slår min mor

Jeg aner ikke hvad der går af mig nogle gange.
Jeg er begyndt at blive voldlig overfor min mor. kan ikke forstå hvorfor jeg selv gør det. jeg ved kun at jeg ikke kan styre mig, føler mig magteløs overfor hende. blir så rasende.
Min far har slået mig i hele min barndom og gør det stadigvæk. jeg hader ham og er enormt bange for ham. rædselslagende. For ca.8 mdr siden truet han mig på livet.
Jeg er en pige på 16 år. jeg er allerede anbragt uden for hjemmet, så den mulighed for at hjælpe mig er udelukket nu. det er først de sidste års tid jeg er blevet sådan over for min mor. jeg elsker hende, det gør jeg virkelig.Vil ikke slå hende!
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, kan i hjælpe mig?... vil i ikke nok prøve....
Jeg har det meget dårligt med mig selv og har det selvfølgelig osse dårligt over at havde slået hende. og har selvmordstanker, har prøvet at begå selvmord mange gange og jeg ahr været indlæagt på ungdoms psykiatrisk afdeling i 2mdr.
Jeg skær i mig selv når jeg er ked af det. når jeg er blevet såret elelr har såret nogen, kommet op og skændes eller andre ting som gør ondt indeni.
Hjælp mig med at lade være med at slå min elskede mor.

Først vil jeg sige, at det lyder som om du er under behandling og det er godt. Så er du på rette vej.
M.h.t. din mor. Vis hende præcis det du har skrevet her, vær ikke bange for det. I mine øjne vil det være med til, at forstå lidt bedre hvorfor du gør som du gør.....og for mig at se har i brug for hinanden.....

Nu vil jeg først lige skrive at jeg tror ikke på det du skriver her -jeg synes at det lyser igennem at du bare har sat disse linier her for at få ????? Tja måske få sat et eller andet igang...Du får klø -du vil begå selvmord---EEHHHH det er nu sådan at de som siger de vil gøre det -gør det ikke ..
Så tag og find dig en anden hobby i stedet for at spilde folks tid på pjat!!!

Helt ærligt, måske har denne 16-årige pige virkelig brug for hjælp, og det kan du bare ikke se. jeg er selv 17 år og har gået med tanker om selvmord grundet nogle problemer, og ja, jeg har også forsøgt selvmord...Nu er jeg igen kommet ovenpå, og har det godt...Men der er altså folk der ikke bare skriver her på sol for at få medlidenhed eller "sætte noget igang"...Nogen har virkelig brug for hjælp!!!

Hej 16-årige pige!
jeg synes helt sikkert at du også skal vise din mor det indlæg du har skrevet! jeg er selv 17 år og har haft en åsykisk syg veninde, jeg viste hende et brev som jeg havde skrevet til en af mine gode veninder, da min psykisk syge venide havde læst det, fik vi os en god snak og det hjalp os begge utrolig meget!
Jeg tror da nemlig ogs at din mor er utrolig ked af det der er ved at ske, og ja, man har brug for nogen at støtte sig til i disse situationer, det kan være hårdt!
Venlig Hilsen en 17-årig pige!

Ka forstå at du tror det, men det er nok fordi jeg ikke udtrykker den måde jeg lider på.
Jeg har altid sagt til mig selv at jeg ALDRIG vil slå nogen. aldrig mine børn.......
Jeg har snakket med´min mor nu. blir altid gode venner med hende til sidst, men har det værre efter det, for hun tilgir mig lige så snart jeg sir undskyld og lover ikke at gøre det igen. men jeg gør det jo igen og igen..... jeg vil ikk og vil gøre det jeg ka for at stoppe med det.

Tak for rådet og jeg viste hende det og vi fik snakket sammen om det hele.men har jo det stadig meget dårligt over det og kan ikke holde mig selv ud lige nu.......

Hvis du vil begå selvmordd,er det dig frit stillet.Der er flere muligheder du kan gøre det på,så god tur .

Har du overhovedet læst hvad jeg har skrevet i det indlæg. det handler om at jeg er et dårligt mennneske og slår min mor nu. noget jeg ellers aldrig ahr ville gøre imod hende..
Jeg får hjælp og har ikke lyst til at dø mere...

først vil jeg sige at jeg synes du er en stakkel og du tydelig har brug for massiv hjælp.jeg er en kone på 46 år og selv mor. jeg vil gi dig det råd at så længe du ikke kan lade være med at slå din mor så HOld dig væk fra hende for det har hun ikke fortjent. skriv sammen med hende eller tal i tlf i stedet for. det ender jo med at hun slår hånden af dig og så er løbet kørt.
med ønsker om en bedre fremtid for dig.

du er ret laterlig - få indsigt i den virkelige verden i stedet for at leve i drømmeverden. At din far har slået dig er ingen undskyldning for at du så selv skal begynde - det gør det bare værre og hjælper dig ikke

Hallo mand! Anonyme idioter! Hvis i synes hun spilder jeres tid så find noget andet at lave! Hvorfor skal i klager!? Jeg bliver gal over at læse JERES svar på hendes indlæg! Hvis det ikke er pis (hvilket jeg ikke tror) så det virkelig synd for hende! Man kan da se på hendes indlæg at hun ligger følelser i det her! fucking! Hvis i tror det er pis!? Så lad det værre!!! Forestil jer selv i hendes situration! I beder om hjælp men får at vide i skal begå selvmord eller finde noget andet at lave! i spilder nogens tid! Var det mig havde jeg droppet alt om den hjælpe kilde... aldrig kommet på sol-debat igen. Det jo mobning...
Jeg kan blive ved for jeg er virkelig sur og skuffet!
Sluk jeres computer eller lad i det mindste vær med at ... ja... skriv noget nyttigt! Hvis i SKAL skrive noget...
En anden ting der undre mig... Anonyme?? Tør i ikke ligge navn til? Det jo barnligt!

Jeg synes det er nogle iskolde indlæg du har modtaget som kun gør ondt værre. Jeg har en søn der var voldelig engang, men som er kommet videre på grund at kærlige menneskers hjælp og forståelse. Når tingene knudrer rundt inde i én og man har det rigtigt dårligt og er ked af det er det svært altid at overskue tingene og gøre det rigtige. Du har rigtigt mange ar på sjælen efter alle de bank du har fået. Vold er altid ydmygende. Både den man modtager og den man selv øver mod andre. Det giver helt naturligt nogle aggressioner som kan være svære at komme af med. Det kan være man har brug for hjælp til at tackle dem. Det får du heldigvis, og alene det er tegn på at du er på rette vej. Jeg kan ikke love dig noget, men der er en rigtig god chance for at du kan lære at håndtere dine grimme oplevelser og tilgive dig selv og din far. På den måde kan du komme videre. Alene det at du søger hjælpen tegner godt for din fremtid. Der er meget arbejde der skal gøres, men det kan godt lykkes. Du må ikke opgive. Nu har også ret til at få din chance her i livet. Og lov mig en vigtig ting. Brug ikke dette forum til at søge råd og vejledning i så alvorlig en sag. Du kan risikere at blive endnu mere fortvivlet og forvirret end du allerede er, da nogle brugere at bl.a denne debat har specialiseret sig i at være så kolde og lede som muligt. Jeg søgte selv engang råd og vejledning med et alvorligt problem her i soldebatten og fik så perverse og grove svar tilbage at jeg måtte bede webmasteren om at slette indlægget.
Held og lykke med dig. Hold dig til de mennesker af kød og blod der hjælper dig og undgå offentlighedens fordømmelse og mangel på indsigt og medmenneskelighed. Kærligst Muffin

jeg er bare så enig med dig...det stakkels pigebarn har jo brug for hjælp og ikke for idiotiske kommentarer

...at du i så ung en alder skal kæmpe så meget med vrede og raseri. Det plager dig selv, og som du ved, plager det også din mor.
Jeg fornemmer på nogle af dine svar, at du er hjemme hos din mor i disse dage, og at I også snakker om disse problemer. Hvis I snakker godt om det, uden at skændes, så tror jeg som andre har sagt, at det er en god ide at læse dine indlæg og alle svarene sammen med din mor. Så hun ikke alene ved hvilke tanker du gør dig, men også ser de afstumpede reaktioner på din trang til at tale om dit problem. Så hun også kan forstå, at det ikke er nok at erkende et problem, og blive behandlet for det, men at det også urimeligt kan forstærkes når omverdenen inddrages.
Du skriver du får hjælp. Tag imod den hjælp, også når det føles ubehageligt anmassende og virkningsløst. Du er i gang med en proces, hvor din egen vilje til at føre processen til ende er afgørende. Betragt hjælpen som den håndsrækning og tillid, som du har manglet - en tillid til at du kan få bugt med den vrede, som gør dit liv urimeligt svært. Den tillid skal du svare med tillid. Det er nu engang lettest at skabe gode og positive resultater i en tillidsfuld og gensidig respekt. Respekt fortjener du selv, og det vil også gøre din mor glad.
Lad være med at lade dig påvirke af tumberne her i debatten. De kæmper tydeligvis selv med nogle tunge problemer. Men deres problemer skal du ikke løse, koncentrer du dig først og fremmest om dine egne.
Og held og lykke med det.

jeg tror ik at folk tit selv vælger om den er annonym eller ej

Jeg ved ikke om du har en ven som har forsøgt selvmord??
Min veninde hoppede øjensynligt ud fra 5. sal, en tidlig morgen for ca. 1 1/2 år siden... Hun døde ikke men har heller ikke været ved bevidsthed siden!
Jeg synes ikke det er fedt at høre nogen opfordre andre til at tage "broen eller rebet", om det så er ment for sjov eller ej!! Det gør ondt!!
Så hold dine latterlige kommetarer for dig selv, for de rammer ikke kun der hvar du tror!!

Flot gjort af dig. Vis hende også dette indlæg så hun ved hvordan du går rundt og har det. Kommunikation, kommunikation, kommunikation. Bliv ved med det. På den måde åbner i jer for hinanden selvom det er meget svært. Kan godt forstå dig. Men gør det, måske du ikke føler det hjælper dig lige nu, men imorgen, i overmorgen, i næste uge, næste måned. Det vil hjælpe.

Det glæder mig at der også er seriøse mennesker her på debatten.

Tak.
Jeg har fået snakket med min mor om det og vi er blevet gode venner igen. men jeg kan ikke se hende i øjene...
Ja, jeg var hjemme hos dem i ferien. det gik ellers så godt, vi havde ikke haft et skænderi. før det igår aftes.
Min far ved intet om det, min mor beskytter mig imod ham.

Jeg synes, det er et utroligt flot svar, du giver den unge pige, Native. Det er nøjagtig de samme tanker, jeg havde, da jeg læste pigens indlæg første gang.
Jeg kender godt pigens problem, da vi i vores nærmeste vennekreds har en lille gut på 6 år der også får nogle voldsomme raserianfald, og mange gange over små bagateller. Han bliver så vred, at han ofte kaster op. Bagefter er han utroligt ked af det, men han kan bare ikke styre det. Hans forældre er heldigvis meget bevidste om problemet, og de er helt klar over, at der skal hjælp fra professionelle til for at få ændret hans adfærd. Det har i hvert fald intet med manglen på opdragelse at gøre, for den kunne ikke være bedre end her.
Til dig - pigen der slår - vil jeg sige, at du er allerede nået langt ved at erkende, du har et problem. Det er synd både for dig og for din mor, at du får disse raserianfald, men jeg tror også, der kan gøres noget ved det. Du skriver, du ikke kan se din mor i øjnene. Det kan du godt, hvis du vel, for du behøver ikke skamme dig, og du vil få det meget bedre, og det vil din mor også. Rigitg meget held og lykke til dig fremover.

...og din mor er gode venner igen. Men husk det er I hele tiden, også når det brager løs. Det er jo svært at udtrykke kærlighed og skændes på samme tid.
Du kan roligt se din mor i øjnene. I er sammen om det her. Din mor elsker dig, og hun vil hjælpe dig så meget hun overhovedet kan - hvis du giver hende lov. Hvis du ikke ser hende i øjnene, så kan det virke som en afvisning. Og det kan hverken du eller din mor bruge positivt.
Har du internet-adgang, der hvor du bor til daglig. Så skriv igen, når du har lyst og hvis du har overskud til det, også næste gang dit raseri er ved at koge over.
I det hele taget er det en god ide at skrive. Om alt, men især om dine følelser, både når du har det godt og de dage det går mindre godt. Det at skrive hjælper tit med at få tankerne sat på plads - istedet for at lade dem fare forvirrende frit rundt i hovedet.
Prøv og lav en slags dagbog. Husk både de gode og de dårlige dage, de gode og dårlige tanker. Og læs dem så igen efter nogen tid. Måske kan du se et mønster, der kan forklare dine op- og nedture. Forståelse af problemerne er halvdelen af vejen til at få dem løst.
Hav det godt, og tak for dit svar.

Ja, jeg er ret rystet over at du har det så forfærdeligt og så at nogen kan skrive nogle så HJERTELØSE svar...det gør mig alvorlig ked af det på mine meddebattørers vegne....det er jo ikke meningen med at være der for hinanden....
Jeg tænker når jeg læser dit indlæg, og ser dine svar, at der mangler en oplysning...jeg ved ikke om du kan give mig den, eller om det virkelig ER der problemet ligger. Men hvem er det du straffer? Når det ikke er din mor, men din mor du rammer med dine slag...er det så noget hun har gjort? Noget hun står for? Eller fordi hun kunne vælge en far til dig som simpelthen opdragede dig på denne facon?
Det forekommer mig, at du forsøger at ramme/straffe nogen, du ikke mere kan nå, men som har krænket dig på en eller anden måde og som kom til dig via din mor, og derfor får hun din vrede....hun skal levere dem til den rigtige adresse....Er det helt forkert forstået?
Varme hilsner
Halfevil333
~ Naira ~

Hej.
jeg ved ikke om jeg prøver at straffe nogen. ved kun at jeg blir så rasende på mig selv og hende.
hun går mig på nerverne, men det er ikk grund til at slå hende og det ved jeg. men kan dog stadigvæk ikke lade være meddet. prøver at gå fra hende, så det ikke sker eller høre noget godt musik ind epå værelset. men vi kører det tit op i en spids og så sker det.
Jeg har set hende i øjnene nu og snakket lidt med hende i telefonen nu. er oppe på det opholdssted jeg bor på.
Jeg har tænkt meget over det og jeg straffer min mor og mig begge meget ved at gøre det. det er meget langt tid siden jeg har plevet noget der tager så meget på mig psykisk, end dette.
Jeg elsker min mor meget og hun har altid været en god mor for mig. altid været der for mig. hun har dog sine fejl, men ikke nogen jeg ikke har kun tilgivet, men jeg føler en meget stærk vrede over for hende. kan dog ikke finde ud af hvorfor jeg er så vred på hende.
hun har også spurgt mig om hvad hun har gjort galt. nogle gange bryder jeg helt sammen og græder i hendes arme andre gange er jeg stadig så sur at jeg siger at det er alt. at hun eksistere at jeg lever, bebrejder hende for min elendighed. men hun ahr det også hårdt, det ved jeg. vi har jo alle vores problemer at kæmpe med. jeg ved at hun ikke er skyld i at vi blir så sure. det er vores begge to skyld. vi ka blive ved indtil jeg føler mig ydmyget og magteløs over for hende og slår hende. eller kaster ting efter hende. min mor er en stærk dame og finder sig ikke i det, så hun kaster et eller andet tilbage på mig og råber, så jeg blir en smule bange for hende.Jeg har ikke lyst til at slå hende eller såre hende. NEJ NEJ NEJ....
Jeg kan ikke helt svare på hvem jeg straffter, for jeg tror ikk at jeg vil straffe nogle.

Det kan godt være at du er anbragt uden for hjemmet og det måske ikke altid har været let at være dig som barn, men det burde du have lært af. Slå ikke din mor gå istedet en tur i rask trav... det bruger jeg når jeg har behov for at rase af. Du må vise din mor respekt så er jeg sikker på at hun også viser dig respekt.
Jeg håber at du kommer ud af denne meget dårlige kommunikations form inden at du får kærste og evt. selv børn.
Måske kan det være et nytårs fortsæt.
Held og lykke fra
Julie

hos din læge, han/hun kan henvise dig til en psykolog, for det at du slår din mor bunder helt klart ud i at der er en "knude" inden i dig, som du har brug for at få løst op for.

jeg snakker med psykologer. har gjort det siden jeg var 5 år gammel. snakker med 2 forskellige psykologer nu. en der hvor jeg bor og en helt anden psykiater.

Jeg synes det lyder som om du allerede er kommet langt. Altså har erkendt der er noget galt, taler med din mor o.s.v. FLOT. Men bare husk som jeg tidligere har omtalt. Bliv ved med at tale med din mor om dine tanker, det vil være guld værd.

okey. Tak og det vil jeg gøre. snakke med hende om det.

Fuck man, jeg græder nu. græd da jeg skrev dette indlæg, når jeg læser jeres gode svar og græder når jeg prøver at svare påd et. har grædt næsten uafbrudt siden lørdag aften hvor det skete. hver gang jeg ser sætningen "slår din mor" bryder jeg helt sammen og græder igen. har det så dårligt med det, men i alt det jeg ahr læst fra jer allesammen kan jeg forstå at jeg skal STOPPE med det lige nu og få så meget hjælp der er muligt. og at jeg vil altid leve med at jeg ahr gjort det mod min mor. leve med det... jeg havde virkelig aldrig troet at jeg kunne finde på det.. jeg har altid været så glad for min mor.. elsker hende mere end at hun er min mor. i en lang periode var hun min eneste og aller bedste ven. hun var der for mig, lyttede og ku holde på nogle hemmeligheder. jeg savner at hun læste godnat historier for mig da jeg var en del yngre. det bånd jeg ahr med min mor vil jeg ALDRIG ødelægge, men jeg er sådan set godt på vej til det, hvis jeg ikke stopper lige nu.....!!!!!!! det har jeg forstået, tænker meget over det hele, hele tiden. sad i skolen idag og fik tårer i øjnene fordi det gjorde så ondt på mig at jeg har såret og gjort min mor ondt.............
Men at jeg vil altid leve og huske at jeg har slået hende, gør forfærdeligt ondt, ville ønske at det bar havde været en ond og ubehagelig drøm, ikk sket i virkeligheden. ville så gerne spole tiden tilbage og istedet for at vi kører det oppe i den spids, så gå væk... en tur eller slå på min puder istedet. ville virkelig inderligt ønske at jeg ikk havde den agresivitet over for hende. for jeg har det ikke for andre end hende, jo lidt min mor, men tør ikke engang sige ham imod. men jeg ønsker slet heller ikke at slås med nogle og slet ikke mine forældre...
jeg må gå nu.

stavefejl. der skal hellere stå tag broen eller ræbet. og du der datter der slår læg dig dog til at sov. Prøv at se hvad du kan før du slår din mor. det er det laveste man kan. slå en pude i stedet. Din mor vil jagte dig til evig tid. Sålænge at du slår.

Du har allerede erfaret meget vold i dit korte liv, så hvordan skal du ellers vide, hvordan man kommer af med sine frustrationer, udover vold?
At du er tvangsfjernet og har været indlagt, fortæller allerede, at du er så skadet, at du virkelig har brug for hjælp. Professionel hjælp.
Så mit råd til dig er, at det ikke er her, du skal søge den.
MVH

Ville gerne trøste dig lidt. Men det kan jeg jo ikke andet end at skrive til dig her i SOL-en.
Du skal bare vide, at det er svært for dig nu, for nu er du helt nede. Det bliver ikke ved at være sådan, du kommer ovenpå igen. Det tror man bare ikke når man er dernede på bunden af hullet.
Måske kunne det her hjælpe dig: Prøv en gang at flytte fokus væk fra dig selv. Du tænker meget på al den vold du har været udsat for, og som du udsætter din mor for. Det er fuldt ud forståeligt for det er svært at bære. Men det er også svært at bære for dig, hvis der ikke er andet at tænke på end det. Så du vil nok have godt af at prøve at se på hvad der OGSÅ er.
Hvad har du feks. gjort for din mor, som ikke har været vold, og som hun er blevet glad af? Prøv at skrive det ned hver gang du kommer i tanker om noget. Giv dig god tid, for det kommer ikke altsammen på en gang.
Det tager tid at lære hjernen at tænke i en anden retning. Jeg bruger sådan en art kassesystem til at huske de gode ting i livet. Og her vil jeg give dig en idé om, hvordan du måske kan bruge mit kassesystem.
Det er stadig din mor og dig det handler om, men det handler om, hvor meget GODT der er sket i mellem jer. Prøv at zoome ind på det ligesom med et slags usynligt kamera. Tag billeder af dine erindringer og gem dem i små kasser inde inde i hovedet. De små kasser giver du navne, og navnene skriver du på dit papir. Så kan du når du ser navnet på papiret gå ind i din kasse inde i hovedet, og finde oplevelsen frem og tænke på den.
Det er min måde at komme til at HUSKE det gode på.
Kærligst Halfevil333

Kære 16 årige
Det er synd for dig at du er kommet ind i en ond cirkel af vold. Du skriver ikke noget om hvor vidt din far også har slået dig, men for mig lyder det som om du fører din vrede mod din far over på din mor, eller at du måske er vred på din mor fordi hun finder sig i volden fra din far. Egentlig så burde i alle tre gå i terapi hos en psykolog for at vende vrede og volden. Din far har sikkert oplevet noget lignende i sin barndom og din mor sikkert også. Så de har ligesom taget mønstret med sig. Det ser man ofte i voldelige parforhold. Det vil ikke hjælpe hverken dig eller dine forældre hvis du begår selvmord. Det vil blot give mere vrede og frustrationer. Mine forældre sloges også da jeg var barn og jeg var vred på dem i mange år, men jeg vendte vreden indad og det gjorde mig usikker på mig selv og har forpestet mit liv mange gange, men jo mere jeg taler med andre om det jo bedre kan jeg forholde mig til det, min far døde for to et halvt år siden som en syg og slagen mand, min mor troede at hun ville have det bedre uden ham, men nu savner hun ham meget. For de holdt jo trods alt af hinanden. Det var bare blevet en ond cirkel for dem.
De var af den gamle skole og ville aldrig have gået tilterapi. Men det ville have været det bedste for dem og deres forhold til hinanden og til os børn.
Du må for alt i verden ikke lade vreden gå ud over andre tag en pude og tæv den hver gang du føler at vreden stiger op i dig. Forestil dig at puden er den du er vred på, du vil mærke at det hjælper utrolig meget. Jeg ønsker det bedste for dig min pige.
Knus fra en ven

Ja, hvordan ændrer man på sine reaktioner. Hvordan ændrer man på noget som man har lært, som man er blevet opdraget til, som man bogstaveligt har fået banket ind i hovedet?
Det lyder til at du har lært, at når du skal ha en anden til at forstå noget, så er du nødt til at ty til vold. Det lyder til at du er blevet opdraget til at man ikke kan rumme at andre kan mene noget andet eller gøre noget andet end det man selv vil.
Kan man banke nogen til at ændre sig? Kan man blive ved med at slå til den anden endelig forstår? Kan man sparke en rose til at vokse?
Jeg mener, der er alvorlig brug for en tredjepart som kan stoppe volden, for du skriger på hjælp og du kan mærke du ikke kan styre det.
Hvis jeg selv blir så rasende at alt blir rødt, og jeg får lyst til at slå vildt fra mig, griber jeg en ting i nærheden istedet for personen eller jeg løber hen til nærmeste pude og banker den ind i væggen, mens jeg udtrykker så meget som muligt at jeg er vred fordi jeg er såret fordi jeg ville ønske den anden ku gi mig den kærlighed eller den forståelse, men det kan den anden person ikke og det er så fortvivlende. Det er så fortvivlende at være afhængig af noget som ikke kan få. Snak! Brug ordene der falder dig ind. Mal, tegn, ring med det samme til en du har aftalt med skal være din støtte i en sådan situation. En der kan hjælpe dig med at fokusere på hvad der ligger bag din vrede, hjælpe dig til at rumme den magtesløshed der ligger bag, når du langer ud efter din mor.
Du må ha fat i følelserne bag. For så kommer I til at forstå hinanden på en helt anden måde.
Prøv eventuelt når du er i en almindelig afslappet situation, at visualisere dig og din mor overfor hinanden, i en situation som normalt ville medføre at du nu blev rasende og slog hende, og så forestil dig hvordan dit budskab når hende og hun tar mod det, og hvordan hendes positive respons når tilbage til dig. I har begge fået formidlet det der var vigtigt til hinanden og mærk den respekt og kærlighed der opstår imellem jer.
Det er meget kraftfuldt at visualisere.
En anden ting er at din mor har jo også dette voldsmønster indbygget, eftersom hun har været gift med din far. Jeg ved ikke om han også har banket hende, men hun har tydeligvis ikke været stærk nok til at hindre ham i at slå dig. Så hun er selv fanget i et mønster som på en eller anden utydelig måde accepterer vold. Det kan jo gøre ens datter ENDNU mere rasende og så kan man virkelig få lyst til at gi den anden en på kassen - ironisk nok, fordi man kan blive så gal over at den anden sætter sig selv så lavt.
Generelt kan det sætte ens raseri igang nogle gange hvis folk virkelig nedgør sig selv... det kan man synes er SÅ ubehageligt, især hvis man holder af dem og synes de er værdifulde mennesker.
Men vold er ikke vejen. Men det er flot at du ber om hjælp, det er flot at du er så åben med din fortvivlelse. For det er virkelig vejen frem. Bliv ved med at kæmp for at blive som du gerne vil være.
Kh Sus G