To politiserende biskopper

At Århus-bispen, Kjeld Holm aldrig har været værdig til sit embede, er ikke nyt for mig. Han har alle dage været en politiserende SF-præst med ubændig trang til at støtte en religion/ideologi som islam, som - hvis man gider studere emnet - er kristendommens modsætning. Han har for længst meldt ud, at der er mange veje til at finde Gud. Hvordan kan det så være, at Det nye Testamente forkynder, at der kun er én: gennem Jesus Kristus?
Nu har en anden islamlefler, biskop Anders Gadegaard så meldt lignende ud. Han ser heller ikke, at der skulle være noget i vejen for, at muhamedanere og buddister kan finde Gud ad deres veje (med den "snedige" forvanskning af ordsproget "Herrens veje er uransagelige" som løftestang!) Men begge er bedragere og kristendomsforfalskere - for ikke at sige fornægtere. Vejen til Gud og dermed syndernes forladelse går altså gennem Jesus. Ellers må de to multireligiøse bispehoveder skrive Bibelen om!
Hvad mener du?[s]

Det er ynkeligt at se hvorledes disse skidt-vigtige og selvfede personer gør sig til talsmænd for en kultur der i den grad står i et modsætningsforhold til de kristne værdier som det danske samfund trods alt bygger på.
Det er tankevækkende at det var samme person-typer, og med nøjagtig samme leflende indstilling, der i den grad bød den tyske besættelsesmagt så hjertelig velkommen d 9 April 1940 !
Det man kan konkludere at at vejen til Gud bestemt IKKE går gennem slevfede præster,- snare tvært i mod !!!
KTM

Enhver religion kan (og bør) opdeles i:
1. Hvad den gør for den enkelte,
2. Hvad den gør for samfundet.
En religion kan sagtens opfylde det enkelte menneskes behov og samtidig være et problem for samfundet.
Det enkelte menneske KAN (ikke alle har det) have et behov for en guddom som er "med" i det daglige og som stiller "evigt liv" eller andre ønskværdige ting i udsigt når livet på jorden er ovre.
Næsten enhver religion forsøger at tilfredsstille disse basale behov. Om det enkelte menneske er til den kristne, islamiske, buddhistiske eller anden dogmatik afhænger som hovedregel af etnisk og/eller geografisk oprindelse. Nogle mennesker "shopper" lidt rundt for at finde den helt rigtige retning - eller hopper måske helt af den religiøse karrussel.
Igennem Grundloven er alle mennesker i dette land sikret, at de "kan dyrke deres gud som de vil - forudsat at der ikke læres noget som strider mod den offentlige orden".
I Grundloven burde også have stået "- og forudsat at de ikke derved krænker andre menneskers tilsvarende rettigheder (inklusiv deres egne børns rettigheder)".
SÅLÆNGE man holder sin religion for sig selv, er det altså samfundet underordnet hvilken religion man tror på. Den ene kan være lige så god som den anden.
HELT MODSAT kan det være i forholdet FRA den enkelte troende TIL det omgivende samfund.
A. Hvis ÉN troende forsøger at trække sine egne religiøse standpunkter ned over hoved på andre (inklusiv mindreårige børn), er det faktisk en overtrædelse af FN's menneskerettigheder som tilsigter at alle har ret til at have eller undlade at have religiøs tro efter sin egen vurdering.
B. Hvis FLERE troende (f.eks. i en familie) forsøger at STYRE andre familiemedlemmers gøren og laden, er det sandsynligvis OGSÅ en overtrædelse af dansk lovgivning (frihedsberøvelse mm).
C. Hvis EN ORGANISERET GRUPPE af religiøse forsøger at opnå politisk magt eller at tilrane sig værdier gennem religiøs pression eller voldelige trusler, er det en overtrædelse af straffeloven og bør absolut føre til politianmeldelse og retsligt efterspil.
Tilfældet A. har "vi" (samfundet) valgt at se stort på. Det er nok fordi landet har en forhistorie som det man kalder "et kristent land".
I dag kan Danmark vel dårlig nok kaldes "et kristent land". Det vil nok være mere korrekt at sige "et land med en kristen forhistorie". Jeg ved godt at ca. 80% er medlem af Folkekirken, men kun 10-15% kommer der af religiøse årsager. Resten af befolkningen kommer kun af kulturelle årsager.
Tilfældet A. bør altså være lige forkert uanset den religion der "indoktrineres" med.
Tilfældet B. er ALTID forkert uanset om det er kristne eller islamiske fundamentalister (eller jehovaer) som gennemfører undertrykkelsen af f.eks familiens kvinder og/eller børn.
Tilfældet C. Her træder Islam tydeligt frem som den religiøse gruppering som har mest tilbøjelighed til at gribe til den slags metoder. Ikke at kristne fundamentalister ikke ville elske at få muligheden - men deres organisering er idag alt for ringe på disse breddegrader.
Det er altså ikke den enkelte muslim man her skal være imod, men den ORGANISEREDE politiske indflydelse via ikke-demokratiske metoder samt eventuelle kriminelle og voldelige tiltag af enhver art.
Det er således iorden at være modstander af islam på grund af deres GERNINGER mod og i samfundet - men islams religiøse "kerneydelse" som daglig trøster for den enkelte, mener jeg ikke man bør kritisere.
Man kan da ihvertfald IKKE bruge religionens "sandhedsværdi" som anklagepunkt - al den stund at INGEN religion kan fremvise nogen universel sandhedsværdi - kun en subjektiv sandhedsværdi for dem som tilfældigvis tror på den pågældende religiøse retning.
observatøren

..dine tanker om emnet er sikkert meget rigtige, men alt for teoretiske, efter min mening.
Det du glemmer er at danmark er et der er formet over mange mange år og i den forbindelse er det helt tydelig at den kristne næstekærlighed er en hel central del af den danske selvforståelse.
Det er faktisk lykkedes for os danskere at si de mere radikale og fanatiske sider af kristendommen fra, for derefter at indlemme budet om næstekærlighed i vores lovgivning.
Folk der betragter os udefra synes måske ikke vi er særlig kristne, men en amerikansk religionsforsker (husker desværre ikke hans navn) opdagede til han store overraskelse at Danmark måske alligevel er et af de mest kristne lande når det kommer til stykket.
FORDI, uanset om vi kan li' at høre det eller ej, - så er vores kulturarv funderet på kristendommen.
I modsætning til det, har vi så f.eks den muslimske verdensbillede som bestemt ikke er kendetegnet af næstekærlighed, det fremstår nærmest middelalderlig i manges øjne, - og derfor meget kultur-forskelligt fra vores.
Jeg er da helt enig med dig i at for en rettroende muslim, der er det selvfølgelig de muslimske værdier der trøster og opbygger ham, - men
- nogen "reel sandhedsværdi", har det ikke for os, da den sår i et modsætningsforhold til de danske (sandheds)værdier.
Derfor burde disse biskopper holde sig for gode til at omtale denne trosretning i så positive vendinger.
De skal først og fremmest være bannerfører for det kristne livssyn, for netop at anerkende det som vores samfund bygger på.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden !
Efter min bedst overbevisning, er det meget farligt at ophøje andre religioner til at have samme værdi som vores, - eller sagt på en anden og mere direkte måde, - det kan godt være at Koranen repræsenterer en "sandhed" for Hassan og Ali, - men for os andre og især af hensyn til det danske menneskesyn,- så er den fløjtende ligegyldig !
Det som trådstarter brokker sig over er jo ikke den enkeltes grundlovssikrede ret til at tro på hvad man lyster, - men til at netop en biskop tillader sig at fremstille en anden religion som noget der er ligeværdigt i værdi-sammenhæng.
Det svarer vel nogenlunde til at en fra enhedslisten lovpriser Dansk folkepartis menneskesyn !
Det har vedkommende selvfølgelig ret til, men det kan da godt være at vælgerne og medlemmerne ryster på hovedet.
PÅ samme måde må den gode biskop altså forstå at han er hyrde for den kristne menighed og ikke skal agere talsmand for alle verdens religioner.
KTM