Sætte ham fri, eller...?

Hej. Jeg er en pige på 22. Jeg har en kæreste som jeg elsker over alt på jorden, han er 29. Han er sød, dejlig, betænksom og i bund og grund en rigtig drømmefyr.
Mit problem er egentlig at jeg har en gigtsygdom. Min mor har den også, og hvis vores sygdomsforløb kommer til at ligne hinanden, ender jeg som førtidspensionist. Men problemet ligger i, at jeg allerede nu har mange smerter, hvilket resulterer i, at min kæreste gør meget af det huslige arbejde, og jeg har megen skyldfølelse på grund af det. Han siger at jeg ikke skal tænke på det, men kan ikke lade være. Synes han fortjener bedre, synes ikke det er rimeligt at han skal gøre så meget herhjemme. Jeg tror virkelig han er den jeg skal dele mit liv med, men en lille stemme siger, at han ikke fortjener en syg kæreste.
Hvad ville i gøre? Synes i jeg overreagerer, eller burde jeg i virkeligheden slå op med ham, så han kunne få en kæreste, der ikke er syg?

beslutninger. Hvis han ønsker en anden kæreste, er jeg sikker på, han nok skal fortælle dig det. Indtil da, nyd ham og ødelæg ikke det gode I har sammen med den slags tanker.

-og dyb respekt for både dine tanker -og kærestens troskab. Dine tanker er naturlige at få i netop din situation - men du kan være overbevist om at, man kan faktisk elske et andet menneske så meget, at man ville dø for vedkommende, hvis det kunne redde vedkommendes liv. Det er ikke noget man kan forklare - men jeg tror du betyder langt mere for din kæreste end du selv er klar over. Intet er stærkere end forelskelse!

Efter min mening skal du give ham chancen for et bedre forhold, hvor han ikke skal lege husalf. Hvis han er så fantastisk, skal han have en der er lige så fantastisk, og hvis du ikke mener at du er det, så er der kun en vej frem.

er husalf? Regner med du er ironisk!

Mener at jeg ikke synes det er rimeligt hvis han laver det hele, mens hun bare sidder på sofaen og har ondt af sig selv på grund af hendes "sygdom". Mange mennesker lever med gigt, og klarer fint det huslige arbejde alligevel. Jeg skal ikke kunne udtale mig om henes smerter, men hvis hun mener det er uretfærdigt, så er der vel ikke nogen grund til at belaste ham.

Mit liv har været en lang række af "panden lige mod muren". Jeg er incestoffer, mine søskende er resultatet af en voldtægt, beggået af vores biologiske far, vi er alle voldsofre, to af os har døjet med spiseværing. Vi er så beskadiget som man overhovedet kan være. Idag lysner det, vi har alle været i behandling og er fixet, så godt som man nu kan.
Desværre har min spiseværing ødelagt en del ved mig, derudover har jeg skader fra mishandlingerne der gør at jeg idag ikke er som alle andre 28 årige kvinder. Det betyder at min kæreste gør det meste af det tunge, han slider og slæber for at jeg ikke skal byrdes mere. Det har taget hårdt på vores forhold, jeg har følt mig som en halv kvinde fordi jeg ikke kan bære vores vasketøj eller vores indkøb, det føles sommetider som om jeg driver rovdrift på ham når han står op lørdag tidligt for at gå med vores hund, efter en uges hårdt arbejde, men han gør det fordi han ved jeg har haft ondt om natten. Og han gør det med glæde, hvorfor?
Fordi jeg hver eneste dag husker at vise min taknemmelighed, jeg elsker ham så dybt og højt at mit inderste er ved at sprænges. Det viser jeg ham ved at lave et varmt bad til ham, lave hans livret når han kommer træt hjem, nusser ham i hovedet når vi sidder i sofaen, jeg sørger altid for at hjemmet er ryddeligt, jeg gør alt det jeg overhovedet kan og husker at sige ham tak for det han gør - og husker ikke at brokke mig over sure strømper på gulvet, toiletbrættet der ikke er slået ned, tandpastaen der ikke kan komme ud fra bunden osv osv osv. For jeg ved godt at han er min livline ud til omverdenen nogen gange, uden ham ville min familie og jeg stå med vores skader alene - han gør livet overkommeligt for mig og derved også min familie.
Din kæreste gør det fordi han elsker dig, fordi du ikke holder noget skjult for ham, han ved godt hvad han går ind til og du må stole på at hans dømmeevne er stærk. Det siger lidt om ham som menneske at han går ind i det, med åbne øjne og elsker dig ubetinget, det må du for alt i verden da ikke smide ud?
Nyd ham, tag din del af det, så meget som du kan , husk ikke at være efter ham og sig tak hver dag. Læg den dårlige samvittighed på hylden, du er skabt som du er og måske din kæreste er skabt til dig, som du nu er?

Nu er gigt jo en sygdom der ikke kun er en definition på. At du sidder der og gør dig til domsmand overfor en pige med smerter, siger vist mere om dig end det gør om hende.
Selvfølgeligt skal hun da ikke bryde ud af et forhold bare fordi hun er lidt syg?!
"mens hun bare sidder på sofaen og har ondt af sig selv på grund af hendes "sygdom"." <--- Hvor ved du sådan noget fra? Helt ærligt, tag dig da sammen.

Hun siger at han laver størstedelen af det huslige, fordi hun ikke kan... Ergo må hun jo lave et eller andet, der ikke er fysisk, så som at sidde på sofaen.. Og jeg mener at indlægget viser at hun har ondt af sig selv. ellers ville hun vel ikke overveje at gøre det forbi med kæresten...?

Jamen det lyser jo bare så langt væk i dine indlæg at du intet aner om gigt.
Man sidder jo ikke bare på sofaen og dangderer den mens manden render hovedløst rundt i huset?! Det er jo en samvittighedsfølelse der bygges op over en periode for til sidst at udmønte sig i panikagtige løsninger (Istedet for han får nok af mig, siger jeg farvel til ham og sparer smerten), du aner INTET om hvad hun foretager sig eller ikke foretager sig, alligevel taler du som om du havde svaret?!
Oplys dig selv inden du udtaler dig om så gravalvorlige ting.

Og jeg sidder ikke bare på sofaen! Men jo, jeg føler da jeg belaster ham mere end jeg ville have gjort, hvis jeg ikke var syg. Det er klart. Men jeg forsøger at lave mad, hygge om ham, handle det lette ind og så videre. Grunden til indlægget er, at jeg gerne ville have nogle andres perspektiver på, om jeg skulle blive sammen med ham (som jeg allerhelst vil) eller om dette simpelthen var for egoistisk.

Hun bad om andres meninger. Dette er min mening, længere er den ikke.

Jeg er helt enig med dig - godt og præcist formuleret!!!

Det var jo ikke "bare din mening" det var en beskyldning om ting du ikke har den ringeste ide om?!
Det er bare for dumt, for dumt, for dumt.. ja jeg kan næsten ikke sige det nok.

Jeg er helt og aldeles enig med beksadigets svar til dig, men vil gerne tilføje, at I måske - hvis pengene er der eller kan findes - køber jer lidt hjælp til de grove ting i dagligdagen. Det vil nok hjælpe dig lidt, hvis du ikke føler, at hele ansvaret ligger på ham.
Men kast ikke guld på gaden - nyd ham, elsk ham og se, hvad der sker.
[l]🙂

Tak for dit svar. Det er godt nok langt fra samme årsager, men det er rart at høre fra en der selv lever i en lignende situation. Synes bare det kan være svært at tage imod alt denne hjælp, uden mulighed for at give igen på samme niveau. Men som du siger må man jo så gøre hvad man kan på andre punkter 🙂

Husk at det er pga dig han er hos dig, ikke fordi han synes det er synd for dig eller han tror du ikke kan uden dig. Det er kun pga dig, din personlighed, din ømhed, de ting du giver ham som ingen anden kan give ham.
Tag en snak med ham, det hjalp med os. At jeg åbnede mig og fik ham fortalt om min dårlige samvittighed, at jeg føler mig neutraliseret - at jeg gik med tanker om at bare lade ham gå, det gav ham et overblik over min sitaution der, ifølge ham, har hjulpet ham meget i vores fælles sitaution. I er 2 i det her, løs det 2.
Kærlighed kan ikke mosles ned af noget så ligegyldigt som helbred, det lover jeg dig 😉

men også ægte kærlighed!!

så tror jeg ligesom flere andre herinde, at han virkelig elsker dig højt.
og det her kan virke underligt, men læs lige færdig først
Ganske vist siger man ofte om kærlighed "If you love something set it free, if it comes it's yours - if it doesn't it never was" ok, der kan være situationer hvor det ikke helt passer, men efter sigende skulle det her passe ret godt.
Men spørgsmålet er om du ikke allerede har gjort det og han kom tilbage (eller aldrig var væk) - for du skriver jo også, at du har skyldfølelse og han siger, at du ikke skal tænke på det.
Så mon ikke I har snakket om det.
Ja, jeg kan godt forstå din skyldfølelse, men jeg tror altså han elsker dig.

Hvis det var mig så vil jeg blive hos ham. Kan du føde børn? Hvis ja så hvorfor ikke bliver hos ham. Sådan en go mand vil alle have :-)