Ulykkelige omstændigheder (TTTS)
Min mand og jeg var til nakkefoldsscanning i starten af februar og var lykkelige,
da vi fik at vide, at vi ventede ikke kun et barn men hele to.
Identiske tvillinger - og ved en senere scanning fandt vi ud af, at det var drenge.
Hvilken glæde.
Pga. risikoen for komplikationer skulle vi til scanning hver 14. dag. inde på Herlev.
Der har hele tiden været en lille forskel i størrelsen på fostrene -
noget, der indikerer begyndende TTTS (Tvilling til Tvilling Transfusions Syndrom).
TTTS er en meget alvorlig komplikation, som kort sagt betyder, at den ene poster blod over i den anden gennem forbundne blodkar (de har samme placenta).
Stoppes det ikke, siger statistikken, at der er 100 % risiko for mortalitet.
Da vi fornylig ved en scanning så, at den ene pludselig havde markant mere fostervand end den anden, måtte overlægen meddele os om, at det var begyndende TTTS.
Vi var begge meget kede af det.
Fra at blive scannet hver 14. dag, blev vi scannet hver 6. dag, så hver 2-4. dag
plus vi er blevet overflyttet til Rigshospitalet (hader det sted, synes, det er koldt og mørkt)
Sidste scanning i fredags viste, at det stadig går den forkerte vej. Nu har det lille foster (som poster vand over til den anden) også en lillebitte blære (endnu et symptom).
Fosterhinden i mellem dem klistrer sig op ad den lille.
Vi har følgende muligheder:
Laseroperation, hvor de forbundne blodkar mellem fostrene brændes over. Der er stor risiko for at miste begge/den ene af tvillingerne og ca. 10 % risiko for hjerneskade.
Denne operation er vores bedste bud for at redde de små, som vi elsker så højt, men min moderkage ligger værst tænkeligt i forhold til operationen, så det kan være, at lægerne vurderer, at de ikke kan gennemføre den.
Udover det så er de smås navlestrenge placeret sådan, at blodet kun kan gå en vej. Det er også frygteligt uheldigt.
Den anden mulighed er at kappe navnlestrengen på et af de små fostre (det mest syge af dem til den tid) for at redde den anden.
Der er også en masse risici forbundet med det. Udover alle følelserne som kommende mor.
Så hvad skal vi gøre?
Lige nu venter vi bare...
Den værst tænkelige ventetid, fordi indtil nu (udover forskellen i blærerne), så har begge det skønt. De hopper rundt derinde og er sunde og raske.
Vi ved, hvad statistikken siger i forhold til den vej, som det vil gå. Og som det også ser ud til at gå.
Så vi venter på et mirakel eller på, at det skal blive værre, så de vil operere.
Det er som at vente på manden med leen, mens sygdommen træder i kraft.
...
Nu har jeg hilst på de små til scanningen så mange gange.
De har hver deres personlighed allerede nu - det føler jeg.
Jeg har set deres lille hjerte hoppe op og ned.
Med mine hænder på maveskindet har jeg fornemmet, at de var der
og smilt.
Jeg troede, at jeg kunne passe på dem og sikre dem et trygt miljø til, de kom ud.
Er det ikke en mors opgave?
da vi fik at vide, at vi ventede ikke kun et barn men hele to.
Identiske tvillinger - og ved en senere scanning fandt vi ud af, at det var drenge.
Hvilken glæde.
Pga. risikoen for komplikationer skulle vi til scanning hver 14. dag. inde på Herlev.
Der har hele tiden været en lille forskel i størrelsen på fostrene -
noget, der indikerer begyndende TTTS (Tvilling til Tvilling Transfusions Syndrom).
TTTS er en meget alvorlig komplikation, som kort sagt betyder, at den ene poster blod over i den anden gennem forbundne blodkar (de har samme placenta).
Stoppes det ikke, siger statistikken, at der er 100 % risiko for mortalitet.
Da vi fornylig ved en scanning så, at den ene pludselig havde markant mere fostervand end den anden, måtte overlægen meddele os om, at det var begyndende TTTS.
Vi var begge meget kede af det.
Fra at blive scannet hver 14. dag, blev vi scannet hver 6. dag, så hver 2-4. dag
plus vi er blevet overflyttet til Rigshospitalet (hader det sted, synes, det er koldt og mørkt)
Sidste scanning i fredags viste, at det stadig går den forkerte vej. Nu har det lille foster (som poster vand over til den anden) også en lillebitte blære (endnu et symptom).
Fosterhinden i mellem dem klistrer sig op ad den lille.
Vi har følgende muligheder:
Laseroperation, hvor de forbundne blodkar mellem fostrene brændes over. Der er stor risiko for at miste begge/den ene af tvillingerne og ca. 10 % risiko for hjerneskade.
Denne operation er vores bedste bud for at redde de små, som vi elsker så højt, men min moderkage ligger værst tænkeligt i forhold til operationen, så det kan være, at lægerne vurderer, at de ikke kan gennemføre den.
Udover det så er de smås navlestrenge placeret sådan, at blodet kun kan gå en vej. Det er også frygteligt uheldigt.
Den anden mulighed er at kappe navnlestrengen på et af de små fostre (det mest syge af dem til den tid) for at redde den anden.
Der er også en masse risici forbundet med det. Udover alle følelserne som kommende mor.
Så hvad skal vi gøre?
Lige nu venter vi bare...
Den værst tænkelige ventetid, fordi indtil nu (udover forskellen i blærerne), så har begge det skønt. De hopper rundt derinde og er sunde og raske.
Vi ved, hvad statistikken siger i forhold til den vej, som det vil gå. Og som det også ser ud til at gå.
Så vi venter på et mirakel eller på, at det skal blive værre, så de vil operere.
Det er som at vente på manden med leen, mens sygdommen træder i kraft.
...
Nu har jeg hilst på de små til scanningen så mange gange.
De har hver deres personlighed allerede nu - det føler jeg.
Jeg har set deres lille hjerte hoppe op og ned.
Med mine hænder på maveskindet har jeg fornemmet, at de var der
og smilt.
Jeg troede, at jeg kunne passe på dem og sikre dem et trygt miljø til, de kom ud.
Er det ikke en mors opgave?