Sundheden længe leve?
For at kende svaret på vestens sundhed eller sygdom, mener jeg at man er nød til, at definere det samfund eller land man lever i. Da jeg mener mennesket opdrages og inddrages i det givne samfund under de vilkår, der eksisterer – hvilket betyder, at mennesket indoptager og internaliserer de forhold, der er opstillet. Man kan måske sige, at samfundsudviklingen har betydning for menneskets levevilkår.
Mit indtryk er at samfundet er massematerialistisk, der samtidigt er hurtigt og omskiftelig. Man skal så som menneske kunne leve op til hvilke krav der bliver stillet til dette og prøve at nå, at forholde sig til de evige enorme mange valg.
Ligeledes med normopløsningen af gamle og fælles værdier gør, at kravene til den enkelt intensiveres, idet identiteten ikke kan forankres på de daværende regelsæt. Man bruger heller ikke familien i den udstrækning, som man gjorde tidligere, adskillige bliver ensomme.
Flere mennesker lever også i nuet eller bestræber sig på det, hvilket kan føre til, at man bliver mere påvirket af mediernes budskaber om, at den individuelle stræben efter lykke er mulig, blot man køber, gør, ligner eller bruger bestemte produkter, som kunne dirigere til en stor usikkerhed eller angst på grund af samfundets uudtalte krav om perfektion.
Derudover har der aldrig været en større fokus på kroppen/sundheden som der er i dag.
Som Espen og Jesper Jerlang skriver i ” Socialisering og habitus” citat:
”Til erstatning for ideernes alt for velkendte fejlbarlighed har man hengivet sig til drømmen om den ufejlbarlige krop. Fitness, kroppen frem for alt, væk med lasterne, rynkerne, snavset, cigaretterne og øllene, ned med vægten, frem med smilet, op med pengene….Men når man læser, at aldrig før har så mange mennesker brugt så meget energi på at holde sig slanke som nu, men at fedme breder sig i takt med anstrengelserne, så kan man få den tanke, at krops- og sundhedsdyrkelsen slet ikke beror på livsglæde.”
Så det at signalere at have ”styr på tilværelsen” har måske en pris, måske fordi det er et emne der er følsomt, at offentliggøre sig selv med, da et følelsesmæssigt kaos kunne tolkes som en falliterklæring. – oplevelsen af, at skulle fastholde en facade, som ikke kan måles, giver følelsen af, eller tilstande som depression, afmagt, angst, forladthed osv.
Jeg kunne generalisere og skrive, at de indre værdier og sandheder – ikke bliver tillagt en værdi i vores samfund, fordi dens struktur fokuserer på intelligensen, den evige ungdom, skønhed og penge.
Mange i dag har den viden – som jeg lige har beskrevet, samt bevidstheden om oplysningstiden.
Dertil kommer min konflikt og spørgsmål:
Hvis man er bevidst over hvad der skaber kaos i ens liv, hvordan kan det så være, at vi ikke tilegner os oplysningerne, vi alene/eller sammen, har brug for og på denne måde skabe balance eller harmoni ind i vores tilværelse/liv? Står vi i stampe? Er vi blevet for slappe?
:) Krampen
Mit indtryk er at samfundet er massematerialistisk, der samtidigt er hurtigt og omskiftelig. Man skal så som menneske kunne leve op til hvilke krav der bliver stillet til dette og prøve at nå, at forholde sig til de evige enorme mange valg.
Ligeledes med normopløsningen af gamle og fælles værdier gør, at kravene til den enkelt intensiveres, idet identiteten ikke kan forankres på de daværende regelsæt. Man bruger heller ikke familien i den udstrækning, som man gjorde tidligere, adskillige bliver ensomme.
Flere mennesker lever også i nuet eller bestræber sig på det, hvilket kan føre til, at man bliver mere påvirket af mediernes budskaber om, at den individuelle stræben efter lykke er mulig, blot man køber, gør, ligner eller bruger bestemte produkter, som kunne dirigere til en stor usikkerhed eller angst på grund af samfundets uudtalte krav om perfektion.
Derudover har der aldrig været en større fokus på kroppen/sundheden som der er i dag.
Som Espen og Jesper Jerlang skriver i ” Socialisering og habitus” citat:
”Til erstatning for ideernes alt for velkendte fejlbarlighed har man hengivet sig til drømmen om den ufejlbarlige krop. Fitness, kroppen frem for alt, væk med lasterne, rynkerne, snavset, cigaretterne og øllene, ned med vægten, frem med smilet, op med pengene….Men når man læser, at aldrig før har så mange mennesker brugt så meget energi på at holde sig slanke som nu, men at fedme breder sig i takt med anstrengelserne, så kan man få den tanke, at krops- og sundhedsdyrkelsen slet ikke beror på livsglæde.”
Så det at signalere at have ”styr på tilværelsen” har måske en pris, måske fordi det er et emne der er følsomt, at offentliggøre sig selv med, da et følelsesmæssigt kaos kunne tolkes som en falliterklæring. – oplevelsen af, at skulle fastholde en facade, som ikke kan måles, giver følelsen af, eller tilstande som depression, afmagt, angst, forladthed osv.
Jeg kunne generalisere og skrive, at de indre værdier og sandheder – ikke bliver tillagt en værdi i vores samfund, fordi dens struktur fokuserer på intelligensen, den evige ungdom, skønhed og penge.
Mange i dag har den viden – som jeg lige har beskrevet, samt bevidstheden om oplysningstiden.
Dertil kommer min konflikt og spørgsmål:
Hvis man er bevidst over hvad der skaber kaos i ens liv, hvordan kan det så være, at vi ikke tilegner os oplysningerne, vi alene/eller sammen, har brug for og på denne måde skabe balance eller harmoni ind i vores tilværelse/liv? Står vi i stampe? Er vi blevet for slappe?
:) Krampen