Udbredt pamperi i fagbevægelsen
Denne artikel er fra B.T. d. 23/10
Så vilde var fagbosserne
FOR 10 ÅR SIDEN TOG SID-BOSSEN WILLY STRUBE SIT EGET LIV. HAN BEDROG SIT FORBUND FOR ET MILLIONBELØB. EN NY BOG FORTÆLLER OM EN KULTUR I FAGBEVÆGELSEN, HVOR PAMPERI OG ØDSEL OMGANG MED MEDLEMMERNES PENGE BLEV ACCEPTERET
Af Tekst: PETER ANDERSEN
Og selvom jeg bliver renset, vil man sige, at ' der var nu nok noget med ham der Willy Strube.' Men det må jeg så leve med.
Dette er udgangsreplikken i det sidste interview, fagbossen Willy Strube nåede at give. Faktisk hans sidste udtalelse til omverdenen overhovedet.
Det fandt sted mandag 15. oktober 2001 på hans hjørnekontor i SiD-palæet i Kampmannsgade. SiD, som i dag er blevet til 3F, var Danmarks største fagforbund. Willy Strube var formand for SiDs Industrigruppe og en af de mest magtfulde mænd i dansk fagbevægelse.
Senere den mandag rejser han til Firenze med sin kone. På en ferie, der viser sig at blive kort. Tirsdag aften bliver han ringet op af SiDs formand, Poul Erik Skov Christensen, og beordret hjem. Onsdag trækker han sig fra alle poster i forbundet.
Og fredag den 19. oktober, da Fagbladet med det nævnte interview ligger på dørmåtten hos SiD-medlemmerne, låser Willy Strubes søn sig ind i barndomshjemmet i Fløng og finder liget af sin far.
For renset blev 58-årige Strube ikke. Og leve med det kunne han slet ikke.
Episoden med interviewet er ikke med i bogen ' Fagbossens fald' - med undertitlen ' Willy Strube og hans tid'. Til gengæld er der talrige andre.
Og bogen, der er skrevet af Lennart Weber og Erik Meier Carlsen, afdækker en ødsel og drikfældig kultur i fagbevægelsen, som vil få mange til at måbe.
Willy Strube var en pamper. Han svindlede for mindst 1,2 millioner af medlemmernes kontingentkroner, og han havde mange af de karaktertræk, der kendetegner en psykopat.
Willy Strube var ekstrem. Men han var ikke alene om det.
Tagselvbord
Vi skruer tiden godt 10 år tilbage til en tilfældig onsdag i 90' erne. Vi er til bestyrelsesmøde i SiDs Industrigruppe.
Der er askebægre på bordene, de fleste ryger, og mange har knappet den første bajer op. Nogle når at tømme fem-seks stykker, inden formiddagen er omme, og mødet er slut.
Deltagerne er Industrigruppens egne forretningsførere ( faglige sekretærer, red.) og bestyrelsesmedlemmer fra SiDs afdelinger. Og så naturligvis Willy Strube, som troner for bordenden. Han taler mest, men ellers er det typisk de samme femseks medlemmer, som tager ordet.
Mange siger meget lidt eller slet intet, hverken på dette eller andre møder.
Men skulle det komme til en afstemning, er de klar til at udfylde deres rolle og række hånden i vejret samtidig med formanden.
Møderne i Industrigruppen er ikke enestående. Hvis man vil have sig en gratis brandert i arbejdstiden, er SiD ikke det dummeste sted at være ansat. At få suppleret lønnen er heller ikke svært.
Der er folk, der på en måned bogfører 25-30 møder ude af huset, så de kan få udbetalt diæter. Kørselsregnskaber godkendes, uden at nogen tjekker antallet af kilometer, og selv store beløb udbetales med kun én underskrift.
Cirka 100 personer har adgang til at signere bilag. Hver femte medarbejder i forbundshuset kan med andre ord åbne SiDs pengekasse med en krusedulle på et stykke papir.
Edderkoppespind
Det er i dét farvand, Willy Strube boltrer sig som en søløve. Men det er der også mange andre, der gør.
Og ifølge ' Fagbossens fald' katapulterer SiDs daværende forbundsformand, Hardy Hansen, den løsagtige omgang med medlemmernes penge, da han efter storkonflikten i 1985 får SiDs hovedbestyrelse med på at bruge 180 millioner kroner på at vælte Poul Schlüter og den borgerlige regering .
Pengene bevilges uden budget og uden efterfølgende kontrol.
' Et andet skjult motiv bag den dramatiske særbevilling kan meget vel have været, at pengene var tænkt som en camoufleret bestikkelse af SiDs lokalafdelinger, der på den tid var meget kritiske over for pengeforbruget i forbundshuset og selv savnede midler Langt de fleste af disse penge gik efterfølgende ud til lokalafdelingerne som kompensation og blev anvendt lokalt, blandt andet til opførelse af nye huse til lokalafdelingerne.' ( Citat fra bogen).
Hardy Hansen blev valgt som formand i 1979, og forfatterne til ' Fagbossens fald' tøver ikke med at kalde det et kup. Hardy Hansen pegede of-ficielt på den kandidat, man var blevet enige om at støtte i forbundets ledelse, men havde i det skjulte kørt sig selv i stilling. En af hans medsammensvorne var Willy Strube.
De havde en fælles fortid i SiDs fabriksafdeling i Glostrup, som på det tidspunkt var forbundets største.
De koketterede selv med, at de blev kaldt ' mafia-bosserne'. Og med valget af Hardy Hansen som forbundsformand kunne Willy Strube overtage Hardy Hansens formandspost i Industrigruppen og begynde at bygge sit edderkoppespind.
I ' Fagbossens fald' får Hardy Hansen i den grad smadret sit eftermæle som den jævne arbejdsmands forkæmper.
Lige så hårde er forfatterne ved andre af datidens nøglepersoner i SiD. Palle Sørensen, som var hovedkasserer fra 1982 til 2001, beskrives som inkompetent. Og Poul Jørgensen, der var forbundssekretær fra 1982 til 1996, kaldes en af de største pampere i fagbevægelsens historie.
' Når nye ansatte i forbundshuset fik kontor på formandsgangen, blev de rådet til at snakke med Poul Jørgensen inden klokken 10 om formiddagen. Nogle fandt endda, at de måtte være der inden otte. Ellers var personalechefen stærkt beruset. Poul Jørgensen mødte hver morgen klokken fem og åbnede huset for rengøringspersonalet. Han forlangte, at der hver dag stod en kasse øl på hans kontor.' ( Citat fra bogen).
Tyranni
Poul Jørgensen er en af Willy Strubes drukkammerater. Forbundssekretæren fungerer samtidig som personalechef og er dermed en god allieret, hvis der skulle komme klager.
Og der er nok at klage over. Enhver, der har sin gang i Industrigruppen, kender til Willy Strubes luner og raserianfald.
Han kan være venlig, jovial og vittig det ene øjeblik, hvorefter han i det næste kan finde på at degradere en medarbejder, hvis tøj ikke er pænt nok. Det kan godt være, Willy Strube lukker døren, når en forretningsfører skal have en overhaling, men det gør ikke den store forskel.
' På hjemmebane kunne han over for kam merater i SiD være endnu grovere, ja true dem på livet, tvære mad ud i hovedet på dem eller håne og ydmyge dem i overværelse af deres underordnede.
I lange perioder var hans praksis - stort set hver dag under morgenmødet for hans nærmeste medarbejdere i SiD-hovedkvarteret - at udvælge én til ydmygelse og forhånelse.' ( Citat fra bogen, red.) Samtidig beundres Willy Strube for sin evne til at skabe resultater.
Han er et geni til at tænke flere træk frem, og han er en af arkitekterne bag overenskomstreformerne i 80' erne og 90' erne: 37 timers arbejdsuge, arbejdsmarkedspension, løn under sygdom. Men det er kendetegnende, at han samtidig bruger resultaterne til at erobre land.
Han får som den første arbejdsmand tilkæmpet sig en plads ved hovedbordet, når der forhandles overenskomst i jernindustrien. Han erobrer næstformandsposten i CO Metal ( i dag CO-Industri. red.), og han bliver formand for Industriens Pension.
I 1987 indleder Willy Strube en magtkamp mod Hardy Hansen og vinder. Forbundsformanden udstilles som en kransekagefigur uden indflydelse på det, der er hjerteblodet i enhver fagforening: Overenskomsterne.
En vild plan
Magtkampen kulminerer på SiDkongressen i 1995, da Willy Strube udtænker den ifølge forfatterne ' helt urealistiske plan', at han vil afløse Hardy Hansen som forbundsformand og samtidig blive som næstformand i CO-Industri. Han vil have det hele, være konge og statsminister på én gang.
For en gangs skyld har Strube forregnet sig, og selv om han kort før kongressen erklærer sig parat til at droppe CO-Industri, er det for sent.
Willy Strube taber i et kampvalg til Poul Erik Skov Christensen, som umiddelbart inden valget får støtte fra Hardy Hansen.
Payback-time fra den afgående forbundsformand, og det kommer Strube sig aldrig over. Faktisk taler de to ikke sammen sidenhen.
-Magten ligger, hvor den altid har ligget, siger taberen fra talerstolen i Falkonercentret og beviser påstanden et par dage senere, da han via kumpanen og personalechefen Poul Jørgensen får Poul Erik Skov Christensens kone fyret fra SiDs Uddannelsesafdeling.
Skov Christensen overtager formelt først formandsposten i SiD året efter og kan intet gøre.
Amokløb Samtidig sætter Willy Strube gang i det amokløb, der rulles op i dagene før og efter hans død i 2001, da TV Avisen får fingre i et par papkasser med bilag. I løbet af seks år svindler han for mindst 1,2 million kroner.
Det foregår især sammen med Ole Iversen, som er en af de nyttige idioter, Willy Strube gennem hele sin karriere har været ferm til at fange i sit spind.
Ole Iversen er radiotekniker og har sit eget firma, I. Service, som blandt andet står for produktionen af lydbånd til SiDs ordblinde medlemmer.
De to tager sammen på talrige indkøbsture til City 2, og fremgangsmåden er enkel: Strube fylder indkøbsvognen med isenkram, rødvin og dagligvarer, Iversen betaler ved kassen og sender efterfølgende en faktura til SiD på et tilsvarende beløb. Her står der dog hverken noget om vin eller elektronik. Indkøbene camoufleres som ' serviceydelser' i forbindelse med to medieprojekter, Willy Strube har fået bevilget i SiDs daglige ledelse.
Det er Ole Iversens bilag, der - stadig uforklarligt for de fleste - dukker op i TV-Avisen en oktoberaften i 2001. De afslører dog kun et lille hjørne af Willy Strubes svindel, og som interviewet i Fagbladet antyder, tror han til det sidste på, at han kan klare frisag.
Da korthuset definitivt falder efter hjemkomsten fra Italien to dage senere, er der ingen anger at spore.
Kun ærgrelse. På mødet med forbundsledelsen forsøger han sågar at få en fratrædelsesordning, men får det lakoniske svar, at han vist har taget rigeligt.
Så vilde var fagbosserne
FOR 10 ÅR SIDEN TOG SID-BOSSEN WILLY STRUBE SIT EGET LIV. HAN BEDROG SIT FORBUND FOR ET MILLIONBELØB. EN NY BOG FORTÆLLER OM EN KULTUR I FAGBEVÆGELSEN, HVOR PAMPERI OG ØDSEL OMGANG MED MEDLEMMERNES PENGE BLEV ACCEPTERET
Af Tekst: PETER ANDERSEN
Og selvom jeg bliver renset, vil man sige, at ' der var nu nok noget med ham der Willy Strube.' Men det må jeg så leve med.
Dette er udgangsreplikken i det sidste interview, fagbossen Willy Strube nåede at give. Faktisk hans sidste udtalelse til omverdenen overhovedet.
Det fandt sted mandag 15. oktober 2001 på hans hjørnekontor i SiD-palæet i Kampmannsgade. SiD, som i dag er blevet til 3F, var Danmarks største fagforbund. Willy Strube var formand for SiDs Industrigruppe og en af de mest magtfulde mænd i dansk fagbevægelse.
Senere den mandag rejser han til Firenze med sin kone. På en ferie, der viser sig at blive kort. Tirsdag aften bliver han ringet op af SiDs formand, Poul Erik Skov Christensen, og beordret hjem. Onsdag trækker han sig fra alle poster i forbundet.
Og fredag den 19. oktober, da Fagbladet med det nævnte interview ligger på dørmåtten hos SiD-medlemmerne, låser Willy Strubes søn sig ind i barndomshjemmet i Fløng og finder liget af sin far.
For renset blev 58-årige Strube ikke. Og leve med det kunne han slet ikke.
Episoden med interviewet er ikke med i bogen ' Fagbossens fald' - med undertitlen ' Willy Strube og hans tid'. Til gengæld er der talrige andre.
Og bogen, der er skrevet af Lennart Weber og Erik Meier Carlsen, afdækker en ødsel og drikfældig kultur i fagbevægelsen, som vil få mange til at måbe.
Willy Strube var en pamper. Han svindlede for mindst 1,2 millioner af medlemmernes kontingentkroner, og han havde mange af de karaktertræk, der kendetegner en psykopat.
Willy Strube var ekstrem. Men han var ikke alene om det.
Tagselvbord
Vi skruer tiden godt 10 år tilbage til en tilfældig onsdag i 90' erne. Vi er til bestyrelsesmøde i SiDs Industrigruppe.
Der er askebægre på bordene, de fleste ryger, og mange har knappet den første bajer op. Nogle når at tømme fem-seks stykker, inden formiddagen er omme, og mødet er slut.
Deltagerne er Industrigruppens egne forretningsførere ( faglige sekretærer, red.) og bestyrelsesmedlemmer fra SiDs afdelinger. Og så naturligvis Willy Strube, som troner for bordenden. Han taler mest, men ellers er det typisk de samme femseks medlemmer, som tager ordet.
Mange siger meget lidt eller slet intet, hverken på dette eller andre møder.
Men skulle det komme til en afstemning, er de klar til at udfylde deres rolle og række hånden i vejret samtidig med formanden.
Møderne i Industrigruppen er ikke enestående. Hvis man vil have sig en gratis brandert i arbejdstiden, er SiD ikke det dummeste sted at være ansat. At få suppleret lønnen er heller ikke svært.
Der er folk, der på en måned bogfører 25-30 møder ude af huset, så de kan få udbetalt diæter. Kørselsregnskaber godkendes, uden at nogen tjekker antallet af kilometer, og selv store beløb udbetales med kun én underskrift.
Cirka 100 personer har adgang til at signere bilag. Hver femte medarbejder i forbundshuset kan med andre ord åbne SiDs pengekasse med en krusedulle på et stykke papir.
Edderkoppespind
Det er i dét farvand, Willy Strube boltrer sig som en søløve. Men det er der også mange andre, der gør.
Og ifølge ' Fagbossens fald' katapulterer SiDs daværende forbundsformand, Hardy Hansen, den løsagtige omgang med medlemmernes penge, da han efter storkonflikten i 1985 får SiDs hovedbestyrelse med på at bruge 180 millioner kroner på at vælte Poul Schlüter og den borgerlige regering .
Pengene bevilges uden budget og uden efterfølgende kontrol.
' Et andet skjult motiv bag den dramatiske særbevilling kan meget vel have været, at pengene var tænkt som en camoufleret bestikkelse af SiDs lokalafdelinger, der på den tid var meget kritiske over for pengeforbruget i forbundshuset og selv savnede midler Langt de fleste af disse penge gik efterfølgende ud til lokalafdelingerne som kompensation og blev anvendt lokalt, blandt andet til opførelse af nye huse til lokalafdelingerne.' ( Citat fra bogen).
Hardy Hansen blev valgt som formand i 1979, og forfatterne til ' Fagbossens fald' tøver ikke med at kalde det et kup. Hardy Hansen pegede of-ficielt på den kandidat, man var blevet enige om at støtte i forbundets ledelse, men havde i det skjulte kørt sig selv i stilling. En af hans medsammensvorne var Willy Strube.
De havde en fælles fortid i SiDs fabriksafdeling i Glostrup, som på det tidspunkt var forbundets største.
De koketterede selv med, at de blev kaldt ' mafia-bosserne'. Og med valget af Hardy Hansen som forbundsformand kunne Willy Strube overtage Hardy Hansens formandspost i Industrigruppen og begynde at bygge sit edderkoppespind.
I ' Fagbossens fald' får Hardy Hansen i den grad smadret sit eftermæle som den jævne arbejdsmands forkæmper.
Lige så hårde er forfatterne ved andre af datidens nøglepersoner i SiD. Palle Sørensen, som var hovedkasserer fra 1982 til 2001, beskrives som inkompetent. Og Poul Jørgensen, der var forbundssekretær fra 1982 til 1996, kaldes en af de største pampere i fagbevægelsens historie.
' Når nye ansatte i forbundshuset fik kontor på formandsgangen, blev de rådet til at snakke med Poul Jørgensen inden klokken 10 om formiddagen. Nogle fandt endda, at de måtte være der inden otte. Ellers var personalechefen stærkt beruset. Poul Jørgensen mødte hver morgen klokken fem og åbnede huset for rengøringspersonalet. Han forlangte, at der hver dag stod en kasse øl på hans kontor.' ( Citat fra bogen).
Tyranni
Poul Jørgensen er en af Willy Strubes drukkammerater. Forbundssekretæren fungerer samtidig som personalechef og er dermed en god allieret, hvis der skulle komme klager.
Og der er nok at klage over. Enhver, der har sin gang i Industrigruppen, kender til Willy Strubes luner og raserianfald.
Han kan være venlig, jovial og vittig det ene øjeblik, hvorefter han i det næste kan finde på at degradere en medarbejder, hvis tøj ikke er pænt nok. Det kan godt være, Willy Strube lukker døren, når en forretningsfører skal have en overhaling, men det gør ikke den store forskel.
' På hjemmebane kunne han over for kam merater i SiD være endnu grovere, ja true dem på livet, tvære mad ud i hovedet på dem eller håne og ydmyge dem i overværelse af deres underordnede.
I lange perioder var hans praksis - stort set hver dag under morgenmødet for hans nærmeste medarbejdere i SiD-hovedkvarteret - at udvælge én til ydmygelse og forhånelse.' ( Citat fra bogen, red.) Samtidig beundres Willy Strube for sin evne til at skabe resultater.
Han er et geni til at tænke flere træk frem, og han er en af arkitekterne bag overenskomstreformerne i 80' erne og 90' erne: 37 timers arbejdsuge, arbejdsmarkedspension, løn under sygdom. Men det er kendetegnende, at han samtidig bruger resultaterne til at erobre land.
Han får som den første arbejdsmand tilkæmpet sig en plads ved hovedbordet, når der forhandles overenskomst i jernindustrien. Han erobrer næstformandsposten i CO Metal ( i dag CO-Industri. red.), og han bliver formand for Industriens Pension.
I 1987 indleder Willy Strube en magtkamp mod Hardy Hansen og vinder. Forbundsformanden udstilles som en kransekagefigur uden indflydelse på det, der er hjerteblodet i enhver fagforening: Overenskomsterne.
En vild plan
Magtkampen kulminerer på SiDkongressen i 1995, da Willy Strube udtænker den ifølge forfatterne ' helt urealistiske plan', at han vil afløse Hardy Hansen som forbundsformand og samtidig blive som næstformand i CO-Industri. Han vil have det hele, være konge og statsminister på én gang.
For en gangs skyld har Strube forregnet sig, og selv om han kort før kongressen erklærer sig parat til at droppe CO-Industri, er det for sent.
Willy Strube taber i et kampvalg til Poul Erik Skov Christensen, som umiddelbart inden valget får støtte fra Hardy Hansen.
Payback-time fra den afgående forbundsformand, og det kommer Strube sig aldrig over. Faktisk taler de to ikke sammen sidenhen.
-Magten ligger, hvor den altid har ligget, siger taberen fra talerstolen i Falkonercentret og beviser påstanden et par dage senere, da han via kumpanen og personalechefen Poul Jørgensen får Poul Erik Skov Christensens kone fyret fra SiDs Uddannelsesafdeling.
Skov Christensen overtager formelt først formandsposten i SiD året efter og kan intet gøre.
Amokløb Samtidig sætter Willy Strube gang i det amokløb, der rulles op i dagene før og efter hans død i 2001, da TV Avisen får fingre i et par papkasser med bilag. I løbet af seks år svindler han for mindst 1,2 million kroner.
Det foregår især sammen med Ole Iversen, som er en af de nyttige idioter, Willy Strube gennem hele sin karriere har været ferm til at fange i sit spind.
Ole Iversen er radiotekniker og har sit eget firma, I. Service, som blandt andet står for produktionen af lydbånd til SiDs ordblinde medlemmer.
De to tager sammen på talrige indkøbsture til City 2, og fremgangsmåden er enkel: Strube fylder indkøbsvognen med isenkram, rødvin og dagligvarer, Iversen betaler ved kassen og sender efterfølgende en faktura til SiD på et tilsvarende beløb. Her står der dog hverken noget om vin eller elektronik. Indkøbene camoufleres som ' serviceydelser' i forbindelse med to medieprojekter, Willy Strube har fået bevilget i SiDs daglige ledelse.
Det er Ole Iversens bilag, der - stadig uforklarligt for de fleste - dukker op i TV-Avisen en oktoberaften i 2001. De afslører dog kun et lille hjørne af Willy Strubes svindel, og som interviewet i Fagbladet antyder, tror han til det sidste på, at han kan klare frisag.
Da korthuset definitivt falder efter hjemkomsten fra Italien to dage senere, er der ingen anger at spore.
Kun ærgrelse. På mødet med forbundsledelsen forsøger han sågar at få en fratrædelsesordning, men får det lakoniske svar, at han vist har taget rigeligt.