Tvivlen om et jeg...

For i nat er tvivlen
På sin ensomme vej
blevet min seneste ven...
Den spreder sit sidste spind fra en forvirret mand,
hvis eneste forsvar er fortvivlelsens tåger.
For den verden hvori han før bestod
er ej længere;
Den blev pludselig mørk
af kun at mærke alt det udenom.
Resten stod, ganske som sædvanlig, klart
som et glas man ikke kan nå.
Som en andens svar på et helt tredje spørgsmål.
Men faktum forbliver et tomrum
der ikke kan fyldes af anden tomhed.
For andres anelser
er i sidste ende ingenting,
De giver dig kun mere at forsøge at udrede.
Deres svar er deres og ikke dine;
Du kan ikke bruge dem...
Dem du skal bruge,
findes kun i dig selv.
Så brug dig selv,
for du er den eneste der faktisk ved...
Giv nu los,
gør brug af dine tanker og lad dem komme videre.
Gør intet halvt... Og gør det godt...
10 minute poetry...