Temperamentsfuld kæreste

Hvad skal jeg gøre, min kæreste er alt for temperamentsfuld hun kan flippe over de mindste ting, og hun tror hun styrer mig! Jeg er blevet opdraget ordentlig og lægger ikke hånden på en kvinde, men hun kan godt nok til tider få mig drevet til vanvid. Hun bliver så sur, at hun starter med at råbe og skrige så går det over til lidt mere voldsomme ting , som at kaste med ting og smadre ting, kaste dem efter mig.
Jeg kan til tider tænke på "hva fanden har jeg nu gjort". Det er nærmest hende der styrer det hele, vi er begge unge men vi har brug for hjælp, eller hun har brug for hjælp.
Mit spørgsmål er, hvordan kan jeg hjælpe hende med at styre det? Jeg kan ikke gå fra hende, elsker hende højt og bliver der, men hun kører mig psykisk ned med sine anfald og navne hun kalder mig!
Jeg kan desuden også tvivle på, om hun kan elske mig siden hun gøre det mod mig, hun ved det kan såre mig. jeg er ikke en tøsedreng, jeg har sagt fra og svaret igen, jeg slår bare ikke på kvinder. Der er andre muligheder, men hvilke??
Hilsen Mads

til de ytterligheder simpelthen ved i starten at sige hvis du ikke stopper går jeg .
stopper hun ikke der så gå og vær væk i flere timer.
har hun ikke lært noget af det så gå ned på komunen og forklar dem situationen og få råd derfra.
skal så sige hvis hun slår dig uanset opdagelse eller hvad du har så har du ret til at slå tilbage ,men ikke før hun gør det ,da der i tilfælde af skader og den kommer i retten at du simpelthen forsvarede dig , men dette skal kun bruges i yderste nødstilfælde.

gå fra hende.Det giver hende ikke ret til, at kalde dig navne eller kaste ting efter dig.Som du selv skriver har hun et problem, som der skal hjælp til.Gå fra kæresten nu inden hun ødelægger dig helt.Du har hele livet foran dig, og der kommer en anden sød pige.held og lykke

Din beskrivelse får mig til at tænke på et lignende eksemplar af slagsen. Det var et enebarn, som havde fået sin vilje ved bare at råbe højt nok. Hun havde aldrig skullet dele noget med nogen, og kom ALTID i første række.
De er pissesvære at hamle op med, netop fordi som du ganske rigtigt siger, du elsker hende jo.
Men du får ikke et ben til jorden hvis du ikke sætter nogle grænser.
Det er faktisk som et lille barn der prøver grænser af. Hun vil se hvor langt hun kan gå overfor dig. Hun tigger og beder dig om at du siger STOP - hertil og ikke længere. Jeg siger ikke at du er vattet, for du gør det ud fra de ædleste motiver. Du taber bare i sidste ende hvis du ikke er meget konsekvent overfor hende.
Jeg håber ikke jeg har overdrevet, og jeg ønsker dig/jer - men først og fremmest dig held og lykke.
Vh Victor

Nu er du allerede nr to som siger til den unge mand at han bør gå. Det er som om vi er et folk af kvittere. Folk bliver skilt for et godt ord. Jamen, var der da ikke en grund til at man forelskede sig i vedkommende?
Jeg er vædder, og måske derfor NÆGTER jeg at give op før jeg har afprøvet samtlige muligheder - og for den sags skyld umuligheder.
Vis jer da som mandfolk for fanden!!

du skal skynde dig at smutte. så kommer hun nok krybende tilbage, og hvis ikke, tja..! så det nok til det bedste.

overhovedet, så lige du skrev til en du var vædder det er jeg sjovt nok også og giver ikke op, jeg går ikke fra hende, derfor søgte jeg om hjælp. jeg ved ikke hvad jeg kan gøre, der er der problemet ligger.
Hilsen Mads

sagt han skulle gå men gå ud i byen i flere timer så hun kan køle ned

Det så jeg lige før jeg læste dit indlæg bogstav for bogstav. Og det er bestemt en god idé at gøre når hun går i selvsving.
Beklager misforståelsen :o)

i dig selv, først og fremmest. At slå løser ingenting. Slet ikke.
Prøv når hun får sine ture, at lade hende rase igennem. Bevar roen og gør hende opmærksom på at du er lydhør overfor hende. LYT til hende. Uanset hvad hun finder på at kalde dig. Spørg ind til de ting hun siger og prøv at finde roden til hendes vrede. Hun kan muligvis ikke finde den selv.
Den slags arrigskab er ikke sjældent forbundet med frygt for og frustration over nogle ganske andre ting end de umiddelbare.
Det er din opgave at hjælpe hende finde ud af hvad det er.
Samtidig skal du selvfølgelig ikke finde dig i hvadsomhelst. Og lader det sig ikke gøre at få hende i tale, selvom du konsekvent bevarer roen og overblikket, må du gå din vej.
- Permanent, hvis det med et par timer ad gangen ikke virker.

...men jeg synes også det er ret meget at forlange af en ung mand. Jeg tror på at han elsker hende, og derfor tror jeg osse han vil lytte til dig, for det er rigtigt hvad du siger. Men kan det passe at vi skal være psykologer, for ikke at sige psykiatere for at forstå det menneske vi vil gøre ALT for på denne jord? Og så af sådan en ung fyr? Jeg synes det er i overkanten.
Men da både han og jeg er væddere, så er vi ikke "kvittere", så jeg ved der er håb. Men det slider. For hvis hun ikke kan få ham til at reagere ved at hun er verbal voldsom, så går hun skridtet videre.

...at den grad af insigt er lidt vel meget at forlange fra nogle.
Nu står der jo ikke noget om HVOR ung manden er, men det er da under ingen omstendigheder nogensinde for tidligt at begynde at lytte?
Der er ingen garanti for at det virker. Nogle bliver, som du selv siger, bare mere provokerede.
- Men det er ALTID de første mange forsøg værd.
Det er en yderst brugbar evne at besidde. At kunne se igennem alle beskyldningerne og navnene og bare være der og stå det igennem med hende.
...Indtil hun forstår hvad hun egentlig er sur over. Og forstår at reflektere.
Man bliver bedre til det med alderen.
Men det er som sagt aldrig for tidligt at begynde at øve sig...
Måske SKAL man rent faktisk besidde en lille psykiater, for at bevare et sundt forhold. Når den ene har behov for at lukke op for ventilen, skal den anden være der og tage imod.
Sålænge det er nogenlunde gensidigt.
...Men alt det ved du jo selv, ikke?🙂
-Jeg er iøvrigt også vædder.
Ved ikke om min stædige tålmodighed stammer derfra.

Lige så snart det trækker op til råb og skrig, så siger du stille og roligt : enten taler vi stille og roligt sammen eller jeg går mig en tur, til du er faldet ned igen.
og så skal du selvfølgelig også gøre det,
HVER GANG
så på et eller andet tidspunkt har hun forstået at konsekvensen af de store udbrud altid vil være ( uden undtagelse, også selv om i f.eks er på restaurant , til fest o. lign. )at hun ikke kommer af med sin galde,
og så må være alene med den.
Det er noget, der kræver energi af dig, men det gør det andet jo også.
Det er temmeligt svært at leve med et menneske med et sådan temperament, og det er svært for den person at have et sådan.
så ja det er en god ide, at få noget hjælp, for der er da en grund til at hun har så svært ved at kontrollere sine vrede og følelsesudbrud.
Men det er også vigtigt at du siger fra, for det vil i længden være så nedslidende på dig, at du vil ende med at gå rund om hende som katten om den varme grød, fordi du ikke kan være sikker på, hvornår næste vulkanudbrud blusser op.
Og det kan kærligheden slet ikke holde til.

Er det sjovt, nu jeg læser de andre indlæg igennem at vi er så mange væddere her på dette indlæg.

Tak for jeres hjælp, der er en del ting jeg nu skal tænke over, i kan tro der er et par ting af de i har skrevet som jeg kan bruge! Eller i det mindste overveje at bruge, for kan ikke klare det mere, det går jo ikke godt.
Lige til dem der vil vide hvor gammel jeg er, jeg er 19 og hun er 18!
Men jeg ser frem til måske at læse endnu flere gode svar fra andre, jer der indtil videre har skrevet har også været til stor hjælp, i fik i hvert fald sparket mig til at begynde at tænke over de ting i skriver!
Hilsen Mads

..har jeg været der, og oplevet det. Det ligger mig meget fjernt at generalisere, men jeg har haft hele 4 kvinder der var enebørn som kæreste. Og det var sgu til tider hårdt.
Udover at jeg som du og vores hjælp-søgende fyr er vædder, besidder jeg også en næsten uudtømmelig indre ro. De to ting i kombination har ofte hjulpet mig igennem sådanne oplevelser. At forholdene så ikke har holdt i længden, var fordi DE gav op. De kom ikke igennem hos mig, og valgte så "nemmere udgaver" af mit køn ;o)

Jeg kunne godt få den tanke at vi væddere tiltrækker den type mennesker. For godtnok er det i den unge mands tilfælde jo en pige som er så rabiat, men det kunne ligeså godt være en eksalteret fyr.
Det er som om de aldrig rigtigt er blevet voksne, og i mine øjne bør de faktisk behandles som børn der prøver grænser af.
Det er ganske rigtigt at det er fornuftigt at man lover at GÅ når der er optræk til noget. Men det ALLERvigtigste er at gøre alvor af det løfte. Konsekvens er non plus ultra overfor den slags mennesker, uanset køn.

Først vil jeg lige høre dig om hvor lang tid det har det stået på og hvor lang tid har i været sammen?
For det andet så synes jeg at du skulle sige til hende, at hun er nødt til at gå til en psykolog, måske parpsykolog. I er nødt til at finde ud af hvorfor hun gøre som hun gøre og hun skal forstå at det er hårdt for dig. Det er jo ikke sikkert hun selv er psykisk stabil, derfor er hun måske som hun er.
Hvis hun nægter al form for hjælp så skal du altså forlade hende, find dig en anden sød en. Ja det lyder barskt og du siger du ikke vil forlade hende. men Mads hvad hvis hun nægter hjælp eller bliver ved og ved indtil det en dag gåt galt, jamen så fuck kærligheden det der er ikke kærlighed. Så hellere gå ud af forholdet, bare rolig hun vil der indse hvad hun har mistet, du lyder som en klog og sød ung mand!
Det vigtigste her i verdenen er, at man er lykkelig, resten forholder man sig til som tiden nu går! Jeg ønsker dig held og lykke og tænk nu over det jeg siger, godt nok kan man nægte at forlade en person, men hvad hvis hun ikke vil hjælpes?
Knus fra mims

www.kvinderikrise.dk
- og se om ikke nogen af de beskrivelser du finder der, passer helt eller delvist på din kærestes opførsel.
Har hun det også sådan, at hun giver dig skylden for hendes "anfald" eller udbrud? Siger hun f.eks. noget i retning af, at det er din skyld hun bliver så vred, for du kunne bare lade være med xxx. Eller at du kunne bare have gjort xxx?
I så fald fralægger hun sig ansvaret for sin egen adfærd, og gør dig skyldig for det hun selv skader dig med.... - det er også en del af et voldeligt adfærdsmønster ("blame the victim").
På det site, er teksten skrevet for kvinder, men hæng dig ikke i det. Udskift blot ordet "han", men "hende" når du læser teksterne, og se om der et eller flere forhold, der mon passer på din kærestes adfærd.
Umiddelbart, er det du beskriver, tilsyneladende en person der øver psykisk vold (f.eks. håne, kalde øgenavne, tyrannisere, straffe med alt fra råb til stilhed, manglende sex el. kræve sex, kontrol over dig og hvor du er/ hvad du laver og hvorfor osv.) og materiel vold (at ødelægge ting, kaste med ting, smadre hånd el. genstand ind i f.eks. døre så de går i stykker osv).
Et menneske, der er så meget ude af selvkontrol, og måske ikke selv vil tage ansvaret for sin vrede, har rigtig nok behov for hjælp.
Du skriver også at du elsker hende så meget, at du ikke kan gå. Hvad skal der til for at du vil stoppe med at lade dig behandle sådan? Skal hun ramme dig fysisk direkte? Skal du køres psykisk helt i sænk, så du dårligt ved hvad du selv hedder, og dine venner slet ikke kan kende dig og dit humør længere? (altså de venner du stadig måtte have tilbage efter længere tid med sådan en kæreste...)
Mange har troet at de kunne "redde" en voldelig kæreste ved at blive og give og give kærlighed... Men ved du hvad - erfaringer, fra hele verden, viser, at det kan man ikke!
Den eneste der kan ændre sådan en adfærd, er den person selv, der opfører sig sådan.
Men du kan stille hende et ultimatum:
At hvis hun vil have dig som kæreste, SKAL hun gå i behandling for sin voldelige adfærd.
Tænk også over, at hvis du bliver i sådan et forhold, og hvis i en dag fik børn... UHA. Vil du byde børn sådan en terror i hverdagen? (jeg har hørt du elsker hende, men det gør ikke hendes handlinger ovf. dig mindre smertefulde, faktisk tværtimod.) Hvis hun elsker dig, vil hun også passe godt på dig, respektere dig, og tage omsorg for dig. Gør hun det?
Alt andet lige, bliver man i et forhold til sådan et menneske, er det den sikre vej til et liv som "dørmåtte", eller "skraldespand" for den andens agressioner.
Er det kærlighed at lade sig behandle sådan? Er det kærlighed at behandle sin elskede sådan?
Se på hvad du synes du selv er værd. Har du ret til et dejligt liv i harmoni og respekt med en lige værdig kæreste, som du kan skændes med på en konstruktiv måde?
kh

Ja hun passer til den beskrivelse du har givet mig, jeg vil også kigge på den side du har skrevet. Ok ang. det med dørmåtte og om jeg vil behandles sådan her, nej selvfølgelig ikke. Vi har været sammen i 3 år snart, ja vi har ikke haft sex i snart 3 måneder, ja jeg er ligeglad med det faktisk selvom jeg har behov for det, men det er ikke det der skal styre et forhold.
Ja hun giver mig skyld for hendes anfald, jeg vil stadig ikke forlade hende indtil jeg har afprøvet hver en eneste mulighed der er.
Drømmer om en dag hvor hun kan få hjælp eller går med til det og vi så kan få det godt sammen.
Jeg kan bare ikke forlade hende, siger det endnu engang ja i know, men jeg elsker hende alt for højt, hun har også gode sider, ser ikke kun på det dårlige.
Ingen tvivl om, at den måde hun behanlder mig på er forkert, det har stået på i 2 år faktisk, derfor har jeg fået nok og hun skal bare hjælpes.
Som jeg sagde tidligere ja så er der en del ting at tænke over, jeg er utroligt glad for nogen gad svare mig på mit indlæg og råb om hjælp, dit indlæg har også især fået mig til at tænke over ting og sager.
men lige nu ser det sort ud bare tanken om at forlade hende og gå videre, det ville være hårdt.
men jeg skal måske indse, at hvis hun absolut ikke gider hjælpes, nægter det eller at jeg har gjort alt jeg kunne og hun så stadig er sådan, ja så er jeg nok nødt til at komme videre.
men lige nu ved jeg ikke, måske er jeg forvirret, hvem ved. Alt i alt tak for svaret!
Hilsen Mads

Køb et sæt håndjern. Næste gang hun begynder at smide ting, råbe op osv, så læg hende i håndjern, og lad hende blive i dem, til i får talt ud,for det er det, i skal have gjort. TALT UD.
Bare lige en tanke fra mig.

..for hvert indlæg jeg læser af dig :o) Du er en guttermand, ingen tvivl om det, og kan nogen klare det - så er det dig!! ;o)

Behøver du at vælte din ønsketænkning udover andre? ;o) EJ, det er da ellers konstruktivt..men er det en arbejdsskade? Er du politi betjent? Hø HØ

stadig jeg nok skal klare det, der er en MASSE gode råd! Tak for respekten, og jeg håber på det bedste!
Hilsen Mads

kære du,
jeg forstår dig rigtig godt. Tror at alle der elsker, eller har prøvet at elske en rigtig, har det som du beskriver: at man vil ikke gå før man har prøvet alle veje.
Set tilbage på egne erfaringer, var det også det jeg gjorde. Bla. ud fra at jeg ikke som "80-årig" ville sidde tilbage med en tvivl om jeg nu kunne have gjort noget.
Og i den proces, kom jeg nok til at gå noget længere end sundt var... (for mig og børnene).
Jeg havde meget svært ved at acceptere at han bare ikke ville gøre noget som helst for at ændre sin adfærd. Jeg tænkte langt hen ad vejen (mens jeg gjorde forskellige ting for selv at ændre min adfærd), at han måtte da kunne se og forstå nødvendigheden af at også han deltog.
Men men men - ham var/ er der bestemt ikke noget galt med. Han fastholdt, og gør det stadig, at det hele er min skyld, - jeg kunne bare ha gjort xxx, eller ladet være med xxx. Og det til trods for at han skadede mig. Både psykisk/ emotionelt og (i mindre grad) fysisk.
Men det var altså den proces jeg måtte igennem for at blive i stand til at slippe min kærlighed "sammen" med ham. (Den var jo ikke gensidig, trods han ORD om det. Så var der ingen konsistens i ordene. Ingen handlinger der fulgte ordene op).
For andre går det anderledes. Der lykkes det for den voldelige/ den der krænker, at komme i behandling, og begynde at tage ansvar for sin adfærd. Og så kan vedkommende også begynde at holde op med at gøre sine kære (og andre) fortræd.
Men det vil jo vise sig. Er viljen der? Følges viljen op af handlinger? Kommer der ændringer til det bedre? Og er ændringerne så markante, at de peger mod et GODT liv med den person?
Held og lykke til dig, og til hendes selvfølgelig også.
kh,

til det med at den krænkende/voldelige person man elsker jo ikke kun har dårlige sider.
Næh, det er jo næsten altid sådan. De færreste, heldigvis, er så rent ondskabsfulde, at de er af typen "Peter Lundin".
De fleste er jo både enormt søde, begavede, sjove, charmerende, lejlighedsvist søde og elskelige, sarte, sårbare, gavmilde osv.
men de er OGSÅ krænkende.
Det er altså ikke et enten-eller, at have sådan en kæreste.
Det er et BÅDE-OG.
Du får både det dejlige OG det ødelæggende. Du kan ikke vælge mellem dem, for personen rummer begge...
Og så er det balancegangen begynder. Afvejningen af om det "nu er så slemt" at man skal gå.
Modsat alle tankerne og følelserne man har til fælles, alle oplevelserne fra den gode skuffe.
Og lige netop der begynder man at sælge ud af sine grænser. Lidt af dit, vejet op mod noget af dat...
Men krænkende/ voldelig adfærd, ER OG BLIVER ved med at skade. Også når den krydres med gode indslag.
Man kan ikke undgå at få sår/ tage skade af at være sammen med sådan et menneske, hvis ikke de vil ændre sig markant.
kh atter,

for de måde jeg fik formuleret mig på mht. hvad der skulle til før du vil gå.
Jeg kan godt se, at jeg fik skrevet det på en grov måde, som om du lader dig krænke. Undskyld.
Jeg leder efter en bedre måde at formulere den viden på, om hvor svært det er at opdage, at man langsomt, over flere år måske, bliver skubbet derhen, hvor man ikke længere kan mærke klart, at det der sker hverken er ok, eller normalt.

......at grunden er, at hun som barn, selvom hun udtrykkeligt havde fået at vide at hun ikke måtte, løb ud på gaden uden at se sig for. Så var hun liiiiiige ved at blive kørt over af en bil hvorpå hendes far tildelde hende et enkelt hårdt klask i røven. Herefter var hun livsvarig psykopat!

Sig til hende du går og ikke gider det pis der..
Og lad for guds skyld være med at blande kommunen eller ting der ligner ind i det.... OK!
Men ja bliv væk fra hende i dage eller timer og se om hun skriver eller ringer til dig, og forklar hende så du ikke kan leve et liv sådan ..
Du er stadig ung og har massere tid til at finde en der vil behandle dig ordentligt....
Jeg har selv været uden for noget ligende, måske ikke så ekstremt, men det er hårdt at gå og det tar tid at komme over... men det skal nok gå og du skal nok komme videre...
Held og lykke....

hvor er du dog lille i din hjerne og dit hjerte...
Er det sådan du straffer dit barn når du ikke er enig? Det hedder psykisk terror, hvis det er sådan du behandler dit barn hver gang I ikke er enige. - men det passer jo godt ind med den voldelige adfærd du taler for overfor børn.
Så slå børn, nedgøre dem, og andre du ikke er enige med.
Seriøst, du har vist brug for rigtig god hjælp.
Du kan finde den i din kommune: enten i familierådgivningen eller i sundhedsplejen.
Hvis du bor i Kbh. har de også servicebutikker hvor du kan henvende dig for hjælp mod din voldelige adfærd.
Og skynd dig, før du gør nogen rigtig fortræd...

........og efter udlægningen af din response må jeg desværre konkludere at du heller ikke er det.

......må jeg konkludere, at dit syn fra dit anti "vold" standpunkt er omtrent så unuanceret som mit ditto fra fra mit eget er farverigt.
Der ER forskel på et klask som yderste, yderste konsekvens og så regelmæssige bank som snarere svarer til mishandling.
Sjovt nok er det altid de mennesker der er mest imod endog den letteste form for korporlig afstraffelse (selvfølgelig stadig kun i ekstreme tilfælde) der har de mest utålelige unger. Hvorfor mon?

faktisk latterlig *GG*
totalt generaliserende. Ret komisk. Sikke et niveau *GG*
Og sikke "konklusioner" du laver... *GG* Jo, denne gang lykkedes det dig at få gang i mine lattermuskler.

....er i dén grad forskellige er det vist dig der generaliserer. Og ja. Dine unger er sikkert ligeså utålelige som du selv er ("mønstret" siges jo at gå i arv, ikk'?)

det er altså ret komisk som du hele tiden falder til gæt om min person og mit liv hver gang jeg går tæt på dine indlæg (vel at mærke gætter jeg ikke på hvad du foretager dig, men svarer bare ud fra de meninger du lufter)
- så hvad er det lige du vil dernede under lavmålet hele tiden???
Du tror sgu da ikke at det kan give nogen som helst debat? *G*

"Du tror sgu da ikke at det kan give nogen som helst debat?"
....Jeg er rimelig overbevist om at have ramt hovedet på sømmet.

......HYYYYYYYYYL, klask, HYYYYYYL, klask, HYYYYYYL.............

om jeg er hidsig madamme kunne jeg aldrig drømme om at slå/kaste med ting... Der er bare ting jeg ikke vil finde mig i..
Men dit indlæg var kanont!