Trodsalder ?!

Hejsa !
Min søn på snart 2 år (til januar) er begyndt at ændre sig fra at være den konstant glade, lille dreng, til en mere pivset dreng der meget nemmere kommer i konflikt med os (forældrene) de andre børn i vuggestuen.
Der er ikke sket ændringer i hans hverdag, men alligevel er der mere ballade omkring søvnen og hans humør er anderledes end det ellers har været. (han virker træt meget af tiden, men vil alligevel ikke sove helt så meget som han plejer).
Pædagogerne i vuggestuen fortalte at de synes han virkede mere "moody" nu og at han var begyndt at modsætte sig når noget ikke passede ham, f.eks hvis nogen tog det legetøj han havde udset sig eller hvis han ikke fik sin vilje m.h.t maden.
Er det trodsalderen der er tale om❓Er det ikke normalt nok at børn har sådanne perioder hvor de finder sig selv og deres plads i deres omgivelser? Hvor de prøver deres grænser af og ikke længere bare tager andres beslutninger for gode varer❓Og er frustrerede over deres manglende evne til at kommunikere ?!?
HJÆÆÆÆÆÆLP !! Jeg hader at være usikker på den måde ! *suk*
/ P

hej
jeg vil ikke sige at det kun er trodsalderen der spiller ind. Der må være noget andet der gør barnet utrygt, eller barnet ikke er tilfreds med. Får barnet opmærksomhed nok derhjemme. Skændes I meget som forældre. Har I altid tid og overskud til barnet. Der skal ikke ret meget til før et barn ændre adfærd. Selvom det kommer i trodsalderen skulle barnet gerne virke glad alligevel. Jeg er sikker på at et eller andet påvirker barnet forkert. Tænk alt igennem, og få løst problemet hurtigst muligt.

Du kunne overveje at tage din søn med til læge, for at tjekke om han evt. kunne have vitaminmangel, der gjorde ham træt og moody.
Hvis det kan udelukkes, er du da kommet et skridt på vejen:)

Børn virker bestemt ikke altid lige glade selvom de er i trodsalderen. Det er heller ikke "bare" trodsalderen. Der er jo enormt meget udvikling og kæmpe nye ting hver dag for sådan et lille væsen. Frustration hos barnet er helt naturligt og reaktion på alle de oplevelser de skal igennem hver dag. Selvfølgelig kan de ikke være glade hele tiden og det ville være unaturligt hvis der ingen reaktion var.
Jeg har 2 drenge hvor den ældste lige er fyldt 3år. Tro mig der er tider, hvor jeg har lyst til at rive mig selv i håret af frustration over hvad jeg mon har gjort galt siden han er så gal, overglad, ulykkelig, aggressiv, jublende osv på Én gang... Det jeg komme frem til hver gang er at jeg jo intet har gjort galt og ligemeget hvor meget kærlighed, tryghed, opmærksomhed og omsorg jeg giver ham vil ændre på den naturlige udvikling. Så længe han får alle de behov dækket hjemme så er det en sund og nødvendig udvikling.
Bare tag det helt roligt,... det er ikke nødvendigvis noget som tager et år....det kommer i perioder og derimellem vil dit barns glade natur komme frem. Lad ham endelig få plads til sine følelser og reaktioner.
Jeg ved det lyder nemt og det er det bestemt ikke altid. Det er bare meget nemmere når man ved det er helt naturligt. Fortsæt med at snakke med personalet i vuggestuen og fortæl om dine tanker og frustrationer.
Mange tanker til dig
Panya

Hej P'Nille
Det du skriver lyder fuldstændig som mine bekymringer og frustrationer for 2 år siden da min ældste dreng var 1 år. Fra at være den altid glade dreng, fuld af charme og spilopper, vendte han 180 grader.
Jeg snakkede med sundhedsplejersken og spurgte om de samme spørgsmål du stiller her. Hun sagde til mig at et barn Ændre sig ikke bare permanent, så jeg skulle bare være rolig og være der for ham, og vise ham at hans reaktioner var helt iorden, så ville den glade dreng vende tilbage,... og det gjorde han sørme. Jeg tror allerede det var efter en uge. Og ligesom vi var lettede og glade, vendte det igen, og sådan fortsatte det lige et par år mere med rutchebaneture.
Prøv at tænk på at din dreng skal til at lære at der er noget der hedder "Dit" og "Mit". Han skal afprøve sine egne grænser og finde andres. Han skal til at lære de sociale spilleregler og samtidig udforske sin egen selvstændighed. Han skal finde sin plads i denne store verden og finde ud af hvor I er og teste om I også er der når han skriger rigtig højt eller laver andet ballade og mærke at han bliver accepteret når han viser følelser..
Søvnen ændre sig også...Lige nu vil han nok opleve og have det hele med. Så er der ikke tid til at sove. Han bliver samtidig mere træt af al den energi han bruger, både psykisk og fysisk.
Det at han modsætter sig, når noget ikke passer ham fik mig til at smile. Det er jo rigtig sundt at vise sin vilje. Det er også en tryghed som mor, syns jeg, at ens barn kan sige Fra.
Du skriver det selv så rammende i sidste del af dit indlæg
-"Er det trodsalderen der er tale om❓Er det ikke normalt nok at børn har sådanne perioder hvor de finder sig selv og deres plads i deres omgivelser? Hvor de prøver deres grænser af og ikke længere bare tager andres beslutninger for gode varer❓Og er frustrerede over deres manglende evne til at kommunikere ?!?"-
Jo til det hele🙂
Det er helt okay at være usikker og meget forståeligt.
Usikker, Bekymret, Frustreret, Angst, Urolig osv er fast inventar i følelsesregistret hos mødre. Det tror jeg alle mødre kan nikke genkendende til.
Smil og tanker til jer
Panya

Hejsa alle =)
Mange tak for den promte og meget fine respons, føler mig lidt mindre famlende i blinde allerede.
Jeg gør alt for at min lille perle har al den tryghed og kærlighed han skal bruge, hvordan kan jeg andet? - jeg er jo helt tosset med den dejlige, lille dreng. =)
Alligevel er det rart at høre at det lyder som en normal og sund udvikling af hans personlighed. Jeg mente selv at det nok var sådan det hang sammen, men blev dog usikker på om jeg bare helst ville se den "nemme løsning". Det chokerede mig lidt at høre andet end at han havde været en superglad lille dreng hele dagen, som jeg ellers er vandt til. *rædsel*
Jeg kan med sikkerhed sige at intet er forandret, udover at hans far har en ny kæreste nu, som er en supersød pige der er helt vild med poden, og poden er vild med hende også. Og en lykkelig farmand er nu engang en endnu bedre farmand, så der burde ikke være nogen problemer i det.
Alt andet i lille æg's hverdag er som det plejer: - Han har mig og min kæreste, som han er superglad for (de leger sammen, det er vildt kært heh) og sin base her hos os med alle de samme, velkendte ting og rutiner, og bedsteforældre han ser mindst en gang om ugen, der synes han er det allerbedste i hele verden. Alt i alt, tryghed, kærlighed og varme kombineret med faste rammer for hvad man må og ikke må, og så er der vel ikke mere man kan gøre, vel?
Anyways, endnu engang tak for de flotte og udførlige svar, de luner lidt i et bekymret moderhjerte =)
*klem* fra P

Hej
Vores store dreng på næsten tre har også haft perioder hvor trodsen var der for fuld udblæsning. Han havde/har både alderen og en masse forandringer i sit liv der trykkede, så han kunne reagere rimeligt bastant (for nu at sige det mildt). Vores erfaring er at vi skal sørge for at hjælpe ham lidt med at "slippe" ud af det igen, fordi han nogle gange fik/får malet sig selv op i et hjørne med sin trods. Med hjælp menes at tilbyde alternative muligheder eller måder at gøre ting på, så han får mulighed for at sige "ja" istedet for "nej - vil ikke".
Venligst 1-2-3

Hej, du er bare en dårlig mor.

herahaejad