skal man følge hjertet eller fornuften?

Jeg er en pige midt i tyverne og jeg har egentlig altid været tiltrukket af de fyre, som var lidt "vilde" og anderledes. Hver gang jeg har mødt sådan en fyr, er det gået galt og mit hjerte er blevet knust fordi sådan en type ikke er god for mig. Jeg har brug for stabilitet og ro men det kan disse fyre ikke give. Nu har jeg så mødt en fyr med det hele i orden, god uddannelse, god lejlighed, skøn personlighed osv. Der er INTET galt med ham. Men...jeg savner stadig de vilde fyre. Så er det jeg spørger: Skal man følge sit hjerte eller skal man følge de ting som er gode for een og hvor man ved, at man får et godt liv i forhold til at man ikke ved hvor man har fyren...

man kan jo godt finde en fyr der har det hele. Både den vilde side, og den side der giver ro og stabilitet. Man skal ikke 'nøjes' med det ene eller det andet, hvis man har behov for begge dele

til sin tid. Du er midt i tyverne,-lev al den vildskab ud du har brug for, du har masser af tid. Når du har raset af vil der komme en dag, hvor du har andre behov. For mig var vendepunktet at jeg blev skruk og fik barn. Prøver du at slå dig ned med en fyr som du allerede har de betænkligheder overfor nu, vil det sandsynligvis have en meget begrænset levetid. Jeg har aldrig mødt fyre der havde begge dele - enten er de spændende og super intense-og toalt umulige, eller halvkedelige og de dejligste mennesker ("keeperne"), på nøjagtig samme måde er det jo mht pigerne - ingen er perfekte. Forsøger man at finde fyren med det hele skal man godt nok være tålmodig.

Det er også det jeg mener, at man ikke kan finde det hele i een fyr. Jeg har netop en dejlig fyr som kan give mig alle de ting, som jeg altid har drømt om. Undtagen de der rutchebaneture, som de vilde fyre gav.

- Rutchebaner går både op og ned, og hvis det ikke er nederen du savner, så er der måske for lidt optur, men din ellers gode fyr. Problemet med dem er jo nok nogle gange at det hele er ligt rigeligt på det jævne. Nok gør de ikke én dybt ulykkelig, men den lyserøde sky kommer man heller ikke i nærheden af, - og hvis det sidste er tilfældet, så er det ikke helt som det skal være, medmindre - som du spørger om - man lader sig stille tilfreds med at være styret af sin fornuft.
- Hvis det faldt dig naturligt og du var vældig tilfreds, havde vi nok ikke "set" dig berinde, vel? Du har selv svaret.

Gå efter ham den rare du har nu, de andre bringer kun ulyksaligheder med sig!
Løvemor

Det virkelig interessante i den tråd er så hvorvidt du kan formå at sige nej til de forhold som egentlig skader mere end de gavner. Har du så meget selvkontrol at du er i stand til at sige nej de spændende fyre når du logisk kan se at de bringer dig mere ulykke end godt er? Jeg tror mange piger står i den situation, og jeg har set mange som forstår problemet, men igen og igen falder i. Hvilken slags er du?

Jamen jeg har været på den lyserøde sky med min nuværende kæreste. Elsker ham rigtigt højt, problemet er, at jeg savner spændingen. Ham jeg har nu er næsten FOR perfekt. Han siger og gør alle de rigtige ting og jeg kan intet dårligt sige om ham selvom jeg efterhånden kender ham ret godt. Det er måske nedturene som jeg "savner"... Lyder mærkeligt men hvis man altid er blevet svigtet, specielt af sin far, søger man måske bevidst/ubevidst de skidte fyre. Ved det ikke... Men er nok kommet til den konklusion, at jeg bliver hos den gode fyr. Ingen grund til at smide guld på gaden. Tror med hånden på hjertet ikke, at jeg finder en fyr, der er bedre end ham. :-)