Usynlig og håbløshed
I foråret 2011 sov min stedfar stille ind. Han kom ind i mit liv da jeg var få måneder gammel.
Omkring en uge tideligere var han blevet indskrevet på et omsorgscenter. Jeg viste endelig godt hvad dette betød og hvor det bar hen. At det kun var et spørgsmål om tid. Det viste alle. Og netop derfor kom der hver dag besøgende. Han fik så meget smertestillende, at det var tvivlsomt hvor meget bevidst han var. Men jeg er ganske sikker på at han følte sig tryg. Som dagene gik blev han dårligere og derfor besluttede mor og jeg at overnatte sammen med ham. Personalet skaffede madrasser og sengetøj og vi indlogerede os i det lille rum sammen med ham.
Hans vejrtrækning ændrede sig og i takt med at jeg kunne se tegnene på at hans krop var ved at give slip, oplevede jeg både en taknemmelighed for at skæbnen ville lade ham få fred og en knude af angst for jeg ville jo endelig bare have den far tilbage jeg kendte. Det sidste ignorerede jeg. For jeg ville, stædig som jeg var, have at hans bortgang skulle forløbe fredligt og i hans ånd.
Vi var mor, min storebror og jeg selv tilstede, da personalet gav tegnet for at nu var det spørgsmål om minutter. Jeg stod ved sengen, aede ham på panden og holdte ham i hånden. Jeg var så bange og samtidig så ydmyg over at jeg fik lov at følge ham helt til dette øjeblik. Væk var vores interne roller i livet. Der var ingen far og datter. Vi var mennesker og dette var en del af det at være menneske. Det er svært at forklare, men det var det mest intense øjeblik jeg nogensinde har oplevet. Og alle de følelser der fyldte mig i dette øjeblik, husker jeg tydeligt. Og nogle gange gør de ondt, andre gange smiler jeg, når jeg tænker på det.
Men jeg var bange. Dødstegnene skræmte mig. Det lignede ikke min far. Kroppen gispede, som for at sige at alt er godt nu og at han ikke længere var dér. Nu var det kun det fysiske, der afsluttes. Jeg stod dér længe. Kikkede ham ind i de tomme øjne og smilede, mens tårerne løb. Jeg kunne godt mærke at han var væk længe inden kroppen var stille. Men jeg havde behov for at blive ved med at stå der og røre ved ham. Berolige ham. Smile til ham. Som om hans bevidsthed var i rummet og han var lettet.
Hans sygdom var et hårdt forløb. Han ændrede sig efterhånden som tiden gik. Jeg husker hvordan jeg begyndte at melde mig syg på mit job som klassepædagog. Jeg pjækkede for at være hos ham. Og til sidst kaldte min leder mig ind til samtale. Dér fortalte jeg ærligt om min far og vi blev enige om at de skulle lade mig gå. Så jeg fik tjenestefri med løn i 3 måneder og derefter måtte jeg sygemelde mig. I al den tid tog jeg hjem til ham hver dag. Nogle gange hele dagen, andre gange 4 timers tid.
Vores forhold ændrede sig. Jeg var stadig datteren, men jeg blev indviet i hans følelser og han betroede sig til mig. Jeg blev hans stødpude og hans pauseklovn. For vi havde det virkelig morsomt ret ofte. Vi kunne grine af vores egne dumheder og lave sjov. Vi havde den samme underlige form for humor, han og jeg. Og jeg bilder mig ind at jeg har arvet det fra ham selvom han ikke er min biologiske far.
Men så blev han dårligere. Vi blev enige om at jeg lige så godt kunne tage plejeorlov. Jeg kom jo alligevel hver dag, når jeg havde kørt mine børn afsted om morgen.
Jeg begyndte at finde tegn på at han ikke bare var begyndt at blive rigtig syg af sin cancer, men at han også i hjernen var begyndt at ændre sig. Hver morgen når jeg kom, havde jeg en vis rutine.
Jeg låste mig ind, listede ind for at se om han stadig sov, hvilket han ofte gjorde den sidste tid. Så satte jeg kaffe over. Lagde havregryn i blød i en gryde, gjorde rugbrødsskiver klar på brødristeren til os begge og efterhånden kunne jeg høre at han var ved at vågne og jeg gik ind til ham. Så sad vi lidt og småsnakkede, mens han vågnede helt op. Fjernsynet var altid tændt, når jeg kom om morgen. Nogle gange havde han trykket på et eller andet på fjernbetjeningen, så jeg måtte sidde om morgen og forsøge at rette op på det.
Inden vi spiste morgenmad sammen ved hans seng, gav jeg ham en fugtig klud til hans hænder. På dette tidspunkt ville det have krævet en masse energi for ham, hvis han skulle gå den lange vej ud på badeværelset. Så jeg fandt hurtigt ud af det med kluden, for at skåne ham, men også for at få det natlige snavs væk inden morgenmaden. Jeg besluttede dengang bare at gøre det. Bare række ham kluden og henvise uvigtigt til hans hænder og ansigt, for at bevare hans intrigeret.
Når morgenmaden var slut, ryddede jeg op og fortalte ham hvad jeg lige skulle gøre inden jeg vendte tilbage. Hvis vi da ikke skulle til en undersøgelse et eller andet sted, for så var dagen helt anderledes.
Men skulle vi intet, gjorde jeg rent for ham. Og næsten hver dag var jeg nødt til at ordne toilet og håndvask. Kemo og medicin har grimme bivirkninger og enhver der har været tæt på lignede ved hvad jeg mener.
Jeg følte ingen væmmelse når jeg ordnede det. Jeg følte omsorg. Dette var nødvendigt og skulle gøres. Og hvordan jeg gjorde det, ville afspejle sig på alt det andet jeg gjorde for og med ham. Pli og dannelse gled langsomt i baggrunden for ham i takt med at han blev dårligere og jeg følte jeg var nødt til at gøre ekstra for at støtte op om hans værdighed. Derfor blev far/datter rollerne langsomt udvisket til noget der mere lignede patient-plejer, kriseramte-omsorgsgiver.
Det var hårdt. Selv om vi stadig kunne få vores gode griner sammen, blev jeg også hans stødpude. Han indviede mig i hans syn på mennesker han kendte og den viden kunne være frustrerende at bære til tider. Hans oprigtige meninger om hans egen søster. Om min bror og min søster. Det var bestemt ikke positivt. Men jeg viste jo godt at jeg var tæt på ham. Så tæt man kan komme, når man hjælper en terminal. Så jeg tilsidesatte mig selv og lyttede, nikkede og lyttede. Og måtte blot nøjes med at lade hans ord være usagt i min bevidsthed og aldrig handle på dem. Det var ord, sagt af en mand med personlighedsændringer pga. metateser, en mand der viste han snart skulle dø og der var intet han kunne stille op for at forhindre det. Så jeg har lukket hans ord inde og dér bliver de. Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle disse ting til andre. Og slet ikke til personerne selv.
Sådan var det med mange ting. Og i dag er det så svært for mig at skille tingene ad. Jeg var forud for ham hele tiden, for erfaringen lærte mig hurtigt at var jeg ikke det, kunne han opleve så stor frustration at han ødelagde det for sig selv. Blandt andet gik han endnu dårligere, hvis han var oprevet og dermed til fare for at falde. Jeg manipulerede hans humør så godt jeg kunne, for at afhjælpe. Derfor måtte jeg ofte finde en uægte energi frem i mig selv. Jeg smilede, var kæk. Rolig og stabil. Havde styr på alle aftaler, medicin og førte hver dag notater i den hvide mappe, vi sammen oprettede, fordi han følte han ikke kunne overskue tingene. Jeg kunne tale bestemt til ham, når jeg fornemmede at det var det der skulle til. Jeg kunne appellere, når jeg anede at dette var mest hensigtsmæssigt og jeg kunne tavst afvente, når det var påkrævet.
Men indeni var jeg så ked af det. Langt indeni, et sted hvor jeg ikke tillod mig selv at kikke, viste jeg jo endelig godt at jeg havde det frygteligt. Jeg viste jo endelig godt at jeg var i færd med at slide mig selv op og at prisen ville vise sig når det var overstået. Alt dette viste jeg godt dybt inderst inde, men jeg ville ikke røre ved det. For gjorde jeg det, kunne jeg ikke være oprejst for Bjørn. Jeg oplevede folks reaktioner og overbeviste mig selv om at de ikke syntes jeg gjorde det godt nok for ham. Så jeg prøvede endnu hårdere. Pressede mig selv. Og på den måde blev mine grænser udvisket. Nu var det ikke kun i dagtimerne, jeg var der for ham. Nu ringede han ofte om aften. Så skulle han guides i hans aften-medicin og da jeg var forberedt på disse opkald, havde jeg inden jeg kørte, derfor gjort det hele klar. Nogle gange skulle han lige tjekke om vi nu også havde været til den eller den undersøgelse, for han havde det med at glemme hvad vi havde lavet i løbet af dagen. Andre gange var han gået lidt i panik over en aftale langt ude i fremtiden, om jeg havde styr på hvornår det var. Derfor endte jeg med at tage den hvide mappe med hjem hver dag. For så kunne jeg fortælle ham i telefonen hvor mange dage der var til osv.
Så da han åndede ud i foråret 2011 var jeg både lettet på hans vejne og på mine egne. Men det var så ambivalent det kaos af følelser jeg havde. For jeg ville bare så gerne have haft min far, som han var engang. Ikke ret mange timer efter han havde fået fred, begyndte jeg at føle denne underlige vrede. Jeg blev vred på livet, på ham for at blive syg. På mig selv for ikke at have gjort det godt nok. På familie og venner fordi de ikke kunne se mig. Jeg følte mig så gennemsigtig og set i bakspejlet, ved jeg nu at i det øjeblik han fik fred, ophørte jeg med at have en identitet. Jeg blev usynlig og jeg blev vred. I dagene op til hans bisættelse, voksede min vrede. Jeg havde sådan lyst til at rive folk i ansigterne, slå dem fordi de ikke så mig. Og alt i mig skreg efter at blive set og være til, men jeg viste det ikke på det tidspunkt. Jeg mærkede bare alle disse følelser og anede ikke hvordan jeg skulle handle på dem. Til bisættelsen var min knude af sorg og vrede så stor at jeg hadede at være dér. Jeg følte mig slet ikke værdig til at være der, for jeg havde jo ikke gjort det godt nok. Så da det hele var overstået og folk stod udenfor og snakkede dæmpet, satte jeg mig ind i bilen. Jeg ville bare flygte. Jeg skammede mig. Og jeg var så vred. Jeg forstod ikke hvorfor jeg ikke tillod mig selv at være ked af at Bjørn var død og den dag i dag forstår jeg det stadig ikke. Jeg kan kun gætte.
Det er nu 2 år siden og jeg syntes stadig ikke at jeg kan tillade mig at sørge over ham. Jeg føler stadig skam over ikke at have gjort det godt nok for ham. Da min far dødede, mistede jeg mere end blot ham. Familiemedlemmer slog hånden af mig. Familie på hans side. Og dermed blev skammen stedfastet og retten til at have sorg frataget. Og det er først nu jeg ser sammenhængen. Selvfølgelig græd jeg dengang. Jeg var jo ked af det. Men den der rigtige sorg, har jeg ikke tilladt mig, fordi jeg ikke har fortjent den, hvis man spørger mine følelser.
Tiden efter hans død husker jeg ikke så godt. Jeg husker folk der var sure på mig. Jeg husker andres måde at tackle deres sorg på og hvordan jeg i min usynlighed, kunne være iagttager til andres evne at lade sorgen blive bearbejdet. Jeg husker jeg knap en uge efter hans død, sad i min kærestes have alene og pludselig ikke følte jeg kunne trække vejret eller bevæge mig. Jeg måtte sidde sådanne en rum tid før jeg langsomt kunne flytte mig, mærke jeg trækkede vejret. Jeg troede dengang at NU reagerede jeg endelig! NU kom den der sorg, der var ved at æde mig op. Men i dag ved jeg godt at det blot var en eller anden form for sjælelig opkast, der gjorde at jeg kunne fungere lidt igen.
Tiden gik og jeg forsøgte at vende tilbage til hverdagen. Arbejde og børn. Jeg bor alene med mine børn. Det daglige ræs. Men jeg var stadig usynlig og havde stadig denne følelse af ikke at have ret til at være.
I dag er jeg igen sygmeldt. I udredning for ADHD og har depression. Mit selvværd er slidt væk af alle disse tanker omkring ikke at have ret til. Og jeg bliver ved med at gøre mere for andre end for mig selv, fordi jeg tror at jeg kan blive synlig igen på denne måde. Man kan vel næsten sige at jeg er min egen værste fjende. Men jeg hænger i med smil og nyder de stunder, hvor jeg oplever ro indeni. Ingen sorg eller vrede. Afmagt, frustration, mangel på anerkendelse. Og alt det andet jeg har fået bygget op indeni efter min plejeorlov. Og det er dér jeg tænker på min far og savner ham. For trods prisen, har jeg været privilegeret fordi jeg fik lov at komme så tæt på ham som jeg gjorde. Og dét ville jeg ikke have undværet ;O)
Min fars familie slog hånden af mig. Og nu, 2 år efter, har jeg erkendt at det er én af de ting jeg er gået ned over. Så i sidste uge skrev jeg en mail til min fars søster over facebook. En oprigtig mail. Ingen anklager, ingen selvforhelligelse. For det var vigtigt for mig at hun fik indtrykket af at jeg virkelig mente det, når jeg skrev hvor meget jeg manglede hende i mit liv nu. Min tante. Flere gange om dagen kan jeg ikke lade være med lige at tjekke om hun har læst den. Men der er stadig intet flueben, som tegn på hun har "været der". Og mine facade-smil bliver mindre og mindre som dagene går. Forleden tog jeg mig selv i at tænke på mine børn. Har dem 7/7. Jeg tænkte at hvis jeg stadig savnede dem, når de er hos deres far, kan jeg vel ikke være HELT depressiv og på vej i afgrunden. Jeg blev noget rystet over at jeg tænkte sådanne. Så jeg tror jeg er nødt til at indse at jeg har brug for mere hjælp end det jeg får pt pga udredning for adhd, samt depression.
Ved ikke hvorfor jeg har valgt at skrive alt dette herinde. Gemt bag et nickname. Måske for at høre andres reaktioner?
Og jeg ved godt der mangler mange oplysninger for at kunne give et helt billede. Forholdet til min mor, min barndom. Men så ville det ende med en bog.
Nu er tiden kommet til at sunde mig oven på al dette skriveri. Men jeg vender tilbage når energien er vendt tilbage.
Tak fordi du læste !
Omkring en uge tideligere var han blevet indskrevet på et omsorgscenter. Jeg viste endelig godt hvad dette betød og hvor det bar hen. At det kun var et spørgsmål om tid. Det viste alle. Og netop derfor kom der hver dag besøgende. Han fik så meget smertestillende, at det var tvivlsomt hvor meget bevidst han var. Men jeg er ganske sikker på at han følte sig tryg. Som dagene gik blev han dårligere og derfor besluttede mor og jeg at overnatte sammen med ham. Personalet skaffede madrasser og sengetøj og vi indlogerede os i det lille rum sammen med ham.
Hans vejrtrækning ændrede sig og i takt med at jeg kunne se tegnene på at hans krop var ved at give slip, oplevede jeg både en taknemmelighed for at skæbnen ville lade ham få fred og en knude af angst for jeg ville jo endelig bare have den far tilbage jeg kendte. Det sidste ignorerede jeg. For jeg ville, stædig som jeg var, have at hans bortgang skulle forløbe fredligt og i hans ånd.
Vi var mor, min storebror og jeg selv tilstede, da personalet gav tegnet for at nu var det spørgsmål om minutter. Jeg stod ved sengen, aede ham på panden og holdte ham i hånden. Jeg var så bange og samtidig så ydmyg over at jeg fik lov at følge ham helt til dette øjeblik. Væk var vores interne roller i livet. Der var ingen far og datter. Vi var mennesker og dette var en del af det at være menneske. Det er svært at forklare, men det var det mest intense øjeblik jeg nogensinde har oplevet. Og alle de følelser der fyldte mig i dette øjeblik, husker jeg tydeligt. Og nogle gange gør de ondt, andre gange smiler jeg, når jeg tænker på det.
Men jeg var bange. Dødstegnene skræmte mig. Det lignede ikke min far. Kroppen gispede, som for at sige at alt er godt nu og at han ikke længere var dér. Nu var det kun det fysiske, der afsluttes. Jeg stod dér længe. Kikkede ham ind i de tomme øjne og smilede, mens tårerne løb. Jeg kunne godt mærke at han var væk længe inden kroppen var stille. Men jeg havde behov for at blive ved med at stå der og røre ved ham. Berolige ham. Smile til ham. Som om hans bevidsthed var i rummet og han var lettet.
Hans sygdom var et hårdt forløb. Han ændrede sig efterhånden som tiden gik. Jeg husker hvordan jeg begyndte at melde mig syg på mit job som klassepædagog. Jeg pjækkede for at være hos ham. Og til sidst kaldte min leder mig ind til samtale. Dér fortalte jeg ærligt om min far og vi blev enige om at de skulle lade mig gå. Så jeg fik tjenestefri med løn i 3 måneder og derefter måtte jeg sygemelde mig. I al den tid tog jeg hjem til ham hver dag. Nogle gange hele dagen, andre gange 4 timers tid.
Vores forhold ændrede sig. Jeg var stadig datteren, men jeg blev indviet i hans følelser og han betroede sig til mig. Jeg blev hans stødpude og hans pauseklovn. For vi havde det virkelig morsomt ret ofte. Vi kunne grine af vores egne dumheder og lave sjov. Vi havde den samme underlige form for humor, han og jeg. Og jeg bilder mig ind at jeg har arvet det fra ham selvom han ikke er min biologiske far.
Men så blev han dårligere. Vi blev enige om at jeg lige så godt kunne tage plejeorlov. Jeg kom jo alligevel hver dag, når jeg havde kørt mine børn afsted om morgen.
Jeg begyndte at finde tegn på at han ikke bare var begyndt at blive rigtig syg af sin cancer, men at han også i hjernen var begyndt at ændre sig. Hver morgen når jeg kom, havde jeg en vis rutine.
Jeg låste mig ind, listede ind for at se om han stadig sov, hvilket han ofte gjorde den sidste tid. Så satte jeg kaffe over. Lagde havregryn i blød i en gryde, gjorde rugbrødsskiver klar på brødristeren til os begge og efterhånden kunne jeg høre at han var ved at vågne og jeg gik ind til ham. Så sad vi lidt og småsnakkede, mens han vågnede helt op. Fjernsynet var altid tændt, når jeg kom om morgen. Nogle gange havde han trykket på et eller andet på fjernbetjeningen, så jeg måtte sidde om morgen og forsøge at rette op på det.
Inden vi spiste morgenmad sammen ved hans seng, gav jeg ham en fugtig klud til hans hænder. På dette tidspunkt ville det have krævet en masse energi for ham, hvis han skulle gå den lange vej ud på badeværelset. Så jeg fandt hurtigt ud af det med kluden, for at skåne ham, men også for at få det natlige snavs væk inden morgenmaden. Jeg besluttede dengang bare at gøre det. Bare række ham kluden og henvise uvigtigt til hans hænder og ansigt, for at bevare hans intrigeret.
Når morgenmaden var slut, ryddede jeg op og fortalte ham hvad jeg lige skulle gøre inden jeg vendte tilbage. Hvis vi da ikke skulle til en undersøgelse et eller andet sted, for så var dagen helt anderledes.
Men skulle vi intet, gjorde jeg rent for ham. Og næsten hver dag var jeg nødt til at ordne toilet og håndvask. Kemo og medicin har grimme bivirkninger og enhver der har været tæt på lignede ved hvad jeg mener.
Jeg følte ingen væmmelse når jeg ordnede det. Jeg følte omsorg. Dette var nødvendigt og skulle gøres. Og hvordan jeg gjorde det, ville afspejle sig på alt det andet jeg gjorde for og med ham. Pli og dannelse gled langsomt i baggrunden for ham i takt med at han blev dårligere og jeg følte jeg var nødt til at gøre ekstra for at støtte op om hans værdighed. Derfor blev far/datter rollerne langsomt udvisket til noget der mere lignede patient-plejer, kriseramte-omsorgsgiver.
Det var hårdt. Selv om vi stadig kunne få vores gode griner sammen, blev jeg også hans stødpude. Han indviede mig i hans syn på mennesker han kendte og den viden kunne være frustrerende at bære til tider. Hans oprigtige meninger om hans egen søster. Om min bror og min søster. Det var bestemt ikke positivt. Men jeg viste jo godt at jeg var tæt på ham. Så tæt man kan komme, når man hjælper en terminal. Så jeg tilsidesatte mig selv og lyttede, nikkede og lyttede. Og måtte blot nøjes med at lade hans ord være usagt i min bevidsthed og aldrig handle på dem. Det var ord, sagt af en mand med personlighedsændringer pga. metateser, en mand der viste han snart skulle dø og der var intet han kunne stille op for at forhindre det. Så jeg har lukket hans ord inde og dér bliver de. Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle disse ting til andre. Og slet ikke til personerne selv.
Sådan var det med mange ting. Og i dag er det så svært for mig at skille tingene ad. Jeg var forud for ham hele tiden, for erfaringen lærte mig hurtigt at var jeg ikke det, kunne han opleve så stor frustration at han ødelagde det for sig selv. Blandt andet gik han endnu dårligere, hvis han var oprevet og dermed til fare for at falde. Jeg manipulerede hans humør så godt jeg kunne, for at afhjælpe. Derfor måtte jeg ofte finde en uægte energi frem i mig selv. Jeg smilede, var kæk. Rolig og stabil. Havde styr på alle aftaler, medicin og førte hver dag notater i den hvide mappe, vi sammen oprettede, fordi han følte han ikke kunne overskue tingene. Jeg kunne tale bestemt til ham, når jeg fornemmede at det var det der skulle til. Jeg kunne appellere, når jeg anede at dette var mest hensigtsmæssigt og jeg kunne tavst afvente, når det var påkrævet.
Men indeni var jeg så ked af det. Langt indeni, et sted hvor jeg ikke tillod mig selv at kikke, viste jeg jo endelig godt at jeg havde det frygteligt. Jeg viste jo endelig godt at jeg var i færd med at slide mig selv op og at prisen ville vise sig når det var overstået. Alt dette viste jeg godt dybt inderst inde, men jeg ville ikke røre ved det. For gjorde jeg det, kunne jeg ikke være oprejst for Bjørn. Jeg oplevede folks reaktioner og overbeviste mig selv om at de ikke syntes jeg gjorde det godt nok for ham. Så jeg prøvede endnu hårdere. Pressede mig selv. Og på den måde blev mine grænser udvisket. Nu var det ikke kun i dagtimerne, jeg var der for ham. Nu ringede han ofte om aften. Så skulle han guides i hans aften-medicin og da jeg var forberedt på disse opkald, havde jeg inden jeg kørte, derfor gjort det hele klar. Nogle gange skulle han lige tjekke om vi nu også havde været til den eller den undersøgelse, for han havde det med at glemme hvad vi havde lavet i løbet af dagen. Andre gange var han gået lidt i panik over en aftale langt ude i fremtiden, om jeg havde styr på hvornår det var. Derfor endte jeg med at tage den hvide mappe med hjem hver dag. For så kunne jeg fortælle ham i telefonen hvor mange dage der var til osv.
Så da han åndede ud i foråret 2011 var jeg både lettet på hans vejne og på mine egne. Men det var så ambivalent det kaos af følelser jeg havde. For jeg ville bare så gerne have haft min far, som han var engang. Ikke ret mange timer efter han havde fået fred, begyndte jeg at føle denne underlige vrede. Jeg blev vred på livet, på ham for at blive syg. På mig selv for ikke at have gjort det godt nok. På familie og venner fordi de ikke kunne se mig. Jeg følte mig så gennemsigtig og set i bakspejlet, ved jeg nu at i det øjeblik han fik fred, ophørte jeg med at have en identitet. Jeg blev usynlig og jeg blev vred. I dagene op til hans bisættelse, voksede min vrede. Jeg havde sådan lyst til at rive folk i ansigterne, slå dem fordi de ikke så mig. Og alt i mig skreg efter at blive set og være til, men jeg viste det ikke på det tidspunkt. Jeg mærkede bare alle disse følelser og anede ikke hvordan jeg skulle handle på dem. Til bisættelsen var min knude af sorg og vrede så stor at jeg hadede at være dér. Jeg følte mig slet ikke værdig til at være der, for jeg havde jo ikke gjort det godt nok. Så da det hele var overstået og folk stod udenfor og snakkede dæmpet, satte jeg mig ind i bilen. Jeg ville bare flygte. Jeg skammede mig. Og jeg var så vred. Jeg forstod ikke hvorfor jeg ikke tillod mig selv at være ked af at Bjørn var død og den dag i dag forstår jeg det stadig ikke. Jeg kan kun gætte.
Det er nu 2 år siden og jeg syntes stadig ikke at jeg kan tillade mig at sørge over ham. Jeg føler stadig skam over ikke at have gjort det godt nok for ham. Da min far dødede, mistede jeg mere end blot ham. Familiemedlemmer slog hånden af mig. Familie på hans side. Og dermed blev skammen stedfastet og retten til at have sorg frataget. Og det er først nu jeg ser sammenhængen. Selvfølgelig græd jeg dengang. Jeg var jo ked af det. Men den der rigtige sorg, har jeg ikke tilladt mig, fordi jeg ikke har fortjent den, hvis man spørger mine følelser.
Tiden efter hans død husker jeg ikke så godt. Jeg husker folk der var sure på mig. Jeg husker andres måde at tackle deres sorg på og hvordan jeg i min usynlighed, kunne være iagttager til andres evne at lade sorgen blive bearbejdet. Jeg husker jeg knap en uge efter hans død, sad i min kærestes have alene og pludselig ikke følte jeg kunne trække vejret eller bevæge mig. Jeg måtte sidde sådanne en rum tid før jeg langsomt kunne flytte mig, mærke jeg trækkede vejret. Jeg troede dengang at NU reagerede jeg endelig! NU kom den der sorg, der var ved at æde mig op. Men i dag ved jeg godt at det blot var en eller anden form for sjælelig opkast, der gjorde at jeg kunne fungere lidt igen.
Tiden gik og jeg forsøgte at vende tilbage til hverdagen. Arbejde og børn. Jeg bor alene med mine børn. Det daglige ræs. Men jeg var stadig usynlig og havde stadig denne følelse af ikke at have ret til at være.
I dag er jeg igen sygmeldt. I udredning for ADHD og har depression. Mit selvværd er slidt væk af alle disse tanker omkring ikke at have ret til. Og jeg bliver ved med at gøre mere for andre end for mig selv, fordi jeg tror at jeg kan blive synlig igen på denne måde. Man kan vel næsten sige at jeg er min egen værste fjende. Men jeg hænger i med smil og nyder de stunder, hvor jeg oplever ro indeni. Ingen sorg eller vrede. Afmagt, frustration, mangel på anerkendelse. Og alt det andet jeg har fået bygget op indeni efter min plejeorlov. Og det er dér jeg tænker på min far og savner ham. For trods prisen, har jeg været privilegeret fordi jeg fik lov at komme så tæt på ham som jeg gjorde. Og dét ville jeg ikke have undværet ;O)
Min fars familie slog hånden af mig. Og nu, 2 år efter, har jeg erkendt at det er én af de ting jeg er gået ned over. Så i sidste uge skrev jeg en mail til min fars søster over facebook. En oprigtig mail. Ingen anklager, ingen selvforhelligelse. For det var vigtigt for mig at hun fik indtrykket af at jeg virkelig mente det, når jeg skrev hvor meget jeg manglede hende i mit liv nu. Min tante. Flere gange om dagen kan jeg ikke lade være med lige at tjekke om hun har læst den. Men der er stadig intet flueben, som tegn på hun har "været der". Og mine facade-smil bliver mindre og mindre som dagene går. Forleden tog jeg mig selv i at tænke på mine børn. Har dem 7/7. Jeg tænkte at hvis jeg stadig savnede dem, når de er hos deres far, kan jeg vel ikke være HELT depressiv og på vej i afgrunden. Jeg blev noget rystet over at jeg tænkte sådanne. Så jeg tror jeg er nødt til at indse at jeg har brug for mere hjælp end det jeg får pt pga udredning for adhd, samt depression.
Ved ikke hvorfor jeg har valgt at skrive alt dette herinde. Gemt bag et nickname. Måske for at høre andres reaktioner?
Og jeg ved godt der mangler mange oplysninger for at kunne give et helt billede. Forholdet til min mor, min barndom. Men så ville det ende med en bog.
Nu er tiden kommet til at sunde mig oven på al dette skriveri. Men jeg vender tilbage når energien er vendt tilbage.
Tak fordi du læste !