Spørg Psykologen!

Som psykolog og projektleder på datingsiden Q500 vil jeg gerne her forsøge at svare på de spørgsmål, I måtte have omkring kærlighed, dating og relationer.
Hver 2. fredag i ulige uger lægger jeg denne tråd ud og modtager spørgsmål her, som jeg så vil svare på mellem kl. 15 og 16.30.
Når jeg ikke dem alle, vil jeg forsøge at sortere imellem dem og svare på så mange jeg kan nå.
Kom ud af busken og spørg.
Mange hilsner
Tina R. Kilburn

jeg er en enlig mor på 39 der har addison og får cipralex mod grådlabilitet, mm
igennem 4 år har jeg taget 12 kg på.
ønsker ikke at stoppe får kun 5 mg. har mere overblik nu, og min sygdom fylder ikke det hele som før, men min vægt tænker jeg på hver dag.
er 169 cm. vejer 68. vil gerne igang med at træne ne smule, men da jeg spiser konstant er det et problem. cipralex gir sultfornemmelse iden grad.
måske kunn ejeg bare svømme 2 gange om ugen i højt tempo
folk snakker og snakker om at tabe sig. men man glemmer de 450000 på lykkepiller hvis liv er et helvede pga. vægtstigning. jeg ved hvad det er a være slank, har altid vejet 56 kg. før tog aldrig på trods god appetit incl. en kage mm.da sagde folk, er du syg? nej hvor er tynd.
jeg tøt dårligt nok gå i træningcenter
hvad mener du?

Jeg kan desværre først svare dig nu, da jeg kun er på SOL hver 2. fredag, men jeg håber det er okay.
Jeg er ikke læge, så angående medicinen og vægten, kan jeg ikke sige så meget.
Jeg tænker, at det må være svært at skulle slås på to fronter, som du gør. Du har brug for medicinen, men den giver vægtforøgning, som så igen gør dig deprimeret.
Der er ikke noget i vejen med at spise meget, så længe det er det rigtige du spiser, men det ved en diætist meget mere om end jeg gør. Og motion behøver ikke at starte med at springe ned i motionscentret og knokle 2 timer hver dag.
Prøv at tale med din læge om, at du er begyndt at få det bedre, vil gerne beholde din medicin på det niveau den er nu, men om han/hun ikke kan henvise dig til en diætist, så du kan få styr på dit madforbrug. Nedtryktheden og dit selvværd hænger jo uundværligt sammen. Begynd så at tænke over hvilken form for motion, du synes er sjov. Gå til yoga, løb, spil håndbold, gå tur, cykle etc. Det vigtigste er, at du påbegynder en motionsform, du synes du kan overkomme og som er sjov – om det så bare er at gå en rask tur på 30 minutter hver dag. Tager du får hårdt fat og derefter føler, at det bliver for meget, bliver det jo bare et nederlag og det er ikke lige det du har brug for. Så hellere starte stille og roligt og bygge op der fra.
Håber, at dette kan hjælpe dig lidt til at begynde et sted.

Kære Tina,
det kommer nok til at lyde som en beskrivelse af en teenage-forelskelse af en art. Det er ikke meningen.
Jeg er 23 år gammel, 24 år om et halvt år. Fyre på min egen alder har kun sjældent min interesse, jeg falder stort set altid for mænd, som er en del eller meget ældre end mig. Ofte intelligente og autoritære typer.
Nu er jeg så gået hen og blevet forelsket i en professor (jeg studerer på universitetet). Jeg lever lidt efter - eller forsøger, i hvert fald at leve efter - at det ville være mere ærgerligt, at afholde sig fra at kaste sig ud i noget og efterfølgende ærgre sig over, at man ikke gjorde det, end at prøve og så evt. mislykkes.
Jeg tænker en hel del over, hvordan jeg skal gribe det an, for jeg vil gerne gøre ham opmærksom på, at jeg synes, at han er mere end blot almindeligt interessant. Jeg ved bare ikke lige helt hvordan? En mulighed ville naturligvis være, bare at sige det, men så ville jeg måske få en afvisning fordi han synes, at jeg er alt for ung eller fordi han ikke rigtig kender mig.
Jeg er ret sikker på, at han ikke er gift, så der er formentlig ikke nogen forhindring på den front. Men... hvad kan jeg gøre for umiddelbart at vække hans interesse? Det er ikke en jeg har kontakt med ofte længere, men jeg ser ham en gang imellem og har snakket med ham på to-mands-hånd et par gange.
Jeg har fået at vide, at jeg er ret charmerende/tiltrækkende og får også tilbud fra mænd på min egen alder - jeg er bare ikke interesseret.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg skal gøre det ret tydeligt, hvad det er jeg vil. Det er nok ikke umiddelbart normalt, at en ung kvinde som mig går efter "den type", frem for mænd der er mere jævnaldrende med mig selv.
Har du et råd?
Kærlig hilsen mig

Hej mig
Det er rigtig meget ’normalt’ at piger i din alder går efter ældre og mere modne typer mænd. Mange mænd midt i tyverne er nemlig slet ikke færdige med at ’løbe hornene af sig’, hvorimod flere af pigerne er klar til faste forhold og måske børn.
Ældre mænd udviser ofte også en ro og et overskud overfor andre, som gør dem tiltrækkende, da det at blive hørt og beskyttet kan være en stor trang hos nogen.
Forhold mellem unge kvinder og ældre mænd er jo netop ikke noget nyt og rigtig mange gange går det også fint. Men, der kan også være nogle vældig store forskelle, som kan gøre det svært.
Hvor du er klar til at starte familieliv er han ved at afvikle dette – det betyder at selv hvis man blev stormende forelsket, vil man hurtig opdage at man sikkert har meget forskellige interesser og værdier. I længden kan det så betyde, at det kan være svært at opretholde et forhold.
Men alt det sagt, så føler du dig tiltrukket af ham, og hvis han ikke er gift, må du vel bare begynde at flirte med ham, indtil han opdager din interesse. Så kan han selv sige til eller fra.
Eller du skulle måske begynde at lede efter mænd, som på trods af en yngre alder, alligevel er modne og klar og kan opfylde dine behov om tryghed og autoritet – de findes og det vil nok gøre det letter at opbygge et langvarigt forhold med én man har mere til fælles med.
Held og lykke.
Mvh,
Tina