Tvivl vs. utroskab

Det er som om, der er en tendens til følgende:
Hvis man er i tvivl, om man er sammen med den rigtige mand i sit liv og generelt tænker alt for meget over, om græsset nu er grønnere på den anden side, om man får nok ud af livet, om man egentlig er forelsket nok og om man nogensinde har været det?? UDEN AT VÆRE UTRO ELLER HAVE PLANER OM DET! Jamen så er man jo nærmest en prostitueret, for manden fortjener bedre. Også selvom man har planer om at blive, fordi man vel i bund og grund er tilfreds nok?!? Og fordi det måske er uundgåeligt at tænke sådan?
Hvis man derimod har det på præcis samme måde men direkte falder i utroskab, så er det som om der er enighed om, at det er jo altså meget normalt at være utro, og det skal nok gå alt sammen. Bare snak med manden eller konen derhjemme! En accept....
I simply don't get it😮
Mvh. OkkerGokker - forberedt på at blive overfaldet med indlæg 😉

Kan ikke genkende tendensen....
Har aldrig hørt at man skulle prostituere sig fordi man er i tvivl, men alligevel bliver hos manden...
Eller at utroskab skulle være ok, bare fordi det er normalt...

Ikke at jeg har den evige gyldige sandhed, men...
Den første gruppe der er i tvivl, og som skriver herinde, beder vel nærmest om at få sådan nogle svar. Giver man udtryk for at man er i tvivl herinde, så synes tankegangen at være at så må man være rigtig meget i tvivl, og derfor rådes man til at smutte. Der er det rigtige i det, at normale forhold med normale problemer vel næppe vil finde en løsning herinde?????? Eller?
Eksempel nummer to er mere flydende. Området er præget af fundamentalister. Enten skal kønsdelende skæres væk, eller vi lever i en åhh så fri verden.
Utroskab, Forkert eller rigtigt, så er det en måde at få tilfredsstillet sin længsel. Ikke det moralsk rigtige,men for nogle nødvendige.
Den rigtige beslutning bliver så ikke altid taget bagefter utroskab heller. Men det er vel i princippet, hverken dit eller mit problem. Nogle vælger at leve med det. Både den der blev snydt, og den der bedrog.
Der gives råd, men i sidste ende er det spørgeren selv der skal svare. Du har ret i, at mange at mange siger glem det, men der er også mange som ikke vil acceptere det.
Så mit svar på dit spørgsmål, må vel være, at forudsætninger for svar i de to nævnte eksempler er forskellige. I det første tilfælde giver det nærmest sig selv, mens det i det andet tilfælde drejer sig om religion.😉og dem findes der et par stykker af.😉😃
venlig hilsen
Grøn🙂
Grøn

og det er jeg glad for 😉
Jeg tror i bund og grund, der er stor forskel på gruppe 1 og 2.
Gruppe 1 behøver ikke at befinde sig dårligt i deres forhold med partneren, eller synes der er noget i vejen eller mangler noget. Det kan være en vis personlig usikkerhed/manglende selvtillid som spiller ind. En manglende tro på, at man har fundet det, som vil holde for en resten af livet. En angst for at gå glip af noget, fordi livet i virkeligheden er så kort? En angst for at spilde sin tid. En manglende fornemmelse af om ens følelser rækker langt nok?
Gruppe 2 - ja, som du siger - utroskab er en religion, eller rettere sagt mange religioner. Men på mange indlæg herinde, virker det som om, folk får et skulderklap og en trøstekiks og får at vide, at det skal nok gå alt sammen. Som om: "Skide godt du handlede på det".
Både gruppe 1 og gruppe 2 søger måske mange gange ikke råd - men snarere accept af det der er sket, eller accept af den situation man er i? Der mener jeg bare, at gruppe 2 får denne accept. Gruppe 1 gør ikke.
[f]

Jeg ved ikke helt, hvor meget ret du har omkring gruppe 1. Jeg synes det kommer meget an på alder og situationen.
Selvfølgelig er der nogle svarere, som ikke har empati, forståelse for spørgsmålet osv, men mange i gruppen mangler forældre eller venner til at snakke med og støtte op. De 3 linjers svar man så giver, kommer til at virke hårde og for forenklede, til spørgerens problemstilling. Men den er svær at gøre noget ved i sådan et forum.
Gruppe 2 er som sagt præget af religion, og derfor mener jeg ikke du kan gøre det så entydigt, som du gerne vil.
Mange søger accept ja, men det er vel menneskeligt.
Selv om det i Vores øjne er "forkert" så er der en grund til, at de har gjort det, og så skylder man vel egentlig at tage den derfra, medmindre man foretrækker, at slå op på en side i biblen og sige hvordan det skal være.
Det vil jeg personligt, være meget imod. De fleste ved jo også godt, at de har bøffet, så der er ingen grund til at træde i det, men i stedet give råd om at komme videre.
Men det er vel ikke accept af deres utroskab som sådan.
venlig hilsen
Grøn

I dit eksempel nummer 1 er det vel meget normalt i perioder af sit ægteskab, at kigge ud over egne rækker, og stille spørgsmålet om det nu også er der hvor man bør være. Er jeg lykkelig nok, elsker jeg nok, er jeg tilfreds nok osv osv. Det er vel egentlig meget sundt at tage sit liv op til revision engang imellem.
Ved dit eksempel nr. 2 er det jo sådan at vi leve i et hyklerisk samfund, at de fleste har den holdning at er min mand/kone utro, så bliver de sparket ud af døren. Realiteterne viser bare noget andet, for rigtig mange finder en undskyldning for utroskaben og gør den dermed i orden. Ofte finder de en skyldig uden for ægteskabet ellers er det svært at blive i ægteskabet. Principielt er det jo at gøre utroskab "lovligt" at komme med nogen overbevisninger som gør at det er ok at blive i ægteskabet. Parterapeuterne lever jo i bedste velgående, fordi man bare skal tale sig til at lære at elske hinanden igen, hvordan man så kan det. Jeg så ude på hjemmesiden skilsmissklar, hvor de spørger om det har hjulpet at gå i parterapi. 4% svarer at det har hjulpet at gå i parterapi, så mon ikke dette resultat afspejler meget godt den enkelte dansker og deres forhold. Vi taler os ihjel og tror at vi kan tale os til at elske hinanden, men den grundfølelse skulle jo gerne være i orden og man skulle gerne have arbejdet med den løbende i sit ægteskab.
Så i går en fjernsynsudsendelsen om utroskab, hvor jeg må indrømme jeg sad tilbage med en fornemmelse af at den mand kan gøre hvad som helst, og konen tog bare skylden alene for at ægteskabet var gået så dårligt i en periode, hvad med næste gang hun kommer i en eller anden krise skal han så igen en tur i byen eller ??????
Jeg forstår det heller ikke, men mon mange gør det når det kommer til stykket. Vi siger bare høfligt til dem som kæmper for deres forhold, at det er flot de gør det, og så tænker vi noget andet, f.eks. at de gider, når de nu har bevist at ægteskabet ikke er vigtigt nok til ikke at være utro.
I simply don't get it either

Jeg hører til den gruppe, som tager sit forhold op til revision. Og ganske tit - men det har jeg belæg for at gøre (alle har jo deres grunde til at tænke og handle som de gør). Jeg har prøvet at debattere det nogle gange på SOL, men jeg får meget negativ respons. Det ville vel også være i orden, hvis jeg lige havde mødt fyren og jeg var 20 år, men sådan forholder det sig ikke. Og det ved folk jo egentlig heller ikke, så jeg kan vel ikke bebrejde dem i deres svar.
Vores forhold udvikler sig og vi snakker sammen om alt. Så det er virkelig blevet stærkt og jeg har en mand, som godt ved, jeg er usikker i mine valg, men ikke desto mindre elsker han mig og jeg ham. Sådan var jeg, da han mødte mig, og det har jeg ALDRIG lagt skjul på. Ja, jeg er en tvivler - men tvivleren begår ikke utroskab. Ikke i det her tilfælde - det ville jeg ALDRIG gøre mod nogen.
Jeg tror ikke der kommer noget godt ud af utroskab - ja jeg så også udsendelsen i går og har været i nøjagtig samme sitution som hende og "vandt ham tilbage" dengang. Det holdt ca. 1 år efter utroskabet. Man KAN ikke være sammen bagefter. Det var et helvede for mig, og jeg tror helt ærligt ikke, at hende fra udsendelsen kan have det godt...Det nager og vil altid nage! Det måtte jeg indse.
Det med parterapi er vel nogle sidste krampetrækninger på at redde noget, som for længst er dødsdømt?? Det viser statistikken jo.
Nå der kom jeg lidt ud på et sidespor....og alligevel ikke 😃
God aften!