Tanken skræmmer mig

Jeg er en qvinde på 30 år. Jeg er sammen med den dejligste fyr, og har været det i 3 år. Vores kærlighed vokser sig større og større, og jeg føler mig gladere og gladere for ham, som tiden går.
Men men men....jeg har i grove træk ikke været single, siden jeg var 15 år. Tanken om at binde sig til den her en mand resten af livet kan skræmme livet af mig. Tænk hvis jeg går glip af noget? Jeg har stadig brug for at feste, og det nyder han heldigvis også. Men hvor længe gider han mon det? Han er på min alder, og han har faktisk været single hele livet, så han har været det vilde ræs igennem.
Tænk at jeg aldrig mere skal ud at score og føle nyforelskelsen....Tænk at jeg aldrig mere skal være alene - og bare være mig selv. Jeg har kun haft 3 lange forhold - hvordan ved jeg, at jeg har fundet den optimale mand?!
I bund og grund er det jo et valg, jeg selv tager. Jeg ved godt, jeg ikke kan få begge dele. Jeg har endelig fundet en mand, jeg har lyst til at stifte familie med, og har lyst til at være sammen med i fremtiden. Længere er den vel ikke.
Blot et lille opstød herfra!

du er slet ikke parat til at hverken gifte dig eller få børn. Du har stadig et behov for en nyforelskelse,som du selv skrev og bange for at binde dig.Hvad er du bange for,at gå glip af hvad? Du er ærlig og det er der intet galt ved.Jeg tror at hvis du med hånden på hjertet,var totalt dybt forelsket i din kæreste,ville du ikke have disse tanker.Var du super duper forelsket i din kæreste ville han være nok for dig og ikke til stadighed søge smiger og nyforelskelse her og der.Det er godt at du er ærlig og det burde de fleste mennesker være inden de stifter familie osv. Jeg ønsker dig lykke og held .

i mine øjne - efter at have læst dit indlæg. Vær dog super taknemmelig for og over at fundet en mand, som du elsker.
Mange bliver alligevel skilt senere - så får du chancen for at score igen;O)

Det kan godt være, du har ret. Men jeg agter nu overhovedet ikke at gå fra min kæreste. Man smider jo ikke guld på gaden 😉

det er et luksusproblem. Nogle finder aldrig kærligheden, og får slet ikke chancen. Jeg var bare lidt ude efter at høre, om der var andre i samme båd. Der er vel også en grund til, at der er noget, der hedder "kolde fødder", inden man f.eks. giver sit endelige ja i kirken😉

Gift dig ikke nu, men vent vent vent. Det er mit råd til dig. Når man gifter sig og flytter sammen, så flyder det hele over og man føler bestemt ikke nogen som helst frygt for at "gå slip af noget" - tværtom er man bange for at gå glip af sin store kærlighed, hvis man IKKE følger den. Sådan var det i det mindste for mig - ellers havde jeg da ikke opgivet min frihed som jeg også elsker. Ingen tvivl i sind og ingen "kolde fødder" da jeg fyttede sammen med min mand og vi giftede os, efter at have kendt hinanden sådan on and off igennem mange år. Så det har været en stor inspiration og lykke - og i masser af gode år. Kun de sidste få år har været svære, men alligevel er han stadig min store kærlighed [f][l][f]
Så gør det ikke - altså gift dig ikke nu og stift ikke familie. Jeg forudser dine børn ender som skilsmissebørn. Du skal være langt mere afklaret. Det var så mit bud 😉
Pus [f]

Der er også en grund til, at jeg ikke er gift endnu og heller ikke har børn. Jeg elsker ham meget højt, og jeg kan faktisk KUN se ham som far til vores kommende børn. Men inden da, skal jeg have mere ro i mit sind, og mere en fornemmelse af, at jeg hviler i mig selv [l]

Vil du afprøve alle mændene, inden du vælger? Hvis du tror, du skal det, så vil jeg hilse og sige, at så tror jeg, at alle de gode er optaget, når du langt om længe føler dig klar til at vælge.
Træf et valg! HVis det bliver at få børn osv. sammen med din nuværende kæreste, så sørg for, at du/I arbejder på at holde gnisten vedlige i det parforhold. Alle parforhold kan "gå i ged" i længden, hvis man bare tager den anden for givet og ikke gør noget for at overraske partneren med jævne mellemrum.
mvh hønemor1001

det, jeg har tænkt mig. Jeg har truffet et valg 😉 Måske skammer jeg mig i virkeligheden bare en lille smule over de her tanker. Men det er ikke noget, jeg har tænkt mig at realisere, uanset hvor meget andre nu opfordrer mig til det🙂

Og det kan du tage mig ord for. Nu vil jeg gerne fortælle dig hvorfor jeg så skråsikkert giver dig den kompliment. Eller - for at være helt oprigtig, så er det en tysk fyr på jeres alder der fræser Tyskland tyndt og holder foredrag. Han har skrevet nogle bøger, bl.a. om motivation og de er blevet bestsellere.
Gutten fortalte at vi, når vi bliver forelskede, bliver gennemstrømmet af to hormoner. Den ene er noget med "..dopamin", og den anden kan jeg ikke huske.
Fyren siger at vi alle har disse hormoner i 1½år. Nogle er i stand til at opretholde tilstrømningen i mere, og i allerbedste fald så holder de to hormoner aktive i tre år. Præcist så længe som du har været sammen med din fyr.
Hvad gør man så når de to hormoner holder op med at strømme helt så rigeligt? Smider man slamberten ud, og ser sig om efter en ny for at få den rus igen i fuldt omfang? Svarer man ja til det, hvad siger det så om én? Nok at man er frygteligt egoistisk? Egosimen er en ting som vi bruger en hel del. Og hvem er nærmere til at sørge for at man altid har det godt, end en selv? Nej vel?
Det som fyren sagde, var at man så SELV må sørge for at de to hormoner flyder i stride strømme i mange mange år. Det gør man ved at forelske sig i sin partner på ny. Igen, igen og igen.
Tænk når du vågner op ved siden af din fyr "Gud, hvem er det der ligger i min seng? Han ser da meget tilforladelig ud. Gad vide om han gider mig? Gider jeg ham? Gu gør jeg da så. Alle de mænd der findes derude, vil altid være den næstbedste sammenlignet med den mand jeg faldt for".
Jeg tror ikke at vi er skabt til at være sammen med én person i vort liv. Det ville jo så begrænse sig til den første vi lærer at kende. Og al ære for det, men så godt et menneskekendskab tror jeg ikke vi skal bilde os ind vi har.
Det handler om at du, før eller siden, må tage et valg. Det siger du jo også selv. Vi står nu engang ikke i Fætter BR, og kan vælge og vrage på alle hylder - hele livet igennem. Før eller siden må vi vælge den vi mener er bedst egnet til at gøre os lykkelige, og som er den vi mener kan forsørge os bedst, være den bedste far til vores børn - til dine :-)
Det var mit ringe bidrag til din tråd. Hvis du lægger mærke til hvor ens vi ser på dette valg, så gør du altså ikke ret meget forkert.
Når angsten for at vælge rigtigt, er større end angsten for at vælge forkert, så er jeg ikke sikker på at du har fundet den rette.
Mvh Lagermann

- men hvad får dig til at tro, du aldrig skal opleve nyforelskelsen igen? Den kommer og går, hvis man passer sit forhold. Så brug lidt krudt på det, hvis han er den "rigtige".

Sikke en lang smøre, og jeg kunne virkelig godt tænke mig, at du uddyber din sidste sætning? Angsten er jo, at jeg vælger forkert! hvordan kan man være angst for at vælge rigtigt? 🙂

Jeg tror også selv på, at man selv afgør, om man kan være lykkelig i et forhold. Hvis man keder sig, kunne man måske SELV gøre en indsats. Jeg ved i bund og grund ikke hvad der skræmmer mig - for jeg savner ikke at stå med tungen i halsen på en anden.
Jeg kan kun gøre det, jeg føler jeg har lyst til NU. Og jeg har lyst til, at mit liv er som det er nu....men jeg føler til tider en indre uro...

- Så er der jo liv i dig. Kender du den med Hausgaard, hvor konen slå manden ihjel og bliver frikendt, for ham her der ikke været liv i de sidste 15 år?
- Selvfølgelig er der forskel på, hvilken uro man har, og det skal du mærke efter, men jeg kan fortælle dig, at min ex-mand, uden problemer, kunne give mig sommerfugle - af de vildeste - efter 15 år... med et blik. Det betyder ikke at han ikke med jævne mellerum var billigt til salg. De kunne såmænd have fået ham for at fjerne ham, men nu havde vi lige mindst tre "ting" tilfælles på hhv. 10, 5 og 6 år (noget af tiden)
- Mit ægteskab var indledningsvist stormfuldt. Vi blev gift, da vi havde kendt hinanden i 8 måneder. Da vi havde været gift i 1 år panikkede jeg fuldstændig. Jeg skulle overhovedet ikke være gift. Ikke at jeg skulle skilles - det skulle bare ophæves. Total trykfejl. Det syntes han, var en rigtig dum idé, så vi lavede en aftale om at holde en tre-måneders ferie og så evaluere "rigets tilstand" derefter. Vores første barn er født på vores 2 års bryllupsdag.
- Vi var sammen i 16 år og jeg tror, hvis jeg skal lave status at vi grinede de 14 sådan sammenlagt. De perioder, hvor der ikke var kæmpe amoriner i luften, holdt vi os lidt fra hinanden. Gav noget plads, gav enetid, rum. Når så den ene syntes at nu var der gået nok tid med det, så henvendte man sig og lavede enetiden til voksentid. Det kan også være en kunst med 3 børn i huset, men det var sådan prioriteringen var.
- det var nogle temmelig uheldige og udefrakommende omstændigheder, der var årsagen til vores skilsmisse, og var de ikke indtruffet, havde vi såmænd nok været gift den dag i dag, men nogle ting kan man ikke holde op for.
- Alt det her gik godt, fordi han vidste noget jeg ikke vidste den gang, men at én ved er jo nok - og én ting lærte jeg af det ægteskab. Kun livløse forhold er monotone og stabile på følelsesregisteret. Dem der er liv i de går i bølger og bakker på kurven. Man skal ikke opgive når man er nede for det betyder ikke noget, men hvis toppen bliver for flad, så er det tid.

- de tanker skal du ikke skamme dig over, dem skal du derimod forholde dig til. Som jeg skrev i det andet indlæg, så var min fornemmelse at den der institution et ægteskab var, slet ikke var noget for mig, men det jeg erfarede senere, ved at tale med andre kvinder og især kvinder, der var ældre end mig selv var, at de alle troede på ægteskabet, men i bund og grund følte, de var kommet afsted med den forkerte.
- Jeg havde det præcis omvendt. Jeg troede på ingen måde at et ægteskab var lykken, men jeg vidste 110 at skulle det være, så skulle det være HAM. Jeg har godt nok levet sammen med en anden siden, men det var en helt anden ting og havde intet med redebygning at gøre.
- I dag tror jeg på ægteskabet som platform, hvis man er redebygger.

historie, Dulkis.
Jeg har jo ikke gjort mig samme erfaringer, og jeg skal faktisk først til at begynde på alt det her.
Mit forhold er dog ikke "bakket" i den forstand, at der er store op- og nedture - i hvert fald ikke set udefra! At der så er kaos inde i mig fra tid til anden, er en helt anden snak. Men jeg må hellere hilse den velkommen og acceptere, at den er en del af mig. Hvad kan jeg ellers gøre? Og skidt med, at tvivlen er en del af mig! Det viser trods alt bare, at jeg reflekterer over tingene, og ikke følger med strømmen som en død fisk.🙂

et stort spring består i praksis af mange små skridt.Lige pludselig stikker du hovedet op og ser hvor langt du er gået.
Så tag en dag af gangen:)

du er i tvivl, så spild ikke mandens tid, så er du ej værd at samle på, skip ham og "nyd" dit single liv.

ret ,jeg mener at trådstarter slet ikke er 1oo% sikker mht at gifte sig osv ,da hun stadig har et behov for at blive nyforelsket og ikke at binde sig.Hvis hun var sikker i sin sag ville hun slet ikke være i tvilv.Som min mor altid sagde : Hvis man har tvilv,skal man ikke gøre det.Når man har fundet den eneste ene begynder man at tænke i to og man kan ikke vente med at være sammen hele tiden.At være bange for at binde sig er et tegn på,at pigen ikke er parat,men det er jo ærligt nok.

du har læst tråden ordentligt. Der vil du se, at jeg ikke har tænkt mig at forlade ham.....!

at jeg havde den evne 🙂 Jeg har da også talt åbent med min kæreste om de her ting - og han beder mig om det samme som dig...en dag ad gangen🙂

at denne debat deler folk lidt op i to grupper:
Dem som siger: Brug ikke mandens tid mere - du fortjener ham ikke, når du k an have det sådan!
Og dem som siger: Byg videre på det, hvis det er ham, du gerne vil kæmpe for!
Jeg vil gerne pointere, at jeg tilslutter mig den sidste gruppe. Tilhængerne af den første gruppe må have utroligt meget styr på deres eget sind, tanker og følelser - og det må jo være utroligt dejligt. Sådan er jeg desværre bare ikke skruet sammen!😉

der ikke er skruet sammen:)

at der måtte være nogle derude😉

Du udtrykker en tvivl om, hvorvidt du er parat til at binde dig til HAM, og derfor skrev jeg at du ikke er værd at samle på, og spilder mandens tid.

Græsset er altid grønnere på den anden side...
Nuy skal du ikke panikke over du skal giftes og du skal nu henslæbe resten af dit liv med aldrig at... Ja jeg ved ikke lige hvad det er du vil miste.
Men se på den lyse side. (hvis man kan kalde det, det)
Der er 50% risiko for at i skal skilles inden de næste 15 år. Så sørg for der ikke går for meget hverdag i det hele. Sørg for i gider hinanden om 3 år også.

Ja, jeg tror bare, jeg skal slå koldet vand i blodet - jeg synes også, vi begge sørger for, der ikke går triviel hverdag i den...
Det kan godt bare virke lidt skræmmende stadig - that's just me 🙂

Se om i kan finde noget i kan lave sammen, som ike overskygger resten.
Men noget bare i to laver.
Eksempelvis Tango.
Det er squ en for sexet dans, hvor manden er nød til at hive hulemanden op og finpudse ham til de bonnede gulve.
Det ville jeg se om jeg kunne få en evntuelt kærste til.😉