Sorg = selvmedlidenhed?

Har lige haft den største tudetur ever; i kender sikkert rumlen, øjne der hæver til dobbelt størrelse (det er vist kun i film, kvinder er smukke, når de græder *S*)og en stemme, der lyder som om man har en klemme på næsen, når man taler.
Hvorfor? Fordi jeg havde fødselsdag i går. IKKE fordi alderen trykker, men fordi min far for første gang i mit liv ikke var med til at fejre dagen. Fik en masse gode og dejlige hilsener, men ikke den, jeg behøvede mest: Nemlig lyden af hans stemme, der sagde: Hej skatter, tillykke med dagen.
Jeg har haft det ok, faktisk fint, i flere uger nu, er kommet til det punkt, hvor jeg (de fleste gange) kan tænke på ham uden at få tårer i øjnene. Men lige her i disse dage, så gik det galt. Jeg har været i et djævelsk humør, spids som bare pokker og faktisk værre end når jeg er PMS, hvilket jeg (og mine omgivelser) seriøst ikke troede kunne lade sig gøre. Først efter min store tur her til morgen er trykket lige som lettet EN SMULE, og jeg føler mig en anelse mere "normal".
Den hårde del af mig har sparket mig selv bagi: Tag lige og styr dig, tøs, det er ikke andet end en stor bunke SELVMEDLIDENHED, du roder rundt i - for det er dig selv, du græder for, ikke ham.
Og måske har min lille seje fårekylling ret? Når vi sørger, så sørger vi i virkeligheden over alle de ting, vi er blevet unddraget grundet et andet menneskes død? Deres nærvær, deres følelser, deres input, deres smil, deres kram og lægende ord, ja selv deres vrede løftede pegefingre og moralske opstød, der hjalp til at holde en på den rette sti.
Men hvornår stopper den selvmedlidenhed så? Lige nu svælger jeg i hvert fald i den......
/Decibell

så svøm du bare rundt i den lidt endnu - men overdreiv ikke

Og din defintion af sorg kan jeg ikke lige tilslutte mig
Mark

Hej,
I vor del af verden lærer vi at fortrænge følelser, det er ikke sundt eller klogt.
Min ældste datter, har jeg på fornemmelsen, synes det er pinligt at hve en far, som græder.
Hun her sikkert ret, men det er vigtigt at give sig lov til at have rene følelser, som det at være ked af det.
hej
Frede

er det netop for ikke at overdrive, at jeg - også via dette - prøver at sparke mig selv videre i livet. Læg mærke til ordene "måske" og alle spørgsmålstegnene; jeg har ikke oplyst min endegyldige definition af sorg, som hermed udelukker alle andre holdninger omkring "emnet". Jeg har bare skrevet nogle tanker, som jeg søger at få be- eller afkræftet via andres meninger.
Jeg er normalt et glad og positivt menneske, derfor hæmmer det mig i uhyggelig grad, når "disse dage" kommer over mig som en stor, tung dyne, jeg næsten ikke kan ånde under eller kaste af. Måske søger jeg nogle råd om, hvordan man enten kaster "dynen" af
eller lærer at putte sig under den i den tid, den er der. Måske bunder det i virkeligheden i dårlig samvittighed over, at jeg havde det fint nok, lige indtil noget så egostisk som en fødselsdag kom i vejen. Savner jeg ham kun på mærkedage? Vil det altid være sådan?
Ja, spørgsmålene er mange, og jeg har ikke svarene. Måske du eller en anden har? Jeg ville ønske det.
Mvh. D

Selvmedlidenhed er den største udfordring et menneske kan få....men det er ikke lig med sorg! Sorg er for mig mere tab, man søger at genvinde eller kompensere for.
Selvmedlidenhed giver díg mulighed for at vælge en hel masse ting. Først erkender man, at det man føler rent faktsik er selvmedlidenhed...når man er der, hvor man forstår, at det her kun trækker længere og længere ned i en uendelighed, og at det er en negativ mekansime, der kører uendeligt, så forstår man at der kun er en person der er i stand til at ændre det...nemlig en selv. Når man har erkendt det, kan man vælge om man vil det, eller ikke vil det, for det indebærer meget smerte.
Hvis man vil det, beslutter man sig for at tage magten over det. To get in charge.
Selvmedlidenhed kommer ofte af svigt, man føler sig forladt og misbrugt, og der er ingen, der kan komme ind i ens indre og gøre noget ved det.
Man må blive større end det. Det lyder både frelst og nemt, (så fuclk det, jeg taler ud fra min egen erfaring...og er kommet til nogen erkendelser..må folk selvom de vil kalde freslt), som jeg ser det ligger nøglen begravet der. Man må tilgive de mennesker, der har svigtet en så forfærdeligt. Ellers så slipper man aldrig den negative energi, der holder mekanismen fastlåst.
Når man er fanget i selvmedlidenhed er man anspændt, skal forsvare sig, bærer nag, farer let op, føler sig trådt på af selv de mindste ting, som ikke har direkte forbindelse til det oprindelige problem.
For at tilgive skal man sepå den/de personer der har skadet en, og det de har gjort. Se de har deres begrænsninger som alle andre, at de er mennesker på de samme betingelser og vilkår som os selv, at det egentlig er ok. Man har ikke ret til at fordømme andres valg. Andre vælger, som de gør, fordi det er rigtigt for dem, i den situation de har været eller er i. Man skal se, dem som man ville se sig selv...vi foretager de valg, vi gør, ud fra vores egne personlige vurderinger. Til- og fravalg handler om prioritering. Vi må respektere hinandens prioriteringer, ligegyldigt hvilke valg det handler om. Man må ikke have nogensomhelst baggdør åben...tilgivelse er 100% accept af, at andre er som de er, og har lige så meget ret som en selv. Ikke stille spørgsmål...man er ikke nødt til kende motivet for deres handlinger, før man kan tilgive dem. "Tilgivet men ikke glemt"...den holder slet ikke...har ikke noget at gøre med at give andre fuldt "hjemmestyre". Tilgivelse handler egentlig om at respektere folks beslutninger selvom, man er meget langt fra enige med dem.
Når man har tilgivet en person med hjertet, givet helt slip i det der der holder fast, så kan man meget bedre få øje på, hvem den anden person egentlig er. Der er frit gennemløb om jeg så må sige. Nye strømninger støder ikke på forhindringer, skepsis eller noget. Der er åbent, og ens selvforsvar har ingen formål. Der er ikke noget at forsvare.
Jeg håber dette "lille korte indlæg" er forståeligt, for det er ment helt indefra, min egen oplevelse. Jeg var nødt til at lære at tilgive for ikke at blive helt forstenet indeni!
(Hvis du har den så spil Deep Purples "When a Blind Man Cries", og læs Guns N' Roses Don't Damn Me....bare som inspiration )
K.H.
Halfevil333
Don't Damn Me
Don't damn me when I speak a piece of my mind
'Cause silence isn't golden when I'm holding it inside
'Cause I've been where I have been
An I've seen what I have seen
I put the pen to the paper
'Cause it's all a part of me
Be it a song or casual conversation
To hold my tongue speaks of quiet reservations
Your words once heard they can place you in a faction
My words may disturb but at least there's a reaction
Sometimes I wanna kill
Sometimes I wanna die
Sometimes I wanna destroy
Sometimes I wanna cry
Sometimes I could get even
Sometimes I could give up
Sometimes I could give
Sometimes I never give a fuck
It's only for a while
I hope you understand
I never wanted this to happen
Didn't want to be a man
So I hid inside my world
I took what I could find
I cried when I was lonely
I fell down when I was blind
But don't damn me when I speak a piece of my mind
'Cause silence isn't golden when I'm holding it inside
'Cause I've been where I have been
An I've seen what I have seen
I put the pen to the paper
'Cause it's all a part of me
How can I ever satisfy you
An how can I ever make you see
That, deep inside we're all somebody
An it don't matter who you wanna be
But now I gotta smile
I hope you comprehend
For this man can say it happened
'Cause this child has been condemned
So I stepped into your world I kicked you in the
Mind
An I'm the only witness to the nature of my crime
But look at what we've done to the innocent and young
Whoa listen to who's talking 'cause we're not the only ones
The trash collected by the eyes and dumped into the brain
Said it tears into our conscious thoughts you tell me who's to blame
I know you don't wanna hear me cryin'
An I know you don't wanna hear me deny
That your satisfaction lies in your ILLUSIONS
But your delusions are yours and not mine
We take for granted we know the whole story
We judge a book by its cover and read what we want
Between selected lines
Don't hail me
An don't idolize the ink
Or I've failed in my intentions can you find the missing link
Your only validation is living your own life
Vicarious existence is a fucking waste of time
So I send this song to the offended
I said what I meant and I've never pretended
As so many others do intending just to please
If I damned your point of view could you turn the other cheek
Don't damn me when I speak a piece of my mind
'Cause silence isn't golden when I'm holding it Inside
'Cause I've been where I have been
An I've seen what I have seen
I put the pen to the paper
'Cause it's all a part of me
Don't damn me
I said don't damn me
I said don't hail me
Don't damn me

heller ikke for en mand/far. Jeg fortrænger heller ikke mine følelser eller skammer mig over at græde; gjorde det åbenlyst i stride strømme som den eneste af 3 søskende, da vor far døde i august. Jeg kan bare ikke håndtere, når det påvirker og hæmmer mig i så stor grad og over så mange dage, at alt andet i livet lige som mister sin betydning.
Men jeg har også oplevet min datter blive ubehageligt berørt, når jeg græd, så ved hvad du mener. Jeg tror dog bare ikke, at det skyldes, de er flove over deres far eller mor, mere at de ikke kan overskue, når den person, der er deres grundpille i tilværelsen, bryder sammen for øjnene af dem. De bliver usikre, for rollerne bliver vendt på hovedet, så de, børnene, pludselig er dem, der skal trøste de voksne, og ikke omvendt.
Hvad hvis det altid skal være sådan, tænker de (det gjorde min datter), hvem skal jeg så komme til, når JEG har det svært? Børn ser ikke så langt frem i tiden, tænker ikke over at her og nu ikke er for altid og føler også derfor alting mere intenst. Så store følelsesudbrud fra de voksnes side kan være en svær oplevelse for børn, har jeg erfaret både ud fra min egen barndom og mine voksne leveår.
Tak for dine ord. ;O)
Mvh. D

Jeg mistede min far for ti år siden, efter kun at have kendt ham ind på livet i et par år. jeg sørger stadig, og kan godt knibe en tåre. Men det er jo minderne der gør det, og minder er med til at få livet til at gå videre, uden at vi glemmer hvorfor vi er her.

Min far for 12 år siden. Han var 59 år...en arbejdsidiot...havde meget svært ved at tilgive ham, at han syntes det var federe at arbejde til han døde af det, istedet for at være der for mig og hele familien. Det er det jeg mener med at tilgive...Det har taget mig mange år at lære at forstå...at det var hans valg. Hans liv skulle være sådan, uden at der var nogen af os andre, der kunne gøre noget som helst for at ændre det. Vi måtte lære at acceptere hans liv, og dermed hans død.
Der er intet i verden, der gør mere ondt. Det finder "en plads på hylden" indeni, men det forsvinder aldrig.

At man overhovedet spekulerer på, hvordan andre har det med at man græder. Selvfølgelig især ens børn får det mærkeligt når man græder, det skal de sådan set også helst, ellers er de nogle kolde bastards. Hvis de bliver pinligt berørte hænger det garanteret sammen med, at de føler sig pinlige dem selv og deres manglende evne til at håndtere voksne menneskers følelser og afmagt. De skal guides.
Og selvom man befinder sig i en sorg, som er ved at drukne en, kan man godt forklare hvorfor. Det bør man i hvertfald lære sig selv at kunne. Jeg synes det mest forkerte er at lade være med at tude...for så får børnene jo ikke chancen for at lære at håndtere det og man forhindrer dem i at blive kompetente på et meget vigtigt område.
Måske har jeg misforstået det I siger om sorg. Jeg kan bare ikke forstå alle de "vedhæftede filer" der er på det. Dermed mener jeg alt det der med om det er pinligt eller hvad andre folk tænker og sådan noget....Sorgen over at have mistet en man elsker den er da temmelig utvetydig...men som sagt har jeg måske ikke forstået det helt rigtigt...

Det her bliver godt nok mere følelsesladet, end jeg havde regnet med.
Jeg måtte læse dine ord flere gange, H., og var lige akkurat kommet frem til samme konklusion, som den du skriver i dit andet svar.
Skrevet på den måde, så er sorg IKKE lig selvmedlidenhed. Men det er derimod - i mit tilfælde - tæt forbundet med vrede og forbandelse over, at han "bare stak af" og efterlod mig her til at klare det alene. At han gik bort, tidligere end det havde været nødvendigt, og hermed for altid fratog mig chancen for at gøre bod for så mange ting, jeg af alle mulige gyldige og ugyldige grunde aldrig fik taget mig sammen til at ændre på.
Min far for 5 år siden og så den far, han var i indeværende år, var to vidt forskellige mennesker. Han spiste ikke nok og ordentligt, "glemte" også at drikke nok, tog ikke altid sine piller mod for højt blodtryk og gik heller ikke de gåture/fik den motion, han havde fået at vide var livsvigtig for ham. Han plejede ikke sin hjerne, selv om vi tiggede ham om at læse noget og være lidt mere aktiv, så til sidst sad han altid "udenfor" selskabet og grinte bare, når vi prøvede at hive ham ind i midten.
Den selvsamme mand var for de 5 år siden ham, der frejdigt passede øjenstenen i sit liv, min datter, som han også havde klippet navlestrengen på, da hun blev født for snart 10 år siden. Han var den, man altid kunne komme til, hvis der var noget der skulle laves i huset eller haven, han havde endda nyttehave sammen med min mor, der trods skilsmissen for over 20 år siden var hans bedste ven. Han var altid frisk på en tur i byen og shoppe, elskede 10 kr.'s butikkerne og at købe nye jakker, trods de 10 der hang i klædeskabet (tror han havde lidt af en jakke-fetich *S*). Han var den, man altid kunne ringe til, hvis noget havde gået galt på jobbet eller med kæresten. Og han var den, der altid accepterede ens handlinger, uanset om han brød sig om den eller ej, fordi han vidste, han ikke kunne leve livet for andre end sig selv.
Men den person forsvandt langsomt og sikkert, trods alle vores plagerier om at passe på sig selv. Måske kunne han ikke have gjort noget, måske havde det ingen forskel gjort, om han så var blevet sundhedsfanatiker, alene af den grund at det var hans tid til at dø. Men tvivlen sidder i mig og gør mig ufattelig vred; for elskede han os ikke nok til at ønske at blive sammen med os?
Dine ord rammer mig dybt, H., og måske skal jeg arbejde på at tilgive både ham og mig selv, ham for at dø og derved svigte mig, og mig selv, for at jeg akkurat lige som ham levede mit liv og foretog mine valg ud fra det, jeg nu følte var ret eller orkede/formåede på den givne tid. Jeg ved jo godt med min fornuft, at han ikke elskede mig mindre af den grund, lige som jeg ved, at jeg ikke elskede ham mindre, selv om jeg ikke altid levede op til hans eller mine egne forventninger. Og at jeg ikke elsker og savner ham mindre, bare fordi jeg fungerer ok i hverdagen i denne tid.
Men det er en svær proces, og den er åbenbart værst omkring mærkedage og især denne årstid, hvor der også er hans fødselsdag i november, samt julen (den første jul). Det er bagsiden af mindernes medalje, for det er selvfølgelig disse dage, man især var samlet på, og derfor også de dage, der rykker mest ved hukommelsen.
Tak for dine ord, og teksten, der er meget rammende, jeg vil gemme dem og læse dem igen fra tid til anden.
K.h.
D.

Som du selv skriver er det blevet bedre med tiden - tiden læger alle sår!! Det er en naturlig del af sorg processen at have det som du.. den første fødselsdag, jul osv. det er helt normalt. Jeg tror absolut ikke det har noget med selvmedlidenhed at gøre.. det er et savn (som ikke kan erstattes) når nogen går bort.

H., så kan kun sige at vi vist bare nævnte årsagerne til, at børnene blev påvirket af vor sorg. Jeg tror ikke, han mente, og jeg ved jeg ikke gjorde, at vi så samtidig holdt tårerne tilbage for at "skåne" børnene.
Jeg havde adskillige episoder med min datter, hvor hun desperat prøvede at trøste mig og var nærmest mere ulykkelig over min sorg end sin egen. Så jeg fortalte hende også adskillige gange, at det er yderst sundt og fuldstændigt acceptabelt at sørge og græde. At det var MIN måde at komme af med mine følelser og altså ikke vejen til et sammenbrud.
Nu er hun også typen, der bliver pinligt berørt over at sidde og tude over en god film eller sang (hun er meget rørt over Clapton's "Piece in heaven" fordi den omhandler sorg over et barn, der faldt ud af vinduet) og kan godt finde på at gemme ansigtet lidt, så man ikke ser det.
Forleden så vi "Den sidste dans" om den ældre latinlærer, der stadig sørgede over sin mands død for mange år siden og egentlig bare glædede sig til den sidste dans med ham, når hun selv døde. Vi tudede begge over den film, der trods det sørgelige emne også var meget livsbekræftende, hvilket jeg forklarede min datter. Hun er langsomt ved at forstå, at det er ok at græde, fordi det er værre ikke at gøre det. Og at vi aldrig skal lukke af for vores følelser, fordi andre dikterer det (eller vi tror de gør det).
Men nogle mennesker er pr.automatik mindre følelsesladede end andre, det behøver ikke altid at have noget med opvæksten eller et forkert syn på tårer. Sådan er vi bare så forskellige. ;O)
Knus
D.

Jeg blev rigtig glad for dit svar...Jeg er lige kommet hjem fra biffen. Har været med knægten nede at se "Inkasso". Mens jeg gjorde mig klar til at tage afsted, tænkte jeg på, det jeg havde skrevet til dit indlæg om selvmedlidenhed. Om jeg ligesom var gået nogle skridt for langt ved at begynde at snakke om vrede og tilgivelse, om jeg gik ind over din personlige proces, samt om mit første indlæg derfor virkede uforståeligt.
Jeg kunne fornemme på dig, at du var delt imellem sorg og vrede, og netop som en af de andre skriver et sted, at netop den første fødselsdag, hvor din far ikke er med, vil følelserne være ret forstærkede.
Jeg svarede på det jeg kunne mærke, og det jeg kunne genkende fra mig selv...og det var måske lidt hensynsløst bare at tage det og benævne det...(nogengange kan jeg godt virke hensynsløs, fordi jeg er så direkte...nogen gange skidegodt og nogengange meget dårligt!)....Undertonerne i dit indlæg virkede så stærkt på mig, vreden og svigtet var meget tydeligt...men du havde bare ikke selv BRUGT de ord. Ved egentlig slet ikke om du var der, hvor du kunne sætte netop de etiketter på...Så jeg var lidt sådan lidt betænkelig, men det var bare lidt for sent, for der havde jeg sendt mit indlæg afsted....
Derfor blev jeg meget glad ved at læse, det du har skrevet nu. Du sætter også selv de ord på. Du rykker enormt hurtigt! Det er simpelthen en helt naturlig del af sorgprocessen...den er bare ikke så PÆN...og det er så grunden til mit tredie indlæg, at man er nødt til at give sig selv lov til at gennemgå hele registret...hvis det er det, man skal (og det er der rigtigt mange, der skal, men ikke alle)....Men man er nødt til at give sig selv lov, ellers kommer man aldrig ud på den anden side...og når du er kommet ud på den anden side, er du styrket og følelsesmæssigt meget mere kompetent, end da du kastede dig ud på dette hav...og selvom det lyder som noget, der er til at kaste op over, så er det faktisk en gave din far har givet dig, at få mulighed for at komme dertil.
Jeg forstår, på det du beskriver, at det faktisk var din fars eget valg, at det skulle være sådan. Åhhh, jeg føler med dig..tænker også om min far "Hvorfor fanden var det VIGTIGERE, end os?...end mig?" Men det var det...og det er du nok også nødt til at indse for at få fred med det. Når du HAR fundet den fred i dig selv, så kan du også meget bedre få øje på, hvorfor det skulle være sådan...Jeg jeg roder med det på 12. år...man bliver vist aldrig færdig med det. Men den umiddelbare følelsesmæssige ladning vil fortage sig...
Jeg fik helt gåsehud og en klump i halsen, da jeg læste dit svar...du er meget åben, stærk i dine følelser og din sorg, og samtidig meget hensynsfuld og opmærksom på din datter og hendes reaktioner. Stor respekt Deci. Det er møghårdt det du er igennem nu...det bliver ikke ved at være sådan...noget andet vil med tiden erstatte din magtesløshed.
Alt mulige styrke og varme til dig!
Jeg er også meget glad for at du tog den der tekst til dig...den er enormt stærk. Og der havde jeg OGSÅ været i tvivl om ikke det var at bombaredere dig, og at det måske ikke lige var ti tons Halfevil333 smasket i krydderen, du havde brug for, lige der. Men jeg tænkte..."Hun har jo lagt det ud i debatten...så må hun også ta' den" ;o)...
Den måde jeg forstår den på, der handler den om at respektere andre menneskers personlige valg uden at fordømme...
(og så hører du jo lige nu noget af det stærkeste musik der er lavet (tak for din mail ;o)) Du er godt nok en sej Quinde! Håber du får en super oplevelse ud af det....)
Ved ikke hvordan man tegner et stort kram...men det får du altså her ->
Hav en rigtig god aften

Helt enig...jeg ved hvad du mener. Jeg tror også, at jeg nu lidt bedre forstår, hvad det var I mente.

Hej Decibell.
Nu har jeg gået og vendt og drejet, om jeg skulle svare på dit indlæg.
Du har fået mange gode svar, og jeg kan ikke komme med flere gode ting.
Men jeg kan måske vise dig den anden side af medaljen. For snart fem år siden blev jeg skilt i "gensidig forståelse" efter godt 20 års ægteskab og to børn.
Jeg faldt i et sort hul, og måtte gå til psykolog for at lære lidt om, hvad der skete. Det jeg lærte, var ikke godt for selvtilliden. I min barndom har jeg aldrig set mine forældre være glade for hinanden eller vise følelser over for hinanden eller over for mig eller mine søskende (som alle var så meget ældre end jeg, så jeg lærte dem aldrig nært at kende). Jeg blev selv lige sådan. Jeg kunne ikke vise følelser, ej heller opfatte dem. Nå ja, ikke helt så slemt som mine forældre, men et godt stykke derudad.
Hvordan det lykkedes mig at blive gift med en smuk og intelligent kvinde, er et af livets mysterier. Den eneste gang, jeg husker at jeg græd, var da min datter blev født. Da jeg havde opfattet, at hun var perfekt, og min kone sagde, hun elskede mig, da endelig græd jeg som pisket.
Men det kunne (naturligvis ?) ikke holde. Jeg kunne ikke finde ud af at udvikle mig tilstrækkeligt i tidens løb.
Siden bruddet har jeg så lært noget af det, jeg skulle have forstået længe før.
Den franske filosof og matematiker (sikken sammensætning !) Descartes er citeret for dette:
Cogito, ergo sum (jeg tænker, derfor er jeg).
Eller som Moody Blues siger det: I think, therefore I am - I think.
Descartes var nok bedre citeret således: "jeg tvivler, derfor ved jeg".
Jeg tror, det er vigtigt for vore børn, at de opfatter os som hele mennesker, med følelser og med tvivl. Det vil være sværere for dem at stå på egne ben, hvis de tror, vi bare kan klare det hele. Og på et tidspunkt skal vi alle herfra, og så er det ikke nemt, hvis man er helt uforberedt på det. Og hvis man ikke oplever tvivlen og fortvivlelsen hos dem, man holder af, er der risiko for, at alt for mange ting ikke bliver berørt, mens der stadig er tid.
Men det gamle ord "tiden læger alle sår" tror jeg ikke på. Med tiden forandrer sårene sig, så de bliver til at leve med, men de læges aldrig.
Decibell, hvis du stadig hænger på helt hertil, så kommer endelig min pointe: Jeg ville ønske, jeg havde haft mere af dig i mig. Du kan vise dine følelser over for dine børn (og dig selv). Du kan tage følelserne frem i lyset og kigge på dem, du kan føle vrede (det har jeg aldrig kunnet - jeg er mere et pindsvin). Lad være at være for hård ved dig selv, du er et helt menneske. Jeg misunder dig.
Det er nok ikke meget hjælp for dig, men måske lidt hjælp for mig :-)

om det så er dig, mig eller os begge, der drager fordel af det. ;O)
Du har skrevet nogle gode og også trøstende ord (så det hjælper skam også mig *S*), som jeg vil tænke over i fremtiden.
Håber vi begge kommer ud på den anden side af sorgen, uanset hvor lang tid det så end tager, som lidt bedre og mere fortrøstningsfulde mennesker stadig med troen på det gode i livet i behold. For så har intet af det, der er sket, været helt spildt. ;O)
God vind fremover, og tak for ordene/tankerne.
Knus Decibell

Ja, måske er det netop det, vi bør bruge disse på samme tid vidunderlige og forfærdelige minder til; at huske på hvorfor vi er her og at bruge livet på den bedste vis, vi kan.
Tak for dine ord. ;O)
Knus D.

Hej Deci
Det gør forfærdeligt ondt at miste...og man kommer sig ikke bare over et tab på 5. min., desværre!
Jeg mistede min far for 4 år siden, efter en kamp mod kræft der pågik i 1½ år....og jeg savner stadig! Jeg kan endda til diverse højtider og fødselsdage stadig fælde en tåre....eller hvis jeg hører en bestemt sang, der minder mig om min kamp for at redde min far.....den kamp jeg bare ikke måtte tabe, men som jeg ikke kunne vinde!
Hvis du har lyst til at tale mere personligt om det er du velkommen til at skrive til mig på min sol mail - theultimateq@sol.dk. Måske vi kunne hjælpe hinanden....ihvertfald kan det være rart, at fortælle til nogen, der hører og forstår :-)
Knus
TUQ

Jeg har mistet mere end de fleste. Min søn på 15, hans mor og min kone, min søster og far og mor. Det er mange at miste når man kun er 50. Men man kan komme videre og leve et godt liv.
Hilsen cthoki@cthoki.dk

Så jeg synes faktisk ikke du skal stoppe det, du kalder selvmedlidenhed. Græd. Alt hvad du kan. Og vær glad for gråden. For den vil hjælpe dig til at hele. Til at komme igennem. Jeg har også lige mistet min far, og jeg kan ikke græde, selvom jeg er så ufatteligt ked af det.