Sæddonor kræver forældreskab og samvær

Jeg står i et frygtelig dilemma og ved hverken ind eller ud.

Sagen forholder sig således, at en gammel ven donerede privat sin sæd til mig og jeg blev efterfølgende gravid. Så langt, så godt.
Aftalen dengang han donerede sæden var, at hvis det lykkedes mig at blive gravid, skulle jeg holde "tæt" med hans navn. Han ville ikke have kontakt med barnet, betale børnepenge eller på nogen som helst måde vedkende eller involvere sig i fadderskabet. Sådan lød vores aftale. Den havde jeg tænkt mig at overholde, koste hvad det skulle.
Efterhånden som jeg er blevet mere og mere gravid at se på, har min vens indstilling fået andre toner. Nu vil han, at jeg opgiver hans navn som faderen og han vil, at vi får fælles forældremyndighed over barnet. Han vil nu til at tage fuldt ansvar. Det passer mig overhovedet ikke, for så havde jeg aldrig indgået vores aftale.
Jeg har kendt min ven i omkring 20 år. Han er 32, single og barnløs og kender udmærket min indstilling til at gå i byen og finde en fremmed mand. Udelukket i min verden. Jeg ville bare så gerne have et barn. Jeg er 35 år, alene, har en god uddannelse, økonomi og karriere på plads og mangler kun et barn. Jeg ønsker ikke en medforælder med hvad dertil hører. I vennekredsen fandt jeg det, jeg ledte efter, osse udseende og den slags.

Det er ikke det, at jeg har betalt ham ganske lidt penge for hans tjeneste, der piner mig. Jeg havde håbet, at jeg kunne få det barn, jeg ønskede mig uden en far til barnet at "bøvles" med. Nu bliver mit inderlige ønske pludslig meget fjernt og vanskeligt. Min ven har kendt min familie i lige så mange år (gennem min lillebror) og er næsten som familie til mine forældre og bror. Det piner mig.
Jeg har overvejet at flytte, sige mit arbejde op og starte på en frisk et andet sted. Kun mit barn og jeg. Min ven siger, han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at blive anerkendt som far til barnet. Osse involvere min familie og hele det netværk, vi har fælles. Jeg føler mig bondefanget og ved ikke hvordan jeg kommer videre. Skal jeg sige farvel til alt det, jeg har kendt i 35 år, eller hvad gør jeg? Og nej, jeg har ingen "ansvarsfraskrivelse" på papir fra min ven og jeg skrev heller ingen til ham. Jeg skal føde om 8 uger.

Hej,
Jeg synes ærlig talt du skulle skamme dig.
Ingen har ret til/krav på at få et barn-men jeg synes et barn har ret til forældre.
Begge,vel at mærke.
Du har handlet ud fra et rent egoistisk ønske om at få et barn-har du tænkt over,at du med din model samtidig fratager barnet en far? Har du tænkt over,at faderen biologisk er 50% for at få et barn?
Havde du/har du også tænkt dig at skatteborgere skal være med til at betale for dit barn,hvis faderen oplyses som "ubekendt"?
Hvor egoistisk har man lov at være??
-Manden er åbenbart god nok til at avle børn med-men ikke god nok til at have lov til at påtage sig faderansvaret??
Og hvad med det stakkels barn?
Jeg afventer spændt andre indlæg i denne tråd,
V.H. Mesha

Jeg undres over den egoisme, som du lægger for dagen. For mig vil det altid være sådan at ethvert barn har ret til både en far og en mor. De behøver ikke nødvendigvis at bo sammen. Hvis faderen er interesseret i et fællesskab med sit barn SKAL han selvfølgelig have det. Desuden kan det godt være, at du forestiller dig at livet som enlig mor er nemt, men tro mig: Det er det ikke! Helelr ikke selv om det er frivilligt. Når først barnet er der, har du aldrig FRI mere, men med hjælp og støtte fra faderen kan du være så heldig at have en god samarbejdspartner, som kan hjælpe med pasning i tilfælde af ikke kun dit barns sygdom - men så sandelig også din egen. Det er jo ikke sikkert at din egen familie stiller op med samme støtte. Jeg synes, at du skal acceptere, at din kammerat vil være far og så glæd dig da over det. Glæd dig da over, at der er en anden voksen, som vil være ligeså involveret i dit barns liv og færden som du selv, og læg din utrolige egoisme på hylden. Indgå i stedet et godt samarbejde med ham, for han kan blive dig en god hjælp. Min søn er blevet en vidunderlig far efter næsten samme historie som din. Hilsen en lykkelig farmor, der af sin søn for lov til også at være noget for sit barnebarn. Moderen har jeg ikke kontakt med - DESVÆRRE.

når de forbeholder dem retten til at kende deres søskende, farmor og farfar....men dem er der ingen der brokker sig over...tsk tsk

at det offentlige betaler underholdningsbidraget for "faren" og børnepenge... men det jo ikke indlægsforfatteren skyld at systemet er skruet sådan sammen.
Systemet kunne jo bare ændre reglerne.
Fædre der ikke gider deres børn og forhaler sager som går til retten på det offentliges regning, hvem brokker sig over dem ?
nej du.... det er systemet der giver folk lov til at opføre sig egoistiske..

jeg kan godt forstå, at du føler dig snydt af din ven...
På den anden side, så kan det være en bonus i det lange løb, at I samarbejder og for banets skyld en god idé ikke at stå i vejen.
Jeg synes, at du skulle samarbejde og få det bedste ud af situationen, måske er det en bonus også for dig.

Men det ændrer ikke en tøddel ved,at jeg stadig opfatter trådstarters valg som super-egoistisk!
Det er barnet og faderens tarv jeg her sigter til.Mest barnets.
Og blot fordi "systemet er skruet sådan sammen" behøver man jo ikke ligefrem
misbruge det,vel?
Mht. til dit sidste spørgsmål: Jeg brokker mig gerne over fædre som ikke gider deres børn og forhaler sager,det er da lige så egoistisk som trådsstarters eksempel.
-Men,for at bruge dine egne ord: "systemet kunne jo bare ændre reglerne",ikke sandt?
Blot fordi din nabo pisser på gaden,retfærdiggør det da ikke at du også gør det samme,vel?
Det jeg forarges mest over,er hensynet til, at barnet burde kende sit fædrende ophav-specielt hvis det som her, lyder til at manden er nogenlunde fornuftig og gerne påtager sig ansvaret.
Mig bekendt er "det offentlige" skatteyderbetalt.
-Og bare fordi verden er "skruet sådan sammen" at kvinder kan føde børn,berettiger det da ingen kvinder til at få dem for enhver pris.
V.H. Mesha

Hejsa "Bondefanget"
Det er på tide, at du vågner op og indser, at verden ikke kun er til for dig. Fint, at du har fået uddannelse, økonomi og karriere på plads - og at du nu kun "mangler" et barn for at din verden er perfekt. Dejligt for dig. Men når dit barn vokser op vil du opdage, at det også har behov, som f.eks. et behov for en far. Det kan godt være, at du som mor ikke føler dette behov, men der må du stille dig selv lidt i anden række.
Prøv da istedet at se din ven som en positiv genvinst! Jeg kan vitterligt ikke se, hvori du finder pessimismen, og opfatter det som at "bøvles" med at dit kommende barn kan se sin biologiske far.
Intet i denne verden er perfekt, uanset hvor perfektionistisk du laver din egen verden. Du må indse, at du også er afhængig af andre og andre er afhængig af dig. Prøv at forestille dig det glædelige i situationen at du ikke er enlig mor, men at du rent faktisk nu får stillet i udsigt at kunne være en del af en kernefamilie - noget rigtig, rigtig mange rent faktisk sukker efter.
For mig minder det lidt som at sige nej tak til en lottogevinst, jeg synes du skal tage imod tilbuddet. Om ikke andet : FOR DIT BARNS SKYLD [l]

Måske er det bare mig, der er ved at blive gammel, men jeg forstår simpelthen ikke hvad du mener med dit indlæg. Men ang. din overskrift, så tænker jeg - og mange andre mænd - i høj grad på barnets rettigheder. Derimod er der en sørgerlig og idag udpræget tendens til, at perfektionistiske singlekvinder, som er for kræsne til almindelige mænd nu pludselig også skal have et barn, nærmest som en "accessory" til deres solokarriere, modetøj, etc og et benhårdt image som superwoman alenemor. Det er da ved gud ikke at tænke på barnets rettigheder. [:*(]...Hvis jeg lige skulle komme med et surt opstød...

Du sparede pengene til sædbanken.
Den er dyrere, men her får du bl.a. anonymiteten.
Du valgte at sparer - der røg anonymiteten.
Du må tage konsekvenserne af dit valg lige som andre voksne mennesker.
Jeg er helt enig i de øvrige kommentarer, så det behøver jeg ikke at gentage.
Forestil dig flg. samtale med dit barn om 10 år:
Barn: Mor, hvorfor har jeg ingen far. Alle de andre børn har én, og det kunne jeg også godt tænke mig. Jeg har jo heller ingen farmor og farfar.
Mor: det er fordi, at mors perfekte verden ikke indeholder en far - også selvom du måske gerne vil have en.
Men nu du siger det, så har du en far, og jeg ved hvad han hedder og hvor han bor. Han gjorde faktisk alt hvad han kunne for at få lov til at være din far, men det ville jeg ikke ha'. Du har også levende bedsteforældre, men dem har jeg også nægtet dig adgangen til.
Den perfekte verden er jo kun for dig og mig.
Ja sådan vil du naturligvis ikke svarer - det er så lidt for meget på spidsen, men essensen er hvad du kommer til at forklarer den lille.
Og tro mig - når den lille finder ud af hvad du har stjålet fra ham/hende og af hvilke årsager....... risikoen for at du får en "barnløs" alderdom er aldeles stor.
Havde du dog bare fået det gjort via sædbanken, ville du ikke have et lige så stort forklaringsproblem.
Så...kvind dig op og ta' dit ansvar.
Det er nemlig noget som man skal gøre ret tit som forældre.

Hej
Er det ikke påfaldende,at "Bondefanget" ikke har responderet overhovedet i denne tråd-
som hun jo vel at mærke selv har startet?
Jeg er simpelthen så chokeret over hendes oplæg,at det trodser enhver beskrivelse.
Til "Bondefanget" : Hvad havde du forventet da du skrev dit indlæg? Hvorfor kommenterer du ikke tilbage i den debat du selv har startet?
V.H. Mesha

Jeg synes nu også, at din ven er bondefanget! Han har ikke haft anelse om de følelser, han ville få ved synet af din gravide mave. Jeg forstår dig ikke. I har været venner i tyve år. I er så godt som i familie. Hvorfor skulle han dog ikke se dit barn, passe det, lære det at kende og elske det? Det skylder du dit barn, når du nu har en god far til det. Det er min mening.. Ja, jeg forstår sådan set godt din ejertrang.. den kender alle forældre.Jeg er faktisk alligevel forarget over, at du vil nægte den barnløse mand at elske hans eget barn!
Jeg tror, at du vil fortryde, hvis du slår hånden af ham. Og hvis ikke du fortryder, vil dit barn gøre det for dig!

Hej Bondefanget
Jeg kan virkelig godt forstå du er i syvsind. Og jeg kan virkelig godt sætte mig ind i dit valg om at være enlig forældre, det er også noget jeg har overvejet meget kraftigt.
Jeg syntes ikke at du skal flytte. Jeg tror ikke det vil gøre situationen lettere, for hvis han virkelig vil se dit barn, så vil han følge efter.
Er i enige om at barnet skal bo hos jer? Eller vil han også have barnet til at bo hos ham?? For hvis han vil gå med til at barnet bor hos dig, så er det måske ikke helt skidt, at han gerne vil være en del af barnets liv.
Jeg forstår virkelig godt at det er svært for dig, og jeg prøver bestemt ikke at dømme det valg du har taget, tværtimod. Men hvis I nu kunne blive enige om en måde at "dele" barnet på. Så er det måske slet ikke så slemt.
Hvis du kan få overtalt ham til at du beholder fuld forældremyndighed, men at han gerne må se barnet alt det han gerne vil, og når det bliver lidt ældre at han måske også kan have det på weekend. Jeg ved godt at lige nu kandet være svært at se det positive i situationen, men hvis du prøver at vende den om, så det bliver positivt at han gerne vil være med. I er venner, og hvis du giver lidt så kan det være han bakker lidt ned, og hvis han vil gå til din familie og "sladre" så har du jo dit på det rene, hvis du har tilbudt ham at han kan deltage men på dine premisser, da I jo havde en aftale fra start af. Det tror jeg din familie vil kunne forstå. Og selvom han er ven med dem også, så er det jo dig der er deres datter, søster osv. Blod er tykkere end vand.
Jeg håber virkelig for dig at du finder en løsning, der er til at leve med for dig, dit barn og din ven. For det skulle gerne være en lykkens tid, når barnet bliver født..
Held og lykke med det hele.
Knus Belis🙂

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg kan sagtens følge dig, for jeg har selv lidt gået i de samme tanker. Tanken om at et barn ikke skal opleve at blive kastet frem og tilbage mellem forskellige hjem. Den optimale 'lykkelige' kernefamilie, er jo det de fleste gerne vil leve op til, men de færreste kan....når man ser på skilsmisseprocenten. På den anden side, når faren nu kender både dig og din familie så godt, er der måske også en mulighed for at det kan fungere? Det vil da også være rart, at kunne få lidt aflastning engang imellem?
Man er selvfølgelig meget mere bundet, idet en anden person også har 'krav' på barnet.
Jeg kan kun sige pøj pøj, det lyder som en kompliceret og svær situation at slippe for faren.

Jeg synes helt klart også, at det optimale for et barn må være en mor og en far - men hvis forældrene ikke kan sammen, og ikke bor sammen, så synes jeg faktisk det må være meget mere stressende for barnet, at skulle kastes frem og tilbage, uden at have en helt stabil base....de fleste voksne, ville ikke kunne klare et sådant omtumlet liv, jeg vil vædde på at enhver afsked for sådan en lille størrelse, en afsked de skal igennem hver uge, både mellem mor og far, må være en enorm belastning. Og mange gange fyldt med skyld, far skal jo ikke tro man er mere vild med mor eller omvendt.