skænderi med min mor

Jeg havde et massivt skænderi med min mor igår eftermiddags :-(, og det ødelagde hele reaten af eftermiddagen og aftenen for mig (og formodentlig også for hende).
Det hele gik på: hvad jeg skulle have gjort, og ikke gjorde, og hvad jeg gjorde, men ikke skulle have gjort, dengang fra Nov 2006 - Juli 2007 da jeg var on/off kæreste med den psykopat jeg tidligere har fortalt om.... Og hvordan jeg kunne gøre det mod HENDE?????
Jeg sagde flere gange at hun skulle skifte emne, men hun forsatte og så endte jeg med at sige :"emne uddebateret" inden jeg bliver vred på dig og hun begyndte at tude, hvortil hun rejste sig op og gik - meget voksent....
Jeg sendte hende en SMS igår aftes hvor der stod, at den periode var den sorteste i mit liv og jeg kunne ikke lave det om - heller ikke hvis jeg ville - menjeg kunne love at jeg havde lært det jeg skulle. Der er indtil nu ikke kommet noget respons.
Jeg er fristet, men gør det ikke, til at sende hende en ny SMS om at når hun acceptere at sket er sket, at jeg ikke er stolt af det, og jeg ikke gjorde det for at såre hende, så kan vi snakke igen.
Hendes begrundelse for at jeg aldrig skulle have indledt mig med den mandsling var at HUN ikke brød sig om ham fra første øjeblik hun lagde øjne på ham... Øh, nå! Jeg ved at i over 50 år var hun centrum i min fars univers ( og omvendt), og jeg er med på at hun savner min far siden han døde i 2003, men hun må da forstå at hun IKKE er centrum i mit univers - den plads er altså forbeholdt mine unger.
Ja, I må undskylde at jeg belæmre jer med dette - men jeg ærlig talt at ml. min sclerose, min søns skizofreni og min kamp for min arbejds-plads, så har jeg nok at bruge krudt på i NUtiden - og jeg kan altså ikke lave om på fortiden :-(
Jeg var 45 år da jeg lavede min livs brøler, og jeg skulle mene at minmor for pokker kan fatte at jeg ikke kan lave det om... Er det sabsolut nødvendigt at tvære det ud i ansigtet på mig?

hej jeg ville sige til dig hvis hun bliver ved at køre i det så er det forde at hun ville frem hæve sig selv , hun kunne lige så godt sige se vad jeg sage og det kan hun ikke være bekent slet ikke når du har nok at bruge krudt på , jeg synes det er en god måde du gjor det på ved at sige at nu var der ikke meger at snakke om slut færdig , for som du selv siger så kan du jo ikke lave det om, så hvis hun ikke er færdig med det brokkeri så må du gøre som du har gjort her at ligge hinne ligt på køle vh slim

Det gør mig ondt Kontormus, at høre om dit skænderi. Der er altid to sider af en sag, og jeg er sikker på at din mor tror fuldt og fast på at HUN har de meninger der tæller. Det har hun så IKKE, og hun har heller ingen ret til at fortælle dig hvordan du skal leve dit liv. Du er....hvad, 47 år..?! Kors i hytten! Hvis det havde været min mor, havde hun fået noget andet at vide...
Siden din mor kender din sygdom, og din søns problemer, krydret med problemerne på din arbejdsplads, så undrer det mig gevaldigt at hun overhovedet TÆNKER på at tilføre nye problemstillinger i dit liv. Hendes mangel på forståelse vidner dog desværre om at hun prøver på at leve sit liv gennem dig, og hun er skuffet over at det ikke er gået som hun ville.
Jeg synes at du skal skrive til hende, og fortælle hende som det er; At du er skuffet over hendes manglende forståelse og støtte i din svære tid. Lidt "jødisk" dårlig samvittighed ville vist ikke skade hende. 😉
Pøj pøj 🙂

egoist om min egen mor - så hvis jeg må, så vil jeg gerne låne din udlægning "leve sit liv gennem mig"...
Naturligvis har min mor nok en helt anden opfattelse af hvad der skete...men den kan jeg her og nu ikke bruge til noget, andet end sige: så har hun misforstået noget...Det kan umuligt altid være mig der har misforstået det hele hele-tiden..eller hvad?!?
Jo, hun kender til alle mine "små fortrædligheder" (hendes ord) og alligevel er det hende der er centrum, nævner jeg noget omkring det anbefales at omgåes personer med min diagnose, så kommer svaret "det var ligesom med Far bla-bla-bal", uanst hvad, så er det ALTID "ligesom med Far" eller "jeg har også ondt i ... eller det gør så ondt når jeg... jeg kan næsten ikke....." SUK, jeg magter det ikke mere - for min skyld kan hun være tøsefornærmet et par uger eller 4 - jeg trænger til en pause - og kender jeg hende ret, så går der ca 3-4 uger før hun henvender sig for at få en undskyldning *LOL* Hun har alle dage været en knag til at bære nag - og til at føle sig forudrettet!

- skyldes ofte at verden betragtes ud gennem ens navle.
- Hendes må være lidt rigelig dyb😃
- Jeg ved godt det er forbandet at have en mor, der stiller sig an, og påstår at det man gør, gør man for at genere hende, og ydermere vil de sjældent indse, at de slet ikke var en medregnet brik i de beslutninger.
- Lad hende bare køle. Der er længe til jul...😃😃

Kalder hun din sygdom for en fortrædlighed....? Det lyder nærmest som hun er af den opfattelse at du har fået sygdommen for at at irritere hende, og at hun ikke har tid til den slag "fortrædligheder"....? Du har ret.....læg hende på køl, og bed hende om kun at henvende sig til dig hvis hun har noget positivt at sige til dig, eller hvis hun udtrykker ønske om at støtte dig. Ej, hvor bliver jeg vred på dine vegne....!! 😕😖😃
Jeg hvisker.....dumme k......

skulle tro at jeg havde fået sclerose for at genere hende - og min blev skizofren med samme skumle hensigter 😃 for han er jo min søn!
Det væreste er såmænd ikke at jeg er sur (selvom dét er jeg da) på hende - jeg er dybt rystet og mega ked af det - og kan simpelthen ikke gennemskue hvad hun forlanger af mig 😖

Hun forlanger da at du skal være perfekt, for at på den måde passe ind i hendes planer, som hun har gjort sig om hvordan dit, læs; hendes, liv skal være. 😃 Hun er simpelthen såret over at du ikke har gjort det bedre. 😖 Hun kan ikke se hvad det gør ved dig. 😖

for hun påstår (og det er jeg eret sikker på hun mener af hele sit hjerte) at hende sliv sammen med min far var PERFEKT, at han var perfekt.... Men at jeg skulle være det eller mi nlille bror har hun skisme aldrig sagt noget om *LOL*
Nå, men hun kan ikke få noget eller forlange noget af mig som jeg ikke har at give af... så igen har hun et enkelt valg: hun kan accepter mig som jeg er - med de fejl og mangler - eller hun kan lade vær'... Valget er helt klart hendes, nu. Jeg orker ikke mere lige for tiden.
Troe de det var min far der var skuffet - føst over at jeg blev sygehjælper - og ikke sygeplejske , derefter at jeg blev teknisk assistent (samtidig med at børnenes far sejled langfart og var væk 6 mdr ad gangen - passed hund og hus og skole) med 10.6 i snit - fremfor inginør med xx i snit... *LOL* Det er egentlig sjovt som tingen af og til bliver vendt på hovdet 😖

så er der da en chance for, at din mor intet forstår.

- Det kan ud godt få. Vi andre forstår slim udemærket, det kniber til gengæld for mig, at forstå selvhævdende individer som dig.

at din mor opfører sig sådan...
Man ville sådan ønske, at hun da bare forstod dig- bare engang imellem ik.
Men man kan ikke lave folk om, men man kan forholde sig til, hvad man selv vil finde sig i og der er du også - lyder det som om!
Hvis jeg stod i dit sted, så ville jeg nok skrive et brev til hende (hvis det er det, som du vel og mærke har brug for!) ikke at det måske rykker ved hendes opfattelse af dig, men hvad du i fremtiden vil gå med til og ikke mindst, hvad du IKKE vil gå med til at stridigheder fra hende...
Spørgsmålet er så nu, om du vil sunde dig lidt og at din mor, som du skriver, nok vender tilbage om et par uger og beder om en undskyldning - men hvorfor skal du undskylde?. hvis du ikke vil gøre som din mor forlanger, er du så parat til at ikke at have kontakt til din mor mere? det er bare nogle overvejelser man skal tænke på...
Jeg har selv stået i noget lign. situation og det er virkelig ikke let, jeg mistede flere familiemedlemmer, da min onkel som er psykopat, tog andre familiemedlemmer under sin arm.
Jeg savner nogle gange min familie, det er trist, men jeg vil ofte hellere være uden dem, da jeg ikke længere vil tyraniseres...
Held og lykke til dig kontormus[s]