Skal lige ud med noget.

Jeg har bare sådan en følelse af vrede, afmagt, irretation og ked af det.
Ikke nok med at jeg er blevet forladt af min elskede. Så bor jeg i øjeblikket i min taske, det vil sige at jeg om dagen er i den lejelighed jeg har sammen med x´en og om aften sover jeg hjemme hos min forældre. Det er virkelig stressende.
Det er meget rart at mine forældre kan give mig husly og det er jeg meget taknemlig for....men men de har det meget med at vil bestemme det hele (det skal lige siges jeg er i midten af 20´erne). De er over mig som en høg og skal helst have at vide ALT hvad jeg foretager mig!! Jeg føler ikke at jeg kan være mig selv og tage mine egne beslutninger. Jeg ligner ikke mine forældre ret mig og det tror jeg irretere dem meget. Jeg er en person der elsker selvskab, men godt kan lide at være for mig selv en gang imellem, men det kan de ikke forstå. Vi diskutere rimelig tid, fordi jeg ikke kan klare at få at vide hvad jeg skal gøre og hvad jeg ikke skal HELE tiden. De er også meegt overbeskyttende, næsten kvælende. Det er til at blive vanvittig af.
Det skal lige siges at jeg elsker mine forældre over alt på jorden, men det kan godt bliver for meget.
Nå men sages kerne lige nu, er at jeg har haft søgt efter noget at bo i, men det er jo rimelig svært at finde noget til rimelig penge, når man er på SU, så man må tage hvad man kan få. Har så været så heldig at finde et kollegieværelse, som jeg kan flytte i med det sammen. Det fortæller jeg til min mor og straks siger hun, "jamen er det nu et godt sted og det var da ikke der du helst ville flytte hen eller jamen så har du jo ikke dit eget køkken!!!".... og så passede inflytningsdatoen ikke dem og om jeg ikke kunne vente til de havde tid. Eller da jeg sagde til hende, at jeg ville købe en hund, var hendes kommetare med det sammen "jamen hvad NU hvis din x vil have dig tilbage, hvad vil du så gøre med hunden!!???...og så videre.....!! Først var man helt vildt glad og nu har man bare en følelse af at nu kan det bare vare ligemeget.
De vil gerne have at jeg er ligesom dem og bor i sammen by, men jeg er ikke som dem og bliver det heller ikke, jeg er min egen person og bestemmer selv hvor jeg vil bo henne i landet og så videre..........!
De kan også finde på at irettesætte mig, hvilket gør mig meget rasende og skal ALTID have det sidste ord.
Der har også været nogle gange hvor jeg har været ude at handle med min mor´, hvor en kunde har kørt ind i mig (og det siger jeg til dem), så kan hun finde på at sige "snak ordentlig" eller begynde at snakke til mig som er jeg et lille barn der har skabt sig HELT vildt! og alle folk vender sig om og kigger på én somom man er unormal. Heldigvis er det ikke sket så tit.
Føler ikke der er noget der godt nok.
Hvad F....skal jeg stille op, er det mig der overreagere??
Hilsen "barnet".

det der vokser forældre nok aldrig fra, bode selv hos mine i 3mdr..er næsten dobbelt så gammel som dig...kan sgu godt forstå at du har noget du skal af med... men held og lykke alligevel

Nej der er sgu ikke noget i vejen med dig...

Nej, jeg synes ikke du overreagere. Men forældre er forældre. De vil deres børn det bedste. Samtidig kan de have MEGET svært ved, at acceptere at man kan selv det man ønsker. Og selvom du bor under deres tag, er der selvfølgelig nogle regler man skal overholde. Såsom at fortælle om man er hjemme til aftensmad. Men der er grænser. Synes jeg!
Jeg ligner meget langt fra mine forældre, og de har meget svært ved at acceptere at jeg lever mit liv på en anden måde end "den normale befolknings normer". Trods at jeg er 29 år og ikke har boet hjemme i 13 år, lyder det stadigvæk som om at det er en ordre istedet for et råd, der kommer ud af min mors mund.
Jeg gjorde det, at jeg så pænt det var muligt på det tidspunkt, gjorde min familie opmærksom på, at jeg havde mine egne ideer og ønsker i livet. Men det tog tid for dem at forstå. På et tidspunkt valgte jeg at sige til mig selv, lad dem snakke og de kan se på mine handlinger at jeg stadigvæk gør som jeg har lyst til.
Mht. at din mor irettesætter dig som et lille barn, den kender jeg også. Jeg fortalte min mor, over en kop the, (stille og roligt) at hvis hun satte mig i forlegenhed overfor andre mennesker, så ville jeg svare hende igen på samme måde. Nu var hun advaret og jeg måtte da også 2 gange gøre det, før den siv ind. Det endte jo i bund og grund med, at det var hende der blev flov i situationen.
Og selvom du følte de kiggede på dig, kunne det jo godt være de mennesker tænkte, at du var lige lovlig for gammel til at blive irettesat som et barn. Og ventede måske en reaktion fra dig til din mor?? Kunnu det være muligt?
Jeanette

Tak for dit svar...jeg har sagt det til dem gang på gang, men det hjælper ikke, de bliver bare fornærmet. De episoder jeg har haft med min mor, når vi har været ude at handle, der har jeg sagt til hende at jeg ikke vil finde mig i det og er blevet meget sur. Jeg har altid været en person der siger sin mening, både om det er nogle jeg kender eller ikke gør og jeg giver af nøjagtig af samme skuffe, som jeg har fået. Jeg har heller ikke noget problem med at svare min forældre igen, det røre mig overhovedet ikke, men det der er problemet er bare at uanset hvor meget jeg siger det ti dem eller bliver sur, så fiser den ikke ind hos dem.

Det er vel bare et spørgsmål,om at opdrage sine forældre.Dine forældre oplever igen deres beskytter trang over for dig.Det skal du affinde dig med,så længe du er inde for deres rækkevide,for de er ikke helt klar til at slippe dig ud i den store verden.Ok,du har været hjemmefra,men kom tilbage til dem igen,så måske har de helt misforstået dig,derfor den beskyttelse over dig,hej.

Du lyder af at være en pige med dine egne meningers mod, bliv ved med det.
Din irritation overfor dine forældre er forståelig nok, nu er det bare sådan, at du er afhængig af dem for tiden..lad det gå ind af det ene øre, og ud gemmen det andet.
Forældre er forældre til de dør, det er ikke af ondskab at de skaber sig, som var de Generaler.
Jeg håber du finder et sted at være, og får det godt der, når man først har været flyttet hjemmefra, skal man (helst) ikke flytte hjem igen.
Godt nytår og held og lykke.

som du beskriver, så er der ikke en fis galt med dig, men så er du bare udstyrret med nogle småborgelige forældre. Har de derimod oplevet kriser med dig før i tiden med stoffer, druk, vildt uhæmmet natteliv uden at passe skole o.s.v. så er det bare almindelig forældrebekymring for dig.
Hvis alt er som du fortæller ville jeg sgu` også blive desperat. Jeg har selv 2 voksne sønner som kan klare sig selv. Den ene borgeligt med godt job god løn og hustru den anden *GGG**...... jow han har det sjovt men klare sig som han har lyst til at leve. Er bartender på et diskotek, arbejder med noget post og rejser når han ser sit snit til det, har senest været på New Zealand. Det jeg vil hen med det er at vi alle er forskellige og har forskellige værdier, uanset hvad mine drenge vælger elsker jeg dem og respekterer deres valg i livet det er vigtigt. Dine forældre elsker dig højt så overvej om de har grund til bekymring, hvis ikke så sig det til dem og sig at du er skide træt af deres "omsorg" (snagen i dit liv) har de haft grund til bekymringer så må du overbevise dem om at der ikke er grund til bekymring mere, men husk så lige på at det er dig selv der har gjort dem mistroiske og bekymrede og at du må arbejde på at opbygge en tillid igen.
m.v.h.
bulderfnis

Hej,
Sådan er forældre, man skal ikke bo sammen med dem, hvis man er fra europa. De opdager man er et lille barn, som må opdrages noget mere.
Jeg er selv far, og meget værre end dine!
God vind!
f

Du lyder faktisk en smule forkælet. Du bor gratis hos dem, er der om aftenen til gratis aftensmad og husly, og det kan du ikke klare? Går I op og ned af hinanden hele aftenen? I er forskellige, men det må Du da også acceptere? Det er vel ikke kun dem der skal tage hensyn til dig? Hun fraråder dig at købe hund, og det har hun da ret i. Vil du have en hund på et lille kollegieværelse, eller hvordan? Du har jo ingen bolig endnu. Køber man en hund, skiller man sig ikke bare af med den, som vare det et kasseret møbel. Når I handler ind, taler hun sådan, for sådan taler hun til sine børn. Hun har ikke helt fattet at du ikke er et barn mere, men det er der ikke noget at gøre ved.

Det er en utrolig ubehagelig situation du sidder i- jeg ved det, for jeg sidder der selv.
Grundet sygdom, og brud efter et langt forhold, som satte mig i klemme økonomisk, har jeg været tvunget til at flytte hjem til mine forældre for en tid. Jeg kan simpelthen ikke klare husleje mv, på reducerede dagpenge alene, (jeg har været syg meget længe, derfor er de reduceret).
Jeg er selvfølgelig dybt taknemmelig for at jeg kan få den hjælp at bo gratis, og jeg betaler selvfølgelig da også andet (mad, varme, el osv), uden at kny, for det synes jeg kun er fair.
Jeg er altså glad for at have et netværk at falde tilbage på, men jeg har en følelse af, at det skal "betales" med en fuldkommen åbenhed, og nul grænser for, hvad de må blande sig i.
Jeg har fuld forståelse for, at ens forældre måske ikke kan tilbyde en hel lejlighed, og jeg er helt tilfreds med at bo på et lille ekstra værelse,. selvom det i sig selv ikke giver stort privatliv. Men jeg er ved at få pip af at skulle stå til regnskab for alt.
Især min mor er meget overbeskyttende.
Hvis jeg er inviteret ud til noget, er hun straks over mig; Om jeg sover hjemme, hvem der kommer, er der mon en mand jeg er interesseret i, og hvis der er, tænker jeg så over konsekvenserne osv.
Hun blander sig utroligt meget i, hvad jeg f.eks får af post, hvem der ringer til min telefon, og hvad jeg ellers laver. Jeg forstår godt at man er bekymret, når ens barn er sygt osv, men det er utroligt fustrerende, at hun ikke anerkender at jeg har været i stand til at klare mig udenfor hendes hjem i næsten 5 år, inden jeg blev syg. At jeg faktisk kunne få en hverdag til at hænge sammen, og selv kunne administrerer f.eks byture, indkøb, prævention(!), parforhold mv, uden enten at komme til skade eller bliver ruineret.
Jeg har talt lidt med nogle forskellige venner om det, og de synes jeg er dybt utaknemmelig, fordi jeg gerne vil have bare lidt privatliv, og lidt anerkendelse som voksent menneske, når jeg bor hjemme. Jeg er jo også klar over, at det er en heldig situation, men derfra, og så til at skulle dele alt med dem, der synes jeg er langt.
Det er meget svært at være syg, og se sin egen dødelighed i øjnene, samtidig med at ens private sfære krænkes gang på gang,og man ikke føler at kunne færdes 100% frit.
Jeg blander mig jo f.eks heller ikke i mine forældres privatliv; jeg undrer mig ikke hvis deres dør er låst, og jeg spørger ikke til deres samliv mv...