Venner - hvad gør jeg?

Hejsa
Jeg er en mand(fyr) i slutningen af 30erne og er i fast forhold på snart 8. år med yngre kæreste. Mit problem er, at jeg altid har haft svært ved at knytte folk til sig. Jeg har altid været vellidt og folk har søgt mit venskab. Men jeg har altid haft en fobi for at folk kom for tæt på mig, lige med undtagelse af de (meget få) kærester, jeg har haft. Så jeg har kun haft overefladiske bekendtskaber, hvor de potentielle langvarige venskaber er gledet mig af hænde, fordi jeg ikke har plejet dem. Problemet har nok været at jeg fra barnsben har gjort meget ud af at være venner med alle, hvilket har givet en identitetskrise, som jeg stadig tumler med.
Og det er altså nu sådan at jeg slet ikke selv har venner og kun har haft overfladiske bekendtskaber førhen. Min kæreste synes også det er flovt og føler sig nogengange nødsaget til at stikke sine veninder en hvid løgn.
Efter endnu en søvnløs nat, funderinger om mit eget liv i et forhold hvor jeg ikke er lykkelig (er blevet fanget i rollen som pleaser pga. jeg tidligt i mit forhold har været en slags støttepædagog for min kæreste) medførende dårligt sexliv og mismodig kæreste og andre ting, der gør at jeg kraftigt overvejer mit forhold.
Ja så kan jeg jo ikke lade være med at tænke på at det nok er et stort 'turn-off' for eventuelle nye kærestepotentialer at vide at jeg ikke har nogle venner. Det er nok et af de få og største tabuer, der er tilbage.
Jeg er måske lidt 'Rasmus-modsat' i forhold til strømmen og holder ikke mine meninger tilbage, når der er områder jeg brænder for, og min måske lidt både aparte og humoristiske måde at komme med mine meninger med er måske også derfor jeg er vellidt.
Alligevel har jeg en fobi for at 'lukke folk ind i mit liv', med mindre det har været kærester. Hvordan griber man det an, at turde lukke folk ind i sit liv og så turde at være vedholdende med det? Jeg ved nemlig at der er stor risiko for at jeg viger udenom hvis folk går mig for nært. Bla. tør jeg ikke sige til hvemsomhelst at jeg har været meget alene i min barndom, aldrig lært at spille kort eller skak, aldrig set amerikanske ungdomsserier, været jomfru til jeg var 29 år, undsoweiter. Ting der stempler mig som særling og taber overfor venne- og kærestepotentialer.
Så det er primært måske pga. en statusting at jeg gerne vil have venner, for egentlig er jeg temmelig god til at beskæftige mig selv, da jeg er en nysgerrig person, der aldrig synes noget er for kedeligt til at undersøge det. At direkte savne at have venner, det synes jeg ikke jeg gør. Men det kan jo være, at jeg kommer til at synes noget andet, hvis jeg først får nogle venner.
Men hvordan griber jeg det an?

Find et emne, du enten er nysgerrig over eller ønsker at lære mere om.
Hvis du så har tid til det, nu ved jeg jo ikke om du har arbejde eller lignende, så tag på en højskole, hvor du kan lære mere om det emne, du har valgt.
Lad være med at vælge en for tæt på dit hjem. Du skal højst kunne nå hjem i weekenderne, men den skal dog ikke ligge så langt væk fra dit hjem, så nogle af de andre elever ikke kommer fra dit nærområde.
Så vil du nemlig kunne være i kontakt med nogle af de venner du skaber dig på højskolen.
Nu du har dette kontaktproblem, må jeg så foreslå at du eventuelt studerer lidt psykologi på den højskole?🙂 Det kan hjælpe dig lidt med at forstå dig selv bedre, men det vil være en god ide at du ellers vælger et/nogle emner på skolen, der fordrer gruppearbejde. Sport, musik eller lignende.
Grunden til at jeg foreslår et højskoleophold er at en højskole er en slags "boble" man kommer til at befinde sig i. Man bliver simpelthen nødt til være op og ned af et fast antal af de samme ansigter i døgndrift i meget lang tid, typisk 3-6 mdr.
Det vil lære dig at åbne dig selv op og opdage at du har noget at byde på og vil vise dig hvor dine svagheder og styrker ligger, så du kan gøre noget ved dem.
Jeg foreslår dette fordi jeg selv har prøvet det, du går igennem. I den tid jeg gik i folkeskolen, skiftede jeg skole mere end ti gange, så jeg lærte aldrig, hvordan man får venner. Da jeg blev voksen, sendtes jeg på højskole, for at lære de ting du efterlyser og det hjalp.
Dette forslag skal selvfølgelig ikke ses som en mirakelkur. Måske er et højskoleophold ikke den rigtige løsning for dig, men det er da et forslag. Prøver du det, så skal du gøre dig klart at du gør det for at "komme ud over dig selv" for ellers virker intet.
Det er den gamle vise, man også "synger" for misbrugere - Første skridt er at indse at man har et problem. Skridt to er at beslutte sig ro at gøre noget ved det. Skridt 3 er at rejse sig op og gøre det nødvendige - Og blive ved med at gøre det.

Dette billede du tegner kan jeg godt nikke genkendende til.
jeg har dog haft nogle ganske få venner, men ALLE har de skuffet mig på et eller andet tidspunkt. Jeg er 44 år og gift på 21. år og min kone har og er min bedste ven, men selv hun har skuffet mig og såret mig et par gange gennem vores mange år.
De venner vi har idagskyldes primært min søde kone og ikke mig. Jeg har ALTID godt kunne lide mit eget selskab og har egentlig aldrig rigtigt kedet mig, da jeg ligesom dig er en nysgerrig person, som godt kan holde mig selv beskæftiget.
Egentlig er det underligt, at jeg ikke har nogen rigtigt nære venskaber, da min bekendtskabskreds er rimelig stor og jeg er ret udadvendt. Men jeg har svært ved at lukke folk rigtigt ind og holder dem altid et par skridt fra livet.
Jeg er også en Rasmus modsat type som altid er gået mine egne veje og haft mine egne meninger, som jeg desuden ALDRIG har været bange for at give udtryk for.
I dag har jeg det sådan, at jeg har accepteret, at sådan er det og de få venskaber min kone og jeg har, dem nyder vi. Man skal ALTID være tro mod sig selv, jeg har prøvet at lave om på mig selv og slået knuder på mig selv for at få flere venner(mest som ung), men denne facade krakelerer på et tidspunkt og vennerne skuffer, da de KUN vil acceptere facaden.
Nej du, venner er nogen gange opreklameret og som du siger, så er der mange der "bare" har en masse venner for at signalere at de er populære- Dvs. de bruger det til at fremhæve sig selv! Altså præstige signal.
Vær du bare dig selv og glem alt om at få mange "venner", men nyd dit EGET liv og måske med tiden kommer der en eller to rigtige venner via din kæreste/kone en dag.

tja - din vej skal du selv finde
q dit brev er dog med enkelte mangler - har du interesser - har du job - har kæresten job - er du på vej væk fra hende - vil hun ha børn.
w hvor er du vellidt - og hvad er så problemet.
e Danmark er et foreningsland - der er foreninger for de fleste interesser.
r eller er du på jagt efter en der gerne vil redde dig - du må jo være ret trofast og det synes en del kvinder om.
t hvor er din familie - og har du talt med kæresten om 'at der skal nye boller på suppen'
y hvad er de praktiske problemer ved at flytte fra hinanden - de økonomiske.
u endelig må du tænke over hvad der er dine egne behov af det du nævner.
det må være et godt sted at starte at være ven med sig selv.

jeg forstår dig, fuldt ud.. men prøv og snakke med din kæreste, om hendes veninder´s kærester. og hør om i ikke ku lave et par middag.... eller lig din livs stil om. gå steder hend du aldrig har været før. eventuelt med din kæreste. det gør din mere intersandt ta snakke med og så kan du lave nogen venner på turen..det er i alt sin enkelhed de små ting man skal lave om...

undskyld mine stave fejl... men jeg ved hva jeg snakker om