Spørgsmål til mænd

Jeg vil gerne spørge mænd om der findes nogen mænd der ville acceptere en kvinde med børn, ville i have et forhold til en der var fraskilt og med børn hvis i ikke selv har nogen?

Hallo.. selvfølgelig gør der det.. Kender da mange og har selv to børn og en kæreste uden børn.. Skriver du bare for at skrive noget???

der findes da en del mænd der ikke vil ha' børn.. men hvis du fliter med en der ikke har børn endnu og du har fået dem du vil ha', skal han jo nok ha' det gjort klart før eller siden.

Jeg står i en situation hvor jeg gerne vil skilles fra min mand, men jeg har to børn, men jeg skal også lige nævne jeg har udenlandsk baggrund og er muslim, jeg tror bare ikke der er ret mange af min egen baggrund der vil acceptere en kvinde med børn.jeg vil bare ikke ende som alenemor resten af mit liv.

nok ikke da jeg stadig har min første rigtige kæreste til gode. Og for at være helt ærlig så har jeg ikke lyst til at der skal være børn inde i billedet i mit første forhold.
Men jeg mener klart at kvinder med børn er meget mere nede på jorden og sødere og nemmere at snakke med, end dem der lever singlelivet. Sådan er mine erfaringer altså!
Enlige mødre er muligvis også nemmere at score, vil jeg tro, da de måske er nødt til at slække lidt på de krav de har til en kommende mamd. De ved godt at det er svære at finde en mand, hvis de har børn.
Jeg tror ikke at jeg ville indlede et forhold til en enlig mor, men det er fristende, fordi de ofte er rigtige søde...så man kan aldrig vide🙂[l]
Mvh

Dit mindste problem.

Hej Mari
Jeg må svare klart JA til det spørgsmål. Jeg HAR været i forhold til kvinder som havde børn, hvor jeg ikke havde nogen. Er ens interesse stor nok i den kvinde, så bør en fornuftig mand vise sig moden nok til at kunne håndtere hendes børn også.
Det du ikke nævner er at evt eksmænd til disse kvinder, kan gøre sådan en situation lidt vanskeligere at "sluge". Men generelt - så vil jeg ikke have det mindste imod at indgå i et forhold til en kvinde som allerede har børn. Alderen på børnene er ikke vigtig. Landet ligger så sådan nu at jeg selv har to drenge. Men de er store, så det burde ikke være nogen hindring.
Mvh Lagermann

Først vil jeg sige at du endelig skal følge dit hjerte og lytte til dig selv-
hvis du ønsker at blive skilt fra din mand , så gør det endelig.Gør hvad DU føler for.
Til dit spørgsmål kan jeg berolige dig med og GARANTERE dig for ,at JA : der findes masser af mænd her i landet som gerne vil have en enlig mor , så lad du dig trygt skille uden at bekymre dig om det.
Du ønskes held og alt godt,
V.H. Mesha !

siger dig at man ikke kan være sød og nede på jorden hvis man ikke har børn.. ææh.. det har jeg nu aldrig hørt en fyr sige før. Det er nu ikke engang alle der er selvvalgte singler...

jeg fylder selv dem op jeg vil ha børn med. enlige mødre er grådige, utrænede, sløve og er blevet svigtet og derfor stædige og meget fokuserede på kvindens rettigheder.
så hellere en der skal prikkes hul på, dem kan man få til hvasomhelst🙂

Jeg tror nu ikke enlige mødre er nemmere at score, for jeg ville nu ikke lukke enhver mand ind i mine børns liv, jeg har da mine kriterier til hvordan han skal være,netop også af hensyn til mine børn.

Bliver helt glad når jeg læser det og bliver optimistisk.

Jeg skal lige sige dig jeg er ingen af delene som du lige har nævnt, jeg har levet i et ægteskab som jeg ikke selv havde valgt for mange år siden,der var pres fra forældrene fordi de ikke vidste bedre og jeg stadig lider under det. Jeg er stadig ung og vil gerne ud og blive forelsket og være lykkelig som mange andre.

Det jeg mente var mit eget billed af det, ikke andres!

Jeg er en af de mænd som ikke vil have børn, er 31 år og steriliseret.
Jeg ville ikke have noget problem med at skulle være sammen med en enlig mor, hvis hun bare går ud fra at jeg ikke er hendes nye gratis-barnepige.
Men altså det er stadig meget stor forskel på enlige mødre, nogle er bare så utrolig feminine og sexede, og kan håndtere at være kvinde og mor (det er oftest disse som har de mest balancerede og normale børn).
Så er der de enlige mødre og har smid alt der hedder feminitet og frækhed langt langt væk og påtaget sig moder rollen 110% 24/7. Disse ville jeg ALDRIG røre med en ildtang.

Jeg tror ikke jeg vil få problemer med at få en mand da jeg er høj og slank af bygning og er rimelig pæn. Men jeg vil jo gerne have et forhold til en mand som fører til ægteskab, og det er derfor jeg spørger om en mand ville have en kvinde med børn, han skal selvfølgelig ikke være far for det har de jo i forvejen.

Lyder som om du har tænkt en masse ting igennem, og har en god sans fornuft.
Man skal jo tænke på det er nemmest at være sammen med en som ikke har børn, man har mere "alene" tid sammen og man kan dyrke hinanden uden at der skal tænkes og bruges tid på børnene. Men hvis du bare husker stadig at være en fræk kæreste/kone så vil børn ikke være noget problem, som jeg ser det.
Min erfaring er bare at der er rigtig mange enlige mødre, som er rigtig sure og mobsede hele tiden, og de sviner mænd/kæreste til konstant. Og så forventer de meget at han fra dag 1 er hendes nye gratis barnepige. Samtidig gør de intet ud af sig selv, faktisk nærmest sørger for at være/se kedelige og usexede ud.
Men bare det du sætter spørgsmålet om børn gør en forskel, er du allerede kommet meget længere end de fleste sure enlige mødre.
En anden ting er så at de sure enlige mødres børn tid bliver ret utilpassede og underlige, og det gør det jo ikke ligefrem nemmere at være pap-far når man syntes børnene er nogle dumme møgunger.

De fleste mænd i dag har jo kun vand i nosserne.😃

Det kan du også roligt være-optimistisk altså- kig dig omkring i det danske samfund; der vælter med enlige mødre til både 2,3 og flere børn ,som nu har fundet lykken med en ny mand som gerne vil have dem ,deres medfølgende børn til trods. Giv dig selv og dine børn den største gave du kan : gå fra din nuværende mand hvis du føler for det , børn har bedre af et sæt skilte forældre end at vokse op i et ægteskab hvor den ene (dig ) er ulykkelig !
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber du finder styrken til at gå fra din mand.
P.S. : Du virker til at være et "ordenligt" menneske ,altså en person med et godt hjerte, så TRO mig ,du skal nok finde en der vil have dig og dine børn med.
Kram , Mesha.

Hej Mari.
Ja, - jeg kan garantere dig for, at der findes mænd, som vil acceptere dine børn!
Du kan sige dig selv, at eftersom kvinder typisk får deres børn i tyverne og trediverne, så må man simpelthen acceptere, at der er børn inde i billedet, når man når en bestemt alder.
Der findes naturligvis både mænd, som vil synes, det er et plus, og dem, der vil synes, det er et minus. Nogle mænd vil have den helt rigtige kemi i forhold til dine børn; - andre vil løbe ind i konflikter med dem...
Det kan man ikke sige noget generelt om.
Men jeg tror, det er et meget større problem, at du er muslim. Ikke fordi der er noget som helst galt i at være muslim; men det er da logisk, at et forhold bliver mere problematisk, hvis der også blandes forskellige kulturer og trosretninger ind i det.
Du ville måske også selv foretrække en mand, som er muslim, - og allerede her har du jo problemet, hvis du siger, at muslimske mænd ikke er indstillet på, at kvinden har børn i forvejen?
Som jeg læser det, du skriver, så bevirker din tro, at du enten ser frem til at leve resten af livet som enlig mor, - eller må "prostituere" dig selv - sammen med en mand, du ikke elsker?
Jeg ville synes, at sådan en tro var problematisk for en ung kvinde; men det er DIT valg, og der er vel ikke andet at sige til det, end at hvis din tro foreskriver, at du skal leve et liv, hvor du er ulykkelig på den ene eller anden måde, så må du enten vælge din tro, - eller at være lykkelig?
Personligt topper kvinder, som tror på det samme som jeg, da hitlisten. Indenfor min religion synes jeg, det vil være et stort plus, hvis vi kan diskutere skrifterne, troen og livet i almindelighed. Men jeg vil ikke afvise, at jeg kunne falde for en muslim, og er heller ikke afvisende overfor, at hun har en anden tro end jeg. Dog har jeg voldsomt svært ved at forestille mig migselv sammen med en ateist, - en fra JV, eller IM... 😮
Det er så nemt at skrive, at "du skal bare tage chancen og blive skilt". Det gælder jo kun, hvis du vil synes, det er O.K. at være enlig mor.
For du har ret i, at ens børn - og nye kærester - absolut er et problemfelt i sig selv. Børnene vælger ikke selv, og de har krav på, at man foretager seriøse og kvalificerede valg.
Jeg tror ikke, der er tvivl om, at der findes mænd, som vil acceptere både din tro og dine børn; men der findes jo ingen garanti for, at du møder ham, - eller hvornår du møder ham...
Og der findes heller ingen garanti for, at den vej bliver lettere for dig. Men det er næsten sikkert, at dine børn - i større eller mindre grad - vil lide under en skilsmisse. - Specielt, hvis din mand i bund og grund er sød og rar og god for børnene.
Det er lidt af en kattepine! 🙂

Der ER bare ingen nemme løsninger!
Jeg kender godt den dér med: "Er det ikke bedre, at dine børn har en forælder, der er glad og har det godt?". Den blev også jeg præsenteret for.
Men faktum er bare, at min søn aldrig accepterede, at vi blev skilt, - og den dag i dag synes han ikke, det var nogen god idé...
Du mangler også at fortælle en del om din mand. Kan du tale med ham om det? Vil HAN hellere have en anden kone, - eller er det kun dine tanker?
For hvorvidt det bliver til at leve med for børnene, hænger også nært sammen med, hvordan I to vil tackle det som skilsmisseforældre?
Hvis det ender med, at I bare kommer til at sidde hvert sit sted - alene - og desillusionerede, kan jeg godt forstå, hvis børnene har svært ved at se de store fordele.
Du skriver heller ikke, hvor gamle dine børn er?
Jeg synes, du skal tænke dig rigtig godt om. Og du skal kun gå ud i en skilsmisse, hvis du mener, du kan få din tilværelse til at fungere som enlig mor.
Selv om jeg klart er familiemenneske, så fandt jeg aldrig "hende", - og nu er jeg ved at være så gammel, at det kan være lige meget. Alle de år, hvor det ville have betydet noget at have en kæreste og familie, er bare gået.
Vi har vist alle sammen et billede af kærligheden - og lykken - indeni; men mon ikke de fleste af os må slutte med at sige: Vi prøvede at få det bedste ud af de muligheder, der var?
Det er håbet om, at det vil lykkes, der driver os fremad; men når man træffer den slags valg, er det klogt at forholde sig til "Worst Case", - altså: Kan jeg leve med det, hvis det går helt galt?
Life is a bitch! 😮

tilbage for selv at lave de unger.

og han vil ikke skilles, men han har en anden mentalitet i forhold til mig da han er opvokset i Tyrkiet og jeg her i Danmark.Han er også religiøs og siger at han ikke vil skilles af religiøse grunde og selfølgelig børnene. Vi har forsøgt at blive skilt for nogle år siden, vi var adskilt i 6 mdr. og vores ældste barn som er 7 nu fik det dårligt og jeg besluttede derefter at gå tilbage til ham udelukkende pågrund af vores barn. Han er en god mand,men jeg synes det er svært at leve sammen og gå i seng med ham for hans skyld, jeg nyder det jo ikke på nogen måde. Jeg har jo heletiden forsøgt at få det til at fungere,der er jo ingen mennesker der ønsker at ødelægge deres trygge lille familie, vores yngste er 19 mdr.gammel men her de sidste par mdr. kan jeg ikke tænke på andet end skilsmisse. Hvad skal gøre leve resten af mit liv for børnenes skyld el. prøve at være alenemor for der er jo ingen garanti for at jeg finder den eneste ene.Det er sku svært.

Så pointtavlen siger, at din mand og familien vil synes, det er dig, der svigter. Og at den ældste får problemer, hvis du går fra din mand.
Al respekt for din mands kulturelle baggrund og opvækst; men det her er Danmark og ikke Tyrkiet. Du kan - og skal - ikke leve efter hans normer.
Du har ret til at leve dit liv - og få det bedste ud af det. Og med din danske baggrund har du også en fair chance for, at det kan lykkes.
Det, der især gør mig harm, er at din mand - tilsyneladende i hvert fald - qua sin tyrkiske baggrund vælger at trække på skuldrene - og lade som om, det kun er dig, der har et problem. Men sandheden er, at I to har et fælles problem. Det er ligeså meget hans problem, som det er dit. Og at han vælger at skubbe det fra sig og lade som om, det er dig, der svigter, tjener ham ikke til ære.
Og det gør det dobbelt svært for dig, når/hvis du ikke kan vente nogen støtte fra ham, - eller hjælp til at overvinde jeres barns problemer i forbindelse med bruddet.
Du må måske forvente, at din mand får al sympatien fra familien, og at dit barn vokser op med påstanden om, at du hellere ville "ud på eventyr" - end tage dig af din familie?
MEN - du har et plus på tavlen. Den yngste er så lille, at han/hun vil vokse op med de valg, du har truffet. Det vil ikke blive et billede, som bliver ødelagt; men simpelthen sådan tingene er.
Det næste, jeg så skal spørge om, er om du har et netværk, som du kan regne med efter skilsmissen, har du allerede nu et job, så du kan forsørge dig selv, - kan du få det til at hænge sammen praktisk og økonomisk? Har du dine egne bankkonti, og har du din egen bankrådgiver, som kan hjælpe dig lidt på vej?
Måske har du allerede styr på alle disse ting; men når dit spørgsmål er, om vi tror, du kan finde en mand, som vil elske dig og dine børn, så tænker man jo også, at det ikke er så helt ligetil at date fyre, når man har et barn på 19 mdr?
Muligheden er bestemt til stede for at du finder en sød fyr; men det er som om, du forsøger at springe over en "mellemregning"... Første skridt bliver at få styr på "dit nye liv", med job og et lille barn + et større barn, som med stor sandsynlighed løber ind i problemer, - og ikke nogen på sidelinien til lige at give en hånd?
Men jo mere, du fortæller, - desto tydeligere bliver det også, at der nok ikke er så mange valgmuligheder.
Tilbage er, at du bestemmer tidspunktet, - og du bestemmer, hvor godt du vil være forberedt på de udfordringer, der ligger foran dig.
Håbet og chancen er der; men det er ikke noget kæmpe neonskilt, der står og blinker foran dig. Det er ikke nogen dans på roser at være enlig mor, - og slet ikke med små børn.
Der ER selvfølgelig den mulighed, at du lærer en sød fyr at kende, FØR du tager bruddet.
Jeg ved ikke, hvordan du ser på den mulighed; men du er næppe i chok over at jeg nævner det?
Men hvis du kunne lykkes med det, - finde den rigtige mand, og bygge det op som et stærkt venskab - helt platonisk, naturligvis, - så ville det jo gøre din situation noget lysere?
Derved risikerer du naturligvis at blive stemplet som "løs på tråden"; og det vil også være en udfordring for din selvrespekt - i forhold til familien; men hvis vi nøjes med at se på, hvordan DU bedst muligt får dit og dine børns liv til at lykkes, så har det store fordele.
Jeg håber, du forstår, at jeg ikke taler om et "venskab", som er opstået overnight? Her taler vi ikke om uger eller få måneder; men i hvert fald noget, der nærmer sig år.
Jeg ved godt, at det altid er problematisk at "skifte hest i vadestedet"; men jeg har også erfaringer med i bagagen, der gør, at jeg ved, det kan lade sig gøre. Det er ikke usædvanligt, at man kommer så langt i et forhold, at man bare er færdig med det.
Det var så lidt mere at tænke over.
Do your homework. Når du er klar, kan det jo være, at tingene udvikler sig i en gunstig retning. Det skal man aldrig afvise! 🙂

Du skriver i et af dine indlæg, at din nye "kæreste" ikke skal være far for dine børn, - for sådan én har de allerede.
Men den går altså - efter min mening - ikke!
Jeg forstår godt, hvad du siger: Nemlig, at du ikke forventer, han påtager sig nogen fader-rolle.
Men du kan jo ikke lade som om, børnene ikke eksisterer i din nye familie? Om din nye mand kommer til at få en faderrolle, afhænger selvfølgelig af manden; men også i meget høj grad af børnene.
Og - hvis jeg skal være lidt besk, - så var det vel ingen skade til, hvis de fik en faderfigur ind i livet, som ikke er skåret ud af tyrkisk kultur? Den skal de nok få tilstrækkeligt af, hvis de vil forfølge et liv i Tyrkiet.
Jeg ved ikke, hvordan du forestiller dig et familieliv, hvor børnene IKKE er en del af mandens liv? Forhåbentlig finder du en mand, som vil elske BÅDE dig OG dem! Og hvis du er rigtig, rigtig heldig, så ender det med at blive et plus for dine børn, at de har 2 fædre!
It happens!
Men det, jeg egentlig havde på hjerte - i det her indlæg, - er, at det - efter min erfaring - bliver sværere, jo ældre børnene bliver.
Tro mig, det er ikke nemt at komme ind fra sidelinien og havne i en rolle som papfar til børn på 15 - 16 - 17 år, som bare er i opposition til alt omkring sig! Det er dér, hvor de har allermest brug for nogen at lade deres frustrationer gå ud over; men det kræver altså års relationer forud, hvis det skal kunne bruges til noget.
Så vil folk sige: Jamen Herregud! De er da så gamle, at det skal han da slet ikke blande sig i! - Men realiteterne er bare, at det BLIVER man altså draget ind i, - direkte - eller indirekte.
Så - selv om din den ældste står til at løbe ind i problemer; - så skal du tænke på, at der bliver EKSTRA problemer, når han/hun løber ind i puberteten - og videre.
Derfor skal du ikke vente for længe. Du bliver ikke yngre og mere tiltrækkende, - og problemerne bliver ikke mindre, hvis du venter.
Kan det lykkes? JA! - Og jo mindre børnene er, desto større er chancen.

men det jeg også mener er at jeg ikke tror en anden mand ville kunne elske børnene som sine egne, det er selvfølgelig vigtigt at han holder af dem men hovedopdrageren er vel stadig mig og jeg forventer da at gør alt for at de føler sig trygge og er glade for den person der skal være en del af deres liv ellers ville det jo aldrig fungere. Men som du også siger før jeg overhovedet skal tænke på at få en mand,skal jeg blive skilt, få styr på mit liv efter skilsmissen og komme ind i den nye rutine som singlemor, og det kan tage tid da jeg også kommer til at såre min nære familie som helt klart vil stemple mig som en dårlig mor og fordansket oppe i hovedet,jeg har desværre ingen veninder til at støtte mig igennem sådan en vanskelig process, men jeg har et fast arbejde jeg kan støtte mig lidt til. Der flyver tusinder af tanker igennem hovedet på mig, er jeg stærk nok til at gennemføre det,for jeg kommer til stå alene. Dine perpektiver og erfaring hjælper en del og er en støtte,det takker jeg for.

Hm, så jeg er ikke nem at snakke med? Den har jeg godt nok aldrig fået stukket ud før. Tilgengæld så tror jeg at enlige mødre ret selektive med hvilken type mand der skal være en del af deres børns liv.
De vil i nogle tilfælde nok grovsortere nogle typer mænd fra. Da deres børn ikke skal udsættes for hvad som helst.
Der er i nogle tilfælde en mand der er en negativ årsag til de er enlige mødre.
Så tro lige om igen med at enlige mødre er nemmere end singel.😃😃😃😃
Det skal da så lige være dem der er desperate og ikke vil være alene. Så det mere underordnet hvad mand og mennekse du er.
Så måske har du en større cahnce hos en desperat enlig mor end en singelkvinde der ved hun ikke er afhængig af dig. Der har levet uden en mand og ved hun kan leve uden en mand som dig.
😉😉😉😉😉😉
Har du set for meget af -De Unge Mødre?😃

Ingen arme, ingen småkager.
LOL

Hej Mari.
Jeg kan se, du tænker i muslimske baner? Men jeg tænker jo, at hvis du finder en dansk mand, vil svigerfamilien da hverken stemple dig som dårlig mor eller fordansket?
Der er vel også den mulighed, at du finder en muslimsk mand, der - som du selv, - er vokset op her i Danmark?
Men det er ikke godt med det manglende netværk. Det vil simpelthen være imod alle odds.
Du vil være bundet på hænder og fødder i en nærmest håbløs situation. Men du kan måske sørge for at komme til at bo et sted, hvor der vil være forstående medsøstre?
Det lyder meget som om, dit næste skridt kræver grundig forberedelse. Du må overveje, om der findes kredse, foreninger eller fritidsaktiviteter, hvor du i den kommende tid vil kunne opbygge et netværk? En anden mulighed kunne være fora her på internettet?
Det gode ved det er, at jo stærkere, du gør dit fundament, - desto mere vil du også hvile i din beslutning. Når først du når dertil, at du kan se dit nye liv som en mulighed, der er praktisk gennemførlig, vil du også se en hel del lysere på tingene.
Og den vigtigste betingelse for at nå dertil, er i mine øjne, at du ikke står helt alene med det.

Jeg har ikke just en om at opfostre en anden mands afkom.
Endelig er det da min drøm at få børn af mine gener.
Så nej, det er ikke lige min kop te.
Og læser, du nævner at du kommer fra en muslimsk familie. Der ville jeg desværre simpelthen ikke turde klemme pølsen indenfor. Sørry, det er så måske mit problem, men der har jeg ikke mod nok.

Jeg føler mig faktisk som en stærk og selvstændig kvinde,jeg er nået dertil hvor jeg ved hvem jeg er og kender mine egne værdier. Skilsmisse er jo ikke noget der for mit vedkommende vil opstå fordi jeg skal have en ny mand, men også fordi jeg vil have lov til at være den jeg nu er, jeg føler jeg lever i en sort boks og ikke kan slippe ud.Jeg skal lige nævne jeg har faktisk frihed til at gøre som jeg vil jeg har ikke fætre og brødre osv. der blander sig i mit liv, men jeg tør ikke selv at tage springet ud i et nyt liv.Og når det gælder netværket, jamen jeg har aldrig været så ensom som jeg er nu. Jeg har faktisk taget beslutningen om at jeg gerne vil et nyt liv,men har ikke meldt det ud til min mand da jeg venter på rette tidspunkt hvornår det så end er ved jeg ikke endnu. Jeg synes der er mange søde danske mænd, mange af dem er faktisk meget mere modne iforhold til tyrkiske mænd, men jeg er stadig muslim og tror på islam så det kræver også min kommende mand er muslim,det er ikke ensbetydende med jeg ikke er dansk så han skal jo også have en dansk mentalitet som mig selv. Men hvem ved det kan jo også være jeg bliver forelsket i en dansk mand det kan man jo ikke styre.

fra en af solens virkeligt charmerende mænd!

tænk sig hvis han også taler sådan i real life.

Man kan da ikke klante folk for deres fortid. Hvis kvinden er dejlig og har børn så er det da bare en bonus. Du kan være en super bonusfar hvis du vil.

Underligt indlæg
Tilslut fyldes der lidt had til muslimer på.
Du har nok lige set Pia K. i fjerneren???
Jeg synes endvidere at dit indlæg er meget sexfokuseret og bærer præg af at du ikke selv har børn.

Hvad er det for et pis spørgsmål?
Det er der da mange der har....inkl.mig...

Selvom det måske var ironisk ment - jeg kan jo ikke gøre for, hvem jeg er 🙂

Og mig.
og 100.000 andre.

for har slet ikke set programmet, for jeg kan nemt finde mere interesseante ting at foretage mig🙂
Esox

Men stadig, at tro at en normal og fornuftig enlig mor er så desperat efter en mand. At hun tager hvad som helst. LOL
Hun vil netop ikke udsætte sine børn ofr en eller anden tilfældig mand. Jeg tror hun vil være mere kræsen end jeg. Og da vi i dagens Danmark ikke længere er afhængige af mænd. Som vi var før. Så er et singelliv at foretrække frem for en desperat mand.😉