Så ufattelig trist...
Hej alle kære solstråler.
Manglede nogle at dele mine tanker med, og her er jo altid plads...:o)
Jeg har en kollega, som jeg har arbejdet tæt sammen med i snart 2 år. For 3-4 måneder siden blev hun desværre syg. Hun havde lige haft nogle fridage, og vi skulle have en uges arbejde sammen inden jeg skulle på ferie. Da hun mødte ind om morgenen var hun helt askegrå i hovedet. Hun var der blot en time, så tog hun hjem. De efterfølgende dage gik hun til undersøgelser på sygehuset - og ugen efter fik jeg en mail fra hende. Hun havde fået konstateret kræft!
Lægerne satte hurtig en behandling igang, og i nogle uger virkede det til at gå OK. Desværre fik hun det værre og værre. For 2 uger siden fik jeg beskeden om at det havde bredt sig til hjernen - og for et par dage siden skrev hun, at hun ventede på en plads på hospice.
Og nu sidder jeg her - og begriber slet ikke hvad der lige skete. Det ene øjeblik var hun her - og nu er hun her ikke. Om lidt er hun helt væk. Jeg fatter det ikke. Vi har været rigtige gode kollegaer - har delt så mange ting sammen, grinet, diskuteret og arbejdet sammen. Jeg mangler simpelthen ord. Det føles så uvirkelig. Det går alt for stærkt. Ville ønske jeg kunne stoppe tiden....
Jeg er trist hele tiden, og det er svært for mig at sætte ord på mine følelser. Samme dag jeg havde fået beskeden om at hun skulle på hospice, græd jeg mig i søvn. Jeg er bange for at miste min gode søde kollega, og et eller andet sted er jeg også bange for at det samme skulle ramme min familie. Jeg lister ind om natten og kigger på vores barn, og priser mig lykkelig for, at vi i vores familie er raske. Indtil videre.
Det har bare slået benene væk under mig. Og tanken om at jeg snart mister hende, går mig bare så ufattelig trist.
Jeg ved det ikke sker, men jeg håber og beder til et mirakel... Bare et lille et...
Den triste kollega
Manglede nogle at dele mine tanker med, og her er jo altid plads...:o)
Jeg har en kollega, som jeg har arbejdet tæt sammen med i snart 2 år. For 3-4 måneder siden blev hun desværre syg. Hun havde lige haft nogle fridage, og vi skulle have en uges arbejde sammen inden jeg skulle på ferie. Da hun mødte ind om morgenen var hun helt askegrå i hovedet. Hun var der blot en time, så tog hun hjem. De efterfølgende dage gik hun til undersøgelser på sygehuset - og ugen efter fik jeg en mail fra hende. Hun havde fået konstateret kræft!
Lægerne satte hurtig en behandling igang, og i nogle uger virkede det til at gå OK. Desværre fik hun det værre og værre. For 2 uger siden fik jeg beskeden om at det havde bredt sig til hjernen - og for et par dage siden skrev hun, at hun ventede på en plads på hospice.
Og nu sidder jeg her - og begriber slet ikke hvad der lige skete. Det ene øjeblik var hun her - og nu er hun her ikke. Om lidt er hun helt væk. Jeg fatter det ikke. Vi har været rigtige gode kollegaer - har delt så mange ting sammen, grinet, diskuteret og arbejdet sammen. Jeg mangler simpelthen ord. Det føles så uvirkelig. Det går alt for stærkt. Ville ønske jeg kunne stoppe tiden....
Jeg er trist hele tiden, og det er svært for mig at sætte ord på mine følelser. Samme dag jeg havde fået beskeden om at hun skulle på hospice, græd jeg mig i søvn. Jeg er bange for at miste min gode søde kollega, og et eller andet sted er jeg også bange for at det samme skulle ramme min familie. Jeg lister ind om natten og kigger på vores barn, og priser mig lykkelig for, at vi i vores familie er raske. Indtil videre.
Det har bare slået benene væk under mig. Og tanken om at jeg snart mister hende, går mig bare så ufattelig trist.
Jeg ved det ikke sker, men jeg håber og beder til et mirakel... Bare et lille et...
Den triste kollega