Skoledebat...

"De skæve børn" - hva' gør vi ved dem? Eller skal der være plads til alle?
Hvem er de skæve? Er det børnene? Eller er det skolen - og dermed de voksne der repræsenterer skolen?
Hvad vil det egentlig sige at være skæv?
Skal det være tilladt at være skæv?
Er det tilladt at være sig selv?
Eller som Niels Hausgaard en gang sagde:"Har de fleste ret, fordi de er flest - eller er de bare de fleste?"
Jeg har mødt mange børn i mit tidligere job som lærer og pædagog i SFO. Og jeg har samtidig mødt en stigende tendens til, at børn bliver problematiserede og henvist til psykologer og andre kloge. Vi har opfundet DAMP, ADHD mm, fordi noget skal det jo hedde. Børn får skyld for at være normløse og mangle empati mm. MAn kunne også vende det på hovedet og spørge, om det er de voksne, der mangler empati og lyst/evne til at udvikle sig og blive klogere (støttet af børnene).
For mig at se er det meget "systemets"/ de "voksnes" definering af "normalitet", der trænger til en revidering...
Tør de voksne udvikle sig? og tro på at børnene evt. kunne have noget på hjerte?
Tør vi stoppe op og spørge os selv om vi er på rette spor?
Hvad mener I?

Efterhånden som lærere og pædagoger bliver mere og mere presset i dagligdagen med flere børn, flere krav til skriftlighed, dokumentation, at skulle følge med i nye tiltag/retninger/teorier samtidig med at der konstant skæres ned på ressourcer, både hænder til arbejdet og kroner til materiale, er det en naturlig følge, at vi er hurtigere til at se problembørn. Vi kan ikke blive ved med at stille flere og flere krav og samtidig ville spare penge. For mig at se, er denne diskussion netop relevant, da det, for mig at se, er et udtryk for at pædagoger og lærere ikke kan yde mere med de ressourcer, de har!

Nej – det er ikke nemt.
Men det er heller ikke nemt for børnene!!
Og jeg tillader mig lige at sætte mig ud over den sædvanlige klagesang over for få hænder (dette skal IKKE opfattes som et skud efter lærer-/pædagogstanden - har selv været i miljøet og VED hvad det handler om)
Jeg vil give mit bud på, hvordan jeg ser på det...
Institutionsverdenen, skoler mv tager udgangspunkt i, at det er de voksne, der har ret til at opdrage børnene. Det er jeg for så vidt også enig i. MEN mange voksne bøvler rundt med egne gamle tænkemåder om, hvordan verden er. Dermed lukker de af for at tænke nye tanker SAMMEN med børnene.
Jeg har erfaret på egen krop, at jeg har lært RIGTIG meget ved at turde spille med på børnenes fantasi og tilgang til verden.. Ikke dermed sagt: Al magt til børnene.
Men større forståelse for børnenes tilgang til verden...
I vores iver efter at skulle rubricere verden i kasser, så vi (voksne) bedre kan navigere, mister vi ganske enkelt muligheden for at lukke nye impulser ind. Impulser som mange børn gerne vil dele med os, men som vi har for travlt til at tage i mod. Fordi vi ved nok, hvordan skole skal være....
NEJ, det ved vi ikke....
Vi er efterhånden vokset fast i et tjørnekrat, som gør det umuligt at komme ud på den smukke grønne eng, hvor alle blomsterne står og venter på at blive plukket. Det vil rigtig mange børn gerne hjælpe os med, hvis de fik lov...
Min pointe er, at det eksisterende skolesystem ganske enkelt ikke er gearet til den nye tids børn. Det man gør, er at give børnene alle mulige diagnoser set ud fra vores snævre verdensopfattelse.
Jeg forstår godt, at nogle børn bliver utålmodige, udadreagerende, indelukkede osv, når de ikke bliver forstået og får muligheder for at komme til udtryk på deres måde.
Disse reaktioner opfatter skolesystemet, som en form for sygdom og adfærdsforstyrrelse (DAMP, ADHD etc.). MEN i forhold til hvad. I forhold til egne forældede tankemåder..
Jeg vil vove den påstand, at mange børn fratages udviklingsmuligheder i vores skolesystem; selvom skolen siger noget andet.
For nogle børn er skolen lig med afvikling og ikke udvikling

Jeg er i og for sig enig med dig i dine betragninger, og for mange børn bliver problematiseret og får en såkaldt dianose. Men jeg tror der spiller flere ting ind her. Samfundets udvikling har gjort, at der er forskellige normer og værdisæt. Der er flere forskellige kulturer i skolen idag, og alt dette gør det svært at opstille fælles regler. osv. Forældrernes forventninger til skolen er forskellige og så er det vel mest drengene der er problemer med?? hvorfor mon..gæt selv
Pigerne tager de videre gående uddannelser idag.

Ydermere må kommunerne ikke bruge penge på skoler pga "udgiftstop"
Og sådan kunne man jo blive ved..
M.v.h
Molen

er blevet så komplekst, at det kan være svært at finde rundt skal vel ikke komme børnene til skade - hvis vi følger den vej, du går ud af??
Det er vel ikke bevæggrund for at sygeliggøre børnenes adfærd?

"og så er det vel mest drengene der er problemer med?? hvorfor mon..gæt selv"
Det kunne jeg da godt tænke mig at få uddybet - før jeg kommer med mit bud...!!

Spørgsmål 1: hvis det ikke er de voksne der skal have ret til at opdrage børnene, hvem skal så?
Spørgsmål 2: hvad er den gamle tankemåde om hvordan verden er og hvorledes adskiller denne sig fra den nye?
Hvis vi ikke skal rubricere individet, og her betyder at rubricere at sammenligne det enkelte barn med de vedtagne normer for adfærd, tankegang, m.v., hvordan skal man så kunne hjælpe det enkelte barn til at komme videre i den verden, som barnet nu engang er en del af?
Kan dog godt følge dig et stykke af vejen m.h.t. det eksisterende skolesystem - det enkelte barn er nemlig utrolig afhængig af, hvilken skole det går på, hvad der de boglige, sociale og andre krav?
Det er så ifølge min opfattelse forældrene der skal tage en runde på de forskellige skoler for at finde ud af, hvor deres barn passer bedst. Det har hverken barnet eller skolen nogen forudsætninger for.
Om du kalder adfærdsafvigelser ADHD eller DAMP eller noget helt tredje er i og for sig sagen uvedkommende. Det, der er sagen meget vedkommende at en sådan adfærd i en klasse er ganske uacceptabel for de andre elever, der kommer i skole for at lære og som gerne vil lære.
Der er ingen der spørger os forældre om vi kan lide den udvikling samfundet har taget m.h.t. boglig viden - vi er blot nødt til at sørge for at vores eget barn følger med så godt som muligt for at kunne få den ønskede uddannelse.
Derfor er vores barns fremtid startet allerede i børnehaven, hvor vi forældre har ledt efter en børnehave med bestemte pædagogiske principper; senere er det valg af skole og endnu senere valg af gymnasiet eller hvad det nu måtte være.
Det, jeg med andre ord prøver på at sige er, at om børnene udvikles eller afvikles, er i høj grad forældrenes ansvar - hverken samfundets eller skolens.

Svar 1: Jo, naturligvis skal de voksne udstikke nogle rammer for børnene. MEN jeg vil vove den påstand, at voksne har det med at hænge fast i deres egne gamle normer om den "rigtige" adfærd. Disse normer er for nogle børn SÅ begrænsende i deres udviklingsmuligheder, at det kommer til udtryk i udfarenhed eller indelukkethed.
Jeg vil vove den påstand, at hvis rammerne for pædagogisk arbejde blev ændret på nogle radikale områder, så ville vi ikke opleve al den snak om "problembørn" - ganske enkelt fordi, så ville børnene være i gang med at arbejde, udforske og lære.
Svar 2: Jamen for mig at se, er der pt kun den gamle tankemåde, der virker i nogles øjne... Børnene skal sidde stille og lytte og gå i gang, når der bliver sagt til (stillet lidt på spidsen). Der ER alt for meget sidden ned i skolerne. Der er skrevet tykke bøger om, at vi lærer bedst, når så mange sanser er i gang som muligt, kropslighed etc. Men tendensen er mere og mere retten ind og forberede sig til næste test... Så OECD kan blive glade...;-))
"Om du kalder adfærdsafvigelser ADHD eller DAMP eller noget helt tredje er i og for sig sagen uvedkommende. Det, der er sagen meget vedkommende at en sådan adfærd i en klasse er ganske uacceptabel for de andre elever, der kommer i skole for at lære og som gerne vil lære."
Jeg vil vove den påstand, at disse "adfærdsforstyrrelser" er noget, børnene bliver påført af uforstående voksne.
At børnene ikke passer ind i den efterhånden konforme skole er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er børnene, der er noget galt med...? Måske skulle man se på, hvordan man holder skole. Ved godt, at dette er i stik modstrid med den nuværende tendens. Men netop derfor er det nødvendigt at stille spørgsmål til det, der foregår...
At det er forældrenes ansvar at undersøge skoler for, hvor barnet passer bedst. Det kan jo ikke passe. Langt fra alle forældre har den indsigt, der skal til for at vurdere dette. Og så skulle der vel gerne være en nogenlunde fællesnævner (ved godt at det ikke forholder sig sådan)
NEJ, det er ikke kun forældrenes ansvar om børnene udvikles eller afvikles.. Skolen og institutionerne må stå inde for, at de har ansvaret for deres del. Selv mener jeg via mit tidligere arbejde at have oplevet fra første række, at børnene ikke fik de rette udviklingsmuligheder - og os som kæmpede for disse muligheder, blev overhørt...

er blevet så komplekst, at det kan være svært at finde rundt skal vel ikke komme børnene til skade - hvis vi følger den vej, du går ud af??
Det er vel ikke bevæggrund for at sygeliggøre børnenes adfærd?
Det har jeg overhovedet ikke sagt noget om, men jeg siger bare at der er der flere faktorer der spiller ind "når vi taler børns adfærd" Det ved jeg når jeg selv er lærer..
M.h.t
Drengebørn kan du jo læse Gideon Zlotnik"De stakkels drenge"
Forøvrigt gider jeg ikke at diskutere dette idet så er man mandschauvnist
M.v.h
Molen

Lige nu bliver vi i min kommune præsenteret for et nyt begreb, inklusion. Vi skal være mere rummelige i daginstitutioner og skoler. Jeg er enig med dig i, at det er et problem, at vi efterhånden så hurtigt ser problemer med de børn, der ikke er i stand til at følge de gældende normer og regler i institutioner og skoler og samtidig udvikle sig. Derfor er det reelt at kigge på hvordan vi indretter os i dagligdagen, så at der er plads til alle. Problemet er for mig bare , at når kommunen kommer frem til at vi skal arbejde med denne teori, så sker det udelukkende fordi kommunen vil spare ressourcer og ikke fordi kommunen ønsker at lave et godt stykke pædagoisk arbejde. Jeg mener det gør en forskel om bevæggrundene skyldes ønsket om besparelse fremfor ønske om en bedre dagligdag med plads til alle. Jeg tror som udgangspunkt at der er noget at hente i denne teori, men jeg tror at det kræver ressourcer at få os alle til at forstå, indse, hvor fastgroet vi efterhånden er i vores daglige virke. Jeg ser nemlig at når pædagoger og lærere holder krampagtigt fast i gældende normer og regler , er det jo udtryk for at de er bange for at miste kontrol, miste overblik. Det er jo forståeligt nok, da samme faggrupper føler sig ansvarlig for at dagligdagen fungerer og at børnene lærer noget.

i at kommunerne ser enhver mulighed for at spare penge; og det er til at græde over. Det er det fordi, det er som at tisse i bukserne.
Har selv arbejdet i kommuner, hvor det var penge frem for pædagogik..
Inklusion - tjaeh vel et nyt ord for rummelighed, den rummelige folkeskole osv...
Mit oplæg skal ikke forstås som et oplæg til, hvordan vi kan viderudvikle på den nuværende skole (selvom jeg godt ved, at det er det man gør). Hvis jeg skal være lidt provokerende, så vil det være det samme som at renovere 1.salen på et hus, der er bygget på mosejord, og som derfor langsomt synker...
Jeg mener, at der er et behov for, at der bliver set på, hvordan vi grundlæggende behandler vores børn, når de skal lære...
Og ja, du kan da godt inddrage begrebet om læringsstile, dog mener jeg, at vi skal et spadestik længere ned i substansen.
Hele måden, skolen er organiseret på, bygger på, at det er de voksne, der bestemmer og skal have kontrol og overblik...
Netop de voksnes behov for kontrol ud fra egne opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert, er med til at bremse mulighederne for at tænke nyt - at lade børnene få større indflydelse. IKKE dermed sagt al magt til børnene. MEN tag børnene med på råd og lad undervisningen blive mere praktisk og kropslig.
Nogle af de klasselokaler, jeg har været i, er indelukkede, for små, dunkle. Når man beder børn om at sidde stille i sådanne omgivelser for at lære, så beder man i princippet selv om problemerne. Børnene bliver sløve, trætte, urolige ganske enkelt fordi rammerne er for dårlige.
Hvis man turde slippe noget af kontrollen og styringen og lukke mere op for praktisk skole (kald det værkstedsarbejde om du vil), så er jeg sikker på, at børnene vil blive mere engagerede og bruge deres ressourcer på en mere konstruktiv måde.
Det kræver, at man organiserer undervisningen, så børnene får større medbestemmelse og råderum og muligheder for at bruge deres forskellige kompetencer i dagligdagen..
Jeg har set det, når jeg har undervist i sløjd og sløjdlignende aktiviteter. Hvis man formår at organisere undervisningen, så børnene har noget at bide i, så bliver de dybt optagede. Hvis man vil kan megen læring sættes ind i lignende rammer - og børnene vil elske det. Dog skal visse discipliner (læsning, grundlæggende regning mm) øves i fællesskab..
Desværre kan man så se, at de praktiske fag - endnu en gang - bliver kørt længere ud på sidelinjen. I form af at sløjd og håndarbejde lægges sammen på seminarierne..
Bare vent om nogle år vil man skrige efter folk, som kan noget med deres hænder/krop ganske enkelt, fordi det i hele vores samfund over en efterhånden lang årrække er blevet nedprioriteret.
Det der pt ødelægger mulighederne for at gøre skolen mere praktisk, er at der er blevet alt for meget fokus på tests og vi skal opfylde OECD's krav og forventninger og være verdens bedste..
Hvis jeg skal prøve at konkludere på dette, så må det være, at indlæringen af de grundlæggende læse, skrive, regnefærdigheder (som alle har så meget fokus på) vil få langt bedre vækstbetingelser, hvis kropsligheden højnes. Ganske enkelt fordi hele mennesket lærer bedre end kun "den øverste etage" ;-)) .

hvad du mener og jeg er helt enig. Spørgsmålet for mig er bare hvordan vi får regeringen, folket til at forstå dette. Jeg er desværre bange for at de fleste netop lader sig forskrække over OECD`s krav og ikke tør slippe tøjlerne. Jeg kender også problematikken inden for egne rækker, er pædagog, hvor vi for få år tilbage lod børnene lege frit, idet vi mente den frie leg indeholdt den bedste læring for børnene. Idag er selv de mest hårdnakkede forkæmpere for dette synspunkt bukket under og er hoppet med på bølgen, så nu lærer samme pædagoger børnene alfabetet inden skolestart! Børnene bliver mere og mere umulige og i stedet for at lade dem afreagere kropsligt strammer vi tøjlerne og sætter de mest vilde drenge igang med at lave "skoleopgaver" eller bygge med Lego, vel at mærke siddende på en stol, da klodserne ikke må blive væk(på gulvet?!).
Undersøgelser har også vist at kreative mennesker vil være en mangelvare i fremtiden og alligevel fortsætter vi med at styre børnene dagen lang, så børnene ikke oplever at skulle/kunne tænke selv!Den mulighed tager vi ganske enkelt fra dem ud fra den overbevisning at de voksne ved bedst!
Ja, jeg er bekymret for vores børns fremtid.

der spiller ind. Men det er vel skolens ansvar at forholde sig til det?
Det jeg har set i min tid i skolesystemet, er en stigende tendens til sygeliggørelse af sunde, raske, livlige, rørige, aktive børn, der vil bruge deres krop. Mange børn kan ganske enkelt ikke leve op til de "sidde-ned-krav" der stilles..
Jeg kender godt Gedion Zlotnik, og han har fat i den lange ende...
Men hvad gøres der reelt i skolerne og kommunerne og i den sidste ende fra UV-ministeriet - ikke en sk..
Fordi man har ladet sig tude ørerne fulde af OECD-undersøgelser om, hvor langt nede på alverdens målinger DK befinder sig...
Det er forstemmende, at man lader sig styre i DEN grad af den slags.
Siden læseundersøgelserne kom frem i starten af 90'erne har man halset efter at opfylde snart den ene rapport og snart den anden. Alt imens man glemmer, at det er levende børn af kød og blod, vi har med at gøre..
Dette ER IKKE rettet imod mine tidligere kolleger - det er rettet imod de ideologiske tendenser, som sætter os langt tilbage i den pædagogiske udvikling...
Samtidig læser man Howard Gardner og di mange intelligenser, som jo i den grad er inde på noget af det rigtige. Men hvor er handlingen på det??

at der kommer et nyt børne-/ungdomsoprør.
Ganske enkelt at skolegenerationen tager tingene i egne hænder på et tidspunkt.
I princippet er det jo det, de små drenge i 1. 2. klasse prøver at kommunikere - bare på deres sprog (bliver urolige, umedgørlige og hvad det nu ellers bliver kaldt) Fordi de endnu ikke har lært det talte sprogs argumenteren...

Ja, hans teori er spændende.
Problemet med hans teori er bare at det ikke rigtig batter noget at en enkelt institution arbejder ud fra hans teori, når børnene så alligevel skal gå i en almindelig folkeskole med almindelig undervisning, læs: sid stille og hør efter!
Hvis hele samfundet derimod gik ind for hans tankegang, ville der virkelig ske forandringer, tror jeg.
Tanken er flot!

Han tager fat i, at vi lærer og udvikler os bedst, når HELE systemet er i gang - ikke kun "den øverste etage"...
Men det kræver en helt anden "gearkasse" i det danske institutionssystem og ikke mindst hos vores nuværende UV-minister.
Jeg har selv arbejdet på en skole, hvor vi lavede meget værkstedsarbejde (længe før Gardner kom på banen). Vi gjorde det ud fra, at vi kunne se, at børnene stortrivedes og var rigtig gode til at hjælpe hinanden - store og små. Desværre gik dette arbejde i sig selv, da ildsjælene sev væk, og der kom ny skoleleder...
Den tendens, vi ser i øjeblikket, vil føre med sig, at vi mister endnu flere børn i skolesystemet. Simpelthen fordi der bliver stillet alt for høje BOGLIGE krav....
Jeg kunne have lyst til at skrive: SÅ FAT DET DOG - at der skal andre boller på suppen... ;-)