Trossamfunds rettighed og medlemmets rettighed

Når man taler om rettigheder og menneskerettigheder i forbindelse med trossamfund, er det vigtigt at forstå, at der er forskel på hvad der er trossamfundets (organisationens) rettighed og hvad der er indvidets (medlemmets) rettighed.

- Organisationen har ret til at forkynde læren og udføre dets ritualer.
- Individet har ret til at vælge og fravælge en religiøs livsanskuelse.
Almindeligvist opleves det, at religiøse organisationer respekterer medlemmernes rettigheder. Indimellem opleves det dog, at religiøse organisationer overskrider grænsen for, hvor langt organisationen kan gå overfor dets medlemmer. Normalt opfatter vi disse organisationer som sekteriske i deres tilgang.
Jeg mener, at Jehovas Vidners organisation overskrider grænsen for, hvad en religiøs organisation kan tillade sig overfor medlemmerne af et af staten godkendt trossamfund.
http://www.familiestyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/Trossamfund/Vejledende_retningslinjer_trossamfund.pdf
Vejledende retningslinjer
udarbejdet af Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund
4. rev. udgave, den 15. december 2010
s. 2 Om religions- og trosfrihed i forhold til godkendelsespraksis
Udvalget ser det som sin vigtigste opgave at sikre, at alle organisationer, som søger om særstatus som trossamfund i Danmark, bliver vurderet ud fra ensartede, klare, sagligt begrundede kriterier.
Religions- og trosfriheden sikrer det enkelte menneskes ret til at vælge og fravælge en religiøs livsanskuelse og organisationers ret til at bekende deres lære og udføre deres ritualer. Denne frihed indebærer ikke krav på offentlig godkendelse af alle organisationer, der hævder at være af religiøs karakter.
s. 6
Det er organisationen, som opnår offentlig godkendelse.
s.9 Dokumentationskrav
Derudover betragtes det som en forudsætning, at godkendte trossamfund i lighed med det øvrige samfund respekterer menneskerettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge religiøs tilknytning.

Det forstås, at man selvfølgelig forventer, at folk der slutter sig til et trossamfund, også tilslutter sig og lever op til de amindelige "retningslinjer for menneskers handlinger, dvs. etik, moral og adfærd." (s. 7)
Problematikken er midlertidigt, at et medlemskab i Jehovas Vidner ikke nødvendigvist er frivilligt, idet man fra organisationens side udøver pression med det bevidste formål at holde på medlemmet i trods mod medlemmets udtrykte ønske. Organisationen betragter derfor ikke et udstødt/udelukket medlem som gået ud af Jehovas Vidner, men som et medlem der er under "tugt".
Ligeledes udgiver organisationens ledelse retningslinjer og propagandamateriale der gør, at vidnerne skræmmes fra at blive egentlig "frafaldne" eller gå i dialog med "frafaldne". Her forstås ikke blot folk der offentligt kritisererer Jehovas Vidners organisation, men også døbte Jehovas Vidner der erklærer ikke længere at tro på Jehovas Vidners lære.
Jehovas Vidners organisation har ret til at bekende deres lære og udføre deres ritualer, men er omvendt forpligtiget til at respektere hvert enkelt medlems rettighed (menneskerettighed) til frit at fravælge Jehovas Vidners organisation.
Jehovas Vidners organisation overskrider derfor grænsen til, hvad et trossamfunds organisation har ret til iflg. statens vejledende retningslinier til godkendelse af trosamfund.
Ligeledes kan det fremføres, at Jehovas Vidners organisation ikke respekterer menneskerettighedernes bestemmelse om tros,- tanke,- og ytringsfrihed, idet disse rettigheder først og fremmest er individets rettigheder.

mvh
Billen

Organisationens udstukne vejledning til internt brug i Jehovas Vidner

"Rigets Tjeneste" August 2002 s. 3-4
Vis kristen loyalitet når et familiemedlem bliver udelukket af menigheden
1 Familiebåndene kan være meget stærke. Derfor er det en prøve for en kristen når vedkommendes ægtefælle, barn, mor, far eller en anden nært beslægtet bliver udelukket af menigheden eller afskærer sig selv fra den. (Matt. 10:37) Hvordan skal loyale kristne behandle et sådant familiemedlem? Hvordan forholder man sig til en udstødt der hører til ens egen husstand? Lad os først se på hvad Bibelen siger om emnet. Dens vejledning gælder i lige så høj grad forholdet til dem der afskærer sig fra menigheden som forholdet til dem der bliver udstødt.
2 Hvordan man skal behandle dem der er blevet udelukket: Guds ord befaler kristne at undgå fællesskab med dem der er blevet udelukket af menigheden: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan. . . . Fjern det onde menneske fra jer selv.“ (1 Kor. 5:11, 13) En anden relevant vejledning er Jesu udtalelse i Mattæus 18:17: „Lad [den udstødte] være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver.“ Datidens jøder undgik venskaber med ikkejøder og unødig kontakt med skatteopkrævere, som ingen ville omgås. Med andre ord pålagde Jesus sine disciple ikke at komme sammen med nogen der var blevet udelukket af menigheden. — Se Vagttårnet for 15. november 1981, side 9-12.
3 Loyale kristne har derfor intet åndeligt fællesskab med nogen der er blevet udelukket af menigheden. Men Guds ord siger desuden at vi „end ikke [vil] spise sammen med en sådan“. (1 Kor. 5:11) Derfor undgår vi også privat samvær med udstødte. Det vil sige at vi ikke deltager i udflugter, selskabelighed, sport, indkøb og underholdning sammen med dem. Og vi spiser ikke sammen med dem, hverken privat eller på en restaurant.
4 Kan vi tale med en udstødt? Bibelen beskriver ikke enhver tænkelig situation, men Andet Johannesbrev, vers 10, viser os hvordan Jehova ser på spørgsmålet: „Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham.“ Vagttårnet for 15. november 1981 kommenterede på side 16 dette vers sådan: „Et enkelt ’goddag’ [kan] ofte . . . være det første skridt til en samtale og måske et venskab. Vil vi ønske at tage dette første skridt over for en udstødt?“
5 Det forholder sig som beskrevet på side 22 i førnævnte udgave af Vagttårnet: „Sagen er at en kristen der henfalder til synd og må udstødes, forspilder meget: sit godkendte forhold til Gud . . . foruden det dejlige fællesskab med brødrene, herunder også en væsentlig del af det samvær han har haft med sine kristne slægtninge.“
6 I husstanden: Vil det sige at en kristen der bor under samme tag som et udstødt familiemedlem, i hverdagen skal afholde sig fra at tale med, spise sammen med og i det hele taget være sammen med et familiemedlem der er blevet udelukket af menigheden? I Vagttårnet for 15. april 1991 stod der i en fodnote på side 22: „Hvis der i en kristen husstand er en udstødt slægtning, vil vedkommende stadig tage del i familiens daglige aktiviteter og gøremål.“ Det er derfor op til familiens medlemmer at afgøre i hvilket omfang de vil have fællesskab med den udstødte når de spiser eller foretager sig noget andet. Dog vil de ikke give brødre som de kommer sammen med, det indtryk at alt er som før udstødelsen.
7 Vagttårnet for 15. november 1981 siger imidlertid noget tankevækkende på side 19 og 20 angående en der er blevet udelukket eller har afskåret sig selv: „De åndelige bånd der var, er blevet skåret over. Dette gælder også i den udstødtes forhold til sine slægtninge, endog de slægtninge han eller hun bor under samme tag med. . . . Dette vil medføre ændringer i det åndelige fællesskab der har eksisteret i hjemmet. Hvis det for eksempel er manden der er blevet udstødt, vil hans kone og børn ikke føle sig godt tilpas ved at han fører ordet ved et familiebibelstudium eller leder familien i bibellæsning og bøn. Hvis han vil bede en bøn, for eksempel ved måltidet, har han ret til at gøre det i sit eget hjem. Men de kan stille bede deres egne bønner til Gud. (Ordsp. 28:9; Sl. 119:145, 146) Hvad nu hvis en udstødt i hjemmet gerne vil være til stede når familien læser i Bibelen sammen eller holder et bibelstudium? De øvrige kan lade ham være til stede og lytte hvis han ikke prøver på at belære dem eller at give udtryk for sine religiøse opfattelser.“
8 Hvis et hjemmeboende mindreårigt barn bliver udelukket af menigheden, har de kristne forældre naturligvis stadig pligt til at tage sig af deres barn. I Vagttårnet for 15. november 1988 stod der på side 20: „Ligesom de vil blive ved med at sørge for føde, klæder og husly, må de stadig oplære og tugte deres barn i overensstemmelse med Guds ord. (Ordsprogene 6:20-22; 29:17) Kærlige forældre kan således afholde et bibelstudium med deres barn, også selv om han eller hun er udstødt. Måske vil barnet hurtigere komme på fode igen hvis studiet afholdes med ham eller hende alene. Men det kan også være at vedkommende får lov til fortsat at deltage i familiestudiet.“ — Se også Vagttårnet for 1. oktober 2001, side 16, 17.
9 Familiemedlemmer uden for husstanden: „Situationen er anderledes hvis et familiemedlem der er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden, bor uden for hjemmet,“ skrev Vagttårnet for 15. april 1988 på side 28. „I så fald vil det sikkert være muligt at undgå så godt som enhver kontakt med vedkommende. Selv i tilfælde hvor familieanliggender vil kræve en vis kontakt, bør denne afgjort holdes på et minimum“ i harmoni med Guds påbud om at „holde op med at omgås enhver“ der synder uden at ændre sind. (1 Kor. 5:11) Loyale kristne vil søge at undgå unødigt samvær med et sådant familiemedlem. Selv eventuelle forretningsmæssige kontakter vil de begrænse til et absolut minimum. — Se også Vagttårnet for 15. november 1981, side 21, 22.
10 Vagttårnet har omtalt en anden tænkelig situation: „Hvad så hvis en nær slægtning, som for eksempel en søn eller en fader eller moder som ikke bor i hjemmet, er blevet udstødt og derefter ønsker at flytte tilbage til eller ind hos den troende familie? Familien kan da tænke tingene igennem og beslutte hvad der skal gøres. Det kan for eksempel være at en udstødt fader eller moder som er oppe i årene, er syg og ikke længere i stand til at klare sig selv enten økonomisk eller fysisk. I et sådant tilfælde er kristne børn både bibelsk og moralsk forpligtede til at hjælpe. (1 Tim. 5:8) . . . Den endelige beslutning kan afhænge af sådanne faktorer som det ældre familiemedlems virkelige behov, hans eller hendes indstilling, og familieoverhovedets hensyntagen til husstandens åndelige velfærd.“ — Vagttårnet for 15. november 1981, side 20.
11 Angående børn i denne situation fortsatte artiklen: „I nogle tilfælde har kristne forældre ladet et udstødt barn som er blevet legemligt eller mentalt sygt, flytte hjem et stykke tid. Forældrene kan dog i hvert enkelt tilfælde vurdere de foreliggende omstændigheder. Har en udstødt søn hidtil klaret sig selv, og er han nu ude af stand til det? Eller ønsker han i første række at flytte tilbage fordi tilværelsen derved bliver nemmere for ham? Hvordan er hans moral og indstilling? Vil han føre ’surdej’ ind i hjemmet? — Gal. 5:9.“
12 Det gavner at være loyal mod Jehova: Det gavner at følge Bibelens vejledning om at udelukke forhærdede overtrædere og undgå dem. Ordningen beskytter menighedens renhed og viser tydeligt at vi opretholder Bibelens høje moralnormer. (1 Pet. 1:14-16) Det beskytter os mod fordærvende påvirkning. (Gal. 5:7-9) Det giver også overtræderen mulighed for at få fuld gavn af tugten, som kan få ham til at frembringe „en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed“. — Hebr. 12:11.
13 Efter at have hørt et foredrag ved et kredsstævne blev en broder og hans kødelige søster enige om at de måtte forholde sig anderledes til deres mor, som boede et andet sted og havde været udstødt i seks år. Lige efter stævnet ringede broderen til moderen og fortalte at han og søsteren holdt meget af hende, men at de ikke længere kunne tale med hende undtagen i tilfælde af at vigtige familieanliggender krævede at de kontaktede hinanden. Kort efter begyndte moderen at komme til møderne, og med tiden blev hun genoptaget. Hendes mand, som ikke havde samme tro, begyndte at studere og blev siden døbt.
14 Når vi loyalt støtter den bibelsk begrundede ordning med at udelukke overtrædere, viser vi at vi elsker Jehova, og vi er et svar til den der smæder ham. (Ordsp. 27:11) Vi kan være sikre på at Jehova til gengæld vil velsigne os. Om ham skrev kong David: „Hans forskrifter, dem vender jeg mig ikke fra. Mod den loyale handler du loyalt.“ — 2 Sam. 22:23, 26.
[Studiespørgsmål]
 1. Hvilken situation sætter en kristens loyalitet på prøve?
 2. Hvordan skal kristne ifølge Bibelen forholde sig til dem der er blevet udelukket af menigheden?
 3, 4. Hvilke former for fællesskab kan kristne ikke have med dem der er udstødte eller har afskåret sig selv fra menigheden?
 5. Hvad forspilder en der bliver udstødt?
 6. Skal en kristen afholde sig fra alt samkvem med et udstødt familiemedlem i husstanden? Forklar.
 7. Hvordan forandres det åndelige fællesskab i hjemmet når et familiemedlem bliver udstødt?
 8. Hvilket ansvar har kristne forældre over for et hjemmeboende barn der bliver udelukket af menigheden?
 9. Hvilke retningslinjer gælder en kristens kontakt med et udstødt familiemedlem der ikke hører til husstanden?
10, 11. Hvad vil man som kristen tage i betragtning før man lader et udstødt familiemedlem flytte ind i ens husstand?
12. Hvilke gavnlige virkninger har loyalitet mod vejledningen angående udstødelse?
13. Hvilken forandring gjorde et søskendepar, og hvad førte det til?
14. Hvorfor vil vi loyalt støtte ordningen med at udelukke syndere?

Vagttårnet 1988 15/4 s. 26-27
En tugt der kan skænke fred som frugt
„Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:11.
DE FLESTE af os kan sikkert huske at vi som børn er blevet tugtet af vore forældre. Apostelen Paulus bruger en sådan tugt som eksempel i Hebræerbrevet, kapitel 12, vers 9 til 11, hvor han taler om at have det rette syn på tugten fra Gud.
2 Den faderlige tugt fra Gud har betydning for vort åndelige liv og kan komme til udtryk på mange måder. For eksempel har Gud påbudt at den der ikke længere ønsker, eller ligefrem nægter, at leve i overensstemmelse med hans normer, skal udelukkes af den kristne menighed. Den der således tugtes med strenghed vil måske angre og vende om. Desuden påvirker tugten menigheden af loyale, som på denne måde får understreget hvor vigtigt det er at man holder fast ved Guds høje normer. — 1 Timoteus 1:20.
3 Men nogle vil måske spørge: ’Er det ikke hårdhjertet at udstøde en og derefter nægte at tale med vedkommende?’ Dette synspunkt blev ved en retssag for nylig fremsat af en kvinde hvis forældre havde været Jehovas vidner men var blevet udstødt. Hun var ikke selv blevet udstødt men havde ønsket at afskære sig fra menigheden, idet hun havde skrevet et brev hvori hun meddelte at hun ville trække sig tilbage. Menigheden blev følgelig informeret om at hun ikke længere kunne betragtes som et Jehovas vidne. Hun flyttede bort, men da hun flere år senere vendte tilbage, viste det sig at de lokale Jehovas vidner ikke ville tale med hende. Dette foranledigede at hun indbragte spørgsmålet for retten. Hvordan lød så rettens kendelse, og hvilken betydning kan den få for trofaste Jehovas vidner? For at kunne se sagen i det rette lys, lad os da først overveje hvad Bibelen har at sige om udstødelse.
Hvorfor denne faste holdning?
4 Langt de fleste sande kristne holder sig loyalt til Gud og hans retfærdige love. (1 Thessaloniker 1:2-7; Hebræerne 6:10) Men det forekommer nu og da at en forlader sandhedens vej. Vedkommende overtræder måske Guds love og vil, trods hjælp fra kristne ældste, ikke angre sin adfærd. Eller måske fornægter han troen ved at fremføre falsk lære eller ved at afskære sig selv fra menigheden. Hvordan bør man da forholde sig? Sådanne problemer opstod også på apostlenes tid; lad os derfor se på hvilken vejledning de gav.
5 Da en mand i Korinth ikke ville angre og ophøre med sin umoralske livsform skrev Paulus til menigheden: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan.“ (1 Korinther 5:11-13) Det samme gjaldt de kristnes forhold til frafaldne, som for eksempel Hymenæus: „Et menneske som vil danne en sekt skal du afvise efter en første og en anden formaning, idet du ved at et sådant menneske er blevet vendt bort fra vejen og synder.“ (Titus 3:10, 11; 1 Timoteus 1:19, 20) Det vil ligeledes være påkrævet at undgå enhver der vrager menigheden: „De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os. Men de forlod os for at det kunne blive gjort kendt at ikke alle er af vor slags.“ — 1 Johannes 2:18, 19.
6 Forhåbentlig vil den der er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden „ændre sind og vende om“ sådan at vedkommende kan blive genoptaget i det kristne fællesskab. (Apostelgerninger 3:19) Indtil dette sker er spørgsmålet imidlertid om kristne i begrænset omfang kan pleje samvær med en sådan eller om de omhyggeligt bør undgå vedkommende, og hvilke begrundelser der kan gives for svaret.
(...)
10 Vi kan ligeledes være forvissede om at Guds ordning er vís og tjener til vor beskyttelse, når den forbyder kristne at have fællesskab med en der er blevet udstødt på grund af manglende anger. „Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej.“ (1 Korinther 5:7) Ved også at undgå dem der har afskåret sig selv fra menigheden, er de kristne beskyttede mod eventuelle kritiske, negative eller endog frafaldne synspunkter. — Hebræerne 12:15, 16.

2 Hvordan man skal behandle dem der er blevet udelukket: Guds ord befaler kristne at undgå fællesskab med dem der er blevet udelukket af menigheden: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan. . . . Fjern det onde menneske fra jer selv.“ (1 Kor. 5:11, 13) En anden relevant vejledning er Jesu udtalelse i Mattæus 18:17: „Lad [den udstødte] være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver.“ Datidens jøder undgik venskaber med ikke jøder og unødig kontakt med skatteopkrævere, som ingen ville omgås. Med andre ord pålagde Jesus sine disciple ikke at komme sammen med nogen der var blevet udelukket af menigheden. — Se Vagttårnet for 15. november 1981, side 9-12.
Kommentar 1 :
Når man af den ene eller anden grund har valgt at melde sig ud af VT., så er man vel ikke at betragte som en broder❓? ?, med almindelig sund fornuft må man gerne omgås "ham" igen !
Kommentar 2 :
Fordi jeg har valgt at bruge min religionsfrihed til at fravælge medlemsskab af vt. er jeg vel ikke med et slag blevet OND, jeg synes at det er ONDT af dem der vælger ikke at ville have noget med et familiemedlem at gøre, BLOT fordi man har valgt ikke at være JVer.
Det ville være mægtigt hvis JVerne har en kommentar til dette !