Vi er en nation af flæberøve
Det er altså deprimernede at se på debatten i disse dage og danskerne viser de er verdensmestre i klynk.
Alle ved at vi skal spare men det skal bare ikke ramme MIG.
Aldrig har mennesker levet så behageligt og så beskyttet, som danskerne gør i dag. Alligevel klynker og klager vi med uformindsket styrke over alt fra arbejdsløshedskvoter til terrortrusler. Hvordan gik det til, at Danmark blev en nation af jamrende tudeprinsesser? I 1885 arbejdede bryggerne på Carlsberg 10,5 timer om dagen 320 dage om året. Under depressionen i 1930erne var arbejdsløsheden i flere europæiske lande over 25 procent. I Angola er den gennemsnitlige levealder endnu i dag under 45 år.
Gennem de sidste hundred år er livet i den rige del af verden blevet så mageligt, at vi knap kan sætte os ind i tal som disse. Aldrig før har mennesker haft en købekraft, der kan måle sig med vores. Aldrig har nogen været omgivet af et så gigantisk sikkerhedsnet af arbejdsløshedskasser, sygehusvæsen, terroralarmberedskab, forbrugerlove, menneskerettigheder osv.
De evigt utilfredseIngen har før kendt til så få kilder til nød og lidelse, som vi gør. Alligevel klager vi ikke mindre over tilværelsen end før. De fremskridt i komfort og sikkerhed, som teknologi og velfærd forsyner os med, bliver kun mødt med et kort øjebliks begejstring. Inden året er omme bliver nye mageligheder til selvfølgeligheder. Derefter bliver de til rettigheder.
I dag oplever vi en arbejdsløshed på knap fem procent som en uacceptabel krise, som medierne skal finde de ansvarlige for. Sygdom i familien bliver opfattet som en urimelig lidelse, som nogen bør fjerne fra virkeligheden hurtigst muligt. Og selv en nok så fjern trussel om terror kan vi umuligt anerkende som en følge af den globale disharmoni, vi selv er med til at opretholde
Klynkeriets lov selvom vi lever i et afskærmet overflodssamfund, som ingen jordiske væsener har set mage til før os, klynker og klager vi med uformindsket styrke. På trods af enestående rigdom og mageløs beskyttelse, jamrer vi ikke mindre end vores forfædre, der levede under langt ringere vilkår, end vi gør.
Loven for menneskenes klynkeri synes at være følgende: Jo mere nød og elendighed, der forsvinder ud af virkeligheden, desto mere lider vi under den rest, der bliver tilbage. For hvad andet er en dansker anno 2010 end et ømfindtligt luksusvæsen, der mærker de stadig mindre lidelser med stadig større gennemtrængelighed?
Prinsessen på ærten Prinsessen på ærten er ikke længere nogen royal undtagelse. I dag vandrer vi alle omkring som sarte, tyndhudede prinsesser, der får blå mærker af små ærter, der gemmer sig under adskillige lag af beskyttende madrasser. Danskerne har simpelthen gjort et af deres nationalskjalds eventyr til virkelighed.
Årtiers forkælelse har gjort velfærdssamfundets børn til overfølsomme tudeprinsesser, der klynker af selvmedlidenhed over minimale arbejdsløshedstal, jamrer over selvforskyldte livsstilssygdomme, og hidser sig op til hysteriske højder over hypotetiske trusler om terror i deres kære kongerige.
Det store spørgsmål er så, hvad der vil ske, hvis selv den sidste lille ærte - hvis selv det sidste lille irritationsmoment - forsvinder en dag? Mon ikke prinsesserne så vil begynde at lide under, at ærten mangler?
Den sved.....😉
Alle ved at vi skal spare men det skal bare ikke ramme MIG.
Aldrig har mennesker levet så behageligt og så beskyttet, som danskerne gør i dag. Alligevel klynker og klager vi med uformindsket styrke over alt fra arbejdsløshedskvoter til terrortrusler. Hvordan gik det til, at Danmark blev en nation af jamrende tudeprinsesser? I 1885 arbejdede bryggerne på Carlsberg 10,5 timer om dagen 320 dage om året. Under depressionen i 1930erne var arbejdsløsheden i flere europæiske lande over 25 procent. I Angola er den gennemsnitlige levealder endnu i dag under 45 år.
Gennem de sidste hundred år er livet i den rige del af verden blevet så mageligt, at vi knap kan sætte os ind i tal som disse. Aldrig før har mennesker haft en købekraft, der kan måle sig med vores. Aldrig har nogen været omgivet af et så gigantisk sikkerhedsnet af arbejdsløshedskasser, sygehusvæsen, terroralarmberedskab, forbrugerlove, menneskerettigheder osv.
De evigt utilfredseIngen har før kendt til så få kilder til nød og lidelse, som vi gør. Alligevel klager vi ikke mindre over tilværelsen end før. De fremskridt i komfort og sikkerhed, som teknologi og velfærd forsyner os med, bliver kun mødt med et kort øjebliks begejstring. Inden året er omme bliver nye mageligheder til selvfølgeligheder. Derefter bliver de til rettigheder.
I dag oplever vi en arbejdsløshed på knap fem procent som en uacceptabel krise, som medierne skal finde de ansvarlige for. Sygdom i familien bliver opfattet som en urimelig lidelse, som nogen bør fjerne fra virkeligheden hurtigst muligt. Og selv en nok så fjern trussel om terror kan vi umuligt anerkende som en følge af den globale disharmoni, vi selv er med til at opretholde
Klynkeriets lov selvom vi lever i et afskærmet overflodssamfund, som ingen jordiske væsener har set mage til før os, klynker og klager vi med uformindsket styrke. På trods af enestående rigdom og mageløs beskyttelse, jamrer vi ikke mindre end vores forfædre, der levede under langt ringere vilkår, end vi gør.
Loven for menneskenes klynkeri synes at være følgende: Jo mere nød og elendighed, der forsvinder ud af virkeligheden, desto mere lider vi under den rest, der bliver tilbage. For hvad andet er en dansker anno 2010 end et ømfindtligt luksusvæsen, der mærker de stadig mindre lidelser med stadig større gennemtrængelighed?
Prinsessen på ærten Prinsessen på ærten er ikke længere nogen royal undtagelse. I dag vandrer vi alle omkring som sarte, tyndhudede prinsesser, der får blå mærker af små ærter, der gemmer sig under adskillige lag af beskyttende madrasser. Danskerne har simpelthen gjort et af deres nationalskjalds eventyr til virkelighed.
Årtiers forkælelse har gjort velfærdssamfundets børn til overfølsomme tudeprinsesser, der klynker af selvmedlidenhed over minimale arbejdsløshedstal, jamrer over selvforskyldte livsstilssygdomme, og hidser sig op til hysteriske højder over hypotetiske trusler om terror i deres kære kongerige.
Det store spørgsmål er så, hvad der vil ske, hvis selv den sidste lille ærte - hvis selv det sidste lille irritationsmoment - forsvinder en dag? Mon ikke prinsesserne så vil begynde at lide under, at ærten mangler?
Den sved.....😉