Venskaber keder mig, hjælp!

Hej, jeg har et problem...
Jeg har det ikke svært ved at få nye venner - tvært imod.
Men når jeg så bliver gode venner med to andre piger, f.eks, og alt går strålende, begynder jeg at miste lysten til at være sammen med dem og lave ting sammen med dem. Det gør at venskabet forringes, og vi ser mindre til hinanden. Derefter gentager historien sig.
På den måde får jeg aldrig nære venner, og det irriterer mig meget ikke at have nogen at snakke med og 'dele alt med' som man jo snakker om. Derudover er det så frustrerende bare at se venskabet glide ud af hænderne på mig, uden en egentlig dybere trang til at gøre noget ved det. Det eneste jeg føler er en pligt til at være sammen med dem, og det er jo ikke sjovt.
Nå.. Sådan har det kørt igen og igen hele mit 15-år lange liv, hø. Nederen.
Håber ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan her.

Du giver udtryk for at du savner at have nogen at dele dit liv med. Jeg syntes det lyder til at du stiller høje krav til dine veninder. Har du tænkt på om du selv byder ind med noget værdifuldt i dine venskaber, og at du ikke bare forventer de gør hele arbejdet med at underholde dig og behage dig?
Det kræver noget af os at bevare et venskab. Hvad forventer du af et godt venskab?
Kan du selv gøre noget for at få det?
Du siger de keder dig meget hurtigt. Spørgsmålet er om du vælger venner som du intet har til fældes med.
Jeg tror kun det er dig der kan svare på dit spørgsmål om hvorfor du så hurtigt bliver træt af dine venner.

At have venner/veninder er et job lige som alle andre, der skal ydes før man kan nydes!
Og det er helt konkret. Det eneste der kan tale imod er hvis det er blod-relateret familie som man naturligvis gør ALT for uanset hvad.
Men med venner og veninder, så... lad mig komme med et eksempel:
En sankthans aften. Jeg havde en båd en bil og en trailer. Mine "venner" synes det var en mægtig i det at køre til en 26 km langt væk by, så man kunne se bålet fra havet af.
Og det var da også meget hyggeligt. Indtil det blev mørkt og jeg gerne skulle have båden op og hjem igen...
Men der var INGEN til at hjælpe med at løfte båden op på traileren! De var blevet for fulde /travlt med noget andet.
Så jeg ringede til en VEN, som bad mig sejle til en anden havn 2 sømil væk, men det havde jeg akkurat benzin til, og så kom HAN med SIN trailer og kørte mig, og båd hjem!
Se DET er en VEN.
Til daglig har jeg nu heller ikke meget omgang med andre mennesker, fordi de fleste er "falske", som du sikkert har prøvet.
Bevares engang imellem taler jeg da med min bror eller mor eller far, men har altid en føleles af at de gør det "af pligt" og ikke fordi de egenligt GIDER tale med mig, min "dagligdagsvenner" har jeg ofte også en følelse af at vi kun snakker om "deals" og penge, og praktiske ting - aldrig noget dybere indhold.
MEN, der er 3 personer som jeg kan dele ALT med. Den ene besøgte mig endda mens jeg sad i fængsel, og vi havde aldrig mødtes før kun skrevet E-mail, og den anden lod mig overnatte en hel uge gratis ;)
Den 3. har jeg ikke mødt endnu men har en livlig ting på E-mail.
Hvis vi regner alle med, ja så har jeg faktisk en "ven" i stort set alle byer i DK, og det er en kæmpe "force" at vide at uanset hvor man kommer rundt i DK, så er der en man kender i byen, og de bliver næsten altid glade hvis man kommer "uventet forbi"...
Jeg mangler dog en ven på Samsø men mon ikke det kommer ;)
Så saml på venner uanset om du gider eller ej, og arbejd for det, de er gode at have når røvskægget brænder på😉
Alternativet er jo som du selv siger ensomhed, og ingen gider hjælpe dig med at flytte osv ;)

Hej.... Det første der slog mig da jeg læste dit indlæg.... Har du tænkt på om du måske har add, en snert af personlighedsforstyrrelse i form af den social kontakt?
Ved godt det er noget af et spring, men omvendt...synd hvis det er det der spiller ind i dit liv, hvis du ikke er bevidst om det.
Jeg tænkte det fordi jeg selv har fået diagnosen adhd/personlighedsforstyrrelse i en sen alder. Og selv har jeg samme problem med venskaber. De venskaber jeg stadig har, er folk der bærer over med min tildens til at forsvinde ud og ind af deres liv.