tre børn, gået kold i ægteskab

Jeg har tre dejlige børn og en dejlig mand. Udefra betragtet har jeg alt. Jeg føler jeg er gået kold i vores forhold- elsker ham bare ikke mere? Jeg elsker ham som en bror, men mangler gnisten. Sådan har det været siden starten af året. Vi taler om det- måske skulle jeg flytte.
Kommer kærlighed tilbage?
Min mave siger, at jeg/vi skal flytte. Jeg føler ikke, at jeg kan gøre det imod mine børn. Jeg føler jeg ødelægger familien. Jeg er bange for at ødelægge børnenes fremtid. Jeg føler jeg fejler, fordi jeg ikke er i stand til at fuldføre "Projekt kernefamilie" Jeg føler mig dybt egoistisk, fordi jeg ikke kan bide det i mig og fortsætte som en god mor.
Det er svært.

Tag det ikke så tungt, du er bare en normal Dansk kvinde anno 2008.

Jeg synes ikke du skal forlade ham. Børn kommer aldrig over en skilsmisse uanset hvor gamle de er. De vil aldrig glemme det og det vil ligge i dem resten af livet. Jeg mener vi trøster os for meget med at vi også skal tænke på os selv, men det er blevet alt for nemt at gå fra hinanden ligeså snart tingene ikke kører, nogle gange er det psykisk, hvis du bliver ved med at tænke på ham som en ven el. bror, forbliver han også sådan.
Du må arbejde på at ændre forestillingen af ham og se ham med andre øjne.
Forelskelse fortsætter jo ikke længere end det første år, og så handler det om at få ægteskabet og familien til at fungere. Gør noget som i ikke plejer at gøre, eks.ta ud og rejs kun jer to el.jeg har haft det på samme måde og er heldigvis kommet igennem det. andet. Håber det lykkedes for jer.

Jeg forstår ikke mennesker der vil ha tre børn og stadig forlange lidenskabelig kærlighed som præmis for et ægteskab.
Tror du virkelig man behøver være forelskede hele livet for at have det godt?

Det lyder ikke som en sjov situation at stå i!
Jeg kan godt forstå at man føler at man ikke kan bryde sin kernefamilie op, men i den forbindelse mener jeg også, at det er vigtigt at tænke på sine børn på en anden måde.....
Af erfaring ved jeg, at det kan være lige så slemt for børn at være i "kerne-familien" hvis mor og far ikke har det godt sammen, men kun bliver det for børnenes skyld. Børn mærker jo mere end vi voksne tror, de er svære at "skjule" noget for. Den stemning der kan være i et hjem, hvis "alt" ikke er som det skal være, kan virkelig tynge børn - og jeg tror at man som forældre vil få at vide af sine børn, senere hen når de er blevet voksne, at: I skulle være gået fra hinanden.
Det er meget belastende som barn at mærke disse dårlige/underlige stemninger mellem sine forældre. Børnene kan få skyldfølelse, føle at sig splittede når de skal være loyale overfor både mor og far.
Mit råd er, lyt til dig selv - når du har det godt, har dine børn det også godt :)
Ønsker det bedste for dig [f]

Er det ikke bare sådan det er i perioder?
Jeg mener, det svare lidt til valutakurserne...
Har selv kone og 3 børn... til tider kedeligt uden gnist
andre gange spændene og meningsfyldt...
Alt i alt en oplevelse at følges ad.
At elske/kærlighed er en underlig størrelse som bobler ud til alle sider.
Man kommer langt med positive tanker... og glem alt om bebrejdelse/ser
Held og lykke
p.s man skal dog huske på, at når man bliver gammel... ville det være rart at føle, at
det var et fuldt liv men havde

hun er endda så heldig at hun ikke er forelsket i ham lige nu. Så driver han hende da ikke til vanvid i den tid..😃😃😃

Jeg tror ikke, der findes det ægtepar - ud over nygifte - som ikke har været igennem sådanne perioder. Med tre børn er "programmet" ofte fuldt, og så vil fokus indimellem bare være på at få tingene til at glide, hverdagen til at køre - i den forstand kan ens ægteskab til tider mere føles som et "professionelt" partnerskab end et passioneret kærlighedsforhold, og det er der ikke noget unaturligt i.
Jeg synes, det er væsentligt at se på de meget positive forhold, du beskriver - at du elsker ham som en bror og at du betegner ham som "dejlig". Det er for mig at se meget værdifuldt at bygge videre på - den altopslugende kærlighed er altså sjældent en permanent tilstand.
Personligt ville jeg aldrig lade mig skille, så længe jeg nærede så hengivne følelser for min mand. Græsset er sjældent grønnere andre steder, og det er ikke let at være alene med tre børn - lige så lidt, som det er let for børn, at deres forældre står alene med dem.
Se tiden an og kæmp for "sagen" - min erfaring er, at lige pludselig vågner man en morgen og får et sug i maven ved synet af den dejlige mand, man har stiftet familie med, og undrer sig over, at man nogensinde har været i tvivl.

gå ud fra i har været sammen i en del år, og baseret på det, synes jeg ikke nødvendigvis man kan sige, at fordi det ikke går strålende i 9 mdr, så er det slut. Synes da du stadig beskriver ham med varme, og at han er et dejligt menneske, og det kan være nok til at få kærligheden til at blomstre igen :o)
Alligevel vil jeg dog sige, at hvis du beslutter, det skal være slut, så bliv endelig ikke sammen med ham for børnenes skyld. Det ville da være frygtligt for dem at vokse op i et hjem uden oprigtig kærlighed, og forældre der er "høflige" overfor hinanden.
Børn opfatter 1000 gange mere end deres forældre tror, så afhængig af deres alder, så ved de allerede godt den er gal, uden at de nødvendigvis kan sætte ord på... Børn der vokser op i sådanne situationer, får ofte fornemmelsen af, at det er deres skyld mor og far ikke kan sammen, og bliver "over-pleasere", da de tror at forældrene går fra hinanden, hvis ikke de opfører sig ordentlig og gør som der bliver sagt.. Det kan man ikke byde sine børn!
Selvfølgelig giver det ar at være skilsmissebarn, men det giver langt større ar, at vokse op og lære, at man skal tage til takke, og at ens egen lykke ikke er vigtig.
Held og lykke[s]

Du skriver ærligt. Jo sådan er det for mange hvis ikke de fleste det går kold i forholdet. Oftest er det kvinden. Tror at det er meget naturligt at kærlighed brænder ud ihvertfald for en tid. Hvis du tror det bare er for en tid skal du blive lidt tid mere og håbe at gløden kommer igen, miraklernes tid er faktisk ikke overstået. Skulle det dog gå galt, så skyld ikke på manglende rengøring, madlavning osv. uden den er helt gal.
Mange kvinder bruger disse tricks for at lette fraflytningen, ofte for at moblisere sine venner mod manden, men det gør jer bare til uvenner. Et ellers godt liv sammen blir til dårlige minder.

så du vil?
Du er nødt til at føle efter, hvor er det du svigter dig selv?
Hvad er dine ambitioner?
Er du på arbejdsmarkedet eller er du fuldtidsansat i hjemmet?
Find ud af det før du tager beslutningen [s]
Lykke til
Løvemor

du skal finde det lækre og dejlige stykke mandfolk frem i din mand som du i sin tid blev forelsket i. Se på ham med "nye øjne". Er han ikke stadig den mand du blev forelsket i - det tror jeg.
Hilsen en der har været gift i 24 år.

Det kan ikke passe at man når man har valgt at få ikke et barn men tre børn, bare lige pludselig stopper med at elske sin partner. Jeg kunne måske og alligevel ikke forstå, hvis i havde et barn og det barn var et forsøg på at genskabe en kærlighed der måske aldrig havde været der, men i har tre. Tænk dig om, hvad er der sket og hvis du ikke kan finde ud af det selv, så få noget hjælp til det. Den her er til alle stop med at flygt fra kærligheden, kæmp for at finde den igen hvis den pludselig ikke længere er der. Det er nogle gange en lang sej kamp, men puha det er det hele værd når man finder den igen, den er 1000 gange stærkere end den nogensinde har været efter man troede den var væk. Desværre er det jo bare sådan at vi i dag løber alt hvad vi kan, når vi ikke lige kan være lykkelige hele tiden. Sørgeligt med alt den ægte kærlighed der bare bliver smidt væk hver dag.

Hvor ER det flot, at du overvejer, og ikke bare flytter, du tager hensyn til dine børn, din mand, ja da, også til dig selv.... Jeg er imponeret, i disse "smid væk og glem" tider.
I lange forhold, ægteskab osv. er der også lange, korte perioder, m. manglende gnist, manglende sex, og ikke mangle på frustration over det manglende, som før var en selvfølge, som bare "var der".
Hvordan har du det, når han rører ved dig? Evner i at give et smil, et kram? Er det hele børn og tøjvask? Det slår ALLE forhold ihjel.
Kræv, at du får en aften for dig selv om uge, hvor du går i biffen, eller gør noget helt andet, men det skal være noget, KUN for dig selv. Nej, IKKE noget med utroskab osv.
Giv så OGSÅ ham en aften om ugen, hvor han kan pille ved modeltog, lære computing, køre monster-trucks eller hvad ved jeg. At i kommer "ud og væk", vil langsomt give jer energi til at "komme hjem". Pas på ikke at indhylle jer i negative tåger, og sørg for at kommunikere.
Tag så en aften. hv 14 dag f.eks. hvor i går ud at spise osv. UDEN børn, parker dem hos sviger, eller få en nanny. Ud og leve, smile, pjatte og bare være "jer", køre en lang tur på cykel, drille hinanden. Den aften handler det IKKE om familie, men om at lege, have det skønt osv... Gør noget ud af jer selv, tøjmæssigt osv. det er vigtigt, at der ikke er en snert af hverdags-ting i atmosfæren.
Prøv så at se, om ikke i vil kunne føle, at der opstår nye "gamle" kendingsmelodier af de mere ømme.
Det med at holde fri, det er meget vigtigt.
Plant et kærlighedsfrø[l], lad det spire..

...når man finder ud af efter et par år at den aldrig kommer tilbage?? Hvor længe skal man prøve? Det er langt fra "let" at blive i et forhold hvis man ikke elsker konen (eller manden).

Det kunne være mig, som havde skrevet dit indlæg. Jeg står i samme situation som dig, og går med præcis de samme tanker.
Ønsker dig held og lykke, hvad end du vælger.
[f]