Uvidenhed om Gud er satan
Det, der er så fantastisk og overlegent ved den vediske filosofi og religion er, at man ikke behøver at spekulere og fabulere. Der er klare og sammenhængende svar på alle spørgsmål.
Hvis man siger, at sjælen behøver satan for at forstå og sætte pris på det gode, så siger man, at Gud behøver det onde for at være god. Det hænger ikke sammen med en almægtig Gud.
I den vediske version er Krishna beskrevet som absolut og transcendental. Det betyder, at Han er hæøvet over godt og ondt. Krishna er også beskrevet som kilden til alting. Dvs. at alting, inklusive såkaldt ondskab, komemr fra Gud.
I vedisk teologi opererer man ikke med begrebet ondt. Man taler om uvidenhed. Ondskab er simpelthen uvidenhed om Gud. Det er ikke nok blot at tro på Gud. Enhver idiot kan tro på hvadsomhelst. Man må vide noget om Gud for at blive god.
Det er ligesom mørket. Definitionen på mørke er blot fravær af lys. På samme måde er satan intet andet end fravær af Gud.
Satan er den modvilje vi alle har i hjertet mod Gud. Og hvad har vi imod Gud? Vi har det imod Gud, at Han er den eneste nyder. Sjælens opgave er at blive nydt af Gud. I stedet er vi kommer til denne verden for at efterligne Krishna som nydere og herskere.
Og Krishna er så venlig, at Han tillader dette. Han hart givet os en krop, som vi kan forsøge at nyde. Samtidig er denne krop, som vi nyder i, også årsag til al vores lidelse.
Spørgsmålet om hvorfor sjælen i sin tid forlod en perfekt tilstand sammen med Gud har kun et svar og det er, misbrug af sjælens fri vilje. Sjælen er et atomisk, evigt fragment af Gud, og som sådan besidder den alle Guds kvaliteter omend i minutiøs grad. Således besidder sjælen er lille grad af uafhængighed. Krishna er total uafhængig, så Hans dele, sjælene, besidder også denne uafhængighed men i atomisk grad.
Det er misbrug af denne lille grad af uafhængighed der har placeret os i denne materielle verden adskilt fra Krishna.
Yderst set har vi kun et valg. Vi kan enten være under kontrol af Krishna direkte og lege sammen med Ham i evighed, kundskab og lyksalighed, eller vi kan vælge at være under kontrol af Hans illusoriske energi, den materielle verden, hvor vi så kan spille Gud og forøge at være nydere og herskere. I den materielle verden vil enten lide eller nyde afhængig af vore handlinger. Yderst set er livet her lidelse, fordi enhver tilstand ender i fødsel, sygdom alderdom og død. Det er kun Krishna der kan befri og for denne elendige tilstand.
Og det har intet med tro at gøre. Enhver kan opleve at materielt liv yderst set er lidelse, og så snart man føjer Krishna til sit liv, går denne lidelse væk. Læg mærke til at Krishna intet siger om tro i dette citat. Han snakker om, at man kan kende Ham.
Krishna siger;
Den, der kender Mig som den ufødte, som den uden begyndelse, som den almægtige Herre over alle verdener – kun han, oplyst blandt mennesker, er fri for al synd. (Bg.10.3)
Intelligens, viden, frihed fra tvivl og vildfarelse, tilgivelse, sandfærdighed, kontrol over sanserne, kontrol over sindet, lykke og lidelse, fødsel og død, frygt, frygtløshed, ikke-vold, mental balance, tilfredshed, forsagelse, gavmildhed, berømmelse og vanære – alle disse forskellige egenskaber hos de levende væsener, er helt og holdent skabt af Mig. (Bg 10.4-5)
Hvis man siger, at sjælen behøver satan for at forstå og sætte pris på det gode, så siger man, at Gud behøver det onde for at være god. Det hænger ikke sammen med en almægtig Gud.
I den vediske version er Krishna beskrevet som absolut og transcendental. Det betyder, at Han er hæøvet over godt og ondt. Krishna er også beskrevet som kilden til alting. Dvs. at alting, inklusive såkaldt ondskab, komemr fra Gud.
I vedisk teologi opererer man ikke med begrebet ondt. Man taler om uvidenhed. Ondskab er simpelthen uvidenhed om Gud. Det er ikke nok blot at tro på Gud. Enhver idiot kan tro på hvadsomhelst. Man må vide noget om Gud for at blive god.
Det er ligesom mørket. Definitionen på mørke er blot fravær af lys. På samme måde er satan intet andet end fravær af Gud.
Satan er den modvilje vi alle har i hjertet mod Gud. Og hvad har vi imod Gud? Vi har det imod Gud, at Han er den eneste nyder. Sjælens opgave er at blive nydt af Gud. I stedet er vi kommer til denne verden for at efterligne Krishna som nydere og herskere.
Og Krishna er så venlig, at Han tillader dette. Han hart givet os en krop, som vi kan forsøge at nyde. Samtidig er denne krop, som vi nyder i, også årsag til al vores lidelse.
Spørgsmålet om hvorfor sjælen i sin tid forlod en perfekt tilstand sammen med Gud har kun et svar og det er, misbrug af sjælens fri vilje. Sjælen er et atomisk, evigt fragment af Gud, og som sådan besidder den alle Guds kvaliteter omend i minutiøs grad. Således besidder sjælen er lille grad af uafhængighed. Krishna er total uafhængig, så Hans dele, sjælene, besidder også denne uafhængighed men i atomisk grad.
Det er misbrug af denne lille grad af uafhængighed der har placeret os i denne materielle verden adskilt fra Krishna.
Yderst set har vi kun et valg. Vi kan enten være under kontrol af Krishna direkte og lege sammen med Ham i evighed, kundskab og lyksalighed, eller vi kan vælge at være under kontrol af Hans illusoriske energi, den materielle verden, hvor vi så kan spille Gud og forøge at være nydere og herskere. I den materielle verden vil enten lide eller nyde afhængig af vore handlinger. Yderst set er livet her lidelse, fordi enhver tilstand ender i fødsel, sygdom alderdom og død. Det er kun Krishna der kan befri og for denne elendige tilstand.
Og det har intet med tro at gøre. Enhver kan opleve at materielt liv yderst set er lidelse, og så snart man føjer Krishna til sit liv, går denne lidelse væk. Læg mærke til at Krishna intet siger om tro i dette citat. Han snakker om, at man kan kende Ham.
Krishna siger;
Den, der kender Mig som den ufødte, som den uden begyndelse, som den almægtige Herre over alle verdener – kun han, oplyst blandt mennesker, er fri for al synd. (Bg.10.3)
Intelligens, viden, frihed fra tvivl og vildfarelse, tilgivelse, sandfærdighed, kontrol over sanserne, kontrol over sindet, lykke og lidelse, fødsel og død, frygt, frygtløshed, ikke-vold, mental balance, tilfredshed, forsagelse, gavmildhed, berømmelse og vanære – alle disse forskellige egenskaber hos de levende væsener, er helt og holdent skabt af Mig. (Bg 10.4-5)