Så tog jeg mig sammen...
Jeg er en pige på 26 år. Jeg mødte en fyr her for halvanden måneds tid siden som jeg straks indledte et forhold med fordi han var en virkelig rar fyr. Under vores forhold har jeg hele tiden tænkt, at han var alt, hvad jeg altid havde ledt efter, men jeg kunne bare IKKE blive forelsket. Når vi var i byen sammen, tænkte jeg, at det ville da være rart at være single, for så kunne jeg være sammen med den og den og den. Og straks blev jeg besat af skamfølelse. Jeg har kigget mig omkring og tænkt, jamen - ku jeg blive forelsket i ham der? Jeg gik den første måned men en følelse af skyld og skam og ku ikke holde mig selv ud, for min kæreste var vildt forelsket i mig og gik så langt som at sige at han elskede mig. Jeg ville bare ikke slå op, for tænk hvis nu, jeg virkelig kunne gå hen og blive forelsket i ham?!?
For ca en fjorten dages tid siden, indså jeg, at det ikke kunne være meningen, at forholdet skulle køre sådan, Jeg følte jeg bedrog ham mentalt, men jeg var virkelig bange for at slå op med ham og såre ham.
Det tog jeg mig så sammen til i dag. Han er knust og jeg er selv rigtig ked af det. Jeg skammer mig...skammer mig over, at jeg har gjort ham så ked af det, og skammer mig over, at jeg ikke gjorde det forbi, da det hovedsageligt handlede om bare ikke at såre ham.
Jeg er spændt på min egen reaktion de kommende dage. vil jeg savne ham...ikke savne ham osv. Og hvad hvis jeg kommer til at savne ham??
Uh jeg ku grave mig ned i et hul af skyld. Nogen der har erfaring med den slags situationer??
Svar modtages med kyshånd!
For ca en fjorten dages tid siden, indså jeg, at det ikke kunne være meningen, at forholdet skulle køre sådan, Jeg følte jeg bedrog ham mentalt, men jeg var virkelig bange for at slå op med ham og såre ham.
Det tog jeg mig så sammen til i dag. Han er knust og jeg er selv rigtig ked af det. Jeg skammer mig...skammer mig over, at jeg har gjort ham så ked af det, og skammer mig over, at jeg ikke gjorde det forbi, da det hovedsageligt handlede om bare ikke at såre ham.
Jeg er spændt på min egen reaktion de kommende dage. vil jeg savne ham...ikke savne ham osv. Og hvad hvis jeg kommer til at savne ham??
Uh jeg ku grave mig ned i et hul af skyld. Nogen der har erfaring med den slags situationer??
Svar modtages med kyshånd!