skal/kan jeg beholde børnene

Jeg er far til 2 hjemmeboende børn på 10 og 8 år.
mit problem er at jeg har en øjensygdom der gør at jeg pt har et gennemsnits syn tilbage på 8% på begge øjne,udsigten er ikke så god, men der går måske 5-10 år før jeg er helt blind, måske længere, det går heldigvis langsomt.
Jeg er bare i tvivl om, skal flytte over til deres Mor (langt væk ca 2 timers kørsel) eller om jeg skal sige til mig selv det kan godt klare og børne kan også klare at blive boende hos mig, de har boet hos mig siden jeg blev skilt for 2 år siden.
Det store spørgsmål er så skal beholde børnene hos mig?
Er der nogen derude der har nogen erfaring, eller viden, som kan hjælpe mig?
PFT
enafmange

- Jeg tænker, at hvis det er kommet gradvist har I vel også funde ud af det hen ad vejen. Er der noget, du synes, du ikke magter omkring dine børn, eller hvad er det for tanker du gør dig, der får dig til at overveje, at lade dem flytte?
- Jeg kender et par børn, der levede sammen med en far med scelerose, og de blev, til han ikke længere kunne klare den almindelige dagligdag, men have massivt brug for hjælp til sig selv. Han døde et halvt år efter, de var flyttet hen til moderen, så det gik da et langt stykke hen ad vejen, uden så store problemer endda. Havde det stået til mig, var de nok flyttet, da han kom fuldtids i kørestolen, med det var hverken han eller børnene interesserede i.
- Hvad siger dine børn? Og kan I få hjælp i hjemmet, når/hvis behovet opstår?

Der er mange mennesker der i dag har et eller andet form for handicap. De er udemærket forældre på det praktiske plan. Og dine børn bliver ældre og ældre og mere selvhjulpne. Det arbejder for jer.
Og tag mod den hjælp du kan få. Eksempel dansk blindesamfund de må kunne hjælpe dig med råd og ligende.
http://www.dkblind.dk/om_os/

Jeg får hjælp til rengøring fra kommunen,jeg har også nogle gode venner der hjælper hvis der er et eller andet teknisk problem.
Min økonomi er fin og det er den også den dag jeg ikke kan arbejde mere,det er ikke de ting jeg tænker på.
Det jeg tænker på er de ting som jeg ikke kan gøre for børnene i dagligdagen.
fks. se børnene dyrke sport, køre dem til sport,jeg kan ikke se en film i tv med børnene, sådan nogen ting tænker jeg på.
Ville det så være bedre for dem at bo hos deres mor, hmmm.
Børnene siger de vil bo hos mig pgr. deres kammerater, deres mormor og morfar og deres farfar som bor her i byen.
Der er også en ting som skal nævnes, moren har lavet et svigt, eller hvad man nu kalder det.
Det var hende der ville skilles og hun fortalte børnene at det ikke var så slemt, for hun skulle flytte i en lejlighed her i byen, så ku de jo bare cykle frem og tilbage som de ville, MEN, da hun havde boet der i 2 mdr, flyttede hun rigtig langt væk, og det kan ikke gøres på cykel mere, det er børnene stadig bevidst om, de nævner det engang imellem.

du en skide god far😃lyder det til. Jeg kan ikke forestille mig at blind skulle gøre den store forskel. 5-10 år siger du... Når dine børn er omkring 13 vil de begynde at være så selvhjulpne og meget tæt på teenagealderen at de kan hjælpe (OG TRO MIG DE VIL SELVOM MAN MÅSKE IKKE VIL BYDE DEM DET) og ønsker at hjælpe i dagligdagen.
Jeg træner håndbolddrenge i 14 års alderen. Jeg tror på at børn hurtigt kan lære at tage et ansvar og skabe en god hverdag. Børn er utroligt effektive med en masse gåpåmod og humør. De er utroligt fantastiske i 14 års alderen, og de er da ragende ligeglade med om du kan se dem til sport, men hvis du tager ud og "hører" dem😉så det både glade og stolte.
Desuden handler det ikke om at gøre ting for sine børn konstant. Naturligvis som 8-10 årige, men ved 13-14 års alderen er det slet ikke af samme nødvendighed. Her handler det om at følge børnene i deres udvikling og deres gøremål og så selv prøve at få en god hverdag ud af den.
Er man selv glad (blind eller ej) smitter det på børnene, og det er den største gave man kan give til børn.

kan du beholde dem. Mange enlige med meget værrere skavanker har ne ok hverdag med deres børn, og du er jo "kun" ved at være blind. Dine børn har vænnet sig til det i takt med at du vænner dig til det, bare du ikke bliver bitter, men langsomt lader dine børn forstå at du får sværrere ved at se. Det er ikke verdens undergang. Dine børn er jo også så store nu at de selv kan klare det meste (tage tøj på osv) lav et system hvor I feks aftaler at når du har vasket tøj skal den store sortere farverne og væn dig til at have en slags farbe på den hulde og en slags på en anden hylde, det samme med mange andre ting i hverdagen. Det er ikke sådan at du skal lade dine børn ligefrem arbejde, men vis dem at du har og får bruge for lidt af det nemme hjemme. Jeg er sikker på at børnene er trygge ved at være hos dig også når du så ikke kan se så meget.
held og lykke herfra

der er ikke mange fædre, som gider have deres børn i hverdagen.
De plejer at gå tilbage til hver anden weekend ordningen, når de har haft mere end det. Eller når de finder en ny kæreste, så glemmer de deres børn.

Børnenes trivsel afhænger ikke nødvendigvis af, hvorvidt du har dit syn eller ej - Deres trivsel afhænger i langt højere grad af, hvorvidt du er nærværende og tilstede for dem, om du er kontinuerlig i kontakten, om de kan regne med dig, om du har psykisk overskud til at have dine børn boende - og af børnenes eventuelle sårbarhed. Måske børnene har en mor, hvor de ville kunne bo godt i det daglige, måske ikke? Børn har det med at bruge ekstra opmærksomhed på den forældre, der lider af den ene eller den anden grund (og man behøver i den anledning sådan set ikke "fejle" noget). - Du behøver vel ikke lide, selvom du ikke ser særlig godt, men måske gør du det.
Blot ting at tage med i din og dine børns mors overvejelse.
Held og lykke med jer alle.