sagde til mig ....elsker han mig...og er det ægte kærlighed så skal han nok kontakte mig....det er meget lidt han kontakter mig...men jeg har fået det hele på afstand og har det bedre...jeg er glad igen...og ved at jeg en dag finder den ægte kærlighed...hvorfor bruge tiden på en der ikke elsker mig ???selvfølgelig er der dage hvor jeg er utrolig ked...men der bliver mindre og mindre af dem 🙂....ved ikke om du kan bruge det til noget...men tag en snak med ham...find ud af hvad han vil....og vigtigst hvad du vil...og vil han dig ikke mere...så græd, få det ud....og gør dig så stærk....find glæden i andre ting...og en dag opdager du at livet er skønt [l]
alt godt herfra ... 😉

Hej dig NETOP det der sker mellem jer skete for mig og min eks for 4 år siden...
Han flyttede pga studie, her mødte han mange nye venner og PIGER!
Han er ved at skubbe dig væk fra sig, og mit bedste råd er at du trækker dig hurtigt. Du såre kun dig selv ved at hænge ved.
Min eks havde mødt en pige på studiet han fandt interessant og behandlede mig som din fyr behandler dig nu. Min eks var forvirret og ville egentlig ikke såre mig, men endte med det fordi han opførte sig så dumt. Jeg kan sagtens huske da han sagde jeg klistrede... uhhh...
Selvom det gør ondt, få slået op og kom videre!!!!
Om 1 md kan du læse det her, der har han allerede slået op med dig. Hvis ikke du får taget dig sammen først.

Du skriver så rigtigt. Jeg kan følge dig fuldstændig, undtagen når vi kommer til : Tag en snak med ham.
De har jo prøvet at snakke, der er ingen grund til at blive ved med det. Han kan jo ikke finde ud af, hvad han vil andet end være i fred.
Men ellers har du så evig ret.

Jeg er enig med unlogged, du skal lade ham være i fred. Han har jo sagt til dig, at han har behov for tid til at finde ud af, om han savner dig. Så lyt til ham, ellers trækker han sig, fordi han føler sig kvalt. Jo mere du jager, des mere vi han trække sig tilbage. Hold dig selv beskæftiget en tid uden at kontakte ham.
Sæt fokus på dit eget liv, og skab dig en tilværelse, hvor du er tilfreds, så han møder en glad kvinde, når I taler og er sammen. Det virker tiltrækkende. Det gør det ikke, hvis den ene hænger på den anden. Han er startet på et studium, og en tid, hvor man udvikler sig meget og er hårdt spændt for. Du skal også udvikle dig, og ikke "hænge" på ham, så han føler han holdes tilbage, og at du bliver en forhindring. Derfor: Gå ind i dig selv, og find ud af, hvad du gerne vil, og hvad der skal til, for at du bliver glad, uafhængigt af ham. Hvis I kun ses en gang om måneden, skal du jo det meste af tiden have det til at fungere selv, og hvorfor ikke finde din egen vej, og dit eget ståsted?
Mvh
Quinde42

Og hvad kan trådstarter bruge det til, at du er ude 8 måneder og kommer hjem 28 dage? Det er dit valg, og din kærestes, at hun vil have sådan et forhold. Jeg kan ikke rigtig se, hvad 84 timers arbejde om ugen i 8 måneder har at gøre, med indlægget, det har du jo også selv valgt, og trådstarter skriver ikke, at hun behøver beskæftigelsesterapi. Hun kunne naturligvis vælge at flygte fra sine problemer ind i arbejde, men i mine øjne er det da bedre at forholde sig til dem, og det er, hvad hun gør.
Nu er mange oppe i tyverne, inden de tager uddannelse, især hvis man tager en længere en af slagsen, og det er meget, meget normalt at have kærester i den alder, uagtet, at man uddanner sig. Selv havde jeg 2 små børn (og en mand), inden jeg begyndte på min universitetsuddannelse. Børnene er ved at være voksne, manden har jeg stadig, fordi han gav mig plads til at udvikle sig.