turbulent begravelse

så angst, så nervepirrende, så alene og dog omgivet af en masse mennesker omkring mig. Det var til min mors begravelse - det føltes så uvirkeligt og samtidigt så rædsomt....
Der var ingen i kirken til at holde om mig, da jeg sad der på bænken, selvom jeg holdt en arm om min stedfar, så blev det ikke gengældt..
Da seancen var forbi og vi alle stod udenfor, så sagde mine veninder til mig, at jeg skulle skynde mig ind i kirken og sige farvel til min mor, som lå i kisten, for min familien, ja hele min familie var på vej ud ad døren... jeg var igen ikke en del af flokken, ingen havde sagt noget til mig, om jeg ville med ind i kirken - jeg stod med ryggen til, så jeg havde ikke fået med, at det var oppe over, at sige farvel... i døren da jeg passerede min familie, var der ingen knus, ingen ord, ingenting.....
Da min stedfar senere holdt tale ved mindestunden, var jeg igen den eneste, i den nære familie, der ikke blev nævnt et ord om....
Min kæreste skyndte på mig, da vi skulle afsted fra kirken, afsted fra mindestunen og afsted fra kirkegården, da vi havde været ude og se alle mine mors blomster - han skyndte på moig, da hans gamle mor sad i bilen og ventede, jeg følte mig presset og ville den dag gerne have god tid til at sanse, men det gav min kæreste mig ikke mulighed for, for han tænkte mere på sin mor - åbenbart....
Senere samme dag, hvor hele familien var til spisen hos min moster og onkel, havde min onkel så travlt med min veninde og lavede en masse sjov og da hun senere skulle hjem, fulgte han hende pænt til døren sagde farvel, men da jeg skulle hjem, så trak han sig væk....
Mine veninde sagde til mig den dag, at de flere gange havde tårer i øjnene og havde lyst til at give mig et knus - især i kirken, da de kunne se, at jeg havde det så dårligt, var så alene med min angst og sorg .... ikke nogen i familien der støttede mig, men ig der igen skulle støtte dem...
Jeg føler mig svigtet, ikke anerkendt af min familie, der har været en del ord, jeg gerne ville have sagt i forbindelse med min mors afsked, men igen var jeg tilbageholdende, da jeg så ofte er blevet kritiseret og svigtet, så jeg holdt lav profil, ja tænk, selv til min mors begravelse følte jeg mig underdanig.....
Jeg har det ikke alene dårligt over min mors død/sorg, men også over min dominerende familie og nu er der ikke noget mere bånd, der binder os sammen, for min mor var hende, der holdt sammen på familien... på sin vis er jeg lettet over, at jeg ikke længere skal plages mere af familien ( jo det næste stykke tid, pga praktiske ting vedr. min mors ting og arv) men samtidig så føler jeg mig alene uden en familie - ikke alene uden min familie, for jeg føler mig endnu mere alene, når jeg er iblandt min familie, for jeg bliver jo alligevel ikke respekteret....
Der er timer og dage, hvor hle livet føles så ligegyldig, jeg kan ikke holde ud, at livet skal byde mig på så mange skæbner....
Jeg havde lige brug for, at komme af med det, der fylder i min sjæl...

Du har herved min kondolering og fulde støtte. Hvad kan man mere side end at familjen ofte er værst.

....sgu' ondt, ærligt! - Af flere grunde.
Held og lykke til dig.

Hvor jeg føler med dig, Både over at du har mistet din mor som nok var den vigtigste person i dit liv - men ikke mindst fordi hverken din stedfar eller andre i din familie forstår at du er hårdt ramt, såret og føler dig alene med din dybe sorg - og dermed ikke giver dig den omsorg og trøst som du selvfølgelig har brug for lige nu og i et stykke tid fremover.
Det er desværre en velkendt følelse, at man kan føle sig mere ensom og alene iblandt mennesker, end når man faktisk er helt alene - og det gør fandens ondt!
Hvis jeg var dig, så tror jeg, at jeg ville starte med at besøge min mors gravsted, helt alene og i fred. Tal med din mor, græd og fortæl hende hvad du føler - uden at nogen står utålmodigt og venter på dig.
Derefter ville jeg nok prøve at tale med enten din stedfar eller en anden i familien om hvordan jeg havde det. fortæl at du føler dig alene nu og at du ikke føler du hører til nogen steder mere.
hvis det er svært for dig, at sætte ord på dine følelser, eller du evt. ikke synes du kan magte at tale med nogen af dem om det, så skriv det i et brev til dem, for det kan nogen gange være lettere end at sidde overfor personen og skal være så åben omkring sine følelser.
Til sidst vil jeg lige fortælle dig, at du har mulighed for at få tilskud til at komme i en sorggruppe, hvor man netop beskæftiger sig med mennesker som har mistet et nært familiemedlem for nylig. Du kan enten få din læge til at henvise dig til en sorggruppe, eller du kan opsøge en sagsbehandler i din hjem kommune og fortælle hende/ham hvordan du har det og dermed få hjælp til at kontakte en sorggruppe som kommunen kan betale.
Jeg brænder lidt for at høre hvor gammel du er, lidt om dit liv, hvad du foretager dig og ikke mindst om du bor alene eller hvad.
Brug også dine nære veninder mens du sørger. Fortæl dem hvordan du har det og hvordan du føler dig svigtet. Tillad dig selv at sørge og at være ked af det og græde - det er en helt naturlig proces man skal igennem - og man skal ikke lægge låg på den men bruge den tid man har brug for - kun sådan kan man komme videre med sit liv.
Uanset hvad, så er du meget velkommen til at skrive til mig, evt på min mail som du kan læse foroven.
Tro mig, jeg kender selv til sorg og ved hvordan det føles.
mange tanker til dig.