Sypigetanker.
Hvordan kan det være, at det er så svært for en kvinde i en moden alder at møde og opnå en kærlig tilknytning til det mandlige univers.
Jeg synes mænd gennemgående er ret umodne og uinspirerende hvad angår deres omgang med det kvindelige, og dermed indsigten i det kvindelige aspekt af dem selv.
Dette mener jeg må skyldes, at de ikke tager den udfordring op som det er, at gå ind i et intimt samvær med en kvinde, og da slet ikke hvis denne kvinde er modnet med et erfarings- og følelsesmæssigt beriget register at spille på.
På samme måde, bliver det vel også sværere for os kvinder at tage ved lære af det maskuline, når vi ikke konfronteres med det, hvilket vi er nogle (måske mange) der ikke rigtig gør.
Sådan undgår vi i hverdagsgrå trivialitet og kedsomhed, at holde os de mest livsnære og -bekræftende sansninger fra livet.
Når så denne kvinde, som sidder her og skriver, gennem en debat som denne, konfronteres med en eller måske flere, som udviser et ekstraordinært mod, til at se deres menneskelige helhed i øjnene, samtidig med at de er MAND eller KVINDE i en grad, der nærmest hiver luften ud af én, ja så er man næsten solgt og ikke længere sikker på sin sindsligevægt.
Men jeg undres meget over hvad det er der får mænd til at bære skyklapper i deres afstandtagen fra det kvindelige univers.
Det virker nogen gange som om de virkelig har nok i dem selv???
Sig mig, hvor går man som kvinde hen med sine frustrationer over denne tingenes tilstand?
Jeg synes mænd gennemgående er ret umodne og uinspirerende hvad angår deres omgang med det kvindelige, og dermed indsigten i det kvindelige aspekt af dem selv.
Dette mener jeg må skyldes, at de ikke tager den udfordring op som det er, at gå ind i et intimt samvær med en kvinde, og da slet ikke hvis denne kvinde er modnet med et erfarings- og følelsesmæssigt beriget register at spille på.
På samme måde, bliver det vel også sværere for os kvinder at tage ved lære af det maskuline, når vi ikke konfronteres med det, hvilket vi er nogle (måske mange) der ikke rigtig gør.
Sådan undgår vi i hverdagsgrå trivialitet og kedsomhed, at holde os de mest livsnære og -bekræftende sansninger fra livet.
Når så denne kvinde, som sidder her og skriver, gennem en debat som denne, konfronteres med en eller måske flere, som udviser et ekstraordinært mod, til at se deres menneskelige helhed i øjnene, samtidig med at de er MAND eller KVINDE i en grad, der nærmest hiver luften ud af én, ja så er man næsten solgt og ikke længere sikker på sin sindsligevægt.
Men jeg undres meget over hvad det er der får mænd til at bære skyklapper i deres afstandtagen fra det kvindelige univers.
Det virker nogen gange som om de virkelig har nok i dem selv???
Sig mig, hvor går man som kvinde hen med sine frustrationer over denne tingenes tilstand?